Det feministiske går som en rød tråd igennem Sara Stridsbergs arbejde både som forfatter, journalist og oversætter. Hun har været tilknyttet det feministiske kulturtidsskrift “Bang”, hun har oversat både Valerie Solanas’ “SCUM-Manifest” og den rebelsk feministiske dramatiker Sara Kanes stykke “Blasted”, og undertitlen til “Drømmefakultetet” hedder “tilføjelse til seksualteorien”. Selv afviser hun at have en feministisk dagsorden med sine tekster: “Hverken ”Happy Sally” eller ”Drömfakulteten” er feministisk korrekte produkter. Tvært imod. Drivkraften er sprog, sorg, dødsangst, forvirring og en mangel på svar. Jeg kan ikke forestille mig noget kedeligere end som del i et opdragelsesprojekt at hive forskellige tiltalende og glemte feministkarrierer frem fra historien.” (Dorte Hygum Sørensen: “Når de kunne sende en mand til Månen, hvorfor så ikke sende dem alle?” Politiken, 2007-04-01).
Det feministiske element i Stridsbergs forfatterskab skal i stedet ses som en del af hendes projekt med at give samfundets og kunstens usynlige kvinder deres stemme tilbage. Som for eksempel når hun giver stemme til Solanas, der ellers var blevet dømt ude som rabiat og psykisk syg, eller når hun giver Dolores en stemme, som hun ikke fik i kunsten, eller når hun detaljeret [AV1] og omsorgsfuldt giver stemme til Kristina, der ellers kun har fået stemme som mordoffer og som en del af en statistik over misbrug og prostitution.
Stridsberg forklarer det selv sådan:” Det ligger mig på sinde at trække dem, vi betragter som skøre, utilpassede eller udstødte, ind i verdens bevidsthed. De hjemløse, de prostituerede og dem, der lever illegalt i det, der ellers betegnes som en velfærdsstat. Dem, man må ignorere og glemme, så man kan nå frem i tide som en flittig og funktionel samfundsborger. Men litteraturen er gudskelov ikke et flittigt og funktionelt rum. Den er derimod et rum, hvor alle de utilpassede stemmer, der taler vores verdenssyn og konsensus imod, kan findes og høres.” (Anna Raaby Ravn: Fra verdens underside. Weekendavisen, 2019-03-15).
De kvindeskikkelser, vi møder i Sara Stridsbergs arbejde, befinder sig i grænselandet mellem det normale og det vanvittige. De er outsidere, der på den ene eller den anden måde lever uden for samfundet. Der er ikke tale om en heroisering af grænseeksistenser, men snarere en interesse og omsorg for historien og samfundets randeksistenser.