Aminas breve

Citat
“Det er over et halvt år siden at jeg har fået et brev fra Amina. Jeg har læst brevene igennem mange gange siden da, set efter om håndskriften ændrede sig, om ordene dannede nye sætninger hvis man læste dem ovenfra og ned eller nedefra og op. Set om der var hentydninger eller omskrivninger. Men fandt intet. Ingen forklaring på hvorfor hun holdt op med at skrive.”
“Aminas breve”, s. 24-25.

Romanen “Aminas breve” fra 2005 er Jonas T. Bengtssons prisbelønnede debut. Hovedpersonen Janus er en fyr på fireogtyve, som er indlagt på en psykiatrisk lukket afdeling med diagnosen skizofren paranoid.

Janus’ eneste mål er at blive udskrevet for at finde sin kurdisk-danske veninde Amina. Hun har under hans ophold på psykiatrisk afdeling sendt ham breve, men har pludselig afbrudt korrespondancen – Janus’ livline til normaliteten og livet uden for – et halvt år før hans udskrivelse. Janus arbejder nu systematisk på at tage sig så normal ud som muligt og opnår sit første mål: At blive udskrevet.

Ude i samfundet har han svært ved at klare sig, men han kan trods alt begynde sin mission, at finde Amina. Hans faste base bliver den karrieremindede storebrors Østerbro-lejlighed, der er som revet ud af et boligmagasin.

Han kommer hurtigt på sporet af Amina og får en mistanke om, at Aminas nye mand ikke er en særlig rar type. Janus finder desuden ud af, at Amina er gået under jorden og ikke ønsker at blive fundet. Han opgiver dog ikke så let sit forehavende og er klar til at tage alle midler i brug for at finde hende og sikre sig, at hun har det godt – og at hun kan begynde at skrive breve til ham igen.

25888545

Janus tager læseren ved armen i sin søgen efter Amina, og man guides rundt på en tur i Københavns undergrundsmiljøer af en psykisk sårbar, ung mand og bevidner hans kamp mod det skarptslebne, normaliserede og uhyggeligt ligeglade samfund.

Man møder undervejs de psykisk syge, narkomanerne, hashklubgæsterne, hælerne og drankerne, der lever side om side med et parallelsamfund, normalsamfundet. Alt sammen skildret med empati og solidaritet.

Man møder eksempelvis en hæler, der primært er i branchen for at få besøg af folk, som han kan hygge, drikke en bajer og ryge noget tjald med. Alle sammen præsenteres de fordomsfrit som mennesker, hvis motiver her i livet er som alle andres: anerkendelse, venskab og overlevelse. Hvad der adskiller dem fra ‘normen’, er deres livssituationer, og hvilke overlevelsesstrategier de tager i brug.

Romanen udforsker de roller, som de gale og de normale i form af patienter og læger, gensidigt tillægger hinanden, og det bliver tydeligt, hvordan en stor del af grænsedragningen mellem gal og normal kan betragtes som et rollespil, et ‘dem mod os’.

Janus’ menneskelige egenskaber er, hvad der holder læseren til ilden under drukture, vold og stoffer på en svær roadmovie igennem Københavns hårdeste og mest socialt udsatte miljøer.