beate grimsrud
Foto: Henrik Gowers Lindal

Beate Grimsrud

Artikel type
voksne
cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2011. Opdateret 2016.
Top image group
beate grimsrud
Foto: Henrik Gowers Lindal
Main image
Grimsrud, Beate

Den norsk-svenske forfatter, dramatiker og regissør Beate Grimsrud har med personlige og sansemættede romaner skabt sin helt egen stemme i skandinavisk litteratur. I nuancerede portrætter af mennesker, der lever på kanten af det normale samfund, har hun givet mæle til en gruppe, der ellers sjældent bliver hørt. Grimsrud har med sine værker sat nye standarder for barndomsskildringer og giver et enestående indblik i, hvordan det er at leve med psykisk sygdom

52535859

 

Blå bog

Født: 28. april 1963 i Bærum, Norge.

Uddannelse: Forfatter, dramatiker og regissør.

Debut: Det fins grenser for hva jeg ikke forstår. Cappelen Damm, 1990. Noveller.

Litteraturpriser: Sveriges Radios Romanpris, 2000. Aftonbladets litteraturpris, 2002. P2-lytternes romanpris, 2007. Kritikerprisen, 2010. Sveriges Radios Romanpris, 2011.

Seneste udgivelse: Evighedsbørnene. Gyldendal, 2016 (Evighetsbarna, 2015). Oversat af Jesper Klint Kistorp. Roman.

Inspiration: Clarice Lispector.

 

 

Beate Grimsrud

Baggrund

”Siri ligger på ryggen, kan ikke få tankerne væk fra maven. De siger at der er tomt derinde. Hendes barn har gjort sig usynligt for ultralyd og røntgen. Men hun ser det. Lægernes ord runger. Forkert udtryk i forkert ansigt. Men hun diskuterer ikke sit livs vigtigste begivenhed med halvhjerner. Børn kommer fra et sted de har glemt. Hendes kommer fra Indien. Hun hører barnets stemme i sit hjerte.”

”Evighedsbørnene”, s. 34.

Beate Grimsrud blev født i Norge i 1963 og voksede op i Oslo-forstaden Bærum. I 1984 kom hun til Sverige for at gå på forfatterlinjen på højskolen BiskopsArnö. Siden da har hun boet og arbejdet i Sverige og er i dag bosiddende i Stockholm. Hun debuterede i 1989 på svensk med novellesamlingen ”Det fins grenser for hva jeg ikke forstår” og hendes gennembrudsroman ”At smyge forbi en økse” kom på norsk i 1998 og året efter på svensk.

Grimsrud skriver alle sine bøger på både norsk og svensk. Om at veksle mellem sprogene siger hun: ”Den første bog var på norsk, og senere oversatte jeg den selv. Nej, jeg har ingen problemer med at skifte mellem sprogene. Måske skyldes det, at jeg er ordblind, jeg var ligesom vant til, at det altid blev forkert og derfor tager jeg det lidt lettere.” (Ingela af Geijerstam: Jag är duktig på att göra ingenting. Albert Bonniers Förlag, 2002. Egen oversættelse).

Grimsrud har igennem de seneste 20 år både skrevet romaner, noveller og børnebøger, og sideløbende med sin skønlitterære virksomhed har hun arbejdet med teater, fjernsyn og film. Hun har været regissør på en tv-dokumentar og en kortfilm om kvindeboksning, som er hendes store lidenskab. Selv fortæller hun om at skifte mellem mange og forskellige genrer: ”Jeg holder af alle mine bøger, men har ikke tænkt mig at skrive så mange. Den følelse havde jeg allerede efter den første bog, det bliver ikke til dusinvis af bøger. Jeg må tage mig af hver og én. Derfor passer vekselvirkningen mig fint, at variere mellem at skrive dramatik og prosa.” (Ingela af Geijerstam: Jag är duktig på att göra ingenting. Albert Bonniers Förlag, 2002. Egen oversættelse).

De fleste af Beate Grimsruds bøger har et element af selvbiografi over sig, og der er mange direkte referencer til hendes eget liv. Det planter en tvivl hos læseren om grænsen mellem fiktion og fakta, og modtagelsen af hendes bøger har ofte været centreret om denne bevægelse.

Dette portræt tager udgangspunkt i de norske udgaver af Grimsruds værker, i de tilfælde, hvor de ikke er oversat til dansk.

At smyge forbi en økse

”Alle mine søskende er mine søskende, men Anders er min rigtige rigtige bror, det blev bestemt for længe siden. Det er mig der bestemmer. Rakel, min storesøster, sagde engang da jeg kun var tre år: Men vi kan vel dele ham. Jeg skreg: Nej, Anders er min bror. Men hun fortsatte: Vi kan vel dele Anders, han er jo bror til os begge to.
”At smyge forbi en økse”, s. 9.

Romanen ”Å smyge forbi en yks” fra 1998 (”At smyge forbi en økse”, 1999) må anses som Beate Grimsruds gennembrud. Romanen er en barndomsskildring, og i kraft af sin karakterfulde særegenhed og følsomme erindringsbilleder har den dannet skole inden for barndomsskildringer og er på sin vis blevet Grimsruds varemærke. Sat sammen af mange små fragmenter af en barndom bliver romanen et kludetæppe af oplevelser set fra den lille Lydias synspunkt.

Lydia har seks søskende og nogle forældre, der er svære at blive kloge på og få opmærksomhed fra. Bogens første sekvens er en erindring om at sidde på sin fars stærke skuldre på nationaldagen. Den næste sekvens er treårige Lydia, der går rundt i huset og leder efter sin mor. En indre stemme befaler hende at lede i væggene, ikke kun på væggene, men ingen steder finder hun sin mor. Her lægges kimen til forfatterskabets senere fortællinger om stemmer i hovedet og en uforløst søgen efter mor, sit ophav.

Det familieportræt, der tegnes i romanen, skildrer en familie, der ikke lever op til almindelige normer og forpligtelser. Familiens søndagsudflugt går til lossepladsen, børnene passer i høj grad sig selv, og faderen hugger mad fra ungerne henover aftensbordet. Lydia fortæller, at hendes mor og far bor et andet sted, og historierne emmer af omsorgssvigt. Allerede som helt lille finder hun smutveje til at overleve i sin mærkelige familie: med sit fantasiviskelæder kan hun viske sine forældre ud. Udover at fortælle og viske sig ud af virkeligheden flygter hun ind i sportens verdens med fodbold, skiløb og løbetræning, hvor hun har store talenter.

Synsvinklen skifter mellem at tilhøre Lydia, der i 1. person fortæller om sine oplevelser og en 3.-personsfortæller, der har adgang til Lydias hoved. Sympatien er hos Lydia, der på sin egen naive måde giver læseren forklaringer på, hvorfor hun af og til ramler ud af virkeligheden. Som hun selv siger det: ”Jeg, Lydia, er både den der fortæller og den der fortælles om.” (s. 8).

Det ligefremme sprog har en evne til at videregive stærke oplevelser i et enkelt og barnligt udtryk. Grimsrud får barnets verden til at fremstå lysende klar for den voksne læser ved præcist og sansemættet at gengive de enkeltdele, der udgør et barns virkelighed.

”At smyge forbi en økse” er en detaljeret og personlig barndomsskildring. Der står ingen steder, at det er en selvbiografi, men Grimsrud siger selv om inspirationen til romanen: ”Da jeg arbejdede med ”Å smyge forbi en øks”, var det som at åbne en luge. Jeg havde ikke tænkt at skrive om barndom, men stoffet kom bare til mig. Jeg skrev historien, billede for billede. Det er klart, der er en bid af mig der. Jeg bruger af min fantasi og mine tanker, men jeg skriver ikke retsprotokoller.” (Bente Frøytlog: En slående kandidat. Dagbladet, 2000-01-24. Egen oversættelse).