Sjón

Sjón er født Sigurjón Birgir Sigurdsson i Reykjavik, Island i 1962. Kunstnernavnet Sjón, som betyder udsyn på islandsk, var familiens kærlige påfund, der blev forfatterens alias, da han som 15-årig udgav sin første digtsamling ”Sýnir”. Det skete uden hjælp fra et forlag, og Sjón solgte selv eksemplarer af debuten i bussen. En af sine indledende litteraturoplevelser fik han fra bedstemorens bogreol, der bød på islandske folkeeventyr i fem bind. Den fortælletradition er en grundsten i forfatterskabet. Han har ingen formel kunstnerisk uddannelse, men supplerede sin studentereksamen ved at samle erfaringer i Reykjaviks undergrundsmiljø. I 1979 sluttede han sig til det kreative kollektiv Medusa, hvor han dyrkede en blanding af performance og surrealistisk poesi frem til 1986. Resultatet af medlemskabet af Medusa blev en række digtsamlinger, blandt andet ”Drengurinn med röntgenaugun” (1986), og i 1987 gjorde han sit første forsøg ud i romangenren med den futuristiske teenage-fantasi ”Stálnott”.

Siden er produktionen vokset til at omfatte flere romaner foruden lyrikken såvel som manuskripter til teater og tv, børnebøger og librettoer. Han har tilmed skrevet ørehængere til veninden Bjørk, som han lærte at kende, da han i sin ungdom færdedes i miljøet omkring hendes band Sugarcubes. Den foreløbige kulmination på deres samarbejde var soundtracket til Lars von Triers film ”Dancer in the dark” (2000), der også involverede den danske instruktør i udviklingen af sangteksterne. Sjón har imidlertid beskrevet romangenren som sin foretrukne: ”Jeg nyder at beskæftige mig med personernes personlighed, og de situationer de finder sig selv stillet i.” (Johnny Hedegaard Madsen: Islandsk ord-troldmand: Faldt i gryden som barn. Sentura #12/13, 2002).

I 2005 modtog Sjón Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ”Skygge-Baldur”, som han dengang kaldte sin bedste bog (Kirsten Boas: Det svage menneskes kærlighed. Kristeligt Dagblad, 2005-02-24.) Den er solgt til udgivelse i mere end 21 lande og hører til forfatterens København-trilogi, idet handlingen har forbindelse til den danske hovedstad som i romanerne ”Splinten fra Argo” (2006) og ”Tusmørkeundere” (2010).

Sjón har tidligere tilbragt perioder i London og i Berlin, hvor han fra 2007 til 2008 havde et gæsteprofessorat ved Freie Universität. I dag bor og arbejder han i Reykjavik med sin kone og to børn.  

Stuepigen Marie-Sophie er ansat på et pensionat i en lille tysk by i romanen ”Augu þín sáu mig”, 1994 (”Dine øjne så mig”, 2002), hvor hun får en særlig udfordring af sine overordnede. Hun skal pleje en jødisk flygtning, Löwe, som en dag dukker op i pensionatets køkken. Hans tilstedeværelse må holdes hemmelig, for Anden Verdenskrig er endnu ikke afsluttet, og Marie-Sophie våger samvittighedsfuldt over den stærkt svækkede mand. Deres forhold udvikler sig fra en patient-sygeplejerske-relation til elskov. Marie-Sophie bringer ikke bare livet tilbage i Löwe, hun hjælper ham desuden med at forme et barn ud af den klump af jord, han opbevarer i en hatteæske. På temmelig uortodoks vis - det er bogstaveligt talt håndarbejde - bliver de forældre til en søn, og det afsløres gradvist, at det er ham, der genfortæller sin egen skabelsesberetning i bogen.

24289125

Men denne fortæller går også i dialog med en anden stemme – en form for stedfortræder for læseren – der eksempelvis råber op, når hovedpersonerne træder i baggrunden til fordel for litterære sidespring. På den måde bliver handlingen kommenteret løbende, og Sjón minder læseren om, at det er en konstrueret virkelighed, vi har at gøre med. Der er vide rammer for, hvad forfatteren inkluderer i romanens rum; her er passager med englen Gabriel, som betragter verden ovenfra, her er de historier inden for historien, som Marie-Sophie underholder med ved Löwes sengekant, samt en oversigt over, hvad folk drømmer om i byen, leveret af englen Freude. Plottet er uforudsigeligt og kendetegnet ved nogle enorme skift i stemninger, nok mest mærkbart da den veksler fra farceagtige momenter til en veritabel gysersekvens i kapitel 13, hvor fyren Karl Maus voldtager Marie-Sophie i en blanding af jalousi og had rettet mod Löwe, eftersom han er jøde.

Romanen, der er første bind i trilogien ”CoDex 1962”, kan ses som en demonstration af fiktionens muligheder fra Sjóns side. Men den kan også læses som en fabulerende skildring af, hvordan kærligheden er til stede mellem frygt og sadisme i en krigstid.