Daniel Sjölin

Daniel Sjölin er født og opvokset i Stockholm, hvor samtlige romaner ”Oron bror”, ”Personliga pronomen” og ”Verdens sidste roman” også udspiller sig, når de ikke slet og ret foregår i Sjölins eget suggestive tankeunivers. Idag er forfatteren fortsat bosat i Stockholm, på Kungsholmen, sammen med sin kone og lille datter.

I kraft af sin egenskab af studievært på det anerkendte svenske litteraturprogram Babel, er Daniel Sjölin allerede et kendt ansigt i den svenske litterære offentlighed og i et interview til SvD Digitala Medier har Sjölin præcist formuleret sit syn på henholdsvis værtsrollen og forfattergerningen: ”I "Babel" handlar min roll om att göra allt så enkelt och tydligt som möjligt, när jag skriver vill jag göra allt så knepigt och konstigt som möjligt”. (Interview i SvD 07-08-01).

Foruden værtsrollen og det skønlitterære virke har forfatteren endvidere markeret sig som redaktør på tidsskriftet Lyrikvännen, kritiker på blandt andet Svenska Dagbladet, samt underviser i kreativ skrivning.

Med den stort anlagte udgivelse med den ambitiøse titel ”Verdens sidste roman” har Sjölin for alvor fået sit store litterære gennembrud, og bogen har vakt en intens interesse og debat i den svenske offentlighed, hvor flere kritikere har noteret sig forfatterens sproglige sensibilitet og semibiografiske bekendelser i det udvidede biografiske felt, som blandt andet er blevet kendt under betegnelser som ’performativ biografisme’ og ’autofiktion’. Begge prædikater illustrerer en vekselvirkning mellem fiktionen og dokumentarismen i et tiltagende spændingsfelt, som sætter identiteten mellem forfatter og fortæller til diskussion.

Daniel Sjölin debuterede i sommeren 2002 med romanen ”Oron bror” (ikke oversat til dansk), som er et insisterende forsøg på at indkredse fortællerens vekslende og urolige barndomserindringer i forunderlig øjenhøjde med barnet selv. To brødre mødes i voksenalderen, hvor romanens fortæller, den yngste bror, tager på en retrospektiv rejse tilbage til barndommens landskab, og personlige minder, mysterier og monstre melder deres pludselige ankomst i den boblende erindring.

Ved atypisk at lade fortælleren omtale sig selv ved at gøre brug af pronomenet ”man” istedet for det vanlige ”jeg” eller ”han”, lykkes det på subtil fortælleteknisk vis Daniel Sjölin at illustrere det subjektløse og fremmedgørende i barnets tidlige oplevelser og erfaringer. Romanen er fortalt i et magisk, surrealistisk, men også foruroligende toneleje, som gentager sig i Sjölins senere værker, lige som det også er tilfældet med den hårfine grænse mellem realitetssans og mærkværdige associationer isoleret fra virkelighedens letgenkendelige verden. Og så vidner det knitrende poetiske sprog om en kompromisløs forfatter, som nægter at lade lyrikken underordne sig de traditionelle prosaiske handlingsmønstre.