Da forlaget Gladiator udgav Lea Marie Løppenthins digte i 2014, blev hun bl.a. sammenlignet med digteren Asta Olivia Nordenhof pga. en samstemmende hudløs tone. Ligesom flere andre digtere fra samme generation, heriblandt Olga Ravn og Caspar Eric, var de også poetiske på nettet i nogle år. Nordenhof blev i 2013 præmieret med Montanas Litteraturpris for både digtsamlingen ”Det nemme og det ensomme” og bloggen jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk. På Løppenthins nu ikkeeksisterende hjemmeside uploadede hun billeder og tekster, der kun eksisterede digitalt. I forbindelse med ”Sæson” kunne man læse en fiktiv samtale mellem bogens to hovedpersoner – og på hendes Instagramprofil formulerede hun en læsevejledning. Hvor Nordenhof i sin digtsamling skriver på et råt, personligt stof om misbrug, vold og prostitution, skriver Løppenthin i sine debutdigte ud fra et mere almenmenneskeligt perspektiv.
Senere bliver forfatterskabets temaer mere personlige. Hun har i tidlige interviews omtalt sig selv som et privilegeret menneske. Som diplomatbarn voksede hun op som velhavende hvid i fattige lande, hvilket uden tvivl har skærpet hendes blik for den menneskelige ulighed, der både kommer til udtryk i hendes tidlige digte og seneste romaner. Temaerne krop, politik og etik har Lea Marie Løppenthin tilfælles med andre fra sin generation af digtere, f.eks. Olga Ravn og Theis Ørntoft.
De temaer optræder også i Løppenthins øvrige forfatterskab, f.eks. i romanen ”Sæson”, der udover at være formeksperimenterende og humorfyldt, også er en fortælling om at leve med en bipolar lidelse. Med denne sygdomstematik træder Løppenthin ind i en tendens, der kendetegner flere yngre forfattere, f.eks. Hanne Højgaard Viemose, Josephine Gråkjær Nielsen og Bjørn Rasmussen, som – med forskellige litterære afsæt – skriver autobiografisk om følsomhed og menneskelige erfaringer med psykisk sårbarhed.
I ”Livet går over sine bredder” er forfatterens leg med genrer, former – der veksles bl.a. mellem prosa, breve og dramatik – og skiftende hovedpersoner, bemærkelsesværdig. Disse litterære eksperimenter kan minde om islandske Sjóns i romanen ”Codex 1962” (2018). Den er blevet kaldt for et grænseoverskridende mesterværk, fordi han blander genrer som kærlighed, krimi og sci-fi, og gør brug af mange formater; breve, avisartikler, drømme, hallucinationer, interviews m.fl. Også han berører behovet for klimabevidsthed og bæredygtighed, om end på mere radikal vis end Løppenthin – og viderefabulerer på gamle myter om golem-skikkelser, der er skabt af ler for siden at blive vagt til live.