joyce carol oates
Foto: Geraint Lewis / Scanpix

Joyce Carol Oates

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, Bureauet, august 2018.
Top image group
joyce carol oates
Foto: Geraint Lewis / Scanpix

Indledning

Joyce Carol Oates har siden debuten i 1963 skrevet om det USA, hun er vokset op i – et land præget af racisme, kvindeundertrykkelse, vold og store drømme. Hun er måske USA’s mest produktive forfatter: Flere end halvfjerds bøger er det blevet til, og med hver ny bog er det, som om Oates forsøger at udfordre sig selv og afprøve nye genrer, nye stemmer og nye fortælleformer.

47301238

Blå bog

Født: Lockport, New York, 1938.

Uddannelse: Ph.d. i engelsk.

Debut: By the North Gate. 1963. Noveller.

Litteraturpriser: National Book Award, 1969. O. Henry Award, 1967 og 1973.

Seneste udgivelse: Mit liv som rotte. HarperCollins, 2019. (My life as a rat). Oversætter: Henriette Rostrup.

Inspiration: Herman Melville, Henry James, Edgar Allen Poe, Lewis Carroll.

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Du hed Bethel Maguire, men alle kaldte dig Bethie. Din barndom sluttede, da du var tolv år.
Du tænkte altid hvis. Hvis mor ikke havde sagt nej.
Så var I blevet hos Casey den nat. Begge to. Og det, der skete i Rocky Point Park ville ikke ske, og ingen vidste noget om muligheden for, at det kunne være sket, og så var din barndom ikke sluttet den nat.
Held, uheld. Ramt af lynet, forskånet af lynet.”

”Hævn – en kærlighedshistorie”, s. 24.

Joyce Carol Oates, der er født i 1938, voksede op i staten New York i det, hun selv har kaldt en kærlig arbejderfamilie. Allerede som teenager gik hun i gang med at læse litterære klassikere, og forfatterkarrieren begyndte med noveller og artikler til skolebladet, som blev skrevet på en skrivemaskine, hun fik af sin mormor.

Oates læste engelsk på universitetet og blev gift med den medstuderende Raymond Smith, som hun levede sammen med indtil hans død i 2008. Det 48 år lange ægteskab og sorgen over hans død har hun beskrevet i bogen ”En enkes historie” (”A Widow’s Story”, 2011).

Oates fik en del opmærksomhed med novellen ”Where Are You Going, Where Have You Been?”, der er dedikeret til Bob Dylan og er inspireret af hans sang ”It’s All Over Now, Baby Blue”. Novellen er baseret på historien om en virkelig seriemorder, Charles Schmid, og er et tidligt eksempel på Oates’ optagethed af virkelige begivenheder som et afsæt for fiktive fortællinger. Men det var først med sin femte bog, ”Them”, at hun fik sit litterære gennembrud. Igen hentede hun handlingen i den virkelige verden, nemlig i et brutalt arbejderkvarter i det Detroit, hvortil Oates og hendes mand var flyttet for at undervise på universitetet. Allerede med denne roman udviser Oates det mod, der er blevet kendetegnende for hende som forfatter: Handlingen strækker sig over tre årtier og tager fat på epokens markante politiske og sociale udvikling.

Oates er en af USA’s mest produktive forfattere. Hun skriver cirka to bøger om året, foruden de bøger, der er skrevet under pseudonymer som Rosamond Smith og Lauren Kelly. Udover at være forfatter har hun også i mange år undervist i litteratur på universitetet. Hun bor på landet i New Jersey med sin nye mand, Charlie Gross, og deres katte.

Sort vand

”Ikke nu. Ikke på denne måde. Hun var seksogtyve år og otte måneder, for ung til at dø og følgelig for overrasket, for tvivlende, til at skrige, da Toyota’en fløj væk fra vejen og ramte det næsten-usynlige vands overflade; og et øjeblik virkede det, som om den ikke ville synke, men flyde: som om dens bane gennem luften ville bære den, selve dens vægt, hen over vandet og ind i den sammenfiltrede masse af siv og forkrøblede træer og slyngplanter på den modsatte bred.

”Sort vand”, s. 11.

I 1992 udgav Joyce Carol Oates ”Black Water” (”Sort vand”, 2001), der foregår den fjerde juli til en fejring af den amerikanske uafhængighedsdag på Grayling Island ud for den amerikanske østkyst. 26-årige Kelly Kelleher møder en karismatisk, ældre senator, bliver betaget af ham og kører om aftenen af sted med ham for at nå en færge ind til fastlandet. På vejen kører de galt, da bilen skrider ud over en bro, og i sekunderne før Kelly drukner i det sorte vand, passerer hendes liv revy. 

I ”Sort vand” tager Oates fat i en begivenhed, som er blevet en fast bestanddel af populærkulturens erindring: Trafikulykken i 1969 på Chappaquiddick Island, hvor senator Ted Kennedy kørte galt, og den unge Mary Jo Kopechne druknede. Allerede dengang begyndte Oates at tage noter til en roman. Hun har senere fortalt, at hun oplevede en skrækslagen fascination og sympati for offeret og begyndte at tænke over den politiske arenas tendens til at udnytte kvinder.

23407280

Men ”Sort vand” handler ikke som sådan om ulykken i Chappaquiddick, siger Oates i et interview: ”Jeg ville have, at historien skulle være mytisk, nærmest, den mest arketypiske historie om en ung kvinde, der stoler på en ældre mand og hvis tillid i den grad svigtes.” (Richard Bausch: Her Thoughts While Drowning. New York Times, 1992-05-10. Egen oversættelse).

I Kelly Kellehers sidste minutter fører hendes tankestrøm læseren med ind i forskellige tidspunkter i hendes liv, og vi får en forståelse for, hvad det er i hendes historie og personlighed, der har ført hende frem til netop dette sted. Vi forstår den idealistiske unge kvindes betagelse, både som noget individuelt og som en mytisk fortælling om unge håbefulde kvinders ønske om at blive set. Oates giver i ”Sort vand” stemme til en kvinde, der ellers i den kollektive bevidsthed kun har været kendt som et offer, tavs og anonym.

 

 

Blondine

”Denne morgen så Norma Jeane straks, at Gladys var høj: urolig, blussende, underlig, uberegnelig som flammen på et stearinlys, der flakker i træk. Hendes voksblege hud udsendte bølger af hede ligesom vejbelægning i sommersol og hendes øjne! – flirtende, smuttende og opspilede. De øjne elskede jeg. Kunne ikke holde ud at se på dem.”

”Blondine”, s. 32.

Med Blonde”, 1999 (”Blondine”, 2000) forsøger Joyce Carol Oates at skildre det indre liv hos en af det tyvende århundredes mest mytiske skikkelser, Marilyn Monroe. Men hos Oates er det ikke Monroe, der er historien. Det er Norma Jeane Baker; den pige, Monroe var, inden hun blev farvet platinblond og den, hun blev ved at være inde bag det platinblonde filmstjerne-ydre.

Vi følger Norma Jeane, fra hun er lille og vokser op hos sin mormor i et slidt kvarter i Los Angeles. Norma Jeanes mor Gladys arbejder i filmindustrien og er ikke selv i stand til at passe sin datter. Først da Norma Jeane bliver ældre, kommer Gladys og henter hende for at tage hende med hjem – men det er aldrig til at vide, hvad det er for en Gladys, der er hos hende. Hun er psykisk syg og meget omskiftelig, og lille Norma Jeane ved aldrig, om hun er købt eller solgt. Om hun har et hjem eller om hendes mor snart sender hende væk igen.

Når de tager på udflugt, er det for at se Greta Garbo, Mary Pickford og Rudolph Valentinos store palæer i Beverly Hills og Bel Air. Gladys elsker filmmediet, og det bliver den eneste måde for Norma Jeane at nå sin mor på. I biografen, eller ved at lave ansigter til spejlet, der næsten er som et kameraøje. ”Jeg oplevede aldrig mit ansigt og min krop indefra (hvor der var følelsesløshed som søvn), kun gennem spejlet, hvor der var skarphed og klarhed. På den måde kunne jeg se mig selv.” (s. 48).

Igen er Oates optaget af samspillet mellem myten og sandheden og af det kvindelige i et stærkt patriarkalsk, amerikansk samfund. Marilyn Monroe kan siges at være det klareste eksempel på den vestlige kulturs udnyttelse af kvindelig seksualitet, og i dette perspektiv er Norma Jeane Baker et stort skuespiltalent, der ædes op af en verden, der både begærer og foragter hendes krop.

Hævn

”Der var ikke nogen sort sø af blod under hende. Du kunne høre hende trække vejret. En hård, raspende lyd som af stof, der bliver revet i stykker. Men mor lå fredeligt på siden som et barn med de samlede hænder mellem sine optrukne knæ.
Du talte ikke. Dit hjerte slog hurtigt, som om der var fare på færde.”

”Hævn”, s. 102.

Med kortromanen ”Rape – a Love Story” fra 2003 (”Hævn – en kærlighedshistorie”, 2011) går Joyce Carol Oates direkte i kødet på et tema, der ligger som en understrøm i mange af hendes fortællinger: Vold mod kvinder.

Også i denne fortælling finder en tragedie sted den dag, der ellers er en amerikansk festdag: Den fjerde juli. Der er fest i en lille by ved Niagara Falls, fyrværkeri på nattehimlen, og Teena Maguire og hendes tolvårige datter traver gennem parken for at komme hjem. Der bliver de overfaldet af en gruppe narkopåvirkede unge mænd, der voldtager Teena i et skur, mens Bethie, hendes datter, skjult i et hjørne overværer voldtægten.

28609663

Romanen beskriver efterspillet. Hvad sker der, når en kvinde, der næsten er død af sine kvæstelser, forsøger at opnå retfærdighed? I en lille by, hvor offer og gerningsmænd kender hinanden? Samfundets dom over enlige kvinder er hård, viser det sig. I retten bliver Teena hængt ud som en fordrukken mor, der havde lavet en aftale med drengene om at have sex for penge.

Oates har en nøgtern og no-nonsense tone i sin beretning om et amerikansk retssystem, der legaliserer vold mod kvinder – hvor man ved hjælp af antikverede forestillinger om kønnene kan overbevise nævninge om, at en kvinde nærmest har fortjent at blive voldtaget. Helt så galt skal det dog ikke gå, for Teena og hendes datter ender med at få hævn.

 

 

 

De forbandede

”For nu er jeg efterhånden ret sikker på, at der var blevet begået mord & uden tvivl værre ting mod den krop, & liget blev fundet i mosen ved Witherspoon, eller i det vilde Kingston ved kanalen & Millstone-floden; og offeret var en kvinde – men jeg er ikke sikker på hendes alder eller andre detaljer om hendes liv; har været stille som en kirkemus for at høre negrene sludre, som de gør, når de ikke tror, vi er i nærheden. Horace må ikke vide det.”


”De forbandede”, s. 127.

Joyce Carol Oates’ ”The Accursed”, 2013 (”De forbandede”, 2014), foregår i Princeton, New Jersey, i 1905, hvor noget dystert og ildevarslende begynder at inficere den stille universitetsby. Vi bevæger os i Princetons overklasse, hvor privilegerede mænd og kvinder ser syner og hører stemmer, et hysteri, der næres af frygten for de sorte, for seksualiteten og for kvinderne. Datteren af en af universitetsbyens mest velrenommerede familier bliver kidnappet ved sit bryllup af den excentriske og hypnotiserende Axson Mayte, en dæmonisk skikkelse, som ingen af bryllupsgæsterne rigtig kan beskrive, hvordan ser ud.

Fortælleren er W. M. Van Dyck, en amatørhistoriker, der vil til bunds i det, der skete under den såkaldte ”Crosswick-forbandelse”, der lagde sig over Princeton i årene 1905-1906 og som påstår at kunne fremlægge den fulde version af begivenhederne. Van Dyck sammenstykker historien af gamle dagbogsnotater, breve og samtaler, som han påstår som den eneste at have fået adgang til, og med denne kalejdoskopiske fortælleform får vi en beretning om en amerikansk provinsby på et afgørende tidspunkt i landets historie.

51216105

En af bogens hovedpersoner er universitetets rektor, den lettere paranoide Woodrow Wilson, som senere bliver en af Amerikas vigtigste præsidenter, men som her skildres som en racistisk, opium-afhængig hypokonder. Vi støder også på forfatteren Upton Sinclair, en fattig marxist, der er flyttet med sin lille familie til Princeton og som længes efter den tid, når revolutionen kommer, og den lille bys spidsborgere skal bede om nåde. Vi når så vidt omkring og så langt ud på overdrevet i den lange roman, at handlingen er svær at beskrive, men den spiddende beskrivelse af en magtfuld kerne, der var med til at udstikke kursen for Amerikas fremtid, står skarpt.

 

 

 

 

Genrer og tematikker

Det er svært at komme på en anden forfatter, der i samme grad som Joyce Carol Oates udfordrer konventionerne for, hvad der kan skrives. Temaerne spænder over boksning og voldtægt, racediskrimination og postmoderne gotik. Som hos flere af de store amerikanske fortællere er det gråzonen mellem myte og sandhed, Oates ynder at undersøge, men i modsætning til mange andre er Oates ikke bange for at tage fat i virkelige personer, ikoner som Mike Tyson og Marilyn Monroe, i et forsøg på at grave sig frem til en sandhed bag myten.

Virkeligheden og samfundet optager Oates, og i hendes perspektiv ser samfundet voldeligt ud. Især går volden ud over kvinder, og det kan måske siges at være et af de temaer, der går mest igen hos Oates – de forskellige strategier, der benyttes for at undertrykke kvinders stemmer. Et gennemgående tema i ”De forbandede” er således angsten for den kvindelige seksualitet og behovet for at tæmme og kontrollere den, hvilket kommer til udtryk i et massehysteri, der minder om det, man USA oplevede med hekseprocesserne i Salem i 1600-tallet. Samme tema, den kvindelige seksualitet og straffen for den, går igen i bøger som ”Blondine” og ”Hævn – en kærlighedshistorie”.

Det siges ofte om Oates, at alle hendes bøger handler om vold. At det er volden, der optager hende, mener hun dog ikke selv: ”Jeg ser mig selv som en meget isoleret og eksperimenterende figur, hvis værker altid fejlfortolkes. Jeg skriver om ofrene for vold … og alligevel siger kritikerne, at jeg skriver om vold. Som jeg ser det, har jeg altid skrevet om det, der kommer efter volden.” (Richard Bausch: Her Thoughts While Drowning. New York Times, 1992-05-10. Egen oversættelse).

Beslægtede forfatterskaber

Joyce Carol Oates har skrevet i så mange forskellige genrer og fortælleformer, at det er svært at sætte hende i bås med andre forfattere. Men hun ser sig selv som en slags arvtager til de klassiske, amerikanske fortællere inden for psykologisk realisme: Henry James, Herman Melville, Nathaniel Hawthorne, der ligesom hende trak på amerikanske myter og drømme i et forsøg på at skildre den amerikanske folkesjæl. I flere af hendes bøger er der også et gotisk horror-element, der kan minde om Edgar Allan Poe.

Med sin, til tider, realistiske stil og sin optagethed af sociale strømninger, kan man også sammenligne Oates med en mere samtidig forfatter som Philip Roth, der ligeledes har spiddet hykleriet i det amerikanske samfund.

Bibliografi

Romaner

Oates, Joyce Carol: With Shuddering Fall. Vanguard Press, 1964.
Oates, Joyce Carol: A Garden of Earthly Delights. Vanguard Press, 1967.
Oates, Joyce Carol: Them. Modern Library, 1969.
Oates, Joyce Carol: Wonderland. Vanguard, 1971.
Oates, Joyce Carol: Do With Me What You Will. Vanguard, 1973.
Oates, Joyce Carol: Childwold. Fawcett, 1976.
Oates, Joyce Carol: Son of the Morning. Vanguard, 1978.
Oates, Joyce Carol: Cybele. Black Sparrow Press, 1979.
Oates, Joyce Carol: Unholy Loves. Vanguard, 1979.
Oates, Joyce Carol: Bellefleur. E.P. Dutton, 1980.
Oates, Joyce Carol: Morderne. Centrum, 1981. (The Assassins: A Book of Hours, 1975). Oversat af Merete Skouenborg og Birthe Tandrup.
Oates, Joyce Carol: Angel of Light. Random House, 1981.
Oates, Joyce Carol: A Bloodsmoor Romance. Jonathan Cape, 1982.
Oates, Joyce Carol: I de dyre kredse. Centrum, 1982. (Expensive People, 1968). Oversat af Birte Svensson.
Oates, Joyce Carol: Mysteries of Winterthurn. Berkley, 1984.
Oates, Joyce Carol: Solhverv. Centrum, 1986. (Solstice, 1985). Oversat af Birte Svensson.
Oates, Joyce Carol: Marya. Lindhardt og Ringhof, 1986. (Marya, 1986). Oversat af Birte Svensson.
Oates, Joyce Carol: You Must Remember This. Lindhardt og Ringhof, 1988. (You must remember this, 1987). Oversat af Birte Svensson.
Oates, Joyce Carol: Forførende fristelser. Lindhardt og Ringhof, 1989. (American Appetites, 1989). Oversat af Birte Svensson.
Oates, Joyce Carol: Because It Is Bitter, and Because It Is My Heart. Dutton, 1990.
Oates, Joyce Carol: Livets oprindelse på jord. Centrum, 1992. (The rise of Life on Earth, 1991). Oversat af Birte Svensson.
Oates, Joyce Carol: Foxfire; en pigebandes bekendelser. Centrum, 1993. (Foxfire, 1993). Oversat af Ulla Warren.
Oates, Joyce Carol: What I Lived For. Plume, 1994.
Oates, Joyce Carol: Zombie. Plume, 1995.
Oates, Joyce Carol: We Were the Mulvaneys. Plume, 1996.
Oates, Joyce Carol: Man Crazy. Random House, 1997.
Oates, Joyce Carol: My Heart Laid Bare. Dutton, 1998.
Oates, Joyce Carol: Broke Heart Blues. Dutton, 1999.
Oates, Joyce Carol: Blondine. Rosinante, 2000. (Blonde, 1999). Oversat af Birgitte Brix og Leif G. Berthelsen.
Oates, Joyce Carol: Middle Age: A Romance. Harper Perennial, 2001.
Oates, Joyce Carol: Sort vand. Rosinante, 2001. (Black Water, 1992). Oversat af Ulla Warren.
Oates, Joyce Carol: I'll Take You There. Ecco Press, 2002.
Oates, Joyce Carol: The Tattooed Girl. Harper Perennial, 2003.
Oates, Joyce Carol: Missing Mom. Harper Perennial, 2005.
Oates, Joyce Carol: Black Girl / White Girl. Ecco Press, 2006.
Oates, Joyce Carol: Vandfaldet: en roman. TV2 Forlag, 2008. (The Falls, 2004). Oversat af Berit Højbjerg.
Oates, Joyce Carol: Graverens datter. TV2 Forlag, 2008. (The Gravedigger's Daughter, 2007). Oversat af Susanne Staun.
Oates, Joyce Carol: My Sister, My Love. Ecco Press, 2008.
Oates, Joyce Carol: Lille fugl fra himlen. Verve, 2010. (Little Bird of Heaven, 2009). Oversat af Ellen Strandgaard.
Oates, Joyce Carol: Hævn – en kærlighedshistorie. Verve, 2011. (Rape – a Love Story, 2003). Oversat af Ellen Strandgaard.
Oates, Joyce Carol: Mudwoman. Ecco Press, 2012.
Oates, Joyce Carol: Daddy Love. Grove, 2013.
Oates, Joyce Carol: De forbandede. Gads Forlag, 2014. (The Accursed, 2013). Oversat af Lærke Pade.
Oates, Joyce Carol: Carthage. Fourth Estate, 2014.
Oates, Joyce Carol: The Sacrifice. Ecco Press, 2015.
Oates, Joyce Carol: Jack of Spades. Mysterious Press, 2015.
Oates, Joyce Carol: The Man Without a Shadow. Fourth Estate, 2016.
Oates, Joyce Carol: A Book of American Martyrs. Fourth Estate, 2017.
Oates, Joyce Carol: Mit liv som rotte. HarperCollins, 2019. (My life as a rat). Oversat af Henriette Rostrup.

Erindringer

Oates, Joyce Carol: En enkes historie. Verve, 2012. (A Widow’s Story, 2011). Oversat af Ellen Strandgaard.

Noveller

Oates, Joyce Carol: By the North Gate, 1963.
Oates, Joyce Carol: Grænser. Centrum, 1983. (Crossing the Border, 1976). Oversat af Birte Svensson.
Oates, Joyce Carol: Beautiful Days. Ecco Press, 2018.

Essays

Oates, Joyce Carol: Om boksning. Centrum, 1988. (On Boxing, 1987). Oversat af Claus Bech.

Om forfatterskabet

The Paris Review no. 74, 1978.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Joyce Carol Oates

Kilder citeret i portrættet

Bausch, Richard: Her Thoughts While Drowning
New York Times, 1992-05-10.