Liv Nimand Duvå

Liv Nimand Duvå blev født i København i 1987 og voksede op i Brøndby Strand. I 2008 startede hun på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun dog aldrig fandt sig særligt godt til rette. Selvom uddannelsen tjente til at sætte hende i forbindelse med litteratur og med andre, der også elskede litteratur, så var det svært for hende at gå på universitetet, og hun følte sig fremmedgjort der.

Hun tog valgfag på minoritetsstudier og kønsstudier, og hendes politiske engagement fandt også en kanal, da hun i seks år sideløbende med sine studier var med i redaktionsgruppen for det asylaktivistiske tidsskrift VisAvis – voices on asylum and migration. Det fællesskabsbaserede arbejde med politisk engageret, aktivistisk skrift var en lige så vigtig del af hendes uddannelse, som den formelle uddannelse på universitetet, og det trak hende mere og mere i retning af at skrive selv. I 2012 debuterede hun i tidsskriftet Hvedekorn, og hun har siden fået flere tekster trykt i adskillige litteraturtidsskrifter.

I 2013-14 var hun på et årsstudium på Skrivekunstakademiet i Bergen. I 2014 startede hun på den svenske forfatterskole Litterär gestaltning i Göteborg, og indflydelsen fra den svenske litteratur er mærkbar i Duvås skrift. Både den alvorsfulde og patosfyldte litteratur og den politisk engagerede litteratur, som i Sverige har en større rolle end i Danmark, har hun selv omtalt som inspirerende. Skolen i Sverige havde desuden den effekt på hende, at hun blev tvunget til at læse grundigere, fordi hun skulle læse på et andet sprog end sit eget, og ét der var lidt mere utilgængeligt for hende end det norske, hun læste i Bergen.

Selvom Duvås bog ”Vi er vel helte” fra 2017 kan siges at trække på et selvbiografisk stof, er det ikke det vigtigste ved den bog. Det er snarere et arbejde med, hvordan man lader den omgivende verden træde frem igennem et portræt af en person og en nær relation.

I oktober 2017 modtog Liv Nimand Duvå Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Året efter oversatte hun den svenske forfatter Sonja Åkessons bog ”Jeg bor i Sverige” til dansk. I 2019 udkom den anmelderroste roman ”Rosenreglen”, og i 2022 både digtet ”Jeg vil have en statsminister” og moderskabsromanen ”Mødrenes hus”.

Liv Nimand Duvås debut ”Vi er vel helte” (2017) er fortalt gennem en jegfortæller, som hedder Billie. Hendes far er alkoholiker, og hele romanen er henvendt til ham som et du. Romanen springer i sceniske kapitler i tid, der strækker sig fra Billies barndom og ind i hendes unge, voksne liv. Til tider slår fortællingen om i en fremtidsform, som peger på den dramatiske nutids konstruktion. Men det peger også på den sikkerhed, som alkoholismesygdommen også kan siges at indeholde.

Afhængighed består af gentagelser. Faren drikker, han holder måske op med at drikke, så begynder han at drikke igen, osv. Billie rydder op efter ham, hun samler ham op fra sofaen, hvor han har drukket sig bevidstløs, hun rydder op i hans forsømte hus. Hun er med ham på hospitalet som nærmeste pårørende, og hun kører ham til behandlingscentre og deltager i møder for alkoholismepårørende.

53071163

Farens alkoholisme er altoverskyggende i Billies liv. Telefonen i lommen er hele tiden en mulig portal til den nyeste ydmygelse og ødelæggelse fra farens hånd. Det er simpelthen svært at blive et voksent og selvstændigt menneske, når man hele tiden skal være det for sin far.

Billie har en kærlighedsrelation i Berlin, men ham kan hun heller ikke finde ud af at fortælle, hvad der foregår tilbage i Danmark. Frirummet dernede skal ikke befænges af farens sygdom, men bliver det på en endnu værre måde med fortrængningen. Det er isolerende, fremmedgjort og ensomt for hende, og de følelser skriver Duvå frem med urovækkende præcision.

På trods af det snævre perspektiv på den nære relation er der et blik for, hvordan omverdenen med alle sine politiske omstændigheder trænger igennem i det personlige portræt. Demonstrationer, flygtningekrise og mødet med velfærdssystemet er alle tre vigtige udvendige omstændigheder, som tegnes tydeligt op i løbet af romanen. Velfærdssystemet findes, men måske særligt som en måde at fortælle Billie, at hun ikke gør det rigtige, eller at det er synd for hende. Det er patroniserende omsorg.