Sara Stridsberg

Sara Stridsberg er født i Solna, en forstad til Stockholm i 1972. Hun er uddannet jurist, men har aldrig arbejdet som en sådan. I stedet har hun arbejdet som oversætter, journalist og forfatter og har blandt andet været tilknyttet det. Hun har skrevet for det feministiske kulturtidsskrift “Bang”. og Stridsberg debuterede i 2004 med det anmelderroste værk “Happy Sally” om svenske Sally Bauer, der svømmede over Den Engelske Kanal, umiddelbartlige indenfør Anden Verdenskrig brød ud. Året før havde Stridsberg oversat og udgivet amerikaneren Valerie Solanas’ “SCUM Manifest”. Solanas skrev SCUM Manifestet i 1967, somdet er et litterært kampfeministisk manifest, der allerede i indledningen programivrigt fastslår: “Livet i dette samfund er – i bedste fald – død kedeligt, og intet aspekt af det er overhoved relevant for kvinder. For civiliserede, ansvarlige, spændingssøgende kvinder er der kun tilbage at omstyrte regeringen, afskaffe pengesystemet, automatisere arbejdsprocesser og nedkæmpe mandskønnet.” I forordet til sin oversættelse skriver Sara Stridsberg: “Jeg har aldrig elsket en tekst som jeg elsker Valeries tekst. Ingen anden tekst har forandret mig så meget.” (“SCUM Manifest” 2003, s. 7).

Stridsbergs anden roman ”Drömfakulteten” fra 2006 er stærk inspireret af Valeries tekst. I 2007 modtog Sara Stridsberg til manges overraskelse Nordisk Råds Litteraturpris.

Sara Stridsberg blev i 2016 valgt ind i Det Svenske Akademi, hvis de 18 medlemmer i akademiet står blandet andet står for uddelingen af Nobelprisen i litteratur. Traditionelt har optagelsen i Akademiet været på livstid, men Stridsberg valgte, sammen med flere andre medlemmer, at træde ud af akademiet i 2018 i kølvandet på #MeToo skandalen omkring Akademiet.   for bogen foran en stribe ældre og langt mere etablerede forfattere. Romanen blev i 2007 opført som teaterstykke på Dramaten i Stockholm.

Sara Stridsbergs debut “Happy Sally” fra 2004 (ikke oversat til dansk) handler om to kvinder, der med halvtreds års mellemrum sætter sig for at svømme over Den Engelske Kanal. Den ene er Sally Bauer, en berømt kanalsvømmerske, der i 1939 blev den første skandinav til at krydse kanalen. Den anden er Ellen, der indgår et væddemål med sin mand, om hvorvidt hun kan gøre Bauer kunsten efter. Vinder hun, får hun ubegrænset tid til sin svømning, taber hun må hun opgive svømningen og tage med sin mand og deres to børn på jordomrejse.

Bogen er bygget op som en mosaik af forskellige genrer, tider og fortællerperspektiver. Der skiftes mellem uddrag fra Sallys dagbog, postkort fra Ellen til sin datter, inventarlister, ferieminder og som et centralt spor i bogen fortæller Ellens datter i erindringsglimt om sin barndom, der kom til at stå i skyggen af moderens besættelse af at ville krydse kanalen.

Sally og Ellen er viljestærke og målrettede, de lader ikke nogen komme imellem dem selv og deres passion. Det har den konsekvens, at begge kvinder skubber deres elskede fra sig. Sally mister sin elskerinde Marguerite og Ellen sin mand og børn. På Ellens sidste forsøg over kanalen forsvinder hun sporløst i vandet. Det er stadig uklart for datteren om hun begik selvmord, eller om det var en ulykke.

Bogen kan læses som et forsøg fra datterens side på at forstå sin mors handling og bearbejde sin egen skyldfølelse over morens død. Datteren er rejst til Dover i England i fodsporene på sin mor og Sally. Med sig har hun postkort, en dagbog og sine egne erindringer, altså kort sagt fortællingens dele. En egentlig forløsning kommer aldrig, men ved at samle fortællingerne om moren, Sally, sig selv og endnu en svømmerinde hun møder i Dover, spejles de forskellige kvinders liv i hinanden, og datteren opnår en forståelse af, at livet ikke leves efter et logisk system. Datteren kommer ikke tættere på en forståelse af moderen, men i erkendelsen befries hun for skyldfølelsen over moderens død: “livet sker bare. Det er som blomster. Som solskin. Som natten når den falder på” (s. 234).

I 2006 udkom Sara Stridsbergs anden roman, "Drömfakulteten" (“Drømmefakultetet”, 2007). Man skal ikke lade sig narre af den lyserøde indpakning, ligesom man ikke skal lade sig forføre af bogens indbydende titel, for det er alt andet end en sødmefuld roman, Stridsberg har beskrevet.

På et snusket hotelværelse i San Franciscos luderkvarter møder fortælleren Valerie Solanas. Der stinker af pis og forrådnelse. I sengen på værelset ligger Valerie og venter på at dø. Sådan forestiller fortælleren sig i hvert fald sit møde med kvinden, der skrev SCUM-Manifestet og skød og sårede kunstneren Andy Warhol i 1968. Fortælleteknikken er den samme som i Stridsbergs debut “Happy Sally”, der veksles mellem forskellige stilarter, steder og tider, men til forskel fra debuten optræder fortælleren selv som aktør i fortællingen. Her fra side 145 i romanen:
“VALERIE: Er det dig eller mig, der fortæller?
FORTÆLLEREN: Det er mig der er fortælleren.
VALERIE: Og det er mig, der er genstand for denne forvirrende, opfuckede tekst. Du er ikke nogen rigtig fortæller, baby.”

27999859

Netop spørgsmålet om, hvem der får lov til at fortælle hvilke historier, er et centralt tema i bogen. Selv siger Stridsberg: “Jeg ville stille spørgsmål som: Hvem betragter vi som et geni, hvem betragter vi som horer og som gale? Hvem fortæller alle fortællingerne? Hvem siger, at den eller den skal være udenfor, og en anden skal være indenfor?” (Dorte Hygum Sørensen: ”Når de kunne sende en mand til Månen, hvorfor så ikke sende dem alle?” Interview i Politiken, 2007-04-01). Dette tema eksemplificeres i romanen, i forholdet mellem Andy Warhol og Valerie Solanas. Den ene huskes i eftertiden som verdensberømt kunstner, den anden som en mere eller mindre ukendt galning. I romanen knyttes de to skæbner til hinanden, den ene har en sølvgrå paryk, den anden en sølvfarvet kappe, de tillægges de samme replikker og i en rørende samtale mellem de to bliver det klart, hvor tæt deres personligheder ligger på hinanden. Spørgsmålet er om de kunne have byttet skæbne.

Også på det formelle plan tematiseres forholdet mellem, hvad der fortælles af hvem. Romanen er fiktion, men den bruger fakta fra virkeligheden, som f.eks. Solanas mordforsøg på Warhol og den efterfølgende retssag.

Sara Stridsbergs tredje roman ”Darling River” fra 2010 (”Darling River”, 2010) har undertitlen ”Doloresvariationer”, og det er faktisk en meget god beskrivelse af både romanens plot og formsprog. Dolores Haze er en karakter, Stridsberg har lånt fra Vladimir Nabokovs kontroversielle roman om pigen af samme navn, bedre kendt som Lolita.

Om Nabokov-inspirationen siger Stridsberg: ”Før jeg læste romanen, vidste jeg for eksempel ikke, at Lolita døde i barselsseng. Der er noget umådelig sørgeligt over at gå direkte fra barndom til graven, og jeg opdagede, at hvis man så på pigen Lolita gennem det begærende blik, så fandtes kun barndommen og døden, intet imellem … Jeg ønskede at skrive den del af Lolitas historie, som ikke findes i bogen. Og så begyndte jeg at skrive med denne roman eller mod den.” (Lise Garsdal: ”Stridsberg: Jeg følte mig beskidt, ækel og grotesk”. Politiken, 2010-09-10).

28388462

Stridsberg undersøger Lolita-figuren fra fire forskellige vinker eller ”Doloresvariationer” om man vil. De fire spor i romanen krydser aldrig hinanden, men deres fortællinger er tematisk tæt forbundet. Den ene historie handler om pigen Lo, kort for Dolores, der om natten kører rundt med sin far omkring floden Darling River og sælger sig selv til mænd, mens hendes far holder vagt. Det andet spor handler om en rastløs fotograf, der har forladt sit barn og mand for at flakke ensom rundt i verden.

Det tredje spor følger Nabokovs Lolita, fra hun slap væk fra Humbert Humbert og til hun dør i barselssengen.

Den fjerde historie handler om gal videnskabsmand, der på sadistisk vis forsøger at lære en abe i fangenskab at tegne. Denne sidste historie er inspireret af Nabokovs egen forklaring på, hvordan han fandt på historien om Lolita: Han hævdede at have læst en artikel om denne videnskabsmand, og at ”Lolita” udsprang fra den historie.

Beckomberga er et psykiatrisk hospital lidt uden for Stockholm. Det stod færdigt i 1935, og op igennem århundredet var det et af Europas største hospitaler for psykiske sygdomme. Beckomberga er også omdrejningspunktet for Sara Stridsbergs fjerde roman af samme navn fra 2014. ”Sommetider har jeg tænkt, at Beckombergas tid faldt sammen med velfærdsstatens tid, 1932-1995.” (s. 410-411) filosoferer pigen Jackie, hvis far Jimmy Darling er patient på hospitalet i 1980’erne.

Med tanke på psykiatriens historie i det 20. århundrede kunne man tro, at romanen var en kritik af velfærdsstatens mørke sider, men typisk for Stridsbergs forfatterskab er hendes ærinde i stedet at give fortællingen tilbage til de personer, der ikke fik en stemme i historiebøgerne: ”Jeg ville skrive en slags appendiks til sindssygehospitalets historie. Selvfølgelig findes der en mørk fortælling om overgreb, men det handlede også om en utopi. En vision. Da Beckomberga blev bygget, var mange syge gemt bort, så det gjaldt om at hive dem frem i lyset og give dem en tilværelse. Hospitalet var både et hjem og et fængsel.” (Lise Garsdal: ”Hun holder med vanviddet”. Politiken, 2014-10-01).

51306708

Vi ser hospitalet og dets patienter igennem teenagepigen Jackies øjne, og her står hendes suicidale far, hans depressive kæreste Sabina, den excentriske læge Edvard og Paul som Jackie forelsker sig i, med deres egen ret og værdighed.  

”Beckomberga” (”Beckomberga”, 2014) har undertitlen ”Ode til min familie”, og eftersom Stridsbergs egen far har været patient på Beckomberga, har der været en del spekulation omkring, hvor meget af romanen der var selvbiografi. Skal man tro forfatteren, er det dog ikke meget, der handler direkte om hende selv. Romanen handler alligevel om en personlig erfaring med at leve med en psykisk syg person tæt inde på livet og at leve med frygten for at sygdommen er gået i arv til en selv: ”Bogen handler om skrækken for selv at falde, når man lever tæt på nogen, der falder. Jeg er meget bange for det, så bogen var også en måde at håndtere min egen skræk på.” (Lise Garsdal: ”Hun holder med vanviddet”. Politiken, 2014-10-01).

Sara Stridsberg fremhæver selv forfattere og musikere som Marguerite Duras, Elfriede Jelinek, Sarah Kane, Courtney Love, Gertrude Stein, Yoko Ono og Billie Holiday som inspirationskilder til sit arbejde.

Stridsbergs sprogtone er hendes helt egen, og der går ofte et stærkt symbolsprog igennem hendes romaner der gør, at hendes formsprog hælder mod noget poetisk snarere end den fortællende prosa. Det er et træk, hun deler med den norske forfatter Hanne Ørstavik og den danske forfatter Christina Hesselholdt.

 Det er ikke et nyt fænomen i litteraturen at gøre brug af virkelige personer som rammen om et ellers fiktivt værk. Især kan Joyce Carol Oates’ roman “Blonde” fra 2000 fremhæves, en fiktiv fortælling om Marilyn Monroes liv. Oates bruger ligesom Stridsberg myten om en offentlig person, men fantaserer ellers frit om, hvordan Monroes liv og barndom har været. Derudover har flere nordiske forfattere skrevet romaner med udgangspunkt i personer fra virkelighedens verden. Det gælder bl.a. Dorrit Willumsens roman “Bang” (1996) om forfatteren Herman Bang, og svenskeren Alexander Ahndoril, der har skrevet om filminstruktøren Ingmar Bergman i sin roman “Regissören” fra 2006, (“Instruktøren” 2007). Det interessante ved Sara Stridsbergs karakterer i denne sammenhæng er, at hendes karakterer ofte ikke er alment kendte personer og to af hendes karakterer er endda bedst kendt for deres relation til en mand. Valerie Solanas er kendt for at have skudt Andy Warhol, og Lolita er kendt for at være blevet begæret af Humbert Humbert.

Sara Stridsbergs karakterer bevæger sig ofte i grænselandet mellem det normale og det sindssyge, hvilket også ses hos den norsk/svenske forfatter Beate Grimsrud. Hendes forfatterskab – f.eks. i ”En dåre fri” ­– orienterer sig ligesom Stridsberg mod erindringen og det psykisk ustabile. Endelig handler svenske Linda Boström Knausgårds debutroman ”Helioskatastrofen” ligesom ”Beckomberga” om en ung pige, hvis liv er præget af en far der er indlagt på psykiatrisk hospital og senere selv indlægges.