I 2020 udkom Joyce Carol Oates’ roman ”Night. Sleep. Death. The Stars.” (”Natten. Søvnen. Døden. Stjernerne.”, 2022). Husbond, fader, forretningsmand og politiker John Earle McClaren, kaldet ”Whitey”, overfaldes brutalt af to politimænd, da han blander sig i deres tilsyneladende komplet grundløse, voldelige arrestation af en indisk udseende mand. Han dør af sine kvæstelser efter et par ugers indlæggelse, 67 år gammel. Hans hustru Jessalyn og de fem børn Thom, Beverly, Lorene, Sophia og Virgil svæver først i usikkert håb og lander siden hårdt i sorgen over tabet af ægtemand og far.
62804866
I første omgang antages det, at Whitey har fået en hjerneblødning og derfor er kørt galt og er blevet slemt tilredt i sin bil af detonerende airbags og andet. Men efterhånden opstår der tvivl om, hvorvidt sårene i hans ansigt nu også har med airbags at gøre – eller måske snarere ligner sår fra strømpistoler. Hans fem børn og hustru tackler situationen meget forskelligt, og familiens gamle dynamikker vækkes til live, selv om det er mange år siden, børnene er flyttet hjemmefra og har dannet egne familier.
Romanens knap 800 sider er inddelt i fem dele, som rummer hver en håndfuld kapitler. Fortællemåden skifter fra person til person mellem kapitlerne, og sådan konstruerer Oates et fletværk, der belyser dagene omkring Whiteys død på vidt forskellig vis. Et avanceret greb, der fungerer, så det virker helt enkelt og selvindlysende.
Et helt oplagt tema er racisme, da hele udgangspunktet for Whiteys død er et racistisk betinget overfald. Yderligere griber Oates endnu engang fat i det amerikanske samfunds strukturelle misogyni gennem beskrivelsen af særligt moderen i familien og selvfølgelig også søstrene. Oates ved, hvor hun skal trykke til for at ramme ømme punkter i særligt amerikansk, men også i bredere forstand vestlig, kultur.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Natten. Søvnen. Døden. Stjernerne."