Portræt af Vladimir Nabokov
Foto: Keystone/Ritzau Scanpix

Vladimir Nabokov

 
journalist Morten Jørsum, 2011. Opdateret af cand.mag. Line Rasmussen, juli 2021.
Emneord
russisk litteratur
amerikansk litteratur
kærlighed
lidenskab
Top image group
Portræt af Vladimir Nabokov
Foto: Keystone/Ritzau Scanpix

Den russiskfødte emigrantforfatter Vladimir Nabokov blev berømt og berygtet for romanen “Lolita”, der udkom i 1955. Det var svært at finde et forlag i USA, der ville udgive den kontroversielle historie om et kærlighedsforhold mellem en ældre mand og en meget ung pige, men i dag anses bogen som en vigtig og blændende god roman. 

Nabokov skrev alle sine bøger i landflygtighed, og denne skæbne smittede stærkt af på hans forfatterskab, der oftest har en emigrant i hovedrollen. Han har et stort genrebredt forfatterskab bag sig, men det er romanerne, han er mest kendt for. Flere af dem er nyoversat til dansk de senere år, bl.a. ”Bleg ild” i 2021. 

39214059

Blå bog  

Født: 22. april 1899 i St. Petersborg, Rusland.

Død: 2. juli 1977 i Montreux, Schweiz.

Uddannelse: Studier i slavisk og romansk sprog, Cambridge, England. Senere professor i russisk og europæisk litteratur på Cornell Universitet, USA.

Debut: Stikhi, 1916. Digtsamling.

Seneste udgivelse: Bleg ild. Turbine, 2021. (Pale fire, 1962). Oversat af Niels Lyngsø.

 

 

 

 

 

 

Videoklip

Vladimir Nabokov discusses ”Lolita”. 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Dette var et forældreløst barn. Dette var et ensomt barn, et værgeløst barn, som en sværlemmet, ildelugtende voksen havde haft anstrengende omgang med tre gange den selvsamme morgen. (…) Jeg havde været hensynsløs, dum og uværdig. Og lad mig være ganske oprigtig: et sted i bunden af dette dunkle kaos følte jeg atter begærets øglebugtninger – så uhyrlig var min lyst til denne ulykkelige smånymfe.”
“Lolita”, s. 138.

Vladimir Nabokov voksede op i en indflydelsesrig aristokratisk familie i St. Petersborg, hvor hans far var en berømt kriminolog, journalist og liberal politiker med forbindelser til Zarstyret. I selvbiografien “Min europæiske ungdom” fra 1969 (“Speak, Memory”, 1951) kan man læse Nabokovs erindringer om sin opvækst i Rusland. Det er ikke en helt almindelig biografi, idet den både består af erindring – og erindring iblandet ren fiktion.

Efter den russiske revolution i 1917 blev familien nødt til at flygte til England. Herfra begyndte Vladimir Nabokov sin tilværelse som emigrant, en tilstand der varede livet ud og som satte præg på forfatterskabet. Først flyttede familien til London, hvor Vladimir færdiggjorde sin uddannelse på Cambridge i slavisk og romansk sprog. I 1923 flyttede han til Berlin og blev en del af det russiske emigrantmiljø med ligesindede dissidenter. Her blev han gift, og her skrev han sine første bøger. I trediverne, da nazistpartiet kom til magten, og de forskellige politiske konflikter blev tilspidset, bosatte han sig i Paris. For endelig, da krigstrommerne begyndte at genlyde gennem Europa, at rejse over Atlanten og slå sig ned i USA. Her blev han først tilknyttet Wellsley College, og siden blev han professor på universitetet Cornell i russisk og europæisk sprog og litteratur.
I 1960 rejste han tilbage til Europa og bosatte sig på Montreux Palace Hotel i Schweiz, hvor han også endte sine dage i 1977.

Nabokov indledte sit forfatterskab med en russisk digtsamling, der blot hed “Stikhi” (betyder “digte”) i 1916 – sytten år gammel. Hans første roman, “Mashen’ka” fra 1926 (på engelsk “Mary”, 1972), skrev han på russisk, da han boede i Berlin. Bogen handler om en russisk emigrant, der drømmer om sin tabte kærlighed til pigen Mary, som han aldrig genser. 

Nabokov blev hurtigt anerkendt som en af de vigtigste russiske emigrantforfattere og bevægede sig i mange genrer, og begyndte efter år i landflygtighed at skrive sine værker på engelsk. Han nåede at skrive ni digtsamlinger, 20 romaner, 11 novellesamlinger, et filmmanuskript og nogle dramaer. Desuden skrev Nabokov en del faglitterære værker om litteratur, og oversatte bøger fra russisk til engelsk og omvendt, blandt andet oversatte han Lewis Carrolls “Alice i eventyrland” (1865) til russisk.
Nabokov genså aldrig sit fædreland. Et fædreland hvor hans bøger desuden var forbudte, fordi det kommunistiske styre anså dem for at være undergravende. 

Latter i mørket

“Engang boede der i Berlin, i Tyskland, en mand, der hed Albinus. Han var rig, respektabel og lykkelig; en dag forlod han sin kone for en ung elskerindes skyld; han elskede, blev ikke elsket selv; og hans liv endte med en katastrofe. Det er hele historien, og vi kunne godt have ladet det blive ved det, hvis det ikke havde været for nytten og fornøjelsen ved at fortælle den (…)”
“Latter i mørket”, s. 5.

Nabokovs sjette roman “Kamera Obskure” fra 1932 oversatte han selv til engelsk i 1936 med titlen “Laughter in the Dark” (“Latter i mørket”, 1960/2020). Her møder vi den velhavende kunstkritiker Albinus, der forelsker sig hovedkuls i den unge pige Margot, som er ude efter hans penge. Hun flytter ind i hans store lejlighed, mens konen må flytte ud. Men alt er ikke lutter romantik for Albinus. Margots tidligere elsker, den kyniske kunstner Rex, dukker uventet op og bliver en ven af huset. Albinus er for naiv og forelsket til at se, at de to har noget kørende. Hen mod slutningen af romanen, hvor Albinus endelig opdager de tos dobbeltspil, udfolder historien sig som en klassisk tragedie, da Albinus efter en bilulykke bliver blind på begge øjne – ligesom Ødipus. Herefter trækker han sig tilbage til en hytte i bjergene med Margot, som han har tilgivet, for at slippe for Rex. Hvad han ikke er klar over er, at Rex også flytter med. Margot og Rex begynder nu et ydmygende spil overfor den intetanende blinde Albinus. Rex finder en grusom fornøjelse i at sidde helt stille lige over for Albinus, der ikke ved, han er der. Rex går endda så langt som til at kilde ham med et græsstrå.

En pointe i “Latter i mørket” er, at det ikke kun er Albinus, der bliver hånet, det er også læseren, som hånes over sin uvidenhed. Hånet af forfatterens universale magt til at fortælle lige præcis, hvad han vil. Det er en meditation over det at snyde sin læser og udelukke det, som ikke er relevant. Derved bliver det til en metafiktiv roman, der forholder sig til det at skrive en roman.

Nabokov driller og udfordrer sine læsere: Vi ved ikke helt, hvorfor denne historie fortælles. Er det for læserens fornøjelse? For fortællerens? Romanens titel sigter også mod denne ubestemmelighed. Er det forfatteren, der griner i mørket af sin læsers uvidenhed? Eller skal det kun forstås på historieplanet, fordi den unge pige mod slutningen af romanen griner af den stakkels blinde Albinus?

Ud over denne mere eller mindre ubestemmelige leg med mediet er “Latter i mørket” også en roman om destruktive lidenskaber. Dette er en helt central linje i forfatterskabet, som især genfindes i “Lolita”.