Beate Grimsrud

Beate Grimsrud blev født i Norge i 1963 og voksede op i Oslo-forstaden Bærum. I 1984 kom hun til Sverige for at gå på forfatterlinjen på højskolen Biskops Arnö. Efterfølgende arbejdede hun i Sverige, og var bosiddende i Stockholm indtil sin død i sommeren 2020. Hun debuterede i 1989 med novellesamlingen ”Det fins grenser for hva jeg ikke forstår” og hendes gennembrudsroman ”At smyge forbi en økse” kom på norsk i 1998 og året efter på svensk.

Grimsrud skrev alle sine bøger på både norsk og svensk. Om at veksle mellem sprogene fortalte hun: ”Den første bog var på norsk, og senere oversatte jeg den selv. Nej, jeg har ingen problemer med at skifte mellem sprogene. Måske skyldes det, at jeg er ordblind, jeg var ligesom vant til, at det altid blev forkert og derfor tager jeg det lidt lettere.” (Ingela af Geijerstam: Jag är duktig på att göra ingenting. Albert Bonniers Förlag, 2002. Egen oversættelse).

Grimsrud skrev gennem sit forfatterskab både romaner, noveller og børnebøger, og sideløbende med sin skønlitterære virksomhed arbejdede hun med teater, fjernsyn og film. Hun har været regissør på en tv-dokumentar og en kortfilm om kvindeboksning, som var hendes store lidenskab. Selv udtalte hun om at skifte mellem mange og forskellige genrer: ”Jeg holder af alle mine bøger, men har ikke tænkt mig at skrive så mange. Den følelse havde jeg allerede efter den første bog, det bliver ikke til dusinvis af bøger. Jeg må tage mig af hver og én. Derfor passer vekselvirkningen mig fint, at variere mellem at skrive dramatik og prosa.” (Ingela af Geijerstam: Jag är duktig på att göra ingenting. Albert Bonniers Förlag, 2002. Egen oversættelse).

De fleste af Beate Grimsruds bøger har et element af selvbiografi over sig, og der er mange direkte referencer til hendes eget liv. Det planter en tvivl hos læseren om grænsen mellem fiktion og fakta, og modtagelsen af hendes bøger har ofte været centreret om denne bevægelse.

Beate Grimsrud døde som 57-årig efter flere års kræftsygdom i juli 2020, kort tid efter at have udgivet sin sidste roman, ”Jeg foreslår, at vi vågner”, der netop handler om en kræftsyg kvinde. Bogen blev efter hendes død tildelt den norske litteraturpris Brageprisen, og en del af juryens begrundelse lød: ”Gennem hele forfatterskabet har Grimsrud skabt sprælske, uforudsigelige romaner som kendetegnes af legende tankespring, originale refleksioner og humoristisk overskud, selv når det handler om dybt alvorlige ting (…) Fortællerstemmen byder på en veludviklet sans for humor, selv når det ser allermørkest ud, og mellem linjerne bliver alt fra gamle eventyr til ibsenske karakterskikkelser brugt til at skabe klang og fylde.” (Brageprisen.no, egen oversættelse).

Romanen ”Å smyge forbi en yks” fra 1998 (”At smyge forbi en økse”, 1999) må anses som Beate Grimsruds gennembrud. Romanen er en barndomsskildring, og i kraft af sin karakterfulde særegenhed og følsomme erindringsbilleder har den dannet skole inden for barndomsskildringer og er på sin vis blevet Grimsruds varemærke. Sat sammen af mange små fragmenter af en barndom bliver romanen et kludetæppe af oplevelser set fra den lille Lydias synspunkt.

Lydia har seks søskende og nogle forældre, der er svære at blive kloge på og få opmærksomhed fra. Bogens første sekvens er en erindring om at sidde på sin fars stærke skuldre på nationaldagen. Den næste sekvens er treårige Lydia, der går rundt i huset og leder efter sin mor. En indre stemme befaler hende at lede i væggene, ikke kun på væggene, men ingen steder finder hun sin mor. Her lægges kimen til forfatterskabets senere fortællinger om stemmer i hovedet og en uforløst søgen efter mor, sit ophav.
Det familieportræt, der tegnes i romanen, skildrer en familie, der ikke lever op til almindelige normer og forpligtelser. Familiens søndagsudflugt går til lossepladsen, børnene passer i høj grad sig selv, og faderen hugger mad fra ungerne hen over aftensbordet. Lydia fortæller, at hendes mor og far bor et andet sted, og historierne emmer af omsorgssvigt. Allerede som helt lille finder hun smutveje til at overleve i sin mærkelige familie: med sit fantasiviskelæder kan hun viske sine forældre ud. Udover at fortælle og viske sig ud af virkeligheden flygter hun ind i sportens verdens med fodbold, skiløb og løbetræning, hvor hun har store talenter.

Synsvinklen skifter mellem at tilhøre Lydia, der i 1. person fortæller om sine oplevelser og en 3.-personsfortæller, der har adgang til Lydias hoved. Sympatien er hos Lydia, der på sin egen naive måde giver læseren forklaringer på, hvorfor hun af og til ramler ud af virkeligheden. Som hun selv siger det: ”Jeg, Lydia, er både den der fortæller og den der fortælles om.” (s. 8).

Det ligefremme sprog har en evne til at videregive stærke oplevelser i et enkelt og barnligt udtryk. Grimsrud får barnets verden til at fremstå lysende klar for den voksne læser ved præcist og sansemættet at gengive de enkeltdele, der udgør et barns virkelighed.
”At smyge forbi en økse” er en detaljeret og personlig barndomsskildring. Der står ingen steder, at det er en selvbiografi, men Grimsrud siger selv om inspirationen til romanen: ”Da jeg arbejdede med ”Å smyge forbi en øks”, var det som at åbne en luge. Jeg havde ikke tænkt at skrive om barndom, men stoffet kom bare til mig. Jeg skrev historien, billede for billede. Det er klart, der er en bid af mig der. Jeg bruger af min fantasi og mine tanker, men jeg skriver ikke retsprotokoller.” (Bente Frøytlog: En slående kandidat. Dagbladet, 2000-01-24. Egen oversættelse).