Baggrund

Citat
”Spillelærerinden Erika Kohut farer som en hvirvelvind ind i lejligheden, som hun deler med sin mor. Moren kan lide at kalde Erika for sin lille hvirvelvind, for barnet har for vane at bevæge sig vældig hurtigt. Hun forsøger at slippe væk fra sin mor. Erika er i slutningen af trediverne. Moren er så gammel, at hun kunne have været Erikas bedstemor.”
”Spillelærerinden”, s. 5.

Elfriede Jelinek kom til verden den 20. oktober 1946 i den lille by Mürzzuschlag syd for Wien. Hun voksede op som enebarn med sin far, Fredrich Jelinek, som var diplomkemiker og sin mor som var personalechef for Siemens og kom fra et velhavende tysk-rumænsk miljø. Som jøde overlevede faren Anden Verdenskrig ved at udføre tvangsarbejde i den tyske krigsindustri, men led efterfølgende af traumer og blev psykisk syg. På grund af farens sygdom var det moren, som stod for opdragelsen af Jelinek. Moren indtog en dominerende rolle og havde store forventninger til datterens musikalske og intellektuelle udvikling. Allerede i børnehaven og i de mindste klasser i skolen Notre Dame De Sion lærte Jelinek fransk. I 1959 lykkedes det den 13-årige Elfriede at bestå en optagelsesprøve til Wiens musikkonservatorium. Samtidigt med, at hun gik i gymnasiet, blev hun undervist i fem instrumenter ved konservatoriet (klaver, orgel, blokfløjte, violin, bratsch) og studerede også komposition. Efter studentereksamen fik hun et psykisk sammenbrud, som blandt andet medførte, at hun ikke forlod sit hjem i et år. I et interview fortæller Jelinek om sin isolation: ”Jeg var virkelig helt færdig. Jeg var katalysator for en katastrofal familiekonstellation, men til sidst kunne jeg gøre den produktiv og begynde at skrive. Den omsætning til produktivitet ville ikke være lykkedes, hvis jeg ikke altid var blevet bragt i kontakt med kunst. Denne rædselsfulde barndom har åbenbart ophobet så meget had i mig, at den slynger mig som med en raket gennem litteraturen resten af mit liv.” (Sigrid Löffler: Spøgelsernes herskerinde. Forum for køn og kultur, 2005-02-22).

Efter sammenbruddet vendte hun aldrig tilbage til musikken på professionel basis men fortsatte med at skrive. Hun debuterede med digtsamlingen ”Lisas Schatten” i 1967 og som romanforfatter med ”Wir sind lockvögel, baby” i 1970. I 1974 giftede hun sig med Gottfried Hüngsberg, en datalog fra München. Selv efter hun blev gift, fortsatte hun med at bo sammen sin mor, helt frem til morens død i 2000. I 2004 modtog hun Nobelprisen i litteratur, men var på grund af sin psykiske tilstand ude af stand til at rejse til Sverige for at modtage prisen. På grund af en angstlidelse lever Jelinek i dag stort set tilbagetrukket fra omverdenen.