hanne ørstavik
Foto: Linda B. Engelberth

Hanne Ørstavik

cand.mag. Susannah Larrabee Sønderlund, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum. 2014.
Top image group
hanne ørstavik
Foto: Linda B. Engelberth
Main image
Ørstavik, Hanne
Foto: Hans Fredrik Asbjørnsen

Indledning

Det nordligste Norge må være et specielt sted, hvor mennesket kan føle sig afsindigt lille midt i den overvældende natur. Der er ikke noget at sige til, at selvet, sproget og meningen er i fokus i Hanne Ørstaviks romaner, for hun har absolut et mellemværende med eksistensen. Der kredses om identitetsproblematikker, familiære konflikter, tro, sorg, selvmord, begær, magt og afmagt, som skildres med indfølt psykologisk sans og rammende præcision og dybde. Forfatterskabet præges af en insisterende alvor, og det kan være direkte ubehageligt at læse Hanne Ørstaviks beskrivelser af f.eks. et klaustrofobisk, besidderisk mor-datter-forhold eller en ubærlig menneskelig afstand mellem mor og søn, der får fatale konsekvenser.

 

51960289

Blå bog

Født: 28. november 1969 i Tana, Finnmark i Norge.

Uddannelse: Cand.mag. i psykologi, fransk og sociologi, grundfag fra den norske Lærerhøgskole i drama og formning. Forfatterstudiet i Bø, Telemarken.

Debut: Hakk, 1994.

Litteraturpriser: Tanums kunststipendium, 1998. Sult-prisen, 1999. P2-lytternes romanpris, 1999. Oktoberprisen, 2000. Havmannprisen, 2000. Amalie Skram-prisen, 2002. Doblougprisen, 2002. Brageprisen, 2004. Klassekampens litteraturpris, 2004. Aschehougprisen, 2007.

Seneste udgivelse: På terrassen i mørket. Gyldendal, 2015. (På terrassen i mørket, 2014). Oversat af Karen Fastrup.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg kan jo ikke skrive sådan, tænker jeg. Og det er den forpulede fandens skide lortekusse, der står der og kniber og stritter. Det er hende, tænker jeg, det er mig og jeg er hende og hun står og gynger der med ryggen til og godter sig over at have mig her klynkende og afmægtig. En satans kælling er hun.”
”Kaldet – romanen”, s. 39.

Hanne Ørstavik er født nord for polarcirklen i den norske Finnmark i 1969, hvor familien boede indtil de flyttede til Oslo, da Ørstavik var 16. Det var et kristent hjem, og Hanne Ørstavik var medlem af det kristne studenterforbund, mens hun studerede i Oslo, men har som voksen meldt sig ud af kirken: ”Når man er vokset op i et kristent hjem, er der alle de sætninger, der bare er sandheder, som man aldrig sætter spørgsmålstegn ved: »Du skal være ydmyg« eller »Du skal vende den anden kind til«. Det er fraser om selvudslettelse…”(Rikke Rottensten: De gode intentioners terror. Interview i Kristeligt Dagblad, 2001-10-27). Ørstaviks gudslængsel er i dag erstattet med et kunstnerisk kald og ihærdig søgen efter det sande og ægte – også mellem mennesker. Hun er uddannet cand.mag. i fagene psykologi, fransk og sociologi fra universitetet i Oslo og har desuden to grundfag fra den norske Lærerhøgskole i drama og formning. Herudover har Ørstavik taget det etårige skrivekursus i skønlitteratur på forfatterskolen i Bø, Telemarken.

Både opvækst og uddannelse danner tematisk grobund for Ørstaviks forfatterskab, hvor hun med særegen inderlighed inddrager barndomserindringen og et ofte psykologisk smertefuldt forhold mellem barn og forældre. Det er ligeledes det eksistentielle, konkrete hverdagsdrama, der til stadighed optager Ørstavik. Albert Camus’ ”Den fremmede” er en af de bøger, som har gjort størst indtryk. Den starter så enkelt, men siger samtidig så meget om vigtige og grundlæggende ting: livet er meningsløst, men alligevel lever vi og elsker til stadighed livet. Min livsvilje kommer til udtryk i skriften, og jeg skriver for at forholde mig til livet, har Ørstavik sagt.

En lang række udgivelser er det blevet til siden debuten og kortprosabogen ”Hakk” udkom i 1994, og Ørstaviks forfatterskab har siden ligget til grund for adskillige akademiske opgaver og afhandlinger. Senest i 2008 med udgivelsen af festskriftet ”Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap”, hvis uforbeholdne hyldest til så ung en forfatter hører til sjældenhederne. Nogle af romanernes selvbiografiske elementer har ligeledes skabt røre i hjemlandet Norge, da en af Ørstaviks tidligere ungdomsveninder offentligt opponerede mod at blive brugt så eksplicit og med navns nævnelse i romanen ”Uge 43”. Privat har Ørstavik en datter sammen med forfatteren Håvard Syvertsen, som hun levede sammen med i flere år. Nu er hun bosat i Oslo, hvor hun sideløbende er praktiserende rosenterapeut.

Hakk

”Om natta er det noe som åpner seg. Øverst i søvnen, et pust over puta. Gjennom en sil strømmer stråler av lys som treffer henne i de myke punktene, rett i mellomrommene. Som i snøflak under lyktestolpen faller hun mot lyset, faller mellom lyset, inn.”
”Hakk”.

Der spilles på form og indhold i den minimalistiske debut ”Hakk” (1994), som placerer Hanne Ørstavik i den nordiske gruppe af udtryksbevidste 1990er-forfattere. ”Hakk” er karakteriseret ved en meget knap og kortfattet stil med mange punktummer, værkets unummererede sider udgøres både af én enkelt linje og adskillige korte afsnit. Det er scener uden kronologi, som via drømmepassager, erindrings- og naturbilleder skildrer en ung kvindes liv og sindstilstande. Læseren sidder ofte med fornemmelsen af, at linjerne slet og ret forsvinder, hvilket på raffineret vis understøtter værkets etablering af tomhed.

Romanen beskriver en ung kvindes identitetssøgen og opgør med en styg far og fraværende, svag mor. En fremmed mand ankommer til bygden og sætter forandringsprocessen i gang hos hovedpersonen – er hun i stand til at give sig hen til et andet menneske? Manden bringer lys ind i kvindens dunkle og dystre liv, hvis mørke allerede fra første side forankres i fortid og barndomserindring: ”En sel kommer mot henne. Den har mørke hull til øynene, den har ingen øyne og kroppen virker for tung (...) Å være så tung og allikevel flyte. Å være blind med så mørkt et blikk.” Fortællingens mørke og sorg har kvindens mor i centrum som offer, hvilket beskrives med billeder af vold og skyldsfølelse, der ligeledes tynger datteren. De barske skildringer af en voldsramt familie skrives frem i et nøgternt, konstaterende hverdagssprog: ”Faren hadde drept hvalpene. Hun hadde kommet på ham uti vedskjulet. Hun ville bare være litt hos hvalpene, de var blitt lodne og viltre, de løb og lekte og drakk ordentlig melk. Han hadde lagt dem på vedstabben og hogd hodet af dem.” Det er kynisk, koldt og klaustrofobisk, især fordi uhyggen er handlingslammende for hovedpersonen.

De korte tekststykkers få, eksakte ord intensiverer indholdet i de forskellige scener, som tvetydigt hopper mellem nutid og barndomsminder. Traumernes mørke lysnes langsomt og små hverdagshandlinger revideres i takt med, at kvinden langsomt lukker op for kærligheden og modet til at håbe: ”Der er som å lene seg mot den lette veggen med tyngda. Hver dag er det nødvendig å lene sig, trene seg, hele tida litt mer, litt lenger”. Den klassiske løsrivelsesrejse kunne let sovses ind i følelsesladede klicheer, men med den antydningsvise, knappe form undgår Ørstavik det forudsigelige og lader de tomme sider stritte åbent, mens de intenst kalder på indlevelse.

Entropi

”Kvinnen som ikke går. Kvinnen som står i mørket når dagen kommer. Kvinnen som står i mørket når mørket kommer. Kvinnen som forsvinner fordi hun er alle steder, bare synlig i blinde som flekkene i hodet etter lysene fra en bil som har kjørt forbi”
”Entropi”.

Den minimalistiske og prosalyriske stil fortsætter i Hanne Ørstaviks efterfølgende punktroman ”Entropi” (1995), hvis titel er hentet fra partikelfysikken og betegner ideen om, at intet kan forsvinde, idet energien tager til i lukkede systemer eller rum og bliver mere utilgængelig. Ørstaviks anden roman kan netop læses som et portræt af en lignende eksistentiel tilstand. Som i ”Hakk” udgøres hver unummererede side af et lille tableau, der skildrer en kvindes realistiske og surrealistiske handlinger og tanker. Kvinden er plejeassistent på et sygehus, men holder en dag pludselig op og lukker sig inde derhjemme, hvor hun står op, tænder lys, skræller en appelsin, står ved vinduet og ser ud på gaden. I kvindens soveværelse ligger der en nøgen mand og sover, men han tager heller ikke telefonen, da den ringer. De små tekststykker kan stort set læses i tilfældig rækkefølge, da der skiftes mellem en almindelig, gentagende hverdagshistorie, en fantaserende tankeverden og en uhyggelig, underlig mordhistorie, hvor kvinden kvæler manden i sengen. Der er bevidste og ubevidste forestillinger fra nutid og erindring, og der veksles mellem konkrete beskrivelser og svævende metaforer. Flere af scenerne kunne optræde i gyserfilm eller teater: ”At han skal være skadet når hun kommer tilbake, hodet skjært av (...) Armene, beina, hele kroppen partert som på et frossent lik”.

”Entropi” består af tiltagende bevidsthedsstrømme, som lukker af for den objektive, ydre hverdagsvirkelighed for i stedet at lade fantasiuniverset vokse og bevidstheden vandre ud i nye og absurde drømmesfærer. Det private rum bliver mere intimt og aflukket, især når den ydre verden trænger sig på i belurende situationer, hvor kvinden føler sig overvåget: ved vinduet, den ringende telefon og brevsprækken. Man kan sige, at ”Hakk”s spirende parforhold tilintetgøres i ”Entropi”, men hvad der i højere grad er på spil, er den måde hvorpå læseren involveres og giver tekstfragmenterne liv. Når værket er spækket med ubestemte stedord, ukendt tid og sted er det for at ophæve disse konkreter og i stedet præsenterer en kunstnerisk åben læserindlevelse – mellem ord og billeder.

Kærlighed

”Han fortæller en vits han har fundet på om en mand der kaster sig ud af et vindue og aldrig rammer jorden. Hun synes ikke hans vitser har nogen pointe. Han får fat i pølsen, knækker den på midten og giver hende det ene stykke. Hun smiler. De spiser altid den sidste sådan, deler den, uden noget på.”
”Kærlighed”, s. 17.

Familien som problemfelt bliver slået an i gennembrudsromanen ”Kjærlighet” (”Kærlighed”, 2007) og forbliver tema i Ørstaviks efterfølgende to værker ”Så sandt som jeg er virkelig” og ”Den tid det tager”.

”Kærlighed” udkom i 1997 og handler om en fremmedgjort mor og søn ude af stand til at nå hinanden eller fungere i den omgivende verden. Her italesættes om noget det senmoderne samfunds ensomhed og den udeblivende, skrøbelige og udsatte kærlighed. Ørstavik udforsker mødet og begæret mellem mennesker, i særdeleshed forholdet mellem jeget og duet, men også en søgen efter sig selv. En kompleks problemstilling belyst via en enkel, kronologisk fortalt historie, som forløber over en kold vintereftermiddag, aften og nat i Nordnorge. Vi møder den enlige mor Vibeke og hendes søn Jon, dagen før han fylder 9 år, i færd med at finde sig til rette i en ny by. De to optræder stort set ikke sammen, men deres indbyrdes kontaktløse forhold afspejles i stedet gennem søgende, kortvarige konfrontationer med andre mennesker.

26734436

På et biblioteksærinde kommer Vibeke forbi byens omrejsende tivoli og tiltrækkes af dets farverige lys og kontrastfyldte, alternative kultur – en fremmed parallelverden i forhold til Vibekes almindelige hverdag. Tivoliets folkelige, iscenesættende og levende rum frister Vibeke og river hende ud af den ensomme, kontrollerede tilværelse. Her møder hun manden Tom og drister sig til at lukke en ’anden’ ind. I løbet af timerne sammen forsøges erotiske tilnærmelser, der dog ikke forløses. Tom opgiver til sidst og efterlader Vibeke i en uvant afvist position, så hun til slut igen er alene i den interaktionsløse, lukkede ensomhed. I modsætning til tivoliets livbringende varme, bevæger Jon sig rundt i kulden og mørket. Han sælger lodsedler for idrætsforeningen og møder herigennem den omgivende omverden – først en gammel mand, en jævnaldrende pige, som han går med hjem og til slut kvinden i bilen. Alle menneskelige konfrontationer er holdt i en dialogisk jeg-du-form, hvilket ikke kun markerer sig på handlingsplanet, men ligeledes præger romanens krydsklippende sprog og sceniske opbygning.

Historien er fortalt gennem to indre monologer, Vibekes og Jons, og de to bevidstheder flettes glidende og elegant ind mellem hinanden. Begge personer ender indelukkede i hver sin verden med egne følelser og smerter, uimodtagelige for hinanden og livet udenfor. Læseren efterlades med et uafrysteligt og meget præcist billede af en dysfunktionel, kærlighedsløs verden blottet for nærvær og samvær.

Så sandt som jeg er virkelig

”Jeg ser på mine fødder, jeg spekulerer på om dette er mig, hvad er det som er mig, hvor begynder jeg, hvor ender jeg, hænderne, er de mine? Ordene? Tankerne? Min egen stemme er langt væk...”
”Så sandt som jeg er virkelig”, s. 243.

I modsætning til den menneskelige afstand og fremmedgjorthed i ”Kærlighed” bliver det klaustrofobisk tæt og besnærende i efterfølgeren ”Like sant som jeg er virkelig” fra 1999 (Så sandt som jeg er virkelig”, 2007). I begge romaner beskrives et mor-barn-forhold, og i dette værk er synsvinklen placeret hos den unge, kristne psykologistuderende Johanne, der bor hjemme hos sin mor i Oslo. Jeg-fortælleren Johanne vågner en morgen og finder sig selv låst inde på sit værelse, og fra denne indespærrede position farer tanker og erindringer gennem hovedet på romanens hovedperson. To uger tidligere har Johanne indledt sit første kærlighedsforhold til kantinemedarbejderen Ivar, som har overtalt hende til at rejse med sig til USA. Johannes nye kæreste og forestående udenlandstur modtager langt fra morens anerkendelse, og i den karakteristiske Ørstavikske krydsklippende stil udfoldes et anstrengt, kvælende og magtfuldt forhold mellem mor og datter. Allerede fra romanens begyndelse anes en faretruende og forskruet fortrolighed, når de to kvinder upåvirket bryder ind i hinandens toiletbesøg og moren venindeagtigt spørger til Johannes sexliv.

26734436

Enhver mandlig indtrængen holdes på afstand, og kun en bortrejst bror og morens kortvarige, bizarre affærer nævnes. Den manipulerende mor kaster rundt med Johanne efter forgodtbefindende, og datteren plages ikke overraskende af skyld og evige samvittighedskvaler, mens hun forsøger at føre sit eget liv med studier, kammerater, forholdet til Gud og den naturlige løsrivelsesproces.

Fortællingen er meget koncentreret i sit udtryk, hvor symbolladede elementer som ekstrem kulde, kristendom og sexfantasier har stor betydning for Johannes tilværelse og i høj grad præger Ørstaviks ubehagelige historie, hvis uhygge netop øges i kraft af alt det, læseren ikke får at vide. Det er både den religiøse sprogbrug samt gengivelsen af de mindste iagttagelser, som langsomt afslører, hvor gruelig galt, det egentlig står til.

Ørstavik er tydeligvis optaget af, hvordan et barn meget let kan forsømmes og mærke sit eksistentielle fundament vakle og forsvinde under sig. Johanne famler efter et fast virkelighedsgreb og selvsikkert billede af sig selv. Det er en foruroligende skildring af en ung kvindes forgæves forsøg på at frigøre sig fra en undertrykkende moderfigur.

Den tid det tager

”Vi lå i dobbeltsengen på sygehuset (…) Ellen var vågen og klar, hun lå der mellem os og kiggede og da var det vi så smilehullerne. Jeg husker at jeg blev så utrolig glad for at hun havde dem, de var et synligt tegn på noget helt andet, noget der ikke kom fra Einar og ikke fra mig eller nogen af vores forældre. Jeg tror jeg håbede at det betød at det begyndte på ny, at livet faktisk kunne begynde på ny, at det var muligt at være helt uden mærke, uden spor. Så kom min mor på besøg og sagde at smilehullerne var efter min far.”
”Den tid det tager”, s. 7.

Julen er for mange en betændt begivenhed, der rusker op i konfliktfyldte familieforhold. Den betændte højtid slår tonen an i Hanne Ørstaviks roman ”Tiden det tager” fra 2000 (”Den tid det tager”, 2001), der i tilbageblik skildrer den 13-årige Signes liv og anstrengelser for at leve så fint, sandt og rigtigt i forsøget på at dække over sine forældres ulykkelige og tærende ægteskab. Langsomt afdækkes den barske sandhed om en idealiseret familieidyl. I rammehistorien møder læseren den voksne Signe, der sammen med kæresten Einar og den 4-årige datter Ellen netop har bosat sig på en gammel gård, hvor de for første gang skal holde jul alene. Et besøg fra Signes forældre og bror udløser en ubehagelig konfrontation med Signes barndom i det mørke nordnorske Finnmark i 1980'erne.

Gennem teenageren Signes sansninger, tanker, forelskelser og ihærdige anstrengelser for at behage og efterleve sin fars ideer og ønsker beskrives en families totale opløsning. Opgøret med den harmoniske, lykkelige familie belyses fra Signes synsvinkel, både som barn og som mor. Med en helt særlig indlevelse i den 13-årige Signes følelsesliv piller Ørstavik den tilsyneladende familieidyl fuldstændig fra hinanden. Det betændte familieliv med en voldelig, religiøs far og en tavs, passiv mor forsøges fremstillet ud fra teenagedatterens romantiserende bevidsthed.

Ørstavik har et særligt blik for typiske handlinger og dialog, som enhver familiepsykolog må misunde. Hun skriver i et imponerende følsomt og psykologisk-manipulerende sprog, der aldrig bliver sentimentalt, men forbliver køligt og præcist registrerende. Det specielle nordnorske klima, landskab og årstider underbygger og akkompagnerer det betændte familiedrama med den opfarende, gudfrygtige og udglattende psykolog-far – der under kvælende familiemøder forsøger at fastholde ideen om familien som stærk gruppeenhed – og den nervøse, kæderygende, forsømte og misfornøjede mor, der er paralyseret og ude af stand til at kommunikere med sine børn. Romanen afsluttes med et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd for forældrenes ufattelige fortrængning af både egne og børnenes traumer. Den betændte relation mellem mor, far og barn er det tematiske udgangspunkt for Ørstaviks ”Den tid det tager”, som bearbejdes og viderefortolkes på ny i det følgende forfatterskab.

Uge 43

”Hun mærkede at hun havde gråden lige inde bag øjnene, at hele kroppen var fuld af gråd. Men hun kunne ikke forstå den, hun forstod ikke hvor den kom fra, hvad den ville hende. Hvad var det hun skulle græde for? Hvad er det, Solveig, tænkte hun, hvad er det som er så trist?”
”Uge 43”, s. 198.

En afstumpet, kold og noget patetisk enspænder er hovedperson i Hanne Ørstaviks roman ”Uke 43” fra 2002 (”Uge 43”, 2003), som forløber over netop en uge i oktober. Den 33-årige litteraturlærer Solveig er blevet ansat og skal undervise i nyere litteratur på en højskole (højere uddannelsesinstitution i Norge) i Nordnorge. Solveig er et søgende, eksistentielt frustreret og ensomt menneske, hvis tanker kredser om livets og litteraturens ægthed og sandhedsværdi. Hun forsøger at fastholde ideen om den sande litteratur og konfronterer sine studerende med følgende punkter: ”Hvad er der blevet sagt? Hvordan er det sagt? Er det ægte? Hvad indebærer det?” (s. 145).

24858219

Solveigs kontrollerede og perfektionistiske tilværelse afspejler en gennemgående tematik om menneskets idé om frihed samt frihedens vilkår – herunder bearbejdning af både kulturel baggrund, køn og seksualitet. Medmenneskelig kontakt er en besværlig om end påtrængende størrelse for Solveig, der hverken lader til at have nære venner eller familie. Hun omgiver sig ikke med mange mennesker, men er både professionelt og følelsesmæssigt fascineret og draget af den ældre kollega og afdelingsleder Hilde, som hun tilbringer en del tid med og gradvist lukker ind i løbet af den pågældende uge. Barndommen og et problematisk uforløst forhold til moren dukker op i Solveigs drømme, der berører svigt, fortrængninger og udebatterede emner mellem forælder og datter. 

Som i Ørstaviks tidligere romaner forsøger hovedpersonen at frigøre sig fra fortidens fastlåste roller og forestillinger for i stedet selv at bestemme og fremme sin egen frihed. Solveigs hverdag udfyldes af minutiøs, veltilrettelagt undervisningsforberedelse, spartanske måltider, ensomme gå- og svømmeture samt indre monologer, der lynhurtigt veksler mellem vrede, irritation, glæde og afmagt. Solveig reflekterer meget over egen fremtræden og forsøger forgæves at komme i kontakt med egne drifter og længsler, hvilket kommer til udtryk i et antydningsvist forhold til en af hendes mandlige studerende.

Med sit præcise sprog og stramme komposition giver Ørstavik et rammende, psykologisk portræt af en usikker, søgende kvinde, hvis svingende sindsstemninger på en gang gengives genkendeligt og alligevel særdeles vagt – der er masser af afkodelige mellemrum.

Præsten

”Og så er vi en krop som findes i det rum, en krop som erfarer, som har erfaret. Og vi kan ikke overskue det, vi overskuer så lidt, vi handler og siger og gør, og er til i et net af betydninger som vi ikke ser eller forstår.”
”Præsten”, s. 35.

”Hvordan skal man leve? Med sig selv, og med de andre?” står der på omslaget af Hanne Ørstaviks syvende bog ”Presten” fra 2004 (”Præsten”, 2005) og slår den eksistentielle scene vel an. Disse og mange andre spørgsmål præger den 35-årige præst Livs tilværelse, som er mærket af tab, tvivl, tro og erkendelsestrang. Hendes liv er i en afventende tilstand mellem fortid og fremtid: ”Mellem det som var og som skulle komme, en afstand. Et rum som var afstand, at gå ind i rummet var at være i den afstand (...) jeg var afstand, hele mig” (s. 17). Romanen tematiserer menneskers manglende evne til at være der for hinanden, og hvordan ord på flere måder er utilstrækkelige – hvilket er problematisk ikke mindst i rollen som præst. Den usikre, indadvendte Liv er, efter et studieophold i Tyskland og arbejdet med afhandlingen om sameoprøret i Kautokeino i 1852, flyttet langt nordpå til det sted, hvor oprøret fandt sted. Hun er også rejst for at undslippe veninden Kristianes selvmord, men konfronteres snart med et nyt dødsfald i den lille fiskerby og må forsøge at vise den efterladte familie medfølelse.

25903951

Liv er langt fra den forstående, empatiske præst, som formår at trøste og udtrykke formildende formuleringer. Samtidig skurrer forholdet til samboen og den nylige enke Nanna og hendes to døtre Maja og Lillen. Kvinderne har umådeligt svært ved at række hænderne ud og få fat i hinandens, men et mislykket selvmordsforsøg sætter skred i tingene. I modsætning til sit navns ordlyd holder Liv helst sine refleksioner og betragtninger for sig selv, men tvinges ud i smertefulde konfrontationer.

De forskellige fortællespor – erindringen om Kristiane og tiden i Tyskland, den nye tilværelse blandt sognebørn og nye samboer samt beskæftigelsen med afhandlingen om samernes drabelige oprør – drejer sig alle om sprog, og hvordan det formår og fejler i at sætte mennesker i forbindelse med hinanden.

Iagttagelser af landskabet, lyset og luften er karakteristisk for romanens nøgterne beskrivelser: den mørke fjord, højsletten, fjeldet, en bidende kulde og insisterende blæst understøtter karakterernes indbyrdes afstand, tvivl, usikkerhed og søgen efter nærvær og fællesskab, som rækker langt uden for kirkemurene. ”Præsten” har velfortjent modtaget den fornemme norske Brage-pris.

Kaldet – romanen

”Er det ikke sådan at vi læser og forstår, siger jeg, med os selv, gennem den måde ordene virker, i vores kroppe. At vi erfarer, når vi læser, at vi erkender gennem den måde ordene åbner forbindelser i os, hvordan de udvider, vrænger, forskyder, ja, fornyer?”
”kaldet – romanen”, s. 37.

Der må være andre muligheder end sprog, for det er så let ikke at blive forstået og sidde tilbage med følelsen af ikke at tale det samme sprog som omverdenen. Hanne Ørstavik har lig ”Uge 43” skrevet endnu en bog om litteratur og brygger i ”Kallet – romanen” (2006) (”Kaldet – romanen”, 2009) videre på ideen om at forene litteratur og liv. En yngre, fraskilt kvindelig forfatter er romanens hovedperson og offer for en gevaldig skriveblokering. Det er en mystisk, ansigtsløs, sortklædt kvinde ved vinduet, som forhindrer forfatteren i at komme videre med sin fortælling. Kvinden repræsenterer både skriveblokeringen, forfatteren selv, hendes længsel efter at nå sin far gennem skriften og selve forfattergerningens ansvar og pligt: at efterleve det kunstneriske kald og være sand i det der skrives. Den navnløse forfatter vil skrive om sin farmor, der i 1920'erne rejste til Kina for at følge sit kald som missionær, men i stedet vendte hjem og blev husmor med en børneflok på syv.

27590454

Denne fortælling er dog umulig at få skrevet. Ligesom farmoren kan forfatteren ikke forfølge sit kald. Både den guddommelig mission og det personlige og kunstneriske udviklingsprojekt fejler, og lader spørgsmålet om litteraturens mening stå tilbage. De to kvindeskæbner glider ind og ud mellem hinanden, ligesom drøm og virkelighed og tableauer af fortid, nutid og fremtid forekommer. Romanens mange niveauer og spor understøttes af den kapitelløse form og det samlede udtryk minder mest af alt om skriveterapi, hvor kontrollen bør slippes.

”Kaldet – romanen” indeholder flere selvbiografiske elementer end Ørstaviks hidtidige romaner. Forfatterens egen farmor rejste til Kina som missionær, og Ørstavik blev selv alenemor til sin datter omtrent samtidig med romanens udgivelse. Hertil kommer inddragelsen af Ørstaviks gentagne opfattelse af det symbiotiske forhold mellem virkelighed og litteratur, sprog og mening, men i forhold til hendes andre romaner opfordrer ”Kaldet – romanen” i høj grad læseren til at investere sig selv i litteraturoplevelsen, da sproget rummer både liv og erfaring.

I morgen skal det være åpent for alle

”HUN Jeg ville at det skulle være ferdig. / Forberedt./ At alt skulle være helt klart.
HAN Men nå går du?
HUN Ja. / Det er hun fra fjellene. Hun står og ser på meg med de mørke øynene. Jeg vet ikke hvor hun kommer fra, eller hva. Hun har gått langt. Hun har overlevd.”
”I morgen skal det være åpent for alle”, s. 32.

En ny fase i Ørstaviks forfatterskab påbegyndes med udgivelsen af læsestykket ”I morgen skal det være åpent for alle” fra 2007. Værket markerer ikke blot et genreskift fra prosa til drama, men kredser om en dialog mellem to bevidstheder. I stedet for at være lukket inde i en kvindes bevidsthed, er der med læsestykket åbnet for et scenerum, der deles af en kvinde og en mand. Dramaet har ikke til hensigt at blive opført, så det er en verden, hvor replikker og ord skaber de mennesker, som optræder. Tematisk diskuterer Ørstavik her mødet mellem det sagte og det sete, det indre og det ydre, kendte og ukendte, værk og læser, hvor læseren gøres direkte ansvarlig for sin egen deltagelse i kunsten, i litteraturen. Ørstavik synes at være optaget af at afdække og reflektere over netop dette ’mellem’-felt.

En regnfuld aften er en kvinde (30-40 år) alene i et galleri og lægger sidste hånd på sin udstilling, som skal åbnes næste dag: ”Hun snakker om bilderne, som om hun snakker med dem, i dem, innenfor deres univers” (s. 6). En mand (50-60 år) banker på og vil ind i ly for regnen. De to fortsætter samtalen om kvindens billeder, indlevelsesambitionen og mulighederne i mødet med malerierne samt angsten ved at blotlægge sig selv som kunstner bliver bl.a. indholdet i den springende, associationsskabende samtale, hvor de to fremmede langsomt nærmer sig hinanden. Interaktionen mellem de to og deres ord inviterer læseren eller egentlig tilhøreren til at deltage i mødet og hermed engagere sig i det aktive møde med læsestykket, som var det en samtalepartner – og som titlen indikerer skal der være åbent for alle.

Der alt er klart

”Om morgenen trekker jeg rullegardinerne opp og ser ut. Når det ikke er vind, ligger alt helt stille. Som om ikke noe har beveget seg i hundre år. Snøen, fjellene, fjorden.”
”Der alt er klart”.

I samarbejde med den franske billedkunstner Pierre Duba udgav Hanne Ørstavik i 2008 ”Der alt er klart”, som er en indbydende kaffebordsbog med Dubas imponerende naturfotografier/-collager akkompagneret af Ørstaviks minimalistiske prosa – ofte blot få linjer omkredset af en klippet, vild landskabsillustration. Bogen er resultatet af en bestillingsopgave i anledning af 100-året for den svensk-norske unionsopløsning i 1905. Ved midsommer i 2004 blev 15 franske og norske kunstnere og filosoffer sendt til Svalbard på en fem dage lang inspirationstur, der skulle resulterer i værker, som året efter skulle gives i gave fra den franske stat til den norske. Ørstavik og Dubas ”Der alt er klart” fortæller historien om en voksen kvinde, som er kommet til Svalbard for at arbejde i minerne og herigennem komme tættere på sin far, som omkom i Kings Bay-ulykken i 1960'erne.

Kvinden forsøger at bearbejde sin sorg og forstå hvorfor faren forlod familien til fordel for den øde, barske minetilværelse: ”Du reiste fra meg. Du reiste hit, til gruvene. Du sa du gjorde det for oss. For pengene, huset du skulle bygge, de lave skattene”. Bogen kredser om et barns savn samt det nu voksne menneske, som via barndommens minder også søger efter noget i sig selv. Kvinden husker tilbage, men søger tilmed svar i de nuværende lyse nætter, minernes voldsomme skakter, de nøgne fjelde, den blikstille fjorde og omsluttende kulde. Naturen er allestedsnærværende og almægtig, og mennesket kan kun beundre og lade sig opsluge. Denne stemning rammes klokkerent i det fine samspil mellem Dubas billeder og Ørstaviks ord.

48 rue Defacqz

”Hva er det du vil ha.
Jeg vet ikke. Så jeg kan like gjerne spise det riktige.
Og hvordan er det.
Jeg vet ikke. Systemet slutter ikke. Det kan alltid bli
bedre. Jeg kan alltid bli bedre.”
”48 rue Defacqz”, s. 161.

Fotografiet af en elegant kvinde, som hvisker ind i øret på en mand, udgør et hemmelighedsfuldt omslag på romanen ”48 rue Defacqz” (2009). Dette er den faktiske adresse i Bruxelles på et Art Nouveau-mesterværk tegnet af den belgiske arkitekt Paul Hankar i slutningen af 1800-tallet. Trods det reelle sted er romanens ubestemmelige, komplekse drømmeunivers bygget op over et virvar af løse tråde og hentydninger med følgende indledning: ”Hvem er det som snakker? Jeg vet ikke. (stille)” (s. 7). Den kapitelløse bogs 164 sider flakker mellem reflekterende passager, spring i tid og indre monologer, hvor det er uvist hvem der siger hvad til hvem. De ofte overrumplende, uvisse perspektiver er snart en hviskende jeg-fortæller, tvillingeparret Rakel og Paul, en ung kvinde og forberedelsestanker til en udstilling om Kongo – alle udtryk for psykologiske, underbevidste sindsniveauer, der legende interagerer og påvirker hinanden. Ørstavik kaster sig som før over undersøgelsen af spillet mellem ”indre” og ”ydre” mentale og fysiske tilstande – identitet, afmagt og følelsesangst.

Et simpelt handlingsplan ridses op: efter en tragisk familieulykke, hvor moren dør og efterlader en voldelig, dominerende far invalid i en kørestol, som kort herefter også dør, starter to søskende deres eget liv i et hus, de selv har tegnet. Paul er arkitekt og Rakel kunstmaler, og de lever sammen et stilfærdigt, tavst liv, hvor omdrejningspunktet er begges begær til den livsglade Samuel, Pauls chef og Rakels forlovede. Der mangler dog noget: ”Hvor er bevegelsen. Hva er det med dem, med Rakel, Paul og Samuel, de bare står sånn. Er det som et tomrom, i dem, eller mellom (...) en mekanisk innretning” (s. 92). Ørstavik problematiserer menneskers manglende evne til at nå hinanden samt endda evnen til at give sig hen til egen krop og køn, som både Rakel og Paul har et forkvaklet, fornægtende forhold til, ”... jeg ser ikke meg selv, kjenner ikke meg selv, kjenner ikke kroppen, har ingen skygge, ingen vekt, ingen føtter som går i gresset” (s. 56-57).

Historiens tableauer bliver i tiltagende grad abstrakte, og modsætningspar som blød-hård, fyldt-tom, åben-lukket opløses i takt med at tvillingeparrets betændte og frustrerede indre udkrænges. ”48 rue Defacqz” rummer dog også ideer om æstetik, når Ørstavik undersøger mænd og kvinders forskellige tilgange til kunst. Det er et forførende, fascinerende univers, og Ørstavik giver langsomt afkald på det fornedrede og traumatiserede for i stedet at lade skønheden vinde.

Drøm, tanke og virkelighed infiltreres i det tilsyneladende klare, ligefremme sprog, som dog dækker og slører mere end det forklarer. 

Ligesom i ”kaldet – romanen” gør Ørstavik her op med den traditionelle fortælling og udfordrer sig selv og læserne i anvendelsen af nye litterære greb, der favner bredt i udforskningen af komplekse elementer som længsel og frigørelse, kunst og kærlighed, mænd og kvinders seksualitet og følelsesangst samt forældres magtfulde overgreb på deres børn.

Der findes en stor åben plads i Bordeaux

”Og snart skal han væk fra hende, ikke komme hjem mere. Det er sådan det er. Hun ved ikke hvad hun skal stille op med tiden, så. Det er som om den tid, hvor han ikke er hos hende mere, er som en stor flade, en åben plads, som noget hun må vandre over, alene, hver eneste dag. Passere, gå over det lyse sand, gruset, støvet, åbent og tomt, og alle kan se det, kan se hende der, at nu er hun midt ude i det.”
”Der findes en stor åben plads i Bordeaux”, s. 191.

I 2013 udgav Hanne Ørstavik romanen ”Det finnes en stor åpen plass i Bordeaux” (”Der findes en stor åben plads i Bordeaux”, 2014) om en kvindelig billedkunstner, der er taget til Bordeaux i Sydfrankrig for at forberede en udstilling.

Den primære handling foregår over et døgns tid, hvor den kvindelige jegfortæller ankommer, indlogerer sig på hotel, går rundt i byen og tænker på, om hendes kæreste Johannes vil komme til ferniseringen. Han er hjemme i Norge, og hendes tanker kredser uophørligt om deres forhold, der er præget af hans modvilje mod at være intim med hende. Hun begærer ham og er desperat efter at mærke hans nærhed og fysiske interesse, men de kan ikke mødes i det kropslige. De ser begge andre for at få opfyldt deres fysiske behov, og det er uklart, om deres forhold kan fortsætte på denne måde.

51378172

I Bordeaux møder kvinden galleristen Abel, og de deler deres historier med hinanden. Fortælleren ved, hvad der sker andre steder og kan således fortælle om Abels datter Lily, der inviterer den unge musiker Ralf med hjem. Sideløbende med den sparsomme handling reflekterer hun over sit forhold til Johannes, sine tidligere forhold og sit genfundne og umødte begær. Centralt står afsøgningen af det kvindelige begær, og hvordan det kan forløses.

Et gennemgående tema i både romanen og i billedkunstnerens kommende udstilling er mødet mellem mennesker: hvad sker der, når man møder en anden? Er man åben for, hvem den anden er? Lader man den anden komme ind? Karaktererne i bogen går meget åbent til hinanden, udfordrer den fremmede og er meget direkte i deres kontakt til den anden.

Sproget er vitalt og organisk, og sætningerne er lange og strømmende – nøjagtigt som det vand, der er et løbende billede i romanen: ”Overalt løber der vand. Hele denne notesbog er fuld af vand, tænker jeg, vand som løber mellem, løber ud eller rundt eller ved siden af. Vand, som synker, eller stiger.” (s. 97). Begærets puls og vandets strømmen løber side om side i denne intense fortælling om at ville møde en anden men ikke selv blive mødt.

Genrer og tematikker

En gennemgående tematik i Ørstaviks forfatterskab er forholdet mellem litteratur og hverdagsliv, der ifølge den eksistensinteresserede forfatter er uadskillelig. I flere af hendes romaner er projektet at hive litteraturen ned fra en ofte ophøjet piedestal, for at nå frem til ægtheden og sandheden i dagligdagens konfliktfyldte fortælling (Kjersti Bale: Litteraturen og livet. Forlaget Oktober, 2008, side 97). I Ørstaviks romaner skabes rum efter rum fyldt med nøje udvalgte og formulerede eksistentielle spørgsmål: ”Det er helt, helt afgørende for mit liv at stille mig selv spørgsmål. Det er disse spørgsmål, der gør, at jeg i det hele taget skriver”, har Ørstavik udtalt (Dorte Hygum Sørensen: Jeg skriver for at forholde mig til mit liv. Interview i Politiken, 2009-02-23).

Ørstavik er optaget af at undersøge forbindelsen mellem sprog, tanke og handling, som den udspilles i kunsten og livet. I flere af hendes romaner invaderer sproget (personen) og sætter den selvstændige evne til at selv at tænke over styr. I ”Kærlighed” er det reklamens sprogbrug, som besætter hovedpersonens tanker i sådan grad, at hun glemmer sit ansvar for sønnen Jon. I de efterfølgende romaner har det religiøse sprog samme effekt på den undertrykte studine Johanne og teenageren Signe.

I Ørstaviks litterære univers afsøges især det intime og afgrænsede mikrokosmos mellem forældre og børn. Ørstavik er optaget af familiestrukturens skiftende og meget betændte magtforhold. Hvad er familiens muligheder for at rumme det allerbedste og allerværste og især foregivelsen og romantiseringen af det perfekte?

Begær, kvindelighed og kropslighed er også temaer, der vendes og drejes i Ørstaviks værker. Her udforskes seksuelle lyster og individets fysiske behov for nærhed, intimitet og bekræftelse.

Beslægtede forfatterskaber

Norsk samtidslitteratur fylder meget i det litterære landskab i disse år med store navne som Per Petterson, Tomas Espedal, Karl Ove Knausgård, Lars Saabye Christensen og ikke mindst Hanne Ørstavik, der er blevet oversat til flere sprog. Ørstavik udgør sammen med bl.a. Erlend Loe, Tore Renberg og Linn Ullman 90-00'ernes produktive norske generation, der bl.a. er optaget af at skildre de sociale forandringer i familiemønstrene samt erkendelsen af, at vi har brug for hinanden som mennesker og familiemedlemmer. Ørstavik arbejder især med det psykologiske samspil i og omkring familien samt de afhængigheds- og undertrykkelsesmekanismer, der findes i forhold mellem barn og forældre. Familien og den psykologiske realisme er også i fokus i den prisbelønnede landsmand Per Pettersons forfatterskab.

Hanne Ørstavik har selv udtalt, at hun er inspireret og optaget af bl.a. Virginia Woolf, William Faulkner, Marguerite Duras, Inger Christensen, Tarjei Vesaas, Gro Dahle, Per Olov Enquist, Henrik Ibsen og Stig Larsson (Henning H. Bergsvåg: Interview fra Nettbiblioteket, juni 2003). I forhold til fascinerende sproglige universer er Ørstavik bl.a. inspireret af Birgitta Trotzig, Robert Kangas og Mirja Unge, hvis udforskning af sprog og erfaringsniveauer især er interessant. Desuden minder Ørstaviks karakteristiske sproglige beskrivelser flere steder om danske Ida Jessen, Solvej Balle og Christina Hesselholdt – der også kredser om inderlighed og problematiske familiekonstellationer i deres værker. Ligesom hendes to første minimalistiske og kvadratiske udgivelser minder om nogle af dansk kortprosas udøvere, som f.eks. Peter Adolphsen, Simon Fruelund og Helle Helle.

Bibliografi

Romaner

Ørstavik, Hanne:
Hakk. 1994. Roman.
Ørstavik, Hanne:
Entropi. 1995. Roman.
Ørstavik, Hanne:
Den tid det tager. 2001. (Tiden det tar. 2000). Roman.
Ørstavik, Hanne:
Uge 43. 2003. (Uke 43. 2002). Roman.
Ørstavik, Hanne:
Præsten. 2005. (Presten. 2004). Roman.
Ørstavik, Hanne:
Kærlighed; Så sandt som jeg er virkelig. 2007. (Kjærlighet.1997. og Like sant som jeg er virkelig.1999) 2 romaner.
Ørstavik, Hanne:
I morgen skal det være åpent for alle. 2007. Læsestykke.
Ørstavik, Hanne og Duba, Pierre:
Der alt er klart. 2008. Tekst- og kunstsamarbejde.
Ørstavik, Hanne:
Kaldet – romanen. 2009. (kallet – romanen. 2006). Roman.
Ørstavik, Hanne:
48 rue Defacqz. 2009. Roman.
Ørstavik, Hanne:
Hyænerne. C&K, 2012. (Hyenene, 2011). Roman.
Ørstavik, Hanne:
På terrassen i mørket. Gyldendal, 2015. (På terrassen i mørket, 2014). Oversat af Karen Fastrup.

Andre udgivelser

Ørstavik, Hanne og Pierre Duba:
Der alt er klart. 2008. Tekst- og kunstsamarbejde.
Kvinfos webmagasin, 2013-01-25.

Om forfatteren

Links og artikler

Hauge, Hans og Kristin Ørjasæter (red.):
Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap. Forlaget Oktober, 2008.

Interviews

Hygum Sørensen, Dorte:
Der stod en kvinde ved vinduet med ryggen til. Politiken, 2009-02-21.
Barslev, Katrine:
Forfatteren, der maler det indre liv. Kristeligt Dagblad, 2012-04-16.
Winther, Tine Marie:
Vi har mistet kontakten til kroppen. Politiken, 2012-02-25.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Hanne Ørstavik

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Sørensen, Dorte Hygum:
Jeg skriver for at forholde mig til mit liv. Interview i Politiken, 2009-02-23.
Bale, Kjersti:
Litteraturen og livet, i: Hauge, Hans og Kristin Ørjasæter (red.): Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap. Forlaget Oktober, 2008.
Hauge, Hans:
En mordgåde?, i: Hauge, Hans og Kristin Ørjasæter (red.): Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap. Forlaget Oktober, 2008.
Kraglund, Rikke Andersen:
Mellem linjerne, i: Hauge, Hans og Kristin Ørjasæter (red.): Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap. Forlaget Oktober, 2008.
Rösing, Lilian Munk:
Idealisme og livsløgn, i: Hauge, Hans og Kristin Ørjasæter (red.): Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap. Forlaget Oktober, 2008.
Rottensten, Rikke:
Interview i Kristeligt Dagblad, 10-27-2001.