sara stridsberg
Foto: Stein Bjørke / Ritzau Scanpix

Sara Stridsberg

cand.mag. Helle Eeg, iBureauet/Dagbladet Information. 2008. Senest opdateret af Helle Eeg, Bureauet, april 2019.
Top image group
sara stridsberg
Foto: Stein Bjørke / Ritzau Scanpix
Main image
Stridsberg, Sara
Foto: C&K Forlag

Indledning

Sara Stridsberg fik sit internationale gennembrud med romanen ”Drømmefakultetet” i 2007, for hvilken hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Sara Stridsbergs forfatterskab er en hyldest til de viljestærke kvinder. Hendes debut “Happy Sally” er en fantasi over Sally Bauers liv, der som den første skandinav i 1939 svømmede over Den Engelske Kanal. Stridsbergs anden roman “Drømmefakultetet” , som hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris for, handler om Valerie Solanas, der er forfatteren til det kampfeministiske SCUM Manifest (Society for Cutting Up Men), men som nok er mest kendt for at have skudt Andy Warhol. Stridsbergs værker er collager over levet liv. Bøgerne Hun blander interviews, dagbogsnotater, artikler og prosa i en forvirrende og alligevel overraskende præcis fortælling om kvinder, der lever i grænselandet mellem det gale og det geniale.

47831032

Blå bog

Født: 1972 i Solna i Sverige.

Uddannelse: Stridsberg har læst jura og kønsstudier ved Uppsala Universitet.

Debut: Happy Sally, 2004.

Litteraturpriser: Sveriges Essäfonds pris, 2004. Aftonbladets litteraturpris, 2006. Nordisk Råds Litteraturpris, 2007. Gustaf Fröding-stipendiet, 2008. De Nios Stora Pris, 2016.

Seneste udgivelse: Happy Sally. Grif, 2020. (Happy Sally, 2004). Oversætter Ellen Boen. Roman.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Du drømmer, at hun sender fingerkys til dig gennem ørkenen og årtierne, du drømmer, at hun står uden for sit bølgeblikhus i en kjole, som hun har syet at det amerikanske flag, og en sindsyg hat i hvepsestriber og vinker til dig. Welcome to my garden of horror and love.”
“Drømmefakultetet”, s. 352

Sara Stridsberg er født i Solna, en forstad til Stockholm i 1972. Hun er uddannet jurist, men har aldrig arbejdet som en sådan. I stedet har hun arbejdet som oversætter, journalist og forfatter og har blandt andet været tilknyttet det. Hun har skrevet for det feministiske kulturtidsskrift “Bang”. og Stridsberg debuterede i 2004 med det anmelderroste værk “Happy Sally” om svenske Sally Bauer, der svømmede over Den Engelske Kanal, umiddelbartlige indenfør Anden Verdenskrig brød ud. Året før havde Stridsberg oversat og udgivet amerikaneren Valerie Solanas “SCUM Manifest”. Solanas skrev SCUM Manifestet i 1967, somdet er et litterært kampfeministisk manifest, der allerede i indledningen programivrigt fastslår: “Livet i dette samfund er – i bedste fald – død kedeligt, og intet aspekt af det er overhoved relevant for kvinder. For civiliserede, ansvarlige, spændingssøgende kvinder er der kun tilbage at omstyrte regeringen, afskaffe pengesystemet, automatisere arbejdsprocesser og nedkæmpe mandskønnet.” I forordet til sin oversættelse skriver Sara Stridsberg: “Jeg har aldrig elsket en tekst som jeg elsker Valeries tekst. Ingen anden tekst har forandret mig så meget.” (“SCUM Manifest” 2003, s. 7).

Stridsbergs anden roman ”Drömfakulteten” fra 2006 er stærk inspireret af Valeries tekst. I 2007 modtog Sara Stridsberg til manges overraskelse Nordisk Råds Litteraturpris.

Sara Stridsberg blev i 2016 valgt ind i Det Svenske Akademi, hvis de 18 medlemmer i akademiet står blandet andet står for uddelingen af Nobelprisen i litteratur. Traditionelt har optagelsen i Akademiet været på livstid, men Stridsberg valgte, sammen med flere andre medlemmer, at træde ud af akademiet i 2018 i kølvandet på #MeToo skandalen omkring Akademiet.   for bogen foran en stribe ældre og langt mere etablerede forfattere. Romanen blev i 2007 opført som teaterstykke på Dramaten i Stockholm.

Happy Sally

“Jeg har tænkt på hvad forskellen var på dig og Sally. Jeg har tænkt på hvad det var der ødelagde den der rumvilje du skulle have haft. Jeg har tænkt på om det var min skyld. Kanalen kan ikke svare på det. Ikke Doverhimlene. Jeres veje krydsedes her i Dover, jeg tænkte, at jeg måske kunne begynde at forstå, hvis jeg kom tilbage hertil og så kanalen en gang til.”
“Happy Sally”, s. 23-24

Sara Stridsbergs debut “Happy Sally” fra 2004 (ikke oversat til dansk) handler om to kvinder, der med halvtreds års mellemrum sætter sig for at svømme over Den Engelske Kanal. Den ene er Sally Bauer, en berømt kanalsvømmerske, der i 1939 blev den første skandinav til at krydse kanalen. Den anden er Ellen, der indgår et væddemål med sin mand, om hvorvidt hun kan gøre Bauer kunsten efter. Vinder hun, får hun ubegrænset tid til sin svømning, taber hun må hun opgive svømningen og tage med sin mand og deres to børn på jordomrejse.

Bogen er bygget op som en mosaik af forskellige genrer, tider og fortællerperspektiver. Der skiftes mellem uddrag fra Sallys dagbog, postkort fra Ellen til sin datter, inventarlister, ferieminder og som et centralt spor i bogen fortæller Ellens datter i erindringsglimt om sin barndom, der kom til at stå i skyggen af moderens besættelse af at ville krydse kanalen.

Sally og Ellen er viljestærke og målrettede, de lader ikke nogen komme imellem dem selv og deres passion. Det har den konsekvens, at begge kvinder skubber deres elskede fra sig. Sally mister sin elskerinde Marguerite og Ellen sin mand og børn. På Ellens sidste forsøg over kanalen forsvinder hun sporløst i vandet. Det er stadig uklart for datteren om hun begik selvmord, eller om det var en ulykke.

Bogen kan læses som et forsøg fra datterens side på at forstå sin mors handling og bearbejde sin egen skyldfølelse over morens død. Datteren er rejst til Dover i England i fodsporene på sin mor og Sally. Med sig har hun postkort, en dagbog og sine egne erindringer, altså kort sagt fortællingens dele. En egentlig forløsning kommer aldrig, men ved at samle fortællingerne om moren, Sally, sig selv og endnu en svømmerinde hun møder i Dover, spejles de forskellige kvinders liv i hinanden, og datteren opnår en forståelse af, at livet ikke leves efter et logisk system. Datteren kommer ikke tættere på en forståelse af moderen, men i erkendelsen befries hun for skyldfølelsen over moderens død: “livet sker bare. Det er som blomster. Som solskin. Som natten når den falder på” (s. 234).

Drømmefakultetet

“Den blonde kaninpige har en død kanin i kaninhåndtasken. Den blonde pige dissekerer laboratorielederens lille familiehund. Family values. Wonderlands. Wonderverdenen. Det er ren terror ikke at være elsket. Når de har taget, hvad de vil have, vil de aldrig have det igen.”
“Drømmefakultetet”, s. 340

I 2006 udkom Sara Stridsbergs anden roman, "Drömfakulteten" (“Drømmefakultetet”, 2007). Man skal ikke lade sig narre af den lyserøde indpakning, ligesom man ikke skal lade sig forføre af bogens indbydende titel, for det er alt andet end en sødmefuld roman, Stridsberg har beskrevet.

På et snusket hotelværelse i San Franciscos luderkvarter møder fortælleren Valerie Solanas. Der stinker af pis og forrådnelse. I sengen på værelset ligger Valerie og venter på at dø. Sådan forestiller fortælleren sig i hvert fald sit møde med kvinden, der skrev SCUM-Manifestet og skød og sårede kunstneren Andy Warhol i 1968. Fortælleteknikken er den samme som i Stridsbergs debut “Happy Sally”, der veksles mellem forskellige stilarter, steder og tider, men til forskel fra debuten optræder fortælleren selv som aktør i fortællingen. Her fra side 145 i romanen:
“VALERIE: Er det dig eller mig, der fortæller?
FORTÆLLEREN: Det er mig der er fortælleren.
VALERIE: Og det er mig, der er genstand for denne forvirrende, opfuckede tekst. Du er ikke nogen rigtig fortæller, baby.”

27999859

Netop spørgsmålet om, hvem der får lov til at fortælle hvilke historier, er et centralt tema i bogen. Selv siger Stridsberg: “Jeg ville stille spørgsmål som: Hvem betragter vi som et geni, hvem betragter vi som horer og som gale? Hvem fortæller alle fortællingerne? Hvem siger, at den eller den skal være udenfor, og en anden skal være indenfor?” (Dorte Hygum Sørensen: ”Når de kunne sende en mand til Månen, hvorfor så ikke sende dem alle?” Interview i Politiken, 2007-04-01). Dette tema eksemplificeres i romanen, i forholdet mellem Andy Warhol og Valerie Solanas. Den ene huskes i eftertiden som verdensberømt kunstner, den anden som en mere eller mindre ukendt galning. I romanen knyttes de to skæbner til hinanden, den ene har en sølvgrå paryk, den anden en sølvfarvet kappe, de tillægges de samme replikker og i en rørende samtale mellem de to bliver det klart, hvor tæt deres personligheder ligger på hinanden. Spørgsmålet er om de kunne have byttet skæbne.

Også på det formelle plan tematiseres forholdet mellem, hvad der fortælles af hvem. Romanen er fiktion, men den bruger fakta fra virkeligheden, som f.eks. Solanas mordforsøg på Warhol og den efterfølgende retssag.

Darling River

”Dolores er et ildevarslende navn til en pige Jeg foretrækker Lo. Indtil jeg fyldte sytten, troede jeg at jeg ville dø ligesom hende, Dolores Haze, flænset i barselsmerte. At jeg overlevede, gjorde mig mere forvirret end lettet. Jeg fortsatte med at vågne og spise og trække vejret, men jeg havde mistet noget afgørende, instinktet til at overleve, driften til at bryde op og skabe mig mit eget liv.”
”Darling River”, s. 25.

Sara Stridsbergs tredje roman ”Darling River” fra 2010 (”Darling River”, 2010) har undertitlen ”Doloresvariationer”, og det er faktisk en meget god beskrivelse af både romanens plot og formsprog. Dolores Haze er en karakter, Stridsberg har lånt fra Vladimir Nabokovs kontroversielle roman om pigen af samme navn, bedre kendt som Lolita.

Om Nabokov-inspirationen siger Stridsberg: ”Før jeg læste romanen, vidste jeg for eksempel ikke, at Lolita døde i barselsseng. Der er noget umådelig sørgeligt over at gå direkte fra barndom til graven, og jeg opdagede, at hvis man så på pigen Lolita gennem det begærende blik, så fandtes kun barndommen og døden, intet imellem … Jeg ønskede at skrive den del af Lolitas historie, som ikke findes i bogen. Og så begyndte jeg at skrive med denne roman eller mod den.” (Lise Garsdal: ”Stridsberg: Jeg følte mig beskidt, ækel og grotesk”. Politiken, 2010-09-10).

28388462

Stridsberg undersøger Lolita-figuren fra fire forskellige vinker eller ”Doloresvariationer” om man vil. De fire spor i romanen krydser aldrig hinanden, men deres fortællinger er tematisk tæt forbundet. Den ene historie handler om pigen Lo, kort for Dolores, der om natten kører rundt med sin far omkring floden Darling River og sælger sig selv til mænd, mens hendes far holder vagt. Det andet spor handler om en rastløs fotograf, der har forladt sit barn og mand for at flakke ensom rundt i verden.

Det tredje spor følger Nabokovs Lolita, fra hun slap væk fra Humbert Humbert og til hun dør i barselssengen.

Den fjerde historie handler om gal videnskabsmand, der på sadistisk vis forsøger at lære en abe i fangenskab at tegne. Denne sidste historie er inspireret af Nabokovs egen forklaring på, hvordan han fandt på historien om Lolita: Han hævdede at have læst en artikel om denne videnskabsmand, og at ”Lolita” udsprang fra den historie.

 

Beckomberga

”I det bløde skær fra lampen fortæller Jim, at han, dengang han var indlagt på Beckomberga, plejede at køre til natlige fester på Östermalm sammen med Edvard Winterson i hans sølvfarvede Mercedes. Han blev hentet på afdelingen ved solnedgang, hvorefter de kørte ud ad lindealléen og videre ud i den mørknende by, der engang havde været hans liv. Edvard Winterson havde medbragt civilt tøj til ham, en ren skjorte, jeans og jakke, der lå og ventede i en lille, nydelig bunke på bilens motorhjelm, og allerede når de kørte ud ad hospitalslågen, havde han fået stukket en smøg og en drink i hånden.”
”Beckomberga.” s. 13.

Beckomberga er et psykiatrisk hospital lidt uden for Stockholm. Det stod færdigt i 1935, og op igennem århundredet var det et af Europas største hospitaler for psykiske sygdomme. Beckomberga er også omdrejningspunktet for Sara Stridsbergs fjerde roman af samme navn fra 2014. ”Sommetider har jeg tænkt, at Beckombergas tid faldt sammen med velfærdsstatens tid, 1932-1995.” (s. 410-411) filosoferer pigen Jackie, hvis far Jimmy Darling er patient på hospitalet i 1980’erne.

Med tanke på psykiatriens historie i det 20. århundrede kunne man tro, at romanen var en kritik af velfærdsstatens mørke sider, men typisk for Stridsbergs forfatterskab er hendes ærinde i stedet at give fortællingen tilbage til de personer, der ikke fik en stemme i historiebøgerne: ”Jeg ville skrive en slags appendiks til sindssygehospitalets historie. Selvfølgelig findes der en mørk fortælling om overgreb, men det handlede også om en utopi. En vision. Da Beckomberga blev bygget, var mange syge gemt bort, så det gjaldt om at hive dem frem i lyset og give dem en tilværelse. Hospitalet var både et hjem og et fængsel.” (Lise Garsdal: ”Hun holder med vanviddet”. Politiken, 2014-10-01).

51306708

Vi ser hospitalet og dets patienter igennem teenagepigen Jackies øjne, og her står hendes suicidale far, hans depressive kæreste Sabina, den excentriske læge Edvard og Paul som Jackie forelsker sig i, med deres egen ret og værdighed.  

”Beckomberga” (”Beckomberga”, 2014) har undertitlen ”Ode til min familie”, og eftersom Stridsbergs egen far har været patient på Beckomberga, har der været en del spekulation omkring, hvor meget af romanen der var selvbiografi. Skal man tro forfatteren, er det dog ikke meget, der handler direkte om hende selv. Romanen handler alligevel om en personlig erfaring med at leve med en psykisk syg person tæt inde på livet og at leve med frygten for at sygdommen er gået i arv til en selv: ”Bogen handler om skrækken for selv at falde, når man lever tæt på nogen, der falder. Jeg er meget bange for det, så bogen var også en måde at håndtere min egen skræk på.” (Lise Garsdal: ”Hun holder med vanviddet”. Politiken, 2014-10-01).

 

Kærlighedens Antarktis

”Det var den blå time da solen og månen mødtes, og det første sitrende nattelys og resterne af dagslys blandende sig som magiske væsker og indhyllede verden i et skælvende violet skær hvor alt blev blødt og utydeligt, uden konturer og skygger. Vi blev siddende et øjeblik, og han så ikke på mig, hænderne hvilede på rattet, og blikket var koncentreret om verden foran os, han havde endnu ikke startet motoren. Hvad ventede vi på?”

”Kærlighedens Antarktis”, s. 66.

I Sara Stridsbergs roman Kärlekens Antarktis fra 2018 (”Kærlighedens Antarktis”, 2019) møder vi igen en kvindefigur, der er gjort tavs i vores moderne samfund nemlig den myrdede kvinde. Denne kvindetype findes overalt som underholdning i fjernsynet, i krimierne og som et overrepræsenteret tal i drabsstatistikkerne, men hun er sjældent mere end katalysatoren for historiens egentlige omdrejningspunkt, nemlig morderen.

Egentlig virker denne kvindefigur som en logisk romanhovedperson i Sara Stridsbergs forfatterskab, der netop giver stemme til dem, der sjældent bliver hørt.

I romanen møder vi Kristina, efter at hun er blevet brutalt myrdet. Morderen hører vi til gengæld ikke meget til. Efter sin død ser Kristina tilbage på sit liv, sin mand Shane, sine forældre, deres og hendes misbrug og på sine børn, som begge er blevet adopteret væk drengen Valle da han var 3 år og pigen Solveig allerede under graviditeten.

46259289

Et tilbagevendende tema i romanen er forholdet mellem forældre og børn. Har Kristina arvet sit misbrug fra sine forældre? Har hun givet sit mørke videre til Valle og hvad med Solveig som hun i ren kærlighed og med tydelig selvindsigt har bortadopteret allerede ved fødslen: Sommetider tænkte jeg at det alligevel nok skulle gå godt for Valle, at en der var blevet ramt af en sådan kærlighed som min og Shanes, aldrig ville glemme den, at den var som en eliksir eller et lys der aldrig ville ophøre med at virke i ham. Nu tænker jeg at det var en farlig eliksir vi gav videre til ham. I ham strømmer vores desperation og vores rastløshed, vores længsel efter at dø” (s. 171).

Kærligheden er stærk og tydelig i romanen, men den er også ødelæggende og brutal. Stridsberg fortæller i et interview, at titlen kom hurtigt til hende:I de mest ekstreme yderpunkter kan det blive lettere at forstå nogle af kærlighedens sandheder. Vi har alle vores forestillinger om den evige, den gode og den konstruktive kærlighed. Men tit er virkeligheden jo ikke sådan. Jeg har skrevet en roman med enormt megen kærlighed, men den findes kun i øjeblikkene. Den er ligesom sne. Den svøber pludselig verden i sit lys - og så forsvinder den. (Finn Skårderud: ”Jeg vil ned til sprogets ’Ground Zero’”. Information, 2019-03-15).

Genrer og tematikker

Det feministiske går som en rød tråd igennem Sara Stridsbergs arbejde både som forfatter, journalist og oversætter. Hun har været tilknyttet det feministiske kulturtidsskrift “Bang”, hun har oversat både Valerie Solanas’ “SCUM-Manifest” og den rebelsk feministiske dramatiker Sara Kanes stykke “Blasted”, og undertitlen til “Drømmefakultetet” hedder “tilføjelse til seksualteorien”. Selv afviser hun at have en feministisk dagsorden med sine tekster: “Hverken ”Happy Sally” eller ”Drömfakulteten” er feministisk korrekte produkter. Tvært imod. Drivkraften er sprog, sorg, dødsangst, forvirring og en mangel på svar. Jeg kan ikke forestille mig noget kedeligere end som del i et opdragelsesprojekt at hive forskellige tiltalende og glemte feministkarrierer frem fra historien.” (Dorte Hygum Sørensen: “Når de kunne sende en mand til Månen, hvorfor så ikke sende dem alle?” Politiken, 2007-04-01).

Det feministiske element i Stridsbergs forfatterskab skal i stedet ses som en del af hendes projekt med at give samfundets og kunstens usynlige kvinder deres stemme tilbage. Som for eksempel når hun giver stemme til Solanas, der ellers var blevet dømt ude som rabiat og psykisk syg, eller når hun giver Dolores en stemme, som hun ikke fik i kunsten, eller når hun detaljeret [AV1] og omsorgsfuldt giver stemme til Kristina, der ellers kun har fået stemme som mordoffer og som en del af en statistik over misbrug og prostitution.

Stridsberg forklarer det selv sådan: Det ligger mig på sinde at trække dem, vi betragter som skøre, utilpassede eller udstødte, ind i verdens bevidsthed. De hjemløse, de prostituerede og dem, der lever illegalt i det, der ellers betegnes som en velfærdsstat. Dem, man må ignorere og glemme, så man kan nå frem i tide som en flittig og funktionel samfundsborger. Men litteraturen er gudskelov ikke et flittigt og funktionelt rum. Den er derimod et rum, hvor alle de utilpassede stemmer, der taler vores verdenssyn og konsensus imod, kan findes og høres. (Anna Raaby Ravn: Fra verdens underside. Weekendavisen, 2019-03-15).

De kvindeskikkelser, vi møder i Sara Stridsbergs arbejde, befinder sig i grænselandet mellem det normale og det vanvittige. De er outsidere, der på den ene eller den anden måde lever uden for samfundet. Der er ikke tale om en heroisering af grænseeksistenser, men snarere en interesse og omsorg for historien og samfundets randeksistenser.

Beslægtede forfatterskaber

Sara Stridsberg fremhæver selv forfattere og musikere som Marguerite Duras, Elfriede Jelinek, Sarah Kane, Courtney Love, Gertrude Stein, Yoko Ono og Billie Holiday som inspirationskilder til sit arbejde.

Stridsbergs sprogtone er hendes helt egen, og der går ofte et stærkt symbolsprog igennem hendes romaner der gør, at hendes formsprog hælder mod noget poetisk snarere end den fortællende prosa. Det er et træk, hun deler med den norske forfatter Hanne Ørstavik og den danske forfatter Christina Hesselholdt.

 Det er ikke et nyt fænomen i litteraturen at gøre brug af virkelige personer som rammen om et ellers fiktivt værk. Især kan Joyce Carol Oates’ roman “Blonde” fra 2000 fremhæves, en fiktiv fortælling om Marilyn Monroes liv. Oates bruger ligesom Stridsberg myten om en offentlig person, men fantaserer ellers frit om, hvordan Monroes liv og barndom har været. Derudover har flere nordiske forfattere skrevet romaner med udgangspunkt i personer fra virkelighedens verden. Det gælder bl.a. Dorrit Willumsens roman “Bang” (1996) om forfatteren Herman Bang, og svenskeren Alexander Ahndoril, der har skrevet om filminstruktøren Ingmar Bergman i sin roman “Regissören” fra 2006, (“Instruktøren” 2007). Det interessante ved Sara Stridsbergs karakterer i denne sammenhæng er, at hendes karakterer ofte ikke er alment kendte personer og to af hendes karakterer er endda bedst kendt for deres relation til en mand. Valerie Solanas er kendt for at have skudt Andy Warhol, og Lolita er kendt for at være blevet begæret af Humbert Humbert.

Sara Stridsbergs karakterer bevæger sig ofte i grænselandet mellem det normale og det sindssyge, hvilket også ses hos den norsk/svenske forfatter Beate Grimsrud. Hendes forfatterskab – f.eks. i ”En dåre fri” ­– orienterer sig ligesom Stridsberg mod erindringen og det psykisk ustabile. Endelig handler svenske Linda Boström Knausgårds debutroman ”Helioskatastrofen” ligesom ”Beckomberga” om en ung pige, hvis liv er præget af en far der er indlagt på psykiatrisk hospital og senere selv indlægges.

Bibliografi

Stridsberg, Sara:
Happy Sally. 2004. Ikke oversat til dansk.
Stridsberg, Sara:
Drømmefakultetet. 2007. (Drömfakulteten. 2006),
Stridsberg, Sara:
Darling river : Doloresvariationer. C&K, 2010. (Darling River, 2010). Oversætter: Ellen Boen.
Stridsberg, Sara:
Beckomberga: ode til min familie. C&K, 2014. (Beckomberga : ode till min familj, 2014). Oversætter: Ellen Boen.
Stridsberg, Sara: Kærlighedens Antarktis. Grif, 2019. (Kärlekens Antarktis, 2018). Oversætter Ellen Boen. Roman.
Stridsberg, Sara: Happy Sally. Grif, 2020. (Happy Sally, 2004). Oversætter Ellen Boen.

Andre udgivelser af Sara Stridsberg

Stridsberg, Sara og Jenny Westerstrand:
Juristutbildningen ur ett genusperspektiv. 1999.
Stridsberg, Sara:
Det är bara vi som är ute och åker: intervjuer från Fårö och Fårösund. 2002.
Stridsberg, Sara:
Valerie Jean Solanas ska bli president i Amerika. 2007.

Værker oversat af Sara Stridsberg

Solana, Valerie:
SCUM Manifest. 2003.
Kane, Sarah:
Blasted. 2006. Opført som Stridsbergs oversættelse, men ikke udgivet.

Om forfatterskabet

Munk Rösing, Lilian:
Fiktiv dialog: Sara Stridsberg: Døden i sølv. Anmeldelse i Information, 2007-11-03.
Garsdal, Lise:
Mændenes Åbenlyse Underlegenhed. Anmeldelse i Politiken, 2007-10-23.
Scherrebeck, Emil Eggert:
Litteraturen er en sygdomstilstand. Information, 2014-11-07.
På hjemmesiden kan læses bedømmelseskomiteens motivering for tildelingen af Nordisk Råds Litteraturpris til Sara Stridsberg i 2007.

Video

Interview med Sara Stridsberg om ”Kærlighedens Antarktis” i Malou Efter tio i Sveriges TV4.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Sara Stridsberg

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Garsdal, Lise:
Stridsberg: Jeg følte mig beskidt, ækel og grotesk. Interview i Politiken, 2010-09-10.
Hygum Sørensen, Dorte:
Når de kunne sende en mand til Månen, hvorfor så ikke sende dem alle? Interview i Politiken, 2007-04-01.
Garsdal, Lise:
Hun holder med vanviddet. Interview i Politiken, 2014-10-01.
Ravn, Anna Raaby: Fra verdens underside. Weekendavisen, 2019-03-15.