Sara Stridsberg

Sara Stridsberg er født i Solna, en forstad til Stockholm i 1972. Hun er uddannet jurist, men har aldrig arbejdet som en sådan. I stedet har hun arbejdet som oversætter, journalist og forfatter og har blandt andet været tilknyttet det. Hun har skrevet for det feministiske kulturtidsskrift “Bang”. og Stridsberg debuterede i 2004 med det anmelderroste værk “Happy Sally” om svenske Sally Bauer, der svømmede over Den Engelske Kanal, umiddelbartlige indenfør Anden Verdenskrig brød ud. Året før havde Stridsberg oversat og udgivet amerikaneren Valerie Solanas’ “SCUM Manifest”. Solanas skrev SCUM Manifestet i 1967, somdet er et litterært kampfeministisk manifest, der allerede i indledningen programivrigt fastslår: “Livet i dette samfund er – i bedste fald – død kedeligt, og intet aspekt af det er overhoved relevant for kvinder. For civiliserede, ansvarlige, spændingssøgende kvinder er der kun tilbage at omstyrte regeringen, afskaffe pengesystemet, automatisere arbejdsprocesser og nedkæmpe mandskønnet.” I forordet til sin oversættelse skriver Sara Stridsberg: “Jeg har aldrig elsket en tekst som jeg elsker Valeries tekst. Ingen anden tekst har forandret mig så meget.” (“SCUM Manifest” 2003, s. 7).

Stridsbergs anden roman ”Drömfakulteten” fra 2006 er stærk inspireret af Valeries tekst. I 2007 modtog Sara Stridsberg til manges overraskelse Nordisk Råds Litteraturpris.

Sara Stridsberg blev i 2016 valgt ind i Det Svenske Akademi, hvis de 18 medlemmer i akademiet står blandet andet står for uddelingen af Nobelprisen i litteratur. Traditionelt har optagelsen i Akademiet været på livstid, men Stridsberg valgte, sammen med flere andre medlemmer, at træde ud af akademiet i 2018 i kølvandet på #MeToo skandalen omkring Akademiet.   for bogen foran en stribe ældre og langt mere etablerede forfattere. Romanen blev i 2007 opført som teaterstykke på Dramaten i Stockholm.

Sara Stridsbergs debut “Happy Sally” fra 2004 (ikke oversat til dansk) handler om to kvinder, der med halvtreds års mellemrum sætter sig for at svømme over Den Engelske Kanal. Den ene er Sally Bauer, en berømt kanalsvømmerske, der i 1939 blev den første skandinav til at krydse kanalen. Den anden er Ellen, der indgår et væddemål med sin mand, om hvorvidt hun kan gøre Bauer kunsten efter. Vinder hun, får hun ubegrænset tid til sin svømning, taber hun må hun opgive svømningen og tage med sin mand og deres to børn på jordomrejse.

Bogen er bygget op som en mosaik af forskellige genrer, tider og fortællerperspektiver. Der skiftes mellem uddrag fra Sallys dagbog, postkort fra Ellen til sin datter, inventarlister, ferieminder og som et centralt spor i bogen fortæller Ellens datter i erindringsglimt om sin barndom, der kom til at stå i skyggen af moderens besættelse af at ville krydse kanalen.

Sally og Ellen er viljestærke og målrettede, de lader ikke nogen komme imellem dem selv og deres passion. Det har den konsekvens, at begge kvinder skubber deres elskede fra sig. Sally mister sin elskerinde Marguerite og Ellen sin mand og børn. På Ellens sidste forsøg over kanalen forsvinder hun sporløst i vandet. Det er stadig uklart for datteren om hun begik selvmord, eller om det var en ulykke.

Bogen kan læses som et forsøg fra datterens side på at forstå sin mors handling og bearbejde sin egen skyldfølelse over morens død. Datteren er rejst til Dover i England i fodsporene på sin mor og Sally. Med sig har hun postkort, en dagbog og sine egne erindringer, altså kort sagt fortællingens dele. En egentlig forløsning kommer aldrig, men ved at samle fortællingerne om moren, Sally, sig selv og endnu en svømmerinde hun møder i Dover, spejles de forskellige kvinders liv i hinanden, og datteren opnår en forståelse af, at livet ikke leves efter et logisk system. Datteren kommer ikke tættere på en forståelse af moderen, men i erkendelsen befries hun for skyldfølelsen over moderens død: “livet sker bare. Det er som blomster. Som solskin. Som natten når den falder på” (s. 234).