Lea Marie Løppenthin

Lea Marie Løppenthins roman ”Sæson” (2019) er en genskrivning af myten om det græske mor-datter-par; dødsrigets dronning Persefone og høstgudinden Demeter, der må undvære sin datter hver vinter. Den foregår i nutidsdanmark og ligner en ren realistisk samtidsfortælling om et ungt sansende menneske, hvis ikke det var for de mytiske elementer, der drypvis forekommer i form af talende insekter, øresvangerskaber og korsang. Jegfortælleren Frank er en ung kvinde, der har arvet gudinden Demeters skæbne. Som ganske ung føder hun sin græshoppedatter Per (forkortelse af Persefone) ud af øret. Frank har ofte sin datter med, når hun rejser og bor i udlandet med og uden sin diplomatfamilie. På et tidspunkt bliver Per kidnappet af Døden.

Læseren er med Frank i Bruxelles, i Dhaka, i Hanoi og hjemme i København, men væsentligst: med i jegfortællerens tankestrømme. Frank fabulerer over skilsmisseforældre, kærlighed, at være diplomatbarn og have en transkønnet søster. Over det at lide af en psykisk sygdom. Sidstnævnte er et grundtema i romanen, og det er nærliggende at læse ørebarnet Per som et billede på den bipolaritet, som Frank – og forfatteren i øvrigt – lider af.

47054605

Dertil har Løppenthin dog selv i forbindelse med en læsevejledning til ”Sæson” skrevet: ”Per er ikke en metafor for opvækst, sygdom, glæde og sorg. Hun er bogstavelig talt et mytologisk insekt …”. (Lea Marie Løppenthin: læsevejledning til ”Sæson” af forfatteren selv. Instagram, 2019).

At Løppenthin kommer fra lyrikken samt tidligere har arbejdet med mytisk materiale, jf. romanen ”Panser” og hørespillet ”Persefone stikker af”, er tydeligt, når man læser ”Sæson”. Sproget er poetisk og billedmættet, formen er fragmentarisk og fortællingen supplereret af ti sange, ’sunget’ af Per, der som et græsk kor kommenterer sin mor.

Med ”Sæson” træder Lea Marie Løppenthin ind i en lang tradition med at genfortælle de græske myter. En tradition, der lader til at opblomstre i litteraturen disse år. I 2019 udkom bl.a. Mette Moestrups digtsamling ”Til den smukkeste”, der fabulerer over den græske myte om stridsgudinden Eris. Romanen ”Kirke” (på dansk i 2019) af den amerikanske forfatter Madeleine Miller gendigter myten om troldkvinden Kirke, datter af solguden Helios og Odysseus’ elskerinde.

Titlen på Lea Maria Løppenthins roman “Livet går over sine bredder” (2022) bliver nævnt på side 122 i en samtale, hvor to af hovedpersonerne, Karen og Ulrikke, prøver at finde nye ord for begreberne ’død’ og ’begravelse’. Livet går over sine bredder bliver nævnt som en mulig erstatning. Karen ejer den klimavenlige bedemandsvirksomhed Cyklus, hun er kæreste med gartneren Ulrikke, er en såkaldt jordfødt opstået af jord skabt af komposterede lig, der er blevet nedbrudt på få uger i en bikubelignende maskine kaldet Bitavlen. Løppenthins roman nummer tre tager udgangspunkt i nutidig realisme, men tager kvartvejs den drejning, der ofte tages i forfatterens værker mod det sci-fi-mytiske.

62574569

Læseren følger indledningsvis den første hovedperson, Felix fra Bruxelles, der rejser til Danmark, for at besøge sin veninde Eva. Imellemtiden er Evas mormor død og Felix bliver hevet med til Maribo, hvor den progressive økobedemandsvirksomhed er placeret. Her møder læseren filosoffen Ole – hen er nyansat som ritualkonsulent i faster Karens begravelsesorganisation. Kun de to kender pt. til de tre eksisterende jordfødte, der ligner mennesker, har nervesystem og følelser, men fx ikke endetarme, hjerter eller statsborgerskab. Disse jordfødte og Karen tager til Grækenland for at forsøge at etablere en filial, og her udfolder historien sig i endnu mere mytisk og uforudsigelig retning – vi møder fx Ascalaphus, der er halvt ugle, halvt menneske, og guder fra dødsriget, som de indgår aftale med.

“Livet går over sine bredder” handler om liv, død, relationer, skabelsen af det nye menneske, men er også en ustringent roman, som ikke er ligetil at kategorisere. Løppenthin leger med både plot, genrer og skiftende stemmer. Sproget er poetisk og humoristisk. Anmelderne lagde ved udgivelsen maj 2022 netop vægt på humoren, men også på originaliteten:”Lea Marie Løppenthins nye og ret gakkede roman stikker konsekvent af og er samtidig original i detaljen …” (Alexander Vesterlund: ” Hold dog op, hvor den bog kegler rundt. Men den er så original, at det nærmest er ligegyldigt”. Politiken, 2022-06-14). Og: "(…) i Lea Marie Løppenthins romaner dyrkes der en omskiftelighed i både form og indhold, som gør det umuligt at forudsige handlingen, umuligt én gang for alle at gennemskue formsproget og derfor ret umuligt at kede sig.” (Hans Peter Madsen:” Elastisk og slasket”. Altas, 2022-07-24).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Livet går over sine bredder"

Flere af digtene i Lea Marie Løppenthins debutdigte fra 2014 har narrative passager og fremstår som små hyperkonkrete og hyperpoetiske fortællinger. De syv digte i ”Nervernes adresse” taler med hinanden – både tematisk og sprogligt. Billeder, årstider, tider, former, mønstre, kroppen, personer går igen: venner, lillebror, drengeskuldre/drengehud/han/du. Sommer bliver til vinter, og kroppen forandrer sig.

Løppenthin skriver om at være ung og menneske, om at være en del af verdens kredsløb – både fra et sjæleligt mikroperspektiv, men også ud fra et vestligt, privilegeret perspektiv. I digtsamlingen ”Marts er bedst” (2016) anvender hun samme humoristiske og naivistiske fortællestil. Digtene handler bl.a. om sårbarhed og opridser en sygdomshistorie med depression og mani.

Forfatteren selv har sagt: ”Min bog er skrevet til mennesker som er ramt af bipolær lidelse, som jeg selv er ramt af, omend i mild grad. Min bog er skrevet til psykiatriske patienter i al almindelighed. Min bog er skrevet til ofre for kapitalismen (dvs os alle), denne latterlige økonomi som er struktureret som en bipolær psyke – højkonjunktur – lavjunktur, aldrig ligevægt, denne meget eksotiske ligevægt.” (Lea Marie Løppenthin: marts-er-bedst-er-gratis”. lealoeppenthin.com, 2016/06/21).

I 2016 debuterede Løppenthin som prosaforfatter med værket ”Panser”, en genrehybrid delt i tre: en græsk tragedie (inkl. kor), en kort dannelsesroman og et brev. Et nutidigt drama om kærlighed, vrede og panser – sidstnævnte forstået som et værn for krop og sjæl. Den græske mytologi var også tematisk inspiration i hørespillet ”Persefone stikker af”, – og i romanen ”Sæson”, der transformerer sagnet om mor-datter-relationen mellem høstgudinden Demeter og hendes datter Persefone til en fortælling, der bl.a. – ligesom digtene i ”Marts er bedst” – omhandler bipolaritet.

I romanen ”Livet går over sine bredder” fortsætter Løppenthin sine genreeksperimenter samt brug af græsk-mytologi elementer. Romanen blander hverdag og sci-fi, og har sin egen plotmæssige logik eller mangel på samme. Temaerne er liv, død, køn, relationer, skabelsen af det nye menneske – og bæredygtighed. ”Romanen er langt fra at være deprimerende dystopisk eller et stykke klimaaktivistisk propaganda, men læses mere som en smågenial komedie, hvor Lea Marie Løppenthins vilde og velskrevne fantasi om forholdet mellem jord og mennesker har fået helt frie tøjler.” (Jacob Ørsted: Anmelderen slugte alle bogens mærkelige præmisser. ”I guder! Tak for en sprudlende læseoplevelse!” Berlingske, 05-20-2022)