Hanne Ørstavik

Artikel type
voksne
cand.mag. Susannah Larrabee Sønderlund, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum. 2014.
Main image
Ørstavik, Hanne
Foto: Hans Fredrik Asbjørnsen

Indledning

Det nordligste Norge må være et specielt sted, hvor mennesket kan føle sig afsindigt lille midt i den overvældende natur. Der er ikke noget at sige til, at selvet, sproget og meningen er i fokus i Hanne Ørstaviks romaner, for hun har absolut et mellemværende med eksistensen. Der kredses om identitetsproblematikker, familiære konflikter, tro, sorg, selvmord, begær, magt og afmagt, som skildres med indfølt psykologisk sans og rammende præcision og dybde. Forfatterskabet præges af en insisterende alvor, og det kan være direkte ubehageligt at læse Hanne Ørstaviks beskrivelser af f.eks. et klaustrofobisk, besidderisk mor-datter-forhold eller en ubærlig menneskelig afstand mellem mor og søn, der får fatale konsekvenser.

 

51960289

Blå bog

Født: 28. november 1969 i Tana, Finnmark i Norge.

Uddannelse: Cand.mag. i psykologi, fransk og sociologi, grundfag fra den norske Lærerhøgskole i drama og formning. Forfatterstudiet i Bø, Telemarken.

Debut: Hakk, 1994.

Litteraturpriser: Tanums kunststipendium, 1998. Sult-prisen, 1999. P2-lytternes romanpris, 1999. Oktoberprisen, 2000. Havmannprisen, 2000. Amalie Skram-prisen, 2002. Doblougprisen, 2002. Brageprisen, 2004. Klassekampens litteraturpris, 2004. Aschehougprisen, 2007.

Seneste udgivelse: På terrassen i mørket. Gyldendal, 2015. (På terrassen i mørket, 2014). Oversat af Karen Fastrup.

 

 

 

 

ørsavik

Baggrund

”Jeg kan jo ikke skrive sådan, tænker jeg. Og det er den forpulede fandens skide lortekusse, der står der og kniber og stritter. Det er hende, tænker jeg, det er mig og jeg er hende og hun står og gynger der med ryggen til og godter sig over at have mig her klynkende og afmægtig. En satans kælling er hun.”
”Kaldet – romanen”, s. 39.

Hanne Ørstavik er født nord for polarcirklen i den norske Finnmark i 1969, hvor familien boede indtil de flyttede til Oslo, da Ørstavik var 16. Det var et kristent hjem, og Hanne Ørstavik var medlem af det kristne studenterforbund, mens hun studerede i Oslo, men har som voksen meldt sig ud af kirken: ”Når man er vokset op i et kristent hjem, er der alle de sætninger, der bare er sandheder, som man aldrig sætter spørgsmålstegn ved: »Du skal være ydmyg« eller »Du skal vende den anden kind til«. Det er fraser om selvudslettelse…”(Rikke Rottensten: De gode intentioners terror. Interview i Kristeligt Dagblad, 2001-10-27). Ørstaviks gudslængsel er i dag erstattet med et kunstnerisk kald og ihærdig søgen efter det sande og ægte – også mellem mennesker. Hun er uddannet cand.mag. i fagene psykologi, fransk og sociologi fra universitetet i Oslo og har desuden to grundfag fra den norske Lærerhøgskole i drama og formning. Herudover har Ørstavik taget det etårige skrivekursus i skønlitteratur på forfatterskolen i Bø, Telemarken.

Både opvækst og uddannelse danner tematisk grobund for Ørstaviks forfatterskab, hvor hun med særegen inderlighed inddrager barndomserindringen og et ofte psykologisk smertefuldt forhold mellem barn og forældre. Det er ligeledes det eksistentielle, konkrete hverdagsdrama, der til stadighed optager Ørstavik. Albert Camus’ ”Den fremmede” er en af de bøger, som har gjort størst indtryk. Den starter så enkelt, men siger samtidig så meget om vigtige og grundlæggende ting: livet er meningsløst, men alligevel lever vi og elsker til stadighed livet. Min livsvilje kommer til udtryk i skriften, og jeg skriver for at forholde mig til livet, har Ørstavik sagt.

En lang række udgivelser er det blevet til siden debuten og kortprosabogen ”Hakk” udkom i 1994, og Ørstaviks forfatterskab har siden ligget til grund for adskillige akademiske opgaver og afhandlinger. Senest i 2008 med udgivelsen af festskriftet ”Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap”, hvis uforbeholdne hyldest til så ung en forfatter hører til sjældenhederne. Nogle af romanernes selvbiografiske elementer har ligeledes skabt røre i hjemlandet Norge, da en af Ørstaviks tidligere ungdomsveninder offentligt opponerede mod at blive brugt så eksplicit og med navns nævnelse i romanen ”Uge 43”. Privat har Ørstavik en datter sammen med forfatteren Håvard Syvertsen, som hun levede sammen med i flere år. Nu er hun bosat i Oslo, hvor hun sideløbende er praktiserende rosenterapeut.

Hakk

”Om natta er det noe som åpner seg. Øverst i søvnen, et pust over puta. Gjennom en sil strømmer stråler av lys som treffer henne i de myke punktene, rett i mellomrommene. Som i snøflak under lyktestolpen faller hun mot lyset, faller mellom lyset, inn.”
”Hakk”.

Der spilles på form og indhold i den minimalistiske debut ”Hakk” (1994), som placerer Hanne Ørstavik i den nordiske gruppe af udtryksbevidste 1990er-forfattere. ”Hakk” er karakteriseret ved en meget knap og kortfattet stil med mange punktummer, værkets unummererede sider udgøres både af én enkelt linje og adskillige korte afsnit. Det er scener uden kronologi, som via drømmepassager, erindrings- og naturbilleder skildrer en ung kvindes liv og sindstilstande. Læseren sidder ofte med fornemmelsen af, at linjerne slet og ret forsvinder, hvilket på raffineret vis understøtter værkets etablering af tomhed.

Romanen beskriver en ung kvindes identitetssøgen og opgør med en styg far og fraværende, svag mor. En fremmed mand ankommer til bygden og sætter forandringsprocessen i gang hos hovedpersonen – er hun i stand til at give sig hen til et andet menneske? Manden bringer lys ind i kvindens dunkle og dystre liv, hvis mørke allerede fra første side forankres i fortid og barndomserindring: ”En sel kommer mot henne. Den har mørke hull til øynene, den har ingen øyne og kroppen virker for tung (...) Å være så tung og allikevel flyte. Å være blind med så mørkt et blikk.” Fortællingens mørke og sorg har kvindens mor i centrum som offer, hvilket beskrives med billeder af vold og skyldsfølelse, der ligeledes tynger datteren. De barske skildringer af en voldsramt familie skrives frem i et nøgternt, konstaterende hverdagssprog: ”Faren hadde drept hvalpene. Hun hadde kommet på ham uti vedskjulet. Hun ville bare være litt hos hvalpene, de var blitt lodne og viltre, de løb og lekte og drakk ordentlig melk. Han hadde lagt dem på vedstabben og hogd hodet af dem.” Det er kynisk, koldt og klaustrofobisk, især fordi uhyggen er handlingslammende for hovedpersonen.

De korte tekststykkers få, eksakte ord intensiverer indholdet i de forskellige scener, som tvetydigt hopper mellem nutid og barndomsminder. Traumernes mørke lysnes langsomt og små hverdagshandlinger revideres i takt med, at kvinden langsomt lukker op for kærligheden og modet til at håbe: ”Der er som å lene seg mot den lette veggen med tyngda. Hver dag er det nødvendig å lene sig, trene seg, hele tida litt mer, litt lenger”. Den klassiske løsrivelsesrejse kunne let sovses ind i følelsesladede klicheer, men med den antydningsvise, knappe form undgår Ørstavik det forudsigelige og lader de tomme sider stritte åbent, mens de intenst kalder på indlevelse.