Lea Marie Løppenthin

Til forfatterwebs spørgsmål om, hvornår Lea Marie Løppenthin (f. 1987) begyndte at skrive, formulerer hun et svar lige så spidsfindigt som i debutsamlingen ”Nervernes adresse” fra 2014: ”Da det gik op for mig, at jeg ikke var i stand til at have hobbyer – at jeg ikke ved hvad fritid er. Alt er arbejde og alt er fritid for mig: At læse og skrive, at undervise i at læse og skrive, at gå på bar og danse, at snakke med mine venner, at lave mad, at spise, at sove, at løbe ture, at være kærester med nogen. Det hele er sjovt, det hele er besværligt.” (Line Rasmussen: Interview med Lea Marie Løppenthin. Oktober 2013). Og netop både besværet og begejstringen er et gennemgående tema i digtsamlingen, der udkom på forlaget Gladiator 12. juni 2014.

Titlen er som nævnt ”Nervernes adresse” – selv bor hun i København, men er vokset op i en diplomatfamilie, der har boet længere tid i Dhaka og Hanoi. Løppenthin blev bachelor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet og filosofi i 2011, og samme år begyndte hun på Forfatterskolen, hvorfra hun dimmiterede i 2013. Her gik hun på årgang med bl.a. Cecilie Lind og Molly Balsby Nielsen. Løppenthins første egentlige udgivelse ”Nervernes adresse” – hvis man ser bort fra bidrag til lyriktidsskriftet Hvedekorn og Forfatterskolens afgangsantologi – blev udgivet på det relativt nystiftede forlag Gladiator med tidligere forfatterskoleforstander Hans Otto Jørgensen i spidsen. Digtsamlingen blev storrost af anmelderne og sammenlignet med bl.a. tidligere forfatterskoleelev Asta Olivia Nordenhof, der i 2013 udgav den hudløse og humoristiske ”Det nemme og det ensomme”. Løppenthins digte er lige dele nervøse, sorgfulde, eksistentielle, euforiske og morsomme.

Til ”Forfatterskolens Afgangsantologi 2013” bidrog den nyslåede forfatter med ”Digt om territorier”, hvor det bl.a. lød: ”Jeg er vild med mine tarme, de giver form til mit affald og kan måle sig med Ækvator” – og ”Jeg gnaver i mit spyt som jeg kender det / jeg kender den smag af gnav indtil jeg kender den dårligere”. Allerede her var hun tydeligvis sporet ind på den sikre, særlige og humoristiske sproglige stil, der kendetegner hendes digtning. Digtet blev senere trykt i ”Nervenes adresse”, som et ud af syv længere digte. Det næste man vil kunne læse fra forfatterens hånd er efter eget udsagn ”et drama, som måske også kan kaldes en samling rolledigte

Den originale titel på Lea Marie Løppenthins debut ”Nervernes adresse” (2014) er sigende for forfatterens sproglige stil. Hun udtrykker sig poetisk, humoristisk og sanseligt i fornyende ordbilleder om det at være menneske, ”euforisk og ung”, om drengeskuldre og træskyggemønstre.

Bogen fylder 63 sider og består af syv længere digte med titlerne ”prolog, vinter”, ”digt om territorier”, ”mejer”, ”køernes hvide ansigter”, ”ruter A + B”, ”nervernes adresse” og ”swallow swallow”. Der er tale om prosalignende digte, der på samme tid er lettilgængelige og uhåndgribelige. Løppenthin blander hyperkonkrete iagttagelser med filosofiske, poetiske tankerækker, som her i digtet ”mejer”, hvor noget ekstremt hverdagsligt poetiseres: ”jeg har bøjle-bh på, to sorte fjelde på en brystkasse”.

51138228

Læseren følger jegets registrerende blik på omgivelserne, f.eks. årstidernes cyklus og vejret, som her i ”prolog, vinter”, bogens første digt: ”nu kommer vinteren og opsparingens princip / så jeg køber mælk til min bror / så jeg siger om en årstid, at den er på vej / selvom der altid er en årstid på vej / selvom opsparingens princip indfører vinter i alle årstider”. Senere i ”digt om territorier” skifter vejret, og det sætter sig i kroppen: ”sommeren tillader bedre at tingene tager det sted hvor de kommer fra med sig / varmen i huden varmen i hårbunden”.

Jeget er søgende og fintsansende, og Løppenthins digte kan læses som et forsøg på et indfange den skrøbelighed, der er tilknyttet eksistensen. Bl.a. hvad angår relationer til andre mennesker, for i digtene optræder også andre. Først hører vi om ”drengehud”, ”et han”, ”en dreng”, så et konkret ”du”. Vi hører også om vennegrupper og Andreas og Nikolaj, og i titeldigtet ”nervernes adresse” er vi til fest i lillebrors kollektiv, med forældre i sofaen: ”vi er en ansamling af strålende finanser / hver især nervernes adresse”.