Liv Nimand Duvå

Liv Nimand Duvå blev født i København i 1987 og voksede op i Brøndby Strand. I 2008 startede hun på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun dog aldrig fandt sig særligt godt til rette. Selvom uddannelsen tjente til at sætte hende i forbindelse med litteratur og med andre, der også elskede litteratur, så var det svært for hende at gå på universitetet, og hun følte sig fremmedgjort der.

Hun tog valgfag på minoritetsstudier og kønsstudier, og hendes politiske engagement fandt også en kanal, da hun i seks år sideløbende med sine studier var med i redaktionsgruppen for det asylaktivistiske tidsskrift VisAvis – voices on asylum and migration. Det fællesskabsbaserede arbejde med politisk engageret, aktivistisk skrift var en lige så vigtig del af hendes uddannelse, som den formelle uddannelse på universitetet, og det trak hende mere og mere i retning af at skrive selv. I 2012 debuterede hun i tidsskriftet Hvedekorn, og hun har siden fået flere tekster trykt i adskillige litteraturtidsskrifter.

I 2013-14 var hun på et årsstudium på Skrivekunstakademiet i Bergen. I 2014 startede hun på den svenske forfatterskole Litterär gestaltning i Göteborg, og indflydelsen fra den svenske litteratur er mærkbar hos Duvå. Både den alvorsfulde og patosfyldte litteratur og den politisk engagerede litteratur, som i Sverige har en større rolle end i Danmark, har hun selv omtalt som inspirerende. Skolen i Sverige havde desuden den effekt på hende, at hun blev tvunget til at læse grundigere, fordi hun skulle læse på et andet sprog end sit eget, og ét der var lidt mere utilgængeligt for hende end det norske, hun læste i Bergen.

Selvom Duvås debut ”Vi er vel helte” fra 2017 kan siges at trække på et selvbiografisk stof, er det ikke det vigtigste ved den bog. Det er snarere et arbejde med, hvordan man lader den omgivende verden træde frem igennem et portræt af en person og en nær relation.

I oktober 2017 modtog Liv Nimand Duvå Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Året efter oversatte hun den svenske forfatter Sonja Åkessons bog ”Jeg bor i Sverige” til dansk. I 2019 udkom den anmelderroste roman ”Rosenreglen”, og i 2022 både digtet ”Jeg vil have en statsminister” og moderskabsromanen ”Mødrenes hus”. I 2024 udgav hun vestegnsromanen ”Ned fra himlen”.

Liv Duvås roman fra 2024, ”Ned fra himlen”, foregår i de nedrivningsmodne højhuse i Brøndby Strand på den københavnske vestegn. Her er den 20-årige Maria vokset op med sin alkoholiserede mor Vibeke, der stadig bor her. Husene er fulde af det giftige stof pcb, der siver ud af væggene og ind i beboerne, så nu skal fem af de tolv blokke rives ned. Det har Vibeke ikke tænkt sig at medvirke til, for hendes liv og identitet er tæt knyttet til lejligheden på 15. etage med udsigt over den halvdøde Køge Bugt. Avedøreværket, rensningsanlægget og de giftige højhuse skaber et miljø, der langsomt slår både dyr og mennesker ihjel.

138654915

Det giftige miljø råder også i familien, hvor Vibekes alkoholisme har ødelagt hendes relation til både sin søster Janne og sin datter Maria, der i romanens begyndelse står op til en festsmadret lejlighed og sin kæreste Johan sovende nøgen på sofaen. Det trigger noget gammelt i hende, og hun flygter med deres datter Sonja til babyloungen i indkøbscenteret Fisketorvet. Den eneste, hun kan finde på at ringe til, er moster Janne, der henter hende med hjem til den gård, hvor hun bor med sin partner Pia og en flok rideheste.

Herfra skrider romanen fremad med skiftende synsvinkler hos de forskellige karakterer. Maria er ustabil og usikker, den barnløse Janne har endelig nogen at drage omsorg for, mens den stresssygemeldte sagsbehandler Pia forsøger at undgå det ikke helt utænkelige: at Sonja skal fjernes, fordi hun faktisk er blevet bortført og måske, måske ikke, er i de bedste hænder hos sin psykisk sårbare mor.

I mellemkapitlerne ”Nye forbindelser” giver en alvidende fortæller ordet til Brøndby Strand. Nye plastikøer rejser sig apokalyptisk fra havet, ”arvemassen” fra området lever i beboerne som et dna, og ”Hele tiden springer gamle bomber i stilhed.” (s. 312). Denne arvemasse dækker både over menneskelige svigt, velfærdsstatens store boligdrømme der ikke blev indfriet og de byggetekniske skandaler.

Duvå er loyal med sine karakterer, som hun ser både indefra og udefra og med blik for, at vi altid bærer vores historie med os. ”Ned fra himlen” er en samtidsroman om moderskab, klima, klasse, alkoholisme og en velfærdsstat, der venter til det allersidste med at hjælpe de mest sårbare. Og så har den en gotisk spøgelsesstemning over sig, som gør det hele ægte uhyggeligt.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Ned fra himlen"

Liv Nimand Duvås debut ”Vi er vel helte” (2017) er fortalt gennem en jegfortæller, som hedder Billie. Hendes far er alkoholiker, og romanen er henvendt til ham som et du. Romanen springer i sceniske kapitler i tid, der strækker sig fra Billies barndom og ind i hendes unge, voksne liv. Til tider slår fortællingen om i en fremtidsform, som peger på den dramatiske nutids konstruktion. Men det peger også på den sikkerhed, som alkoholismesygdommen også kan siges at indeholde.

Afhængighed består af gentagelser. Faren drikker, han holder måske op med at drikke, så begynder han at drikke igen, osv. Billie rydder op efter ham, hun samler ham op fra sofaen, hvor han har drukket sig bevidstløs, hun rydder op i hans forsømte hus. Hun er med ham på hospitalet som nærmeste pårørende, og hun kører ham til behandlingscentre og deltager i møder for alkoholismepårørende.

53071163

Farens alkoholisme er altoverskyggende i Billies liv. Telefonen i lommen er hele tiden en mulig portal til den nyeste ydmygelse og ødelæggelse fra farens hånd. Det er simpelthen svært at blive et voksent og selvstændigt menneske, når man hele tiden skal være der for sin far.

Billie har en kærlighedsrelation i Berlin, men ham kan hun heller ikke finde ud af at fortælle, hvad der foregår i Danmark. Frirummet dernede skal ikke befænges af farens sygdom, men bliver det på en endnu værre måde med fortrængningen. Det er isolerende, fremmedgjort og ensomt for hende, og de følelser skriver Duvå frem med urovækkende præcision.

På trods af det snævre perspektiv på den nære relation er der et blik for, hvordan omverdenen med alle sine politiske omstændigheder trænger igennem i det personlige portræt. Demonstrationer, flygtningekrise og mødet med velfærdssystemet er vigtige udvendige omstændigheder, som tegnes tydeligt op i løbet af romanen. Velfærdssystemet findes, men måske særligt som en måde at fortælle Billie, at hun ikke gør det rigtige, eller at det er synd for hende. Det er patroniserende omsorg.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vi er vel helte"

Seksualiseringen af helt unge piger, kroppen som erindringsbærende og kunsten som mulig kampplads. Det er nogle af de centrale elementer i Liv Nimand Duvås foruroligende roman ”Rosenreglen” fra 2019. Ligesom i debutromanen er der tale om en jeg-fortælling, hvor et jeg henvender sig til et du. Du’et er denne gang jeg-fortælleren som 13-årig. I løbet af romanen springes der også i tid, så man både følger jeget som voksen kvinde og som pubertetspige.

47179009

Kvinden Kathrine flytter ind i et kollektiv på landet, hvor hun håber at kunne finde arbejdsro til at færdiggøre et autobiografisk performancekunstværk, som består af fotos af hende selv som barn, små bikinier, bamser og bland-selv-slik. Jo mere kvinden forsvinder ind i sit arbejde med værket, jo mere hjemsøges hun af sin fortid. En fortid fuld af spiseforstyrrelse og en mand kaldet Fotografen. Den tilsyneladende realistiske fortælling brydes af drømmeagtige sekvenser og et du, som næsten bliver et spøgelse. Det bliver en historie om skamfølelsen ved overgangen fra pige til kvinde og et portræt af et sårbart sind, et kompliceret mor-datter-forhold og selvskade: ”Hånden lever sit eget liv, den belønner hjernen med klarhed, med smertens hinde at læne sig op ad” (s. 172).

I arbejdet med sit kunstværk er jeget i gang med at generobre blikket på sig selv. En anden væsentlig tematik er således også kunsten som et sted, der kan fremvise det komplekse og problematiske – men som også kan have et forandrende potentiale.

Selv om der ifølge Nimand Duvå er tale om en fiktiv historie, trækker hun på sine egne oplevelser: ”Jeg oplevede, at udviklingen af kvindekroppen var forbundet med enormt ubehag. Det hænger sammen med den kultur, jeg voksede op i, hvor alle kvindelige former var noget, der skulle tæmmes, strammes ind, udsultes og gemmes væk,” forklarer hun: ”Kvindekroppen blev vurderet gennem mandens blik, og det er noget, jeg har forsøgt at tematisere i bogen.” (Silas Bay Nielsen: ’Jeg tænkte, at jeg var forkert’: Nu er Liv færdig med at skamme sig over sin krop. Dr.dk, 2019-10-15).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Rosenreglen"

I Liv Nimand Duvås roman ”Mødrenes hus” fra 2022 venter kvinden Rosa på at føde. Hun er gået over tid og ind i sig selv for at samle tankerne om den forestående familieforøgelse, som virker abstrakt og foruroligende. Efter at have flyttet rundt i 20 år bor hun nu med kæresten Gilbert i en lille lejlighed i København.

Da hun får veer, kører de gennem den tomme by til en privat fødeklinik. Her tager en jordemoder imod, men fødslen vil ikke rigtig gå i gang, så de kører til hospitalet, hvor de har et utrygt ophold, inden de sendes tilbage til jordemoderen. Rosa er træt og udmattet, fødslen trækker ud, og hun falder ind i et delirisk rum på jagt efter et særligt hus, mødrenes hus. I de drømmeagtige sekvenser bevæger Rosa sig gennem fugtige skove fulde af nærgående ulve sammen med sin gravide bedstemor, hvilket får hende til at reflektere over, hvor lidt hun ved om bedstemorens graviditeter og fødsler.

62243856

Da de endelig kommer frem, bliver de del af et fællesskab, hvor kvinder deler erfaringer, brystmælk og bekymringer, og hvor der hverken er mænd eller uprofessionelle sosu-assistenter til stede. Det er et omsorgsfuldt og erfaringsbaseret rum med plads til alle følelser og fysiske udfald i et ikke-dømmende og rummeligt samvær.

Den realistiske skildring af fødselsforløbet viser et ekstremt presset sygehusvæsen, hvor ingen har tid til at læse ens journal, hvor man selv skal tørre sit opkast op, og hvor den fødende kan føle sig som en byrde i de ansattes stressede arbejdsliv. Der er en strøm af usikre praktikanter, der efter tur stikker hænderne op i Rosas ømme underliv, og efterhånden, som epiduralblokade, drop og medicin har taget følelserne fra hende, føler hun sig mere og mere som et dyr i zoologisk have. Endelig, efter fem døgns smertefuld fødsel, kommer deres lille barn til verden, og da den afkræftede Rosa ikke magter at holde ham, blæses hun omkuld af en insisterende tvivl på, om hun overhovedet kan finde ud af at blive mor.

”Mødrenes hus” er samfundsvendt fødegangsrealisme, fremskrivning af den ekstremt sårbare og komplekse erfaring det er at blive mor, en utopisk drøm om et trygt kvindeunivers af støttende søstre og en sproglig undersøgelse af smertens og frygtens rum.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mødrenes hus"

Den altoverskyggende tematik i Liv Nimand Duvås debut ”Vi er vel helte” er, hvad det vil sige at være pårørende til en alkoholiker. Alkoholisme er en sygdom, men bliver også set som en karakterbrist snarere end en lidelse, man kan søge helbredelse for. Det sprog, der er opstået omkring afhængighed, hvad enten det er Anonyme Alkoholikere, der sværger til Gud, eller det er det sociale sundhedsvæsen, der omtaler faderen i romanen som klienten eller patienten, bliver udstillet som noget fremmed for hovedpersonen. De etablerede institutioner er ikke steder, hun kan gå hen for at få hjælp, forstår man. Alkoholisme er også tema i ”Ned fra himlen”, hvor Vibeke skildres som et kærligt, men ituslået menneske, der ikke evner at spørge om hjælp til sin afhængighed. Samtidig skildrer Duvå, hvor lange fangarme sygdommen har, og hvilke vidtrækkende svigt og konsekvenser det har for et barn at vokse op i et hjem med alkoholisme.

Duvås ophold på den svenske forfatterskole Litterär gestaltning i Göteborg og inspirationen fra svensk litteratur, hvor der er en stærkere tradition for patosfyldt og alvorsfuld litteratur, fortæller hun om i et interview til P1: ”Man bliver da påvirket af noget, man læser. Eksempelvis tænker jeg på patos (…) der er frarevet ironi, der har været en patosangst i Danmark, som jeg ser det (…) og for mig har det været enormt frisættende at befinde mig et sted, hvor patos er en litterær trope blandt mange andre.” (Skønlitteratur på P1: Glaskugler, skriveprocesser og nordiske litterære fællesskaber. Dr.dk, 2017-05-17). For Duvå handler det patosfyldte mere om at skrive en alvor frem, der hvor der er en friktionsflade mellem jeget og samfundet. Alvoren bruges til at skrive en personlighed troværdigt frem, også med de ubehagelige og tabubelagte sider af personligheden.

”Rosenreglen” er en tilsyneladende realistisk fortælling om en ung kvindelig kunstner, men indeholder også drømmeagtige episoder. For Liv Nimand Duvå hænger den lille historie også her sammen med en større politisk historie. Der er ting i vores samfund, som gør det svært at være teenagepige: ”Det er, som om årsagen altid findes i individet, og det tror jeg vil være rigtig godt at få ændret”, siger hun (Silas Bay Nielsen: ’Jeg tænkte, jeg var forkert’: Nu er Liv færdig med at skamme sig over sin krop. Dr.dk, 2019-10-15). Med den uhyggelige samtidsroman ”Ned fra himlen” cementerer Liv Duvå sig selv som samfundsvendt forfatter med et indgående kendskab til – og stor sympati for – nogle af de mest udsatte grupper og områder i Danmark.

Der er en jeg-du-henvendelse hele vejen igennem ”Vi er vel helte”. Jeget er hovedpersonen Billie, og duet er faren. Litteraturen er rig på eksempler på stærke fædre. Så forskellige bøger som Bjørn Rasmussens ”Ming” (2015) og Ida Marie Hedes ”Bedårende” (2017) tematiserer også den døde far, som inficerer deres liv, og sorgen og tabet giver anledning til vilde tekster. ”Ming” tematiserer desuden også misbruget og omgangen med psykiatrien. Sidst i ”Vi er vel helte” er der en passage, hvor nogle billeder af faren er beskrevet. Det minder om den svenske forfatter Johannes Anyuru, der i sin roman ”En storm kom fra paradiset” fra 2013 også skriftligt gengiver billeder af sin far.

Den alvorsfulde tone i Duvås forfatterskab kan man finde et slægtskab med i Olga Ravns ”Den hvide rose” (2016). I Ravns klistrede og korte gentagelsesdigte behandles også forholdet til en syg person, som med stor sproglig tyngde bliver skrevet frem på rørende vis.

Det er en modig fortælling, Liv Nimand Duvå har præsteret med ”Vi er vel helte”. Om modet siger hun selv: ”Jeg tror, at inspiration for mig handler om at finde mod til at skrive. Ikke til at skrive det, man tror man gerne vil skrive. Men til at skrive det, man hele tiden undgår, men bliver nødt til at skrive. Jeg finder den slags mod i litteratur, der går langt i beskrivelsen af de tabubelagte og ubehagelige sider af det menneskelige, og hvor det individuelle sprog og de private følelser også altid er et portræt af de strukturer, der skaber mennesket, og den tid, der skaber strukturerne. Hvor der i portrætteringen af noget individuelt også altid er hul igennem til verden. Mod finder jeg også i litterære henvendelser, der ligger udstrakt mellem bøn og anklage, kærlighed og vrede (hos f.eks. Kertész, Rankine, Forsström, Stridsberg).” (Interview til Forfatterweb). Netop svenske Sara Stridsberg har også skrevet en roman, hvor omdrejningspunktet er en datters forhold til sin far, som er indlagt på et psykiatrisk hospital. Romanen ”Beckomberga. Ode till min familj” udkom i 2014 (da. 2015).

”Rosenreglen” handler blandt andet om det traditionelle mandlige blik på helt unge piger som et kulturelt problem. Andre forfattere, som har beskæftiget sig med noget af det samme, er svenske Mara Lee og norske Hanne Ørstavik. Handlingen i ”Rosenreglen” leder også tankerne hen på Vladimir Nabokovs roman ”Lolita” fra 1955.

Det samfundsvendte spor i ”Ned fra himlen” ligner f.eks. Morten Papes debutroman ”Planen” fra 2015, der også tager udgangspunkt i menneskeskæbnerne i et socialt belastet boligområde, her Urbanplanen på Amager i København.

Andre værker om alkoholisme er bl.a. Jesper Steins ”Rampen” (2020), Lone Hørslevs ”Svømmende, rygende, grædende” (2024) og Sissel Bergfjords ”Sortedam” fra 2012.