liv nimand duvå
Foto: Kronstork

Liv Nimand Duvå

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, iBureauet/Dagbladet Information, 2017. Opdateret af cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, Bureauet, oktober 2019.
Top image group
liv nimand duvå
Foto: Kronstork

Indledning

Liv Nimand Duvå fik Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat i 2017 for sin debutroman ”Vi er vel helte”. Det er en roman om at være pårørende til en alkoholiker, om den konstante angst for at telefonen ringer, om ydmygelse og ombytning af forældrerollen og om forbindelsen til velfærdsstatens og alkoholafvænningens nedladende omsorg.

Duvå skriver patosfyldt og rørende om den nære, besværlige relation Billie har til sin far, og igennem det personlige portræt træder verden udenom også frem med demonstrationer, flygtningekriser og velfærdssystemer i krise. I 2019 udkom Liv Nimand Duvås anden roman, ”Rosenreglen”, som blandt andet er en slags opdateret Lolita-historie.

47179009

Blå bog

Født: 1987 i København.

Uddannelse: Bachelor på Litteraturvidenskab, 2008-12. Erasmusophold på Freie Universität, 2010-11. Skrivekunstakademiet i Bergen, 2013-14. Master of Arts på Litterär Gestaltning i Göteborg, 2014-16.

Debut: Vi er vel helte. Kronstork, 2017.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, 2017.

Seneste udgivelse: Rosenreglen. Gyldendal, 2019.  

Inspiration: Sara Stridsberg, Ingeborg Bachman, Tua Forsström, Claudia Rankine, Imre Kertész, Marguerite Duras.

 

 

 

Liv Nimand Duvå fortæller om, hvordan litteratur kan gøre en forskel i vores liv.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Kommer du ikke lige forbi, spørger du igen med en nu insisterende stemme, næsten skuffet over, at jeg ikke er hos dig allerede. Men jeg kan ikke blive ved med at komme hjem, hver gang du ringer. I Tunis har en mand lige sat ild til sig selv, og har du ikke læst aviserne, set billederne i fjernsynet? Der må være andre historier at følge med i end dine gentagelser. Du må da kunne holde fast i bare en smule af det, du engang var.”


”Vi er vel helte”, s. 33.

Liv Nimand Duvå blev født i København i 1987 og voksede op i Brøndby Strand. I 2008 startede hun på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun dog aldrig fandt sig særligt godt til rette. Selvom uddannelsen tjente til at sætte hende i forbindelse med litteratur og med andre, der også elskede litteratur, så var det svært for hende at gå på universitetet, og hun følte sig fremmedgjort der.

Hun tog valgfag på minoritetsstudier og kønsstudier, og hendes politiske engagement fandt også en kanal, da hun i seks år sideløbende med sine studier var med i redaktionsgruppen for det asylaktivistiske tidsskrift VisAvis – voices on asylum and migration. Det fællesskabsbaserede arbejde med politisk engageret, aktivistisk skrift var en lige så vigtig del af hendes uddannelse, som den formelle uddannelse på universitetet, og det trak hende mere og mere i retning af at skrive selv. I 2012 debuterede hun i tidsskriftet Hvedekorn, og hun har siden fået flere tekster trykt i adskillige litteraturtidsskrifter.

I 2013-14 var hun på et årsstudium på Skrivekunstakademiet i Bergen. I 2014 startede hun på den svenske forfatterskole Litterär gestaltning i Göteborg, og indflydelsen fra den svenske litteratur er mærkbar i Duvås skrift. Både den alvorsfulde og patosfyldte litteratur og den politisk engagerede litteratur, som i Sverige har en større rolle end i Danmark, har hun selv omtalt som inspirerende. Skolen i Sverige havde desuden den effekt på hende, at hun blev tvunget til at læse grundigere, fordi hun skulle læse på et andet sprog end sit eget, og ét der var lidt mere utilgængeligt for hende end det norske, hun læste i Bergen.

Selvom Duvås bog ”Vi er vel helte” fra 2017 kan siges at trække på et selvbiografisk stof, er det ikke det vigtigste ved den bog. Det er snarere et arbejde med, hvordan man lader den omgivende verden træde frem igennem et portræt af en person og en nær relation.

I oktober 2017 modtog Liv Nimand Duvå Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Året efter oversatte hun den svenske forfatter Sonja Åkessons bog ”Jeg bor i Sverige” til dansk. I 2019 udkom den anmelderroste roman ”Rosenreglen”.

Vi er vel helte

”Jeg placerer puden i ryggen, så du kommer op og sidde. Bevidsthedstilstanden er forbigående, der er stadig ingen rystninger, ingen urin. Det er ikke til at se, hvor meget du har drukket, om der er tegn på delirium. Du er sikkert lige faldet i søvn. Det var meningen, at dagen skulle annullere sig selv. Det var ikke meningen, at du skulle vågne. (…) Nej, jeg vil ikke tænke på det. Jeg vil ikke have, at du tænker mere nu, nu skal jeg nok passe på dig.”

”Vi er vel helte”, s. 64.

Liv Nimand Duvås debut ”Vi er vel helte” (2017) er fortalt gennem en jegfortæller, som hedder Billie. Hendes far er alkoholiker, og hele romanen er henvendt til ham som et du. Romanen springer i sceniske kapitler i tid, der strækker sig fra Billies barndom og ind i hendes unge, voksne liv. Til tider slår fortællingen om i en fremtidsform, som peger på den dramatiske nutids konstruktion. Men det peger også på den sikkerhed, som alkoholismesygdommen også kan siges at indeholde.

Afhængighed består af gentagelser. Faren drikker, han holder måske op med at drikke, så begynder han at drikke igen, osv. Billie rydder op efter ham, hun samler ham op fra sofaen, hvor han har drukket sig bevidstløs, hun rydder op i hans forsømte hus. Hun er med ham på hospitalet som nærmeste pårørende, og hun kører ham til behandlingscentre og deltager i møder for alkoholismepårørende.

53071163

Farens alkoholisme er altoverskyggende i Billies liv. Telefonen i lommen er hele tiden en mulig portal til den nyeste ydmygelse og ødelæggelse fra farens hånd. Det er simpelthen svært at blive et voksent og selvstændigt menneske, når man hele tiden skal være det for sin far.

Billie har en kærlighedsrelation i Berlin, men ham kan hun heller ikke finde ud af at fortælle, hvad der foregår tilbage i Danmark. Frirummet dernede skal ikke befænges af farens sygdom, men bliver det på en endnu værre måde med fortrængningen. Det er isolerende, fremmedgjort og ensomt for hende, og de følelser skriver Duvå frem med urovækkende præcision.

På trods af det snævre perspektiv på den nære relation er der et blik for, hvordan omverdenen med alle sine politiske omstændigheder trænger igennem i det personlige portræt. Demonstrationer, flygtningekrise og mødet med velfærdssystemet er alle tre vigtige udvendige omstændigheder, som tegnes tydeligt op i løbet af romanen. Velfærdssystemet findes, men måske særligt som en måde at fortælle Billie at hun ikke gør det rigtige, eller at det er synd for hende. Det er patroniserende omsorg.

Rosenreglen

”Stakkels Fotograf, hvor må han have gennemtrawlet sig selv, sin egen fantasi. Indtil der til sidst ikke var mere tilbage af dig at gnaske i, og han måtte æde sine drømme, sit eget begær. Det er umuligt ikke at se dig som en fremmed, ikke at komme til at se på dig, som han gjorde.”

”Rosenreglen”, s. 176.

Seksualiseringen af helt unge piger, kroppen som erindringsbærende og kunsten som mulig kampplads. Det er nogle af de centrale elementer i Liv Nimand Duvås foruroligende roman ”Rosenreglen” fra 2019. Ligesom i debutromanen er der tale om en jeg-fortælling, hvor et jeg henvender sig til et du. Du’et er denne gang jeg-fortælleren som 13-årig. I løbet af romanen springes der også i tid, så man både følger jeget som voksen kvinde og som pubertetspige.

Kvinden Kathrine flytter ind i et kollektiv på landet, hvor hun håber at kunne finde arbejdsro til at færdiggøre et autobiografisk performancekunstværk, som består af fotos af hende selv som barn, små bikinier, bamser og bland-selv-slik. Jo mere kvinden forsvinder ind i sit arbejde med værket, jo mere hjemsøges hun af sin fortid. En fortid fuld af spiseforstyrrelse og en mand kaldet Fotografen. Den tilsyneladende realistiske fortælling brydes af drømmeagtige sekvenser og et du, som næsten bliver et spøgelse. Det bliver en historie om skamfølelsen ved overgangen fra pige til kvinde og et portræt af et sårbart sind, et kompliceret mor-datter-forhold og selvskade: ”Hånden lever sit eget liv, den belønner hjernen med klarhed, med smertens hinde at læne sig op ad” (s. 172).

47179009

I arbejdet med sit kunstværk er jeget i gang med at generobre blikket på sig selv. En anden væsentlig tematik er således også kunsten som et sted, der kan fremvise det komplekse og problematiske – men som også kan have et forandrende potentiale.

Selv om der ifølge Nimand Duvå er tale om en fiktiv historie, trækker hun på sine egne oplevelser: ”Jeg oplevede, at udviklingen af kvindekroppen var forbundet med enormt ubehag. Det hænger sammen med den kultur, jeg voksede op i, hvor alle kvindelige former var noget, der skulle tæmmes, strammes ind, udsultes og gemmes væk”, forklarer hun: ”Kvindekroppen blev vurderet gennem mandens blik, og det er noget, jeg har forsøgt at tematisere i bogen.” (Silas Bay Nielsen: ’Jeg tænkte, at jeg var forkert’: Nu er Liv færdig med at skamme sig over sin krop. Dr.dk, 2019-10-15).

Genrer og tematikker

Den altoverskyggende tematik i Liv Nimand Duvås debut ”Vi er vel helte” er, hvad det vil sige at være pårørende til en alkoholiker. Alkoholisme er en sygdom, men bliver også set som en karakterbrist snarere end en lidelse, man kan søge helbredelse for. Det sprog, der er opstået omkring afhængighed, hvad enten det er Anonyme Alkoholikere, der sværger til Gud, eller det er det sociale sundhedsvæsen, der omtaler faderen som klienten eller patienten, bliver udstillet som noget fremmed for hovedpersonen. De etablerede institutioner er ikke steder, hun kan gå hen for at få hjælp, forstår man. I romanens korte kapitler er der snarere et sprog, der skriver de isolerede, ensomme og hårde følelser frem.

Duvås ophold på den svenske forfatterskole Litterär gestaltning i Göteborg og inspirationen fra svensk litteratur, hvor der er en stærkere tradition for patosfyldt og alvorsfuld litteratur, fortæller hun om i et interview til P1: ”Man bliver da påvirket af noget, man læser. Eksempelvis tænker jeg på patos (…) der er frarevet ironi, der har været en patosangst i Danmark, som jeg ser det (…) og for mig har det været enormt frisættende at befinde mig et sted, hvor patos er en litterær trope blandt mange andre.” (Skønlitteratur på P1: Glaskugler, skriveprocesser og nordiske litterære fællesskaber. Dr.dk, 2017-05-17). For Duvå handler det patosfyldte mere om at skrive en alvor frem, der hvor der er en friktionsflade mellem jeget og samfundet. Alvoren bruges til at skrive en personlighed troværdigt frem, også med de ubehagelige og tabubelagte sider af personligheden.

Romanen ”Rosenreglen” fra 2019 er en tilsyneladende realistisk fortælling om en ung kvindelig kunstner, men indeholder også drømmeagtige episoder. Romanen består af to tidsspor – et nutidsplan og et fortidsspor – samt et metaniveau, som fremhæver kunstens særlige potentiale. Samtidigt er det en overgrebshistorie og en skildring af seksualiseringen af den helt unge kvindekrop. For Liv Nimand Duvå hænger den lille historie også her sammen med en større politisk historie. Der er ting i vores samfund, som gør det svært at være teenagepige: ”Det er, som om årsagen altid findes i individet, og det tror jeg vil være rigtig godt at få ændret”, siger Liv Nimand Divå (Silas Bay Nielsen: ’Jeg tænkte, jeg var forkert’: Nu er Liv færdig med at skamme sig over sin krop. Dr.dk, 2019-10-15).         

Beslægtede forfatterskaber

Der er en jeg-du-henvendelse hele vejen igennem ”Vi er vel helte”. Jeget er hovedpersonen Billie, og duet er faren. Litteraturen er rig på eksempler på stærke fædre. Så forskellige bøger som Bjørn Rasmussens ”Ming” (2015) og Ida Marie Hedes ”Bedårende” (2017) tematiserer også den døde far, som inficerer deres liv, og sorgen og tabet giver anledning til vilde tekster. ”Ming” tematiserer desuden også misbruget og omgangen med psykiatrien.

Sidst i ”Vi er vel helte” er der en passage, hvor nogle billeder af faren er beskrevet. Det minder om den svenske forfatter Johannes Anyuru, der i sin roman ”En storm kom fra paradiset” fra 2013 (”En storm kom från paradiset”, 2012) også skriftligt gengiver billeder af sin far.

Den alvorsfulde tone i Duvås forfatterskab kunne man finde et slægtskab med i Olga Ravns ”Den hvide rose” (2016). I Ravns klistrede og korte gentagelsesdigte behandles også forholdet til en syg person, som med stor sproglig tyngde bliver skrevet frem på rørende vis.

Det er en modig fortælling, Liv Nimand Duvå har præsteret med ”Vi er vel helte”. Om modet siger hun selv: ”Jeg tror, at inspiration for mig handler om at finde mod til at skrive. Ikke til at skrive det, man tror man gerne vil skrive. Men til at skrive det, man hele tiden undgår, men bliver nødt til at skrive. Jeg finder den slags mod i litteratur, der går langt i beskrivelsen af de tabubelagte og ubehagelige sider af det menneskelige, og hvor det individuelle sprog og de private følelser også altid er et portræt af de strukturer, der skaber mennesket, og den tid, der skaber strukturerne. Hvor der i portrætteringen af noget individuelt også altid er hul igennem til verden. Mod finder jeg også i litterære henvendelser, der ligger udstrakt mellem bøn og anklage, kærlighed og vrede (hos f.eks. Kertész, Rankine, Forsström, Stridsberg).” (Interview til Forfatterweb). Netop svenske Sara Stridsberg har også skrevet en roman, hvor omdrejningspunktet er en datters forhold til sin far, som er indlagt på et psykiatrisk hospital. Romanen ”Beckomberga. Ode till min familj” udkom i 2014 (”Beckomberga. En ode til min familie”, 2015).

Liv Nimand Duvås anden roman, ”Rosenreglen”, handler blandt andet om det traditionelle mandlige blik på helt unge piger som et kulturelt problem. Andre forfattere, som har beskæftiget sig med noget af det samme er svenske Mara Lee og norske Hanne Ørstavik. Handlingen i ”Rosenreglen” leder også tankerne hen på Vladimir Nabokovs roman ”Lolita” fra 1955.

Bibliografi

Roman

Duvå, Liv Nimand: Vi er vel helte. Kronstork, 2017.
Duvå, Liv Nimand: Rosenreglen. Gyldendal, 2019.

Om forfatterskabet

Interview i forbindelse med debutantprisen. Politiken, 2017-10-09.

Kilder citeret i portrættet

Interview til Andreas Eckhardt-Læssøe, Forfatterweb. 2017-10-31.