Tomas Tranströmer

Artikel type
voksne
mag.art. Abigail Josephsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.
Main image
Tranströmer, Tomas
Foto: Urban Jörén / Scanpix

Indledning

Tomas Tranströmer er svensk digter, oversætter og psykolog. Hans værker er oversat til 55 sprog, og han blev i 2011 velfortjent tildelt Nobelprisen i litteratur. Gennemslagskraften skyldes hans enkle, smukke billedsprog, der gør digtene let tilgængelige som et stykke musik. Det er især den storslåede, svenske natur, han beskriver. Blandt andet i digtet ”Præludium”, hvor naturen skildres som et enormt, guddommeligt maskineri. Udover naturen er hovedtemaerne drømme, døden, erindringer, musik og rejser. Billederne er rolige og melankolske, men de rummer en bagvedliggende, stærk kraft af metafysisk art, som for evigt forbliver et mysterium.

 

29110727

Blå bog

Født: 15. april 1931, Stockholm.

Død: 26. marts 2015. Stockholm.

Uddannelse: Psykolog ved Stockholms Universitet, 1956.

Debut: 17 dikter. Albert Bonniers Förlag, 1954.

Litteraturpriser: Bellman-prisen, 1966. Sveriges Radios Lyrikpris, 1973. Övralids-prisen, 1975. Petrarca-prisen, Tyskland, 1981. Nordisk Råds Litteraturpris, 1990.

Den Europæiske Pris, Vrsac, Jugoslavien, 1990. Neustadt-prisen, 1990. Det Svenske Akademis Nordiske Pris, 1991. The Golden Wreath of the Struga Poetry Evenings, Makedonien, 2003. The Griffin Trust, Lifetime Recognition Award, 2007. Nobels Litteraturpris, 2011.

Seneste udgivelse: Den stora gåtan. Albert Bonniers Förlag, 2004.

Inspiration: Klassiske komponister som Haydn, Schubert og Liszt samt franske surrealister og T.S. Eliot.

Baggrund

“Det hænder at man vågner om natten Og hastigt nedfælder nogle ord På nærmeste lap papir, på kanten af en avis (ordene stråler af betydning) Men om morgenen: de samme ord siger ingenting mere, Kragetæer, fortalelser. Eller fragmenter af den store natlige skrift som drog forbi?”
“Østersøer”, ”Samlede Tranströmer”, s. 166.

Tomas Tranströmer er født og opvokset i Stockholm og tilbragte mange af sine somre på øen Runmarö. Naturen her har en særlig plads i hans digtning. Hans far var journalist og hans mor lærer. De blev skilt, da Tranströmer var lille. Han flyttede sammen med sin mor ind i en lejlighed på 5. sal i et boligkompleks for den lavere middelklasse og så kun sjældent sin far. I ”Minderne ser mig” (”Samlede Tranströmer”, side 308) beskriver Tranströmer, at han en dag med gru fik at vide, at hans lærer havde sagt til de øvrige elever, at de ikke måtte drille ham med, at han ikke havde en far. Tranströmer ville ikke være anderledes, selvom han godt var klar over, at han var det. Han var seriøs amatørzoolog og samlede på insekter, frem for alt biller. Senere blev han interesseret i geografi og antropologi og læste kun fagbøger, som han fik sin storebrors hjælp til at låne på voksenbiblioteket. Tranströmer gik i gymnasiet på Södre Latinskole, hvor han fik øjnene op for Catuls og Horats poesi og for alvor fik interesse for at skrive. Han debuterede som 23-årig med digtsamlingen ”17 Digte” (1954). Samtidig gennemførte han en uddannelse til psykolog på Stockholm Universitet, hvor han blev færdig i 1956. Som psykolog kom han blandt andet til at arbejde på en institution for ungdomsforbrydere, med stofmisbrugere og med arbejdsløse. Fra midten af 1960’erne besluttede han sig for at arbejde deltids som psykolog for at hellige sig skrivningen. I 1965 flyttede han med sin kone Monica og sine to døtre Emma og Paula til Västerås omkring 100 kilometer fra Stockholm. Her bor han stadig sammen med sin kone. I sin tidlige ungdom drømte Tranströmer om at blive professionel pianist eller komponist. Selvom han professionelt ændrede planer, er passionen for klaverspil og musik fortsat intakt. Som 57-årig fik Tranströmer en hjerneblødning, der lammede ham i højre side af kroppen og beskadigede hans talecenter. Han fortsatte med at skrive og også med at spille klaver, dog kun med venstre hånd. Blandt andet har han indspillet cd’en ”Klangen säger att friheten finns” (Bonniers Forlag, 2002) med én hånd - uden akkompagnement.

I 2011 udkom hans samlede digte på dansk, og litteraturhenvisningerne i dette portræt refererer til dette værk.

17 digte

“Opvågningen er et faldskærmsudspring fra drømmen.
Fra den kvælende hvirvel daler
den rejsende mod morgenens grønne zone.
Tingene flammer op. Han fornemmer – i den sitrende lærkes
position – de mægtige trærodssystemers
underjordisk svingende lygter. Men oven jorde
står – i tropisk flom – det grønne, med
løftede arme, lyttende
til rytmen fra et usynligt pumpeværk.”
”Præludium”, “Samlede Tranströmer”, side 15.

Tranströmer debuterede som 23-årig med digtsamlingen ”17 dikter” fra 1954 (”17 digte”), og han blev med det samme udråbt til at være et ungt geni. ”17 digte” består af 17 digte af varierende længde og form. Det første i samlingen er digtet ”Præludium”, som betyder et musikalsk forspil: orgelspillet før gudstjenesten går i gang. Digtet er urimet som alle Tranströmers øvrige digte og består af to strofer. ”Præludium” handler om at vågne op fra nattens drømme og om, hvordan bevidstheden vender tilbage til den fysiske virkelighed. Tranströmer kalder i digtets første line den tilstand for ”et faldskærmsudspring fra drømmen”. Rejsen fra søvnen og ind i den vågne tilstand går igennem et storslået natursceneri, der næsten som en fabrik med pumpeværk og skakter og turbiner sender bevidstheden lodret op fra ”de mægtige trærodssystemers underjordisk svingende lygter”, til rejsen ender på jorden under et træ. Den surrealistiske rejse, der beskrives, er så konkret, at det kan minde om en fødsel. Digtet sluttes med spørgsmålet: ”Vil, efter styrtet gennem dødens hvirvel, et stort lys foldes ud over hans hoved?” Der er ikke nogen endelig afslutning på rejsen, for digtet fastholder øjeblikket mellem de to tilstande - drøm og opvågen. Det er uvist, hvad der vil åbenbare sig, når det øjeblik er gået; om lyset vil foldes ud. Men der er et håb om åbenbaring, præcis som der er hos kirkegængerne, når orglet spiller præludium.

Det storslåede natursceneri i ”Præludium” er karakteristisk for både ”17 digte” og for hele Tranströmers forfatterskab. Hos ham er naturen en aktiv, livgivende og også skræmmende og dødbringende kraft i verden. Det gælder både den indre natur - sindet - og den ydre fysiske virkelighed. Den religiøse eller metafysiske dimension i Tranströmers digtning har gjort, at han er blevet kaldt mystiker. Tranströmer siger selv til dette, at en mystiker er én, som har set guds ansigt. Tranströmer selv har kun set guds skygge, og selv dét er han ikke engang sikker på (Jenny Morelli: Interview with Tomas Tranströmer, Vi-magazine, november 2007).