Beslægtede forfatterskaber

Sara Stridsberg fremhæver selv forfattere og musikere som Marguerite Duras, Elfriede Jelinek, Sarah Kane, Courtney Love, Gertrude Stein, Yoko Ono og Billie Holiday som inspirationskilder til sit arbejde.

Stridsbergs sprogtone er hendes helt egen, og der går ofte et stærkt symbolsprog igennem hendes romaner der gør, at hendes formsprog hælder mod noget poetisk snarere end den fortællende prosa. Det er et træk, hun deler med den norske forfatter Hanne Ørstavik og den danske forfatter Christina Hesselholdt.

 Det er ikke et nyt fænomen i litteraturen at gøre brug af virkelige personer som rammen om et ellers fiktivt værk. Især kan Joyce Carol Oates’ roman “Blonde” fra 2000 fremhæves, en fiktiv fortælling om Marilyn Monroes liv. Oates bruger ligesom Stridsberg myten om en offentlig person, men fantaserer ellers frit om, hvordan Monroes liv og barndom har været. Derudover har flere nordiske forfattere skrevet romaner med udgangspunkt i personer fra virkelighedens verden. Det gælder bl.a. Dorrit Willumsens roman “Bang” (1996) om forfatteren Herman Bang, og svenskeren Alexander Ahndoril, der har skrevet om filminstruktøren Ingmar Bergman i sin roman “Regissören” fra 2006, (“Instruktøren” 2007). Det interessante ved Sara Stridsbergs karakterer i denne sammenhæng er, at hendes karakterer ofte ikke er alment kendte personer og to af hendes karakterer er endda bedst kendt for deres relation til en mand. Valerie Solanas er kendt for at have skudt Andy Warhol, og Lolita er kendt for at være blevet begæret af Humbert Humbert.

Sara Stridsbergs karakterer bevæger sig ofte i grænselandet mellem det normale og det sindssyge, hvilket også ses hos den norsk/svenske forfatter Beate Grimsrud. Hendes forfatterskab – f.eks. i ”En dåre fri” ­– orienterer sig ligesom Stridsberg mod erindringen og det psykisk ustabile. Endelig handler svenske Linda Boström Knausgårds debutroman ”Helioskatastrofen” ligesom ”Beckomberga” om en ung pige, hvis liv er præget af en far der er indlagt på psykiatrisk hospital og senere selv indlægges.