Elfriede Jelinek

Elfriede Jelinek kom til verden den 20. oktober 1946 i den lille by Mürzzuschlag syd for Wien. Hun voksede op som enebarn med sin far, Fredrich Jelinek, som var diplomkemiker og sin mor som var personalechef for Siemens og kom fra et velhavende tysk-rumænsk miljø. Som jøde overlevede faren Anden Verdenskrig ved at udføre tvangsarbejde i den tyske krigsindustri, men led efterfølgende af traumer og blev psykisk syg. På grund af farens sygdom var det moren, som stod for opdragelsen af Jelinek. Moren indtog en dominerende rolle og havde store forventninger til datterens musikalske og intellektuelle udvikling. Allerede i børnehaven og i de mindste klasser i skolen Notre Dame De Sion lærte Jelinek fransk. I 1959 lykkedes det den 13-årige Elfriede at bestå en optagelsesprøve til Wiens musikkonservatorium. Samtidigt med, at hun gik i gymnasiet, blev hun undervist i fem instrumenter ved konservatoriet (klaver, orgel, blokfløjte, violin, bratsch) og studerede også komposition. Efter studentereksamen fik hun et psykisk sammenbrud, som blandt andet medførte, at hun ikke forlod sit hjem i et år. I et interview fortæller Jelinek om sin isolation: ”Jeg var virkelig helt færdig. Jeg var katalysator for en katastrofal familiekonstellation, men til sidst kunne jeg gøre den produktiv og begynde at skrive. Den omsætning til produktivitet ville ikke være lykkedes, hvis jeg ikke altid var blevet bragt i kontakt med kunst. Denne rædselsfulde barndom har åbenbart ophobet så meget had i mig, at den slynger mig som med en raket gennem litteraturen resten af mit liv.” (Sigrid Löffler: Spøgelsernes herskerinde. Forum for køn og kultur, 2005-02-22).

Efter sammenbruddet vendte hun aldrig tilbage til musikken på professionel basis men fortsatte med at skrive. Hun debuterede med digtsamlingen ”Lisas Schatten” i 1967 og som romanforfatter med ”Wir sind lockvögel, baby” i 1970. I 1974 giftede hun sig med Gottfried Hüngsberg, en datalog fra München. Selv efter hun blev gift, fortsatte hun med at bo sammen sin mor, helt frem til morens død i 2000. I 2004 modtog hun Nobelprisen i litteratur, men var på grund af sin psykiske tilstand ude af stand til at rejse til Sverige for at modtage prisen. På grund af en angstlidelse lever Jelinek i dag stort set tilbagetrukket fra omverdenen.

Elfriede Jelineks roman ”Lust” (”Lyst”, 1990) blev udgivet i 1989 og vakte omfattende debat med dens provokerende sprog og skildring af seksuelle overgreb i et ægteskab. Romanen åbner med distancerede iagttagelser af en kvinde i hendes bolig og hendes mand, direktøren, der beskrives som en evig far for de fattige arbejdere. Vi befinder os i en østrigsk provins med bjerge og skibakker. Kvinden kommer inde fra byen og er blevet anbragt her, hvor hendes mand leder papirfabrikken.

Lige fra begyndelsen træder det ulige magtforhold tydeligt frem. Manden tælles ikke med blandt beboerne, han tæller for sig selv. Han kender ikke hver enkelt af sine arbejdere, men han kender deres samlede værdi. I forholdet til kvinden står det også hurtigt klart, at hun ikke er andet end et stykke legetøj for ham. Deres samliv er præget af dominans, fysisk tvang og undertrykkelse. Sammen har de også en søn, som er vidende om alt, hvad der foregår derhjemme. Han påvirkes i sådan en grad af forældrenes destruktive forhold, at han har lært at kalde det onde for far. I et billedrigt sprog udpensles de seksuelle overgreb i den ene scene efter den anden. Kvinden gør ingen forsøg på at forsvare sig, hun er det passive offer for direktørens umættelige begær hele vejen igennem romanen.

De rituelt tilbagevendende samlejescener udgør en stor del af handlingen, og replikker og tanker gengives af tredjepersonsfortælleren i form af dækket direkte tale. Fortælleren er bemærkelsesværdig med sit overdrevne og surrealistiske billedsprog, metaforerne i samlejescenerne er så svulstige, at karaktererne bliver så karikerede, at de nærmest afpersonaliseres.

I et parodierende og obskønt sprog udstiller ”Lyst” det mekaniske og kvindefjendske ved pornografisk kultur. Billedsproget er så absurd og overraskende, at det tenderer det humoristiske, og det er måske netop det, som gør romanen udholdelig at læse.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Lyst"