Joyce Carol Oates

Joyce Carol Oates, der er født i 1938, voksede op i staten New York i det, hun selv har kaldt en kærlig arbejderfamilie. Allerede som teenager gik hun i gang med at læse litterære klassikere, og forfatterkarrieren begyndte med noveller og artikler til skolebladet, som blev skrevet på en skrivemaskine, hun fik af sin mormor.

Oates læste engelsk på universitetet og blev gift med den medstuderende Raymond Smith, som hun levede sammen med indtil hans død i 2008. Det 48 år lange ægteskab og sorgen over hans død har hun beskrevet i bogen ”En enkes historie” (”A Widow’s Story”, 2011).

Oates fik en del opmærksomhed med novellen ”Where Are You Going, Where Have You Been?”, der er dedikeret til Bob Dylan og er inspireret af hans sang ”It’s All Over Now, Baby Blue”. Novellen er baseret på historien om en virkelig seriemorder, Charles Schmid, og er et tidligt eksempel på Oates’ optagethed af virkelige begivenheder som et afsæt for fiktive fortællinger. Men det var først med sin femte bog, ”Them”, at hun fik sit litterære gennembrud. Igen hentede hun handlingen i den virkelige verden, nemlig i et brutalt arbejderkvarter i det Detroit, hvortil Oates og hendes mand var flyttet for at undervise på universitetet. Allerede med denne roman udviser Oates det mod, der er blevet kendetegnende for hende som forfatter: Handlingen strækker sig over tre årtier og tager fat på epokens markante politiske og sociale udvikling.

Oates er en af USA’s mest produktive forfattere. Hun skriver cirka to bøger om året, foruden de bøger, der er skrevet under pseudonymer som Rosamond Smith og Lauren Kelly. Udover at være forfatter har hun også i mange år undervist i litteratur på universitetet. Hun bor på landet i New Jersey med sin nye mand, Charlie Gross, og deres katte.

I 1992 udgav Joyce Carol Oates ”Black Water” (”Sort vand”, 2001), der foregår den fjerde juli til en fejring af den amerikanske uafhængighedsdag på Grayling Island ud for den amerikanske østkyst. 26-årige Kelly Kelleher møder en karismatisk, ældre senator, bliver betaget af ham og kører om aftenen af sted med ham for at nå en færge ind til fastlandet. På vejen kører de galt, da bilen skrider ud over en bro, og i sekunderne før Kelly drukner i det sorte vand, passerer hendes liv revy. 

I ”Sort vand” tager Oates fat i en begivenhed, som er blevet en fast bestanddel af populærkulturens erindring: Trafikulykken i 1969 på Chappaquiddick Island, hvor senator Ted Kennedy kørte galt, og den unge Mary Jo Kopechne druknede. Allerede dengang begyndte Oates at tage noter til en roman. Hun har senere fortalt, at hun oplevede en skrækslagen fascination og sympati for offeret og begyndte at tænke over den politiske arenas tendens til at udnytte kvinder.

23407280

Men ”Sort vand” handler ikke som sådan om ulykken i Chappaquiddick, siger Oates i et interview: ”Jeg ville have, at historien skulle være mytisk, nærmest, den mest arketypiske historie om en ung kvinde, der stoler på en ældre mand og hvis tillid i den grad svigtes.” (Richard Bausch: Her Thoughts While Drowning. New York Times, 1992-05-10. Egen oversættelse).

I Kelly Kellehers sidste minutter fører hendes tankestrøm læseren med ind i forskellige tidspunkter i hendes liv, og vi får en forståelse for, hvad det er i hendes historie og personlighed, der har ført hende frem til netop dette sted. Vi forstår den idealistiske unge kvindes betagelse, både som noget individuelt og som en mytisk fortælling om unge håbefulde kvinders ønske om at blive set. Oates giver i ”Sort vand” stemme til en kvinde, der ellers i den kollektive bevidsthed kun har været kendt som et offer, tavs og anonym.