Romanen ”Å smyge forbi en yks” fra 1998 (”At smyge forbi en økse”, 1999) må anses som Beate Grimsruds gennembrud. Romanen er en barndomsskildring, og i kraft af sin karakterfulde særegenhed og følsomme erindringsbilleder har den dannet skole inden for barndomsskildringer og er på sin vis blevet Grimsruds varemærke. Sat sammen af mange små fragmenter af en barndom bliver romanen et kludetæppe af oplevelser set fra den lille Lydias synspunkt.
Lydia har seks søskende og nogle forældre, der er svære at blive kloge på og få opmærksomhed fra. Bogens første sekvens er en erindring om at sidde på sin fars stærke skuldre på nationaldagen. Den næste sekvens er treårige Lydia, der går rundt i huset og leder efter sin mor. En indre stemme befaler hende at lede i væggene, ikke kun på væggene, men ingen steder finder hun sin mor. Her lægges kimen til forfatterskabets senere fortællinger om stemmer i hovedet og en uforløst søgen efter mor, sit ophav.
Det familieportræt, der tegnes i romanen, skildrer en familie, der ikke lever op til almindelige normer og forpligtelser. Familiens søndagsudflugt går til lossepladsen, børnene passer i høj grad sig selv, og faderen hugger mad fra ungerne hen over aftensbordet. Lydia fortæller, at hendes mor og far bor et andet sted, og historierne emmer af omsorgssvigt. Allerede som helt lille finder hun smutveje til at overleve i sin mærkelige familie: med sit fantasiviskelæder kan hun viske sine forældre ud. Udover at fortælle og viske sig ud af virkeligheden flygter hun ind i sportens verdens med fodbold, skiløb og løbetræning, hvor hun har store talenter.
Synsvinklen skifter mellem at tilhøre Lydia, der i 1. person fortæller om sine oplevelser og en 3.-personsfortæller, der har adgang til Lydias hoved. Sympatien er hos Lydia, der på sin egen naive måde giver læseren forklaringer på, hvorfor hun af og til ramler ud af virkeligheden. Som hun selv siger det: ”Jeg, Lydia, er både den der fortæller og den der fortælles om.” (s. 8).
Det ligefremme sprog har en evne til at videregive stærke oplevelser i et enkelt og barnligt udtryk. Grimsrud får barnets verden til at fremstå lysende klar for den voksne læser ved præcist og sansemættet at gengive de enkeltdele, der udgør et barns virkelighed.
”At smyge forbi en økse” er en detaljeret og personlig barndomsskildring. Der står ingen steder, at det er en selvbiografi, men Grimsrud siger selv om inspirationen til romanen: ”Da jeg arbejdede med ”Å smyge forbi en øks”, var det som at åbne en luge. Jeg havde ikke tænkt at skrive om barndom, men stoffet kom bare til mig. Jeg skrev historien, billede for billede. Det er klart, der er en bid af mig der. Jeg bruger af min fantasi og mine tanker, men jeg skriver ikke retsprotokoller.” (Bente Frøytlog: En slående kandidat. Dagbladet, 2000-01-24. Egen oversættelse).