Daniel Sjölin debuterede i sommeren 2002 med romanen ”Oron bror” (ikke oversat til dansk), som er et insisterende forsøg på at indkredse fortællerens vekslende og urolige barndomserindringer i forunderlig øjenhøjde med barnet selv. To brødre mødes i voksenalderen, hvor romanens fortæller, den yngste bror, tager på en retrospektiv rejse tilbage til barndommens landskab, og personlige minder, mysterier og monstre melder deres pludselige ankomst i den boblende erindring.
Ved atypisk at lade fortælleren omtale sig selv ved at gøre brug af pronomenet ”man” istedet for det vanlige ”jeg” eller ”han”, lykkes det på subtil fortælleteknisk vis Daniel Sjölin at illustrere det subjektløse og fremmedgørende i barnets tidlige oplevelser og erfaringer. Romanen er fortalt i et magisk, surrealistisk, men også foruroligende toneleje, som gentager sig i Sjölins senere værker, lige som det også er tilfældet med den hårfine grænse mellem realitetssans og mærkværdige associationer isoleret fra virkelighedens letgenkendelige verden. Og så vidner det knitrende poetiske sprog om en kompromisløs forfatter, som nægter at lade lyrikken underordne sig de traditionelle prosaiske handlingsmønstre.