beate grimsrud
Foto: Henrik Gowers Lindal

Beate Grimsrud

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2011. Opdateret 2016.
Top image group
beate grimsrud
Foto: Henrik Gowers Lindal
Main image
Grimsrud, Beate
Foto: Forlaget Batzer

Indledning

Den norsk-svenske forfatter, dramatiker og regissør Beate Grimsrud har med personlige og sansemættede romaner skabt sin helt egen stemme i skandinavisk litteratur. I nuancerede portrætter af mennesker, der lever på kanten af det normale samfund, har hun givet mæle til en gruppe, der ellers sjældent bliver hørt. Grimsrud har med sine værker sat nye standarder for barndomsskildringer og giver et enestående indblik i, hvordan det er at leve med psykisk sygdom.

 

52535859

Blå bog

Født: 28. april 1963 i Bærum, Norge.

Uddannelse: Forfatter, dramatiker og regissør.

Debut: Det fins grenser for hva jeg ikke forstår. Cappelen Damm, 1990. Noveller.

Litteraturpriser: Sveriges Radios Romanpris, 2000. Aftonbladets litteraturpris, 2002. P2-lytternes romanpris, 2007. Kritikerprisen, 2010. Sveriges Radios Romanpris, 2011.

Seneste udgivelse: Evighedsbørnene. Gyldendal, 2016 (Evighetsbarna, 2015). Oversat af Jesper Klint Kistorp. Roman.

Inspiration: Clarice Lispector.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Siri ligger på ryggen, kan ikke få tankerne væk fra maven. De siger at der er tomt derinde. Hendes barn har gjort sig usynligt for ultralyd og røntgen. Men hun ser det. Lægernes ord runger. Forkert udtryk i forkert ansigt. Men hun diskuterer ikke sit livs vigtigste begivenhed med halvhjerner. Børn kommer fra et sted de har glemt. Hendes kommer fra Indien. Hun hører barnets stemme i sit hjerte.”

”Evighedsbørnene”, s. 34.

Beate Grimsrud blev født i Norge i 1963 og voksede op i Oslo-forstaden Bærum. I 1984 kom hun til Sverige for at gå på forfatterlinjen på højskolen BiskopsArnö. Siden da har hun boet og arbejdet i Sverige og er i dag bosiddende i Stockholm. Hun debuterede i 1989 på svensk med novellesamlingen ”Det fins grenser for hva jeg ikke forstår” og hendes gennembrudsroman ”At smyge forbi en økse” kom på norsk i 1998 og året efter på svensk.

Grimsrud skriver alle sine bøger på både norsk og svensk. Om at veksle mellem sprogene siger hun: ”Den første bog var på norsk, og senere oversatte jeg den selv. Nej, jeg har ingen problemer med at skifte mellem sprogene. Måske skyldes det, at jeg er ordblind, jeg var ligesom vant til, at det altid blev forkert og derfor tager jeg det lidt lettere.” (Ingela af Geijerstam: Jag är duktig på att göra ingenting. Albert Bonniers Förlag, 2002. Egen oversættelse).

Grimsrud har igennem de seneste 20 år både skrevet romaner, noveller og børnebøger, og sideløbende med sin skønlitterære virksomhed har hun arbejdet med teater, fjernsyn og film. Hun har været regissør på en tv-dokumentar og en kortfilm om kvindeboksning, som er hendes store lidenskab. Selv fortæller hun om at skifte mellem mange og forskellige genrer: ”Jeg holder af alle mine bøger, men har ikke tænkt mig at skrive så mange. Den følelse havde jeg allerede efter den første bog, det bliver ikke til dusinvis af bøger. Jeg må tage mig af hver og én. Derfor passer vekselvirkningen mig fint, at variere mellem at skrive dramatik og prosa.” (Ingela af Geijerstam: Jag är duktig på att göra ingenting. Albert Bonniers Förlag, 2002. Egen oversættelse).

De fleste af Beate Grimsruds bøger har et element af selvbiografi over sig, og der er mange direkte referencer til hendes eget liv. Det planter en tvivl hos læseren om grænsen mellem fiktion og fakta, og modtagelsen af hendes bøger har ofte været centreret om denne bevægelse.

Dette portræt tager udgangspunkt i de norske udgaver af Grimsruds værker, i de tilfælde, hvor de ikke er oversat til dansk.

At smyge forbi en økse

”Alle mine søskende er mine søskende, men Anders er min rigtige rigtige bror, det blev bestemt for længe siden. Det er mig der bestemmer. Rakel, min storesøster, sagde engang da jeg kun var tre år: Men vi kan vel dele ham. Jeg skreg: Nej, Anders er min bror. Men hun fortsatte: Vi kan vel dele Anders, han er jo bror til os begge to.
”At smyge forbi en økse”, s. 9.

Romanen ”Å smyge forbi en yks” fra 1998 (”At smyge forbi en økse”, 1999) må anses som Beate Grimsruds gennembrud. Romanen er en barndomsskildring, og i kraft af sin karakterfulde særegenhed og følsomme erindringsbilleder har den dannet skole inden for barndomsskildringer og er på sin vis blevet Grimsruds varemærke. Sat sammen af mange små fragmenter af en barndom bliver romanen et kludetæppe af oplevelser set fra den lille Lydias synspunkt.

Lydia har seks søskende og nogle forældre, der er svære at blive kloge på og få opmærksomhed fra. Bogens første sekvens er en erindring om at sidde på sin fars stærke skuldre på nationaldagen. Den næste sekvens er treårige Lydia, der går rundt i huset og leder efter sin mor. En indre stemme befaler hende at lede i væggene, ikke kun på væggene, men ingen steder finder hun sin mor. Her lægges kimen til forfatterskabets senere fortællinger om stemmer i hovedet og en uforløst søgen efter mor, sit ophav.

Det familieportræt, der tegnes i romanen, skildrer en familie, der ikke lever op til almindelige normer og forpligtelser. Familiens søndagsudflugt går til lossepladsen, børnene passer i høj grad sig selv, og faderen hugger mad fra ungerne henover aftensbordet. Lydia fortæller, at hendes mor og far bor et andet sted, og historierne emmer af omsorgssvigt. Allerede som helt lille finder hun smutveje til at overleve i sin mærkelige familie: med sit fantasiviskelæder kan hun viske sine forældre ud. Udover at fortælle og viske sig ud af virkeligheden flygter hun ind i sportens verdens med fodbold, skiløb og løbetræning, hvor hun har store talenter.

Synsvinklen skifter mellem at tilhøre Lydia, der i 1. person fortæller om sine oplevelser og en 3.-personsfortæller, der har adgang til Lydias hoved. Sympatien er hos Lydia, der på sin egen naive måde giver læseren forklaringer på, hvorfor hun af og til ramler ud af virkeligheden. Som hun selv siger det: ”Jeg, Lydia, er både den der fortæller og den der fortælles om.” (s. 8).

Det ligefremme sprog har en evne til at videregive stærke oplevelser i et enkelt og barnligt udtryk. Grimsrud får barnets verden til at fremstå lysende klar for den voksne læser ved præcist og sansemættet at gengive de enkeltdele, der udgør et barns virkelighed.

”At smyge forbi en økse” er en detaljeret og personlig barndomsskildring. Der står ingen steder, at det er en selvbiografi, men Grimsrud siger selv om inspirationen til romanen: ”Da jeg arbejdede med ”Å smyge forbi en øks”, var det som at åbne en luge. Jeg havde ikke tænkt at skrive om barndom, men stoffet kom bare til mig. Jeg skrev historien, billede for billede. Det er klart, der er en bid af mig der. Jeg bruger af min fantasi og mine tanker, men jeg skriver ikke retsprotokoller.” (Bente Frøytlog: En slående kandidat. Dagbladet, 2000-01-24. Egen oversættelse).

 

Søvnens lekkasje

”Å sovne er som å lekke, tenker jeg. Det som holder en innenfor rammen for det man er, gir opp og man flyter ut, utvides og utvides som selve universet. Til man bliv hentet hjem av oppvåkningen.
”Søvnens lekkajse”, s. 6.

I Beate Grimsruds roman fra 2007, ”Søvnens lekkasje”, undersøger hun grænserne mellem drøm og virkelighed, søvn og vågen. Som titlen antyder kan søvnen lække og give plads til alt det, der befinder sig i det underbevidste. I korte tekststykker møder vi hovedpersonen, en unavngiven forfatter, i skiftevis drømmende og vågen tilstand, ofte lige på grænsen mellem de to tilstande. Det er uklart, hvad der er drøm, og hvad der er en meget fantasifuld udgave af virkeligheden. En genkommende scene i romanen er forfatteren, der ligger i sin seng med sin højre hånd liggende udstrakt for at fange, hvad natten og drømmene måtte lægge i hendes hånd, klar til at blive til en fortælling om morgenen.

Det litterære stof findes i det underbevidste, og forfatteren bliver et medium for sin egen dulgte inspiration. Episoderne i romanen er befolket af jeg-fortælleren og et du, der er fortællerens ven. Derudover optræder en række aparte figurer som matematikeren Strengteoretikeren, en meget høj kvinde ved navn den Høye og Anders, der er romanfigur fra en af forfatterens tidligere romaner. Dertil kommer navngivne figurer fra litteraturhistorien: Sisyfos, Den navnløse forfatter fra Knut Hamsuns ”Sult” og Rodja Raskolnikov fra Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”. Alle karaktererne går i aktiv dialog med fortælleren, hvilket giver hele romanen karakter af et drømmende og fiktivt univers. 

Romanen er en undersøgelse af de flydende grænser mellem bevidstheder, men i lige så høj grad et studie i romankarakterer og deres måde at optræde på i litteraturen. Kan de gå i dialog med hinanden? Trækkes de op af forfatteren, som når man rejser et skib i en flaske? Har de egen fri vilje? ”Søvnens lekkasje” er et intellektuelt og vidende værk, der også indlemmer barnet og den uvidendes spørgende tilgang til verden. Samtidig er der en samfundskritisk brod i romanen, som ud fra de vedholdende telefonsælgere, der vil prakke den halvsovende fortæller gratis trusser og naturmedicin på, retter en hvas kritik af forbrugersamfundet, hvor du kun er til, hvis du forbruger. Grimsruds humoristiske side kommer særligt til udtryk i disse kritiske sekvenser.

Fortælleren indleder romanen med sætningen ”Jeg er forfatter. Det er ikke et yrke. Det er et liv.” og afslutter med samme. Forfatterskabets kredsen om forholdet mellem liv og kunst er rammen for denne særegne, men meget typiske Grimsrud-roman.

En dåre fri

”Og jeg som har fått Emil også. En som leker og som har lovet å hjælpe meg å unngå døden. Jeg kommer til å trenge masse tid til å være sammen med dem. Marit sier noe samtidig som både Emil og Espen prater."
”En dåre fri”, s. 62.

Beate Grimsruds seneste roman ”En dåre fri” fra 2010 (”En dåre fri”, 2011), er en jeg-fortælling om forfatteren Eli, der ikke kun skal administrere sin egen stemme, men også de drengestemmer, der siden barndommen har befolket hendes hoved. Den første, Espen, indfandt sig, da seksårige Eli var midt i et teaterstykke om den norske eventyrfigur Espen Askeladd. Den rørstrømske og følsomme Espen blev siden fulgt af energiske Emil, aggressive Erik og stilige prins Eugen, og de overtager på skift magten over Elis handlinger.

28811659

Romanen skifter mellem en nutid, hvor forfatteren med hjælp fra sin terapeut Jonatan kæmper for at opretholde en hverdag og erindringsglimt fra hele forfatterens liv. Barndommen med fire søskende og to fjerne forældre sætter spor i den lille Eli, der gennem livet er en outsider, elskelig men utilregnelig. I krydsklip følger vi Elis opvækst, bosættelsen i Sverige, forfatterdrømmen, der trods svær ordblindhed bliver til virkelighed, og ikke mindst skildringer af utallige og langvarige indlæggelser på psykiatriske afdelinger. Det fremgår af indsatte patientjournaler, at Eli er psykotisk, suicidal og skizofren, og i flere perioder er hun tungt medicineret og ude af stand til at tackle virkeligheden.

Som portræt af en både skabende og destruktiv kunstner bliver ”En dåre fri” et forsvarsskrift for de syge og utilpassede. Det er et stort tabu, Grimsrud tager op, særligt fordi romanen mere end antyder, at oplevelserne er selvoplevede. Romanens omtalte værker stemmer overens med Grimsruds egne værker, og flere faktuelle begivenheder kan også henvises til forfatterens eget liv. Det gør ikke af sig selv romanen til en selvbiografi, men til en roman med selvbiografiske træk, der efterlader læseren i en sund tvivl om værkets autenticitet. ”En dåre fri” er en roman om kunst og galskab, om at balancere på kanten af samfundet og tæmme sine indre dæmoner. Men også om at lade dæmonerne rase, så kunsten kan få frit spil.

 

Evighedsbørnene

”Det er dem det vrimler med, som jeg er stiktosset på. Man bliver nødt til at omgås dem, man støder på dem overalt. De gifte, mødrene, fædrene, de heteroseksuelle, de mentalt raske. Man bliver ganske enkelt træt. Der er ganske enkelt for mange af dem. De mørklægger, overtager og dækker virkeligheden.”

”Evighedsbørnene”, s. 148-49.

Bydelen Södermalm i Stockholm er ramme for Beate Grimsruds roman ”Evighetsbarna” fra 2015 (”Evighedsbørnene”, 2016), der er en opbrudt fortælling om fire lidt aparte voksne og en helt særlig kat.

Siri er netop kommet hjem fra jordomrejse og er gravid med stor mave. Lægerne kan dog ikke se noget barn på ultralydsscanningerne, så Siri indlægges på psykiatrisk hospital, hvor hun opholder sig, til maven er skrumpet ind igen. Hun arbejder i sin genbrugsbutik og mødes med sin amerikanske veninde, elskerinden Louise, der kæmper med selvskade og shoppetrang. André arbejder som anæstesisygeplejerske og bor med sin elskede kat Kassandra, som han taler med og bærer rundt på skulderen. På hospitalet har han mødt Tomas, der er bange for mennesker og forandringer, og som har forkastet sine drømme om at blive kunstfotograf og nu ernærer sig som sygehusfotograf.

52535859

Fælles for de fire er, at de har svært ved at blive voksne: ”Som voksen kan man gøre som man vil. Men det vil man ikke altid.” (s. 160), som der står. De hænger fast i drømme og forestillinger om det rigtige liv, de har komplicerede relationer til deres forældre (som har svært ved at give slip på deres børn), og deres kærlighedsforhold er mærkeligt indestængte. Andrés kærlighed til katten Kassandra er ubetinget som til et barn, og undervejs gestalter katten sig som kvinde for ham. I det hele taget diskuterer romanen, hvad forskellen på dyr og menneske er, og hvordan identitet altid er betinget af, hvem man sammenligner sig med – ”Hvis jeg vælger Kina, kan jeg få lov til at føle mig høj”, som Siris meget lave mor konstaterer (s. 130) – og hvad gældende normer er.

Samfundsrelaterede emner som overforbrug, ulighed, deleøkonomi, lukkede grænser, flygtningekrise, affaldssortering og klimakrise vendes i romanen lige som fokus på skønhed, indre dæmoner, psykiatri og retten til at bestemme, hvem der er anderledes, er centralt.

”Evighedsbørnene” er et portræt af fire skrøbelige og ensomme storbymennesker, der kommer gennem tilværelsen, som de bedst kan. De lever i udkanten af, hvad samfundet forventer, men hvem bestemmer egentlig, hvad der er normalt? Hvorfor skal man have børn? Hvornår er man voksen?

Drøm, virkelighed og fantasi vikles sammen, og det er ikke altid til at afgøre, om karakterernes virkelighedsopfattelse er funderet i deres egen eller en fælles virkelighed.

 

Genrer og tematikker

Beate Grimsruds romaner har deres helt egen stemme. Fortællingerne, der hellere end at følge et lineært, fremadskridende handlingsspor, er opbrudte og fragmentariske, drevet frem af tableauer og episoder. Der veksles mellem tider, mellem synsvinkler og mellem genkendelig virkelighed og fantasi eller drøm. På trods af de mange skift i udtryk er værkerne holdt sammen af den sproglige tone, der kendetegner Grimsruds værker. En stor detaljerigdom samt bemærkelsesværdige billeder skabt af komprimerede og præcise sætninger gør hendes værker til fængslende billedalbums med personligt aftryk.

Gennem forfatterskabet går mange temaer og episoder igen, og helt ned på sætningsniveau er der gentagelser bøgerne imellem. Værkerne er tæt knyttet til hinanden og skriver videre på hinanden.

Et genkommende tema er at skrive, at genfortælle virkeligheden og at være del i sin egen fiktion. I ”Søvnens lekkasje” indleder fortælleren med sætningen ”Jeg er forfatter. Det er ikke et yrke. Det er et liv.” og afslutter med samme. Sætningen går igen i ”En dåre fri”, hvilket optegner den røde tråd i forfatterskabet og kæder de forskellige værker sammen.

I nogle af de tidligere værker leder og leder fortælleren, mens fortælleren i ”En dåre fri” messer ”Jeg fandt, jeg fandt, jeg fandt”. Det tyder på, at forfatteren har fundet svar på nogle af de mange spørgsmål, der løbende stilles i forfatterskabet. Undervejs diskuterer Grimsrud, om det er prisen værd at udstille sin egen familie for at få kunstnerisk fred og berømmelse? Rangerer kunsten højere end det levede liv? De spørgsmål svares der ikke på, men det faktum, at bøgerne udgives og får fantastiske modtagelser hver gang, er måske svar nok.

En undertone i forfatterskabets psykologiske interessefelt er en kras kritik af det samfund, der skaber egoistiske forbrugere i stedet for næstekærlige mennesker. Det samfund, der ikke kan rumme det aparte og som ud fra et smalt normalitetsbegreb definerer, hvem der er normal og hvem der er mærkelig. Grænserne mellem at være rask eller syg, være mand eller kvinde, være stærk eller svag, være barn eller voksen ophæves i Grimsruds værker. Tilbage står karaktererne, der mere end noget andet blot er mennesker.

Med ”En dåre fri” kan man med en henvisning til en på mange måder ligesindet forfatter, August Strindberg, kalde forfatterskabet for en dåres forsvarstale (Strindberg udgav i 1895 det selvbiografiske værk ”En dåres forsvarstale”). Grimsruds bøger bliver forsvarsskrifter for de skæve eksistenser, der måske ikke ellers kan komme til orde.

 

Beslægtede forfatterskaber

Beate Grimsrud lægger ikke skjul på, at hun bruger af egne erfaringer i sine værker. I selve værkerne optræder flere steder diskussioner af at bruge af sit eget liv og om man kan adskille liv og kunst, og i interviews har hun påpeget den litterære inspiration fra eget levede liv. I slutningen af ”En dåre fri” bedyrer fortælleren, at hun vil begå selvmord, når bogen er udkommet, og det fordrer en nagende usikkerhed hos læseren om grænserne mellem liv og litteratur. Selv siger Beate Grimsrud, at alt hvad der står i hendes bøger er sandt, fordi det blev sandt, da hun skrev det. Endvidere siger hun: ”En bog er jo ikke det samme som virkeligheden. Men jeg vil skabe virkelige følelser, når jeg skriver.” (Ingela af Geijerstam: Jag är duktig på att göra ingenting. Albert Bonniers Förlag, 2002. Egen oversættelse).

Dette greb med at bruge sig selv i sine værker og lade grænserne mellem biografi og fiktion falde sammen er velkendt gennem hele litteraturhistorien og i øvrig meget brugt i skandinavisk litteratur efter år 2000

Blandt norske forfattere er det oplagt at sammenligne Beate Grimsrud med Per Pettersson, Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård, der alle bruger af egne liv og historier i deres bøger. Hos svenske kolleger kan man trække linjer tilbage til August Strindberg, for hvem liv og værk totalt smeltede sammen, og frem til Daniel Sjölin, som i sin ”Världens sista roman” lader sin hovedperson hedde og lave det samme som virkelighedens Daniel Sjölin. I Danmark bruger bl.a. forfatterne Claus Beck-Nielsen, Lone Hørslev, Yahya Hassan og Josefine Klougart, også løs af deres egne liv som baggrund og spejling af deres litterære udtryk.

Den indfølte skildring af at leve med psykisk sygdom findes også hos svenske Linda Boström-Knausgård, hvis ”Helioskatastrofen” (2013) er fortællingen om Anna, der er depressiv, har mistet sit sprog og er tvangsindlagt på psykiatrisk hospital.

Udover flere direkte henvisninger til Knut Hamsuns ”Sult”, bl.a. i ”Søvnens lekkasje” er der også en sproglig reference til Hamsun i og med den impressionistiske skrivestil.

.

 

Bibliografi

Romaner

Grimsrud, Beate:
Continental Heaven. Cappelen Damm, 1993.
Grimsrud, Beate:
At smyge forbi en økse. Batzer, 2000. (Å smyge forbi en øks. Cappelen Damm, 1998).
Grimsrud, Beate:
Hva er det som fins i skogen barn. Cappelen Damm, 2002.
Grimsrud, Beate:
Søvnens lekkasje. Cappelen Damm, 2007.
Grimsrud, Beate:
En dåre fri. Gyldendal, 2011). (En dåre fri. Cappelen Damm, 2010).
Grimsrud, Beate:
Evighedsbørnene. Gyldendal, 2016 (Evighetsbarna, 2015). Oversat af Jesper Klint Kistorp.

Børnebøger

Grimsrud, Beate Inger Alfvén:
Klar ferdig gå!. Cappelen Damm, 2008. Illustreret børnebog.
Grimsrud, Beate og Inger Alfvén:
Alba og Adam. Cappelen Damm, 2008. Illustreret børnebog.
Grimsrud, Beate og Jens Kristensen:
Dinosaurene og de dansende trærne. Cappelen Damm, 2009. Illustreret børnebog.

Andre udgivelser

Grimsrud, Beate:
Det fins grenser for hva jeg ikke forstår. Cappelen Damm, 1990. Noveller.
Grimsrud, Beate:
Har noen sett meg et annet sted. Cappelen Damm, 1996. Drama.
Grimsrud, Beate:
Ballen i øyet. Cappelen Damm, 1999. Filmmanuskript.

Om forfatteren

Links

Kritikerlagets tale ved prisuddelingen af Kritikerprisen 2010.
Syberg, Karen:
Så grum som livet selv. 2000-02-12. Interview med Beate Grimsrud i Information.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Beate Grimsrud

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Frøytlog, Bente:
En slående kandidat. Dagbladet, 2000-01-24.
Geijerstam, Ingela af:
Jag är duktig på att göra ingenting. Albert Bonniers Förlag. 2002.