Løppenthin, Lea Marie
Foto: Jonas Fogh

Lea Marie Løppenthin

cand.mag. Line Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014. Opdateret af Line Rasmussen, Bureauet, oktober 2019.
Top image group
Løppenthin, Lea Marie
Foto: Jonas Fogh
Main image
Løppenthin, Lea Marie
Foto: David Stjernholm

Indledning

Lea Marie Løppenthin gik ud af Forfatterskolen i 2013 og allerede idebuterede sommeren 2014 debuterede hun med den anmelderroste digtsamling ”Nervernes adresse” – syv længere digte om at være nervøst menneske i verden, om formationer, drengeskuldre, årstider og sjovt pandehår. Som debutens titel afslører, er Løppenthin en digter med talent for at skabe originale ordbilleder og stemninger, og hun . Samme år blev i efterårethun 2014 shortlistet til Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Siden har Løppenthin udgivet både digte og prosa nyligst romanen ”Sæson” (2019), der har fællestræk med den græske myte om årstidsgudinden Demeter og hendes datter, dødsrigets dronning Persefone. En roman, der ligesom de naivistiske digte i ”Marts er bedst” (2016), blandt andet kredser om det at have en bipolar diagnose.  

47054605

Blå bog

Født: 1987 i København.

Uddannelse: Bachelor i litteraturvidenskab, 2011. Forfatterskolen, 2013.

Debut: Nervernes adresse. Gladiator, 2014.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Sæson. Gyldendal, 2019. Roman.

Inspiration: Charlotte Gainsbourg. ”Vil gerne kunne skrive sådan som hun bevæger sig og taler”. 


 

 

 

 

 

 

Lea

Artikel type
voksne

Baggrund

”jeg låser en dåse torskerogn op med den lille nøgle, der følger med / jeg elsker den lille nøgle.”
”Nervernes adresse”, s. 37.

Til forfatterwebs spørgsmål om, hvornår Lea Marie Løppenthin (f. 1987) begyndte at skrive, formulerer hun et svar lige så spidsfindigt som i debutsamlingen ”Nervernes adresse” fra 2014: ”Da det gik op for mig, at jeg ikke var i stand til at have hobbyer – at jeg ikke ved hvad fritid er. Alt er arbejde og alt er fritid for mig: At læse og skrive, at undervise i at læse og skrive, at gå på bar og danse, at snakke med mine venner, at lave mad, at spise, at sove, at løbe ture, at være kærester med nogen. Det hele er sjovt, det hele er besværligt.” (Line Rasmussen: Interview med Lea Marie Løppenthin. Oktober 2013). Og netop både besværet og begejstringen er et gennemgående tema i digtsamlingen, der udkom på forlaget Gladiator i 2014.

Titlen er som nævnt ”Nervernes adresse” – selv bor hun i København, men er vokset op i en diplomatfamilie, der har boet længere tid i Dhaka og Hanoi. Løppenthin blev bachelor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet og filosofi i 2011, og samme år begyndte hun på Forfatterskolen, hvorfra hun dimmiterede i 2013. Her gik hun på årgang med bl.a. Cecilie Lind og Molly Balsby Nielsen. Løppenthins første egentlige udgivelse ”Nervernes adresse” – hvis man ser bort fra bidrag til lyriktidsskriftet Hvedekorn og Forfatterskolens afgangsantologi – blev udgivet på det relativt nystiftede forlaget Gladiator, der har med tidligere forfatterskoleforstander Hans Otto Jørgensen i spidsen. Digtsamlingen blev storrost af anmelderne og sammenlignet med bl.a. tidligere forfatterskoleelev Asta Olivia Nordenhof, der i 2013 udgav den hudløse og humoristiske ”Det nemme og det ensomme”. Løppenthins debutdigte er lige dele nervøse, sorgfulde, eksistentielle, euforiske og morsomme.

Siden debuten har Lea Marie Løppenthin udgivet digtsamlingen ”Marts er bedst” (2016) på mikroforlaget OVBIDAT, samt romanerne ”Panser” (2016) på Gladiator og ”Sæson” (2019) på Gyldendal. Sidstnævnte er en genskrivning af myten om det græske mor-datter-par: høstgudinden Demeter og dødsrigets dronning Persefone. Et mytologisk stof, som forfatteren allerede arbejdede med i 2017, hvor hun debuterede som radiodramatiker med teaterhørespillet ”Persefone stikker af”. Stykket blev opført på kollegiet Regensen i København K i samarbejde med AKT1 Radiodrama.

Nervernes adresse

”så vi sov i fuglekiggertårnet ved Hejresøen / sov inde i vores soveposer i en Tetris-formation på gulvet / situationen minder om en vinterdag i en lejlighed, jeg boede i.”
”Nervernes adresse”, s. 20.

Den originale titel på Lea Marie Løppenthins debut ”Nervernes adresse” (2014) er sigende for forfatterens sproglige stil. Hun udtrykker sig poetisk, humoristisk og sanseligt i fornyende ordbilleder om det at være menneske, ”euforisk og ung”, om drengeskuldre og træskyggemønstre.

Bogen fylder 63 sider og består af syv længere digte med titlerne ”prolog, vinter”, ”digt om territorier”, ”mejer”, ”køernes hvide ansigter”, ”ruter A + B”, ”nervernes adresse” og ”swallow swallow”. Der er tale om prosalignende digte, der på samme tid er lettilgængelige og uhåndgribelige. Løppenthin blander hyperkonkrete iagttagelser med filosofiske, poetiske tankerækker, som her i digtet ”mejer”, hvor noget ekstremt hverdagsligt poetiseres: ”jeg har bøjle-bh på, to sorte fjelde på en brystkasse”.

51138228

Læseren følger jegets registrerende blik på omgivelserne, f.eks. årstidernes cyklus og vejret, som her i ”prolog, vinter”, bogens første digt: ”nu kommer vinteren og opsparingens princip / så jeg køber mælk til min bror / så jeg siger om en årstid, at den er på vej / selvom der altid er en årstid på vej / selvom opsparingens princip indfører vinter i alle årstider”. Senere i ”digt om territorier” skifter vejret, og det sætter sig i kroppen: ”sommeren tillader bedre at tingene tager det sted hvor de kommer fra med sig / varmen i huden varmen i hårbunden”.

Jeget er søgende og fintsansende, og Løppenthins digte kan læses som et forsøg på et indfange den skrøbelighed, der er tilknyttet eksistensen. Bl.a. hvad angår relationer til andre mennesker, for i digtene optræder også andre. Først hører vi om ”drengehud”, ”et han”, ”en dreng”, så et konkret ”du”. Vi hører også om vennegrupper og Andreas og Nikolaj, og i titeldigtet ”nervernes adresse” er vi til fest i lillebrors kollektiv, med forældre i sofaen: ”vi er en ansamling af strålende finanser / hver især nervernes adresse”. 

Sæson

”Fosteret befandt sig bag min venstre trommehinde. Det var svært at fastslå, hvor længe jeg havde været gravid. Sådan set var det ikke sikkert, at fosteret havde en biologisk far, for lægen kunne ikke fastslå, hvordan jeg var blevet gravid. Han mente nok, det var sandsynligt, at den slags graviditeter ikke var kendt i Skandinavien endnu.”


”Sæson”, s. 18.

Lea Marie Løppenthins roman ”Sæson” (2019) er en genskrivning af myten om det græske mor-datter-par; dødsrigets dronning Persefone og høstgudinden Demeter, der må undvære sin datter hver vinter. Den foregår i nutidsdanmark og ligner en ren realistisk samtidsfortælling om et ungt sansende menneske, hvis ikke det var for de mytiske elementer, der drypvis forekommer i form af talende insekter, øresvangerskaber og korsang. Jegfortælleren Frank er en ung kvinde, der har arvet gudinden Demeters skæbne. Som ganske ung føder hun sin græshoppedatter Per (forkortelse af Persefone) ud af øret. Frank har ofte sin datter med, når hun rejser og bor i udlandet med og uden sin diplomatfamilie. På et tidspunkt bliver Per kidnappet af Døden.

Læseren er med Frank i Bruxelles, i Dhaka, i Hanoi og hjemme i København, men væsentligst: med i jegfortællerens tankestrømme. Frank fabulerer over skilsmisseforældre, kærlighed, at være diplomatbarn og have en transkønnet søster. Over det at lide af en psykisk sygdom. Sidstnævnte er et grundtema i romanen, og det er nærliggende at læse ørebarnet Per som et billede den bipolaritet, som Frank – og forfatteren i øvrigt – lider af. Dertil har Løppenthin dog selv i forbindelse med en læsevejledning til ”Sæson” skrevet: ”Per er ikke en metafor for opvækst, sygdom, glæde og sorg. Hun er bogstavelig talt et mytologisk insekt. (Lea Marie Løppenthin: læsevejledning til ”Sæson” af forfatteren selv. Instagram, 2019).

47054605

At Løppenthin kommer fra lyrikken samt tidligere har arbejdet med mytisk materiale, jf. romanen ”Panser” og hørespillet ”Persefone stikker af”, er tydeligt, når man læser ”Sæson”. Sproget er poetisk og billedmættet, formen er fragmentarisk og fortællingen supplereret af ti sange, sunget af Per, der som et græsk kor kommenterer sin mor.

Med ”Sæson” træder Lea Marie Løppenthin ind i en lang tradition med at genfortælle de græske myter. En tradition, der lader til at opblomstre i litteraturen disse år. I 2019 udkom bl.a. Mette Moestrups digtsamling ”Til den smukkeste”, der fabulerer over den græske myte om stridsgudinden Eris. Romanen ”Kirke” (på dansk i 2019) af den amerikanske forfatter Madeleine Miller gendigter myten om troldkvinden Kirke, datter af solguden Helios og Odysseus elskerinde.

Genrer og tematikker

Flere af digtene i Lea Marie Løppenthins digtsamling debutdigte har narrative passager og fremstår som små fortællinger, f.eks. i digtet ”mejer” er jeget til børnefødselsdag: ”det er ikke forfærdeligt / barnet er i pleje her fordi hendes mor er narkoman / men her er ingen narkomaner / barnet har smukke kindben (…) jeg skal springe op og sprænge hulen i stykker, som et monster / det er en god leg”. I digtet ”køernes hvide ansigter” er en ”flok på 7-8 mennesker” taget på landet, hvor de går tur i markerne om dagen og fester om natten: ”vi dansede til musik på YouTube og Spotify / Beatles og Wu-Tang Clan”.

Løppenthin skriver prosalyrik og blander det hyperkonkrete med det hyperpoetiske. Hun anvender en gang imellem gentagelser, der giver digtene rytme, f.eks. i digtet ”køernes hvide ansigter”: ”det var verdens nemmeste dag, den forekommer ikke fjern fra det her firkantede solkammer / eller dagen fungerer stadig og ikke fjernet fra det her firkantede solkammer”. De syv digte i ”Nervernes adresse” taler med hinanden – både tematisk og sprogligt. Billeder, årstider, tider, former, mønstre, kroppen, personer går igen: venner, lillebror, drengeskuldre/drengehud/han/du. Sommer bliver til vinter, og kroppen forandrer sig, som her i slutdigtet ”Swallow swallow”: ”for tiden, inde i den her tid, er hjertet en rådden ingefærhånd / en Mickey Mouse-hånd med tykke fingre”.

Løppenthin skriver om at være ung og menneske, om at være en del af verdens kredsløb – både fra et sjæleligt mikroperspektiv, men også ud fra et vestligt, privilegeret perspektiv., som f.eks. i ”digt om territorier”, hvor flyet i Bangkok er forsinket og flyselskabet tilbyder overnatning: ”I don’t want accommodation / skreg jeg, jeg var velhavende og utryg / det gjorde mig vredest af alt at transporten kan afbrydes / at transporten afbryder sig selv og vil indlogere mig i sin afbrydelse / en lufthavns hvide hukommelsestab”.

Løppenthin formulerer sig ikke med håndfaste holdninger. Hun siger ikke: sådan er det! Hun registrerer snarere omgivelserne med fin fornemmelse for både sproget og livets små betydningsbærende detaljer – og gør digterjegets erfaringer almenmenneskelige. I et interview i Information med titlen ”Jeg forventer, at alle synes det er pinligt at være levende”, beskriver hun det sådan her: ”Jeg håber, at jeg diagnosticerer verden. Forstået sådan at jeg bidrager til en fælles diagnosticering. Jeg er jo bare et eksemplar af en art, så jeg håber da, at det er genkendeligt, det jeg siger. Jeg håber, at det gentager noget, som andre har tænkt. Alt andet ville være skræmmende.” (Katrine Hornstrup Yde: ”Jeg forventer, at alle synes det er pinligt at være levende”. Information, 2014-06-23).

Efter ”Nervernes adresse” udkom digtsamlingen ”Marts er bedst” (2016), der anvender samme humoristiske og naivistiske fortællestil, hvilket også kom til udtryk i bogens bevidst amatøristiske udstyr til bogens første oplag: gul karton, hvid snor og sort vandfarve. Digtene handler bl.a. om sårbarhed og opridser en sygdomshistorie med depression og mani. Forfatteren selv har selv sagt: Min bog er skrevet til mennesker som er ramt af bipolær lidelse, som jeg selv er ramt af, omend i mild grad. Min bog er skrevet til psykiatriske patienter i al almindelighed. Min bog er skrevet til ofre for kapitalismen (dvs os alle), denne latterlige økonomi som er struktureret som en bipolær psyke – højkonjunktur – lavjunktur, aldrig ligevægt, denne meget eksotiske ligevægt.” (Lea Marie Løppenthin: marts-er-bedst-er-gratis”. lealoeppenthin.com, 2016/06/21).

I 2016 debuterede Løppenthin som prosaforfatter med værket ”Panser”, en genrehybrid delt i tre: en græsk tragedie (inkl. kor), en kort dannelsesroman og et brev. Et nutidigt drama om kærlighed, vrede og panser – sidstnævnte forstået som et værn for krop og sjæl. Den græske mytologi var også tematisk inspiration i hørespillet ”Persefone stikker af”, en moderne fortolkning af sagnet om dødsrigets dronning, Persefone – og i romanen ”Sæson”, der transformerer sagnet om mor-datter-relationen mellem høstgudinden Demeter og hendes datter Persefone til en fortælling, der bl.a. – ligesom digtene i Marts er bedst” omhandler bipolaritet.

Beslægtede forfatterskaber

Da forlaget Gladiator udgav Lea Marie Løppenthins digte i 2014, blev hun bl.a. sammenlignet med digteren Asta Olivia Nordenhof pga. en samstemmende hudløs tone. Ligesom flere andre digtere fra samme generation er de også poetiske på nettet, jf. Olga Ravn (olga-ravn.blogspot.dk/) og Caspar Eric (caspareric.wordpress.com). Nordenhof blev i 2013 præmieret med Montanas Litteraturpris for både digtsamlingen ”Det nemme og det ensomme” og bloggen jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk. På Løppenthins blog hjemmeside lealoeppenthin.wordpress.com uploader hun både billeder og tekster, der kun eksisterer digitalt. I forbindelse med ”Sæson” kan man for eksempel læse en fiktiv samtale mellem bogens to hovedpersoner, Frank og Per. hendes Instagramprofil har hun formuleret en læsevejledning – i tilfælde af, som hun skriver, at romanen er for indforstået og svær at følge med i.

Hvor Nordenhof i sin digtsamling skriver på et råt, personligt stof om misbrug, vold og prostitution, skriver Løppenthin i sine debutdigte ud fra et mere almenmenneskeligt perspektiv. Senere bliver forfatterskabets temaer mere personlige. Hun har i forbindelse med tidlige interviews omtalt sig selv som et privilegeret menneske. Som diplomatbarn voksede hun op som velhavende hvid i fattige lande, hvilket uden tvivl har skærpet hendes blik for den menneskelige ulighed, der også både kommer til udtryk i hendes tidlige digte og seneste romaner. Til Dagbladet Information har hun bl.a. udtalt: ”Hvis man har boet som privilegeret i et meget fattigt land som barn, er ens krop fundamentalt adskilt fra de kroppe, der er på gaden. Den er beskyttet af sin farve og sine omstændigheder.” (Katrine Hornstrup Yde: ”Jeg forventer, at alle synes det er pinligt at være levende”. Information, 2014-06-23).

Temaerne krop, politik og etik har Lea Marie Løppenthin tilfælles med andre fra sin generation af digtere, f.eks. Olga Ravn og Theis Ørntoft. De temaer optræder også i Løppenthins øvrige forfatterskab. Senest i romanen ”Sæson”, der udover at være formeksperimenterende og humorfyldt, også er en fortælling om at leve med en bipolar lidelse. Med denne sygdomstematik træder Løppenthin ind i en tendens, der kendetegner flere yngre forfattere, som med forskellige litterære afsætskriver autobiografisk om følsomhed og menneskelige erfaringer med psyken. Hanne Højgaard Viemose, Josephine Gråkjær Nielsen og Bjørn Rasmussen er eksempler på forfattere, der i nyere tid har brugt egne mentale kriser som stof i deres bøger.

Bibliografi

Digte

Løppenthin, Lea Marie:
Nervernes adresse. Gladiator, 2014.
Løppenthin, Lea Marie:
Marts er bedst. OVBIDAT, 2016.

Roman

Løppenthin, Lea Marie:
Panser. Gladiator, 2016.
Løppenthin, Lea Marie: Sæson. Gyldendal, 2019.

Bidrag til antologi

Forfatterskolens afgangsantologi 2013. Basilisk, 2013.

Om forfatterskabet

Garsdal, Lise:
Debuterende poet: »Det er et dagligt chok at forvalte kropsdele«. Politiken, 2014-07-09.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lea Marie Løppenthin

Kilder citeret i portrættet

Rasmussen, Line:
Forfatterinterview. Forfatterweb.dk, 2014-10-20.