Tomas Transrömer
Foto: Maja Suslin/EPA/Ritzau Scanpix

Tomas Tranströmer

mag.art. Abigail Josephsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.
Top image group
Tomas Transrömer
Foto: Maja Suslin/EPA/Ritzau Scanpix
Main image
Tranströmer, Tomas
Foto: Urban Jörén / Scanpix

Indledning

Tomas Tranströmer er svensk digter, oversætter og psykolog. Hans værker er oversat til 55 sprog, og han blev i 2011 velfortjent tildelt Nobelprisen i litteratur. Gennemslagskraften skyldes hans enkle, smukke billedsprog, der gør digtene let tilgængelige som et stykke musik. Det er især den storslåede, svenske natur, han beskriver. Blandt andet i digtet ”Præludium”, hvor naturen skildres som et enormt, guddommeligt maskineri. Udover naturen er hovedtemaerne drømme, døden, erindringer, musik og rejser. Billederne er rolige og melankolske, men de rummer en bagvedliggende, stærk kraft af metafysisk art, som for evigt forbliver et mysterium.

 

29110727

Blå bog

Født: 15. april 1931, Stockholm.

Død: 26. marts 2015. Stockholm.

Uddannelse: Psykolog ved Stockholms Universitet, 1956.

Debut: 17 dikter. Albert Bonniers Förlag, 1954.

Litteraturpriser: Bellman-prisen, 1966. Sveriges Radios Lyrikpris, 1973. Övralids-prisen, 1975. Petrarca-prisen, Tyskland, 1981. Nordisk Råds Litteraturpris, 1990.

Den Europæiske Pris, Vrsac, Jugoslavien, 1990. Neustadt-prisen, 1990. Det Svenske Akademis Nordiske Pris, 1991. The Golden Wreath of the Struga Poetry Evenings, Makedonien, 2003. The Griffin Trust, Lifetime Recognition Award, 2007. Nobels Litteraturpris, 2011.

Seneste udgivelse: Den stora gåtan. Albert Bonniers Förlag, 2004.

Inspiration: Klassiske komponister som Haydn, Schubert og Liszt samt franske surrealister og T.S. Eliot.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Det hænder at man vågner om natten Og hastigt nedfælder nogle ord På nærmeste lap papir, på kanten af en avis (ordene stråler af betydning) Men om morgenen: de samme ord siger ingenting mere, Kragetæer, fortalelser. Eller fragmenter af den store natlige skrift som drog forbi?”
“Østersøer”, ”Samlede Tranströmer”, s. 166.

Tomas Tranströmer er født og opvokset i Stockholm og tilbragte mange af sine somre på øen Runmarö. Naturen her har en særlig plads i hans digtning. Hans far var journalist og hans mor lærer. De blev skilt, da Tranströmer var lille. Han flyttede sammen med sin mor ind i en lejlighed på 5. sal i et boligkompleks for den lavere middelklasse og så kun sjældent sin far. I ”Minderne ser mig” (”Samlede Tranströmer”, side 308) beskriver Tranströmer, at han en dag med gru fik at vide, at hans lærer havde sagt til de øvrige elever, at de ikke måtte drille ham med, at han ikke havde en far. Tranströmer ville ikke være anderledes, selvom han godt var klar over, at han var det. Han var seriøs amatørzoolog og samlede på insekter, frem for alt biller. Senere blev han interesseret i geografi og antropologi og læste kun fagbøger, som han fik sin storebrors hjælp til at låne på voksenbiblioteket. Tranströmer gik i gymnasiet på Södre Latinskole, hvor han fik øjnene op for Catuls og Horats poesi og for alvor fik interesse for at skrive. Han debuterede som 23-årig med digtsamlingen ”17 Digte” (1954). Samtidig gennemførte han en uddannelse til psykolog på Stockholm Universitet, hvor han blev færdig i 1956. Som psykolog kom han blandt andet til at arbejde på en institution for ungdomsforbrydere, med stofmisbrugere og med arbejdsløse. Fra midten af 1960’erne besluttede han sig for at arbejde deltids som psykolog for at hellige sig skrivningen. I 1965 flyttede han med sin kone Monica og sine to døtre Emma og Paula til Västerås omkring 100 kilometer fra Stockholm. Her bor han stadig sammen med sin kone. I sin tidlige ungdom drømte Tranströmer om at blive professionel pianist eller komponist. Selvom han professionelt ændrede planer, er passionen for klaverspil og musik fortsat intakt. Som 57-årig fik Tranströmer en hjerneblødning, der lammede ham i højre side af kroppen og beskadigede hans talecenter. Han fortsatte med at skrive og også med at spille klaver, dog kun med venstre hånd. Blandt andet har han indspillet cd’en ”Klangen säger att friheten finns” (Bonniers Forlag, 2002) med én hånd - uden akkompagnement.

I 2011 udkom hans samlede digte på dansk, og litteraturhenvisningerne i dette portræt refererer til dette værk.

17 digte

“Opvågningen er et faldskærmsudspring fra drømmen.
Fra den kvælende hvirvel daler
den rejsende mod morgenens grønne zone.
Tingene flammer op. Han fornemmer – i den sitrende lærkes
position – de mægtige trærodssystemers
underjordisk svingende lygter. Men oven jorde
står – i tropisk flom – det grønne, med
løftede arme, lyttende
til rytmen fra et usynligt pumpeværk.”
”Præludium”, “Samlede Tranströmer”, side 15.

Tranströmer debuterede som 23-årig med digtsamlingen ”17 dikter” fra 1954 (”17 digte”), og han blev med det samme udråbt til at være et ungt geni. ”17 digte” består af 17 digte af varierende længde og form. Det første i samlingen er digtet ”Præludium”, som betyder et musikalsk forspil: orgelspillet før gudstjenesten går i gang. Digtet er urimet som alle Tranströmers øvrige digte og består af to strofer. ”Præludium” handler om at vågne op fra nattens drømme og om, hvordan bevidstheden vender tilbage til den fysiske virkelighed. Tranströmer kalder i digtets første line den tilstand for ”et faldskærmsudspring fra drømmen”. Rejsen fra søvnen og ind i den vågne tilstand går igennem et storslået natursceneri, der næsten som en fabrik med pumpeværk og skakter og turbiner sender bevidstheden lodret op fra ”de mægtige trærodssystemers underjordisk svingende lygter”, til rejsen ender på jorden under et træ. Den surrealistiske rejse, der beskrives, er så konkret, at det kan minde om en fødsel. Digtet sluttes med spørgsmålet: ”Vil, efter styrtet gennem dødens hvirvel, et stort lys foldes ud over hans hoved?” Der er ikke nogen endelig afslutning på rejsen, for digtet fastholder øjeblikket mellem de to tilstande - drøm og opvågen. Det er uvist, hvad der vil åbenbare sig, når det øjeblik er gået; om lyset vil foldes ud. Men der er et håb om åbenbaring, præcis som der er hos kirkegængerne, når orglet spiller præludium.

Det storslåede natursceneri i ”Præludium” er karakteristisk for både ”17 digte” og for hele Tranströmers forfatterskab. Hos ham er naturen en aktiv, livgivende og også skræmmende og dødbringende kraft i verden. Det gælder både den indre natur - sindet - og den ydre fysiske virkelighed. Den religiøse eller metafysiske dimension i Tranströmers digtning har gjort, at han er blevet kaldt mystiker. Tranströmer siger selv til dette, at en mystiker er én, som har set guds ansigt. Tranströmer selv har kun set guds skygge, og selv dét er han ikke engang sikker på (Jenny Morelli: Interview with Tomas Tranströmer, Vi-magazine, november 2007).

Østersøer

“Så megen indkredset kærlighed! Teglpanderne med lavernes
skrifttegn på et ukendt sprog
er stenene på skærgårdsfolkenes ghettokirkegård, stenene
oprejste og væltede. –
Skuret lyser
af alle dem der førtes af en vis bølge, af en vis vind,
herud til deres skæbne.”
”Østersøer”, “Samlede Tranströmer”, side 170.

Digtsuiten ”Östersjöar” fra 1974 (”Østersøer”, 2011) betragtes som et centralt værk i Tranströmers forfatterskab (Jørgen Johansen: Øjet og stemmen. Berlingske Kultur, 2002-02-19). En suite er en musikalsk betegnelse for et værk, der består af en række forskellige musikstykker, der bindes sammen af en fælles toneart. Her er det temaet Østersøen, der binder de seks tekststykker i digtsuiten sammen. Den første del indledes med et erindringsbillede af morfaderen. Han er lods og laster og sejler skibe ud over Østersøen. På skibene er der et tvunget fællesskab blandt besætningsmedlemmerne, der trods forskellig sproglig baggrund skal nå frem gennem tågen og ”den vidunderlige labyrint af øer og vand”, mens kompoundmaskinen arbejder som et menneskehjerte i maskinrummet. Den udfordring, det er i fællesskab at få skibene sikkert frem over Østersøen, er temaet i første del. Den næste del er endnu et erindringsbillede, hvor en kvinde, der i digtets nutid har været død i 30 år, bekymrer sig om faren på havet. Hun hader, når vinden trækker op, fordi det kan koste liv blandt søfolkene.

28739877

Således er de fleste af delene i suiten erindringsbilleder med mennesker, der har levet deres liv med og tæt på det faretruende, eventyrlige og livgivende hav og dagligt mærker kampen mellem land og vand. Tranströmer tager også læserne med ned under havets ”stille uendelige tag” og beskriver blæretang, hornulk og heller, der lever hernede. I anden del af digtsuiten berører Tranströmer de politiske forhold i området omkring Østersøen: De baltiske lande hører under Sovjet, og her er medborgere under kontrol, og en samtale mellem venner ”bliver en prøve på, hvad venskab betyder”. Et andet vigtigt tema i ”Østersøer” er sprogets begrænsning i forhold til at sige noget sandt og varigt om verden: I femte del af suiten beskrives i et dagbogsnotat, at man kan vågne op om natten og nedfælde nogle ord på et stykke papir, som om morgenen intet betyder mere. Præcis som havet er i konstant bevægelse. Digterens længsel og søgen ligner den, som driver søfolkene ud på havet.

For levende og døde

“Jeg arvede en mørk skov hvor jeg sjældent går ind. Men der kommer en dag hvor de døde og de levende bytter plads. Da sætter skoven sig i bevægelse. Vi er ikke uden håb. De alvorligste forbrydelser forbliver uopklarede trods indsats af mange betjente. På samme måde er der et sted i vore liv en stor uopklaret kærlighed. Jeg arvede en mørk skov men i dag går jeg i den anden skov, den lyse.”
”Madrigal”, “Samlede Tranströmer”, side 245.

Tranströmer modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 1990 for digtsamlingen ”För levande och döda” (1989) (”For levende og døde”, 2011).  Den består af 17 digte. Ét af dem, ”Vermeer”, bliver i Morten Søndergaards forord til ”Samlede Tranströmer” (2011) fremhævet som meget karakteristisk for Tranströmers forfatterskab. Slutningen på det lyder således: ”Og det tomme vender sit ansigt mod os og hvisker ’jeg er ikke tom, jeg er åben’.” Herved tager Tranströmer afstand fra sin modernistiske arv: Verden er ikke hul og tom, den er fyldt op af både det konkrete og det, vi ikke umiddelbart kan se og begribe. ”Vermeer”, der er på syv strofer og ét af de længere digte i samlingen, viser, at der altid befinder sig noget bag ved dét, som vi kan se med det blotte øje: ”Bag væggen begynder larmen begynder kroen med latter og kævl”, og to hjerter sparker inde i en gravid kvinde på et maleri. Selvom verden er ét, skriver Tranströmer i digtet, så sanser vi, at den er delt op af ”vægge”, som vi bliver nødt til at gå igennem. Herved vil vi erfare, at verden ikke er tom, men åben. Der gives ikke nogen endegyldige svar på noget. Det eneste svar er, at der altid er noget bagved det, som vi fatter lige nu. Digtet ”Madrigal” fra ”For levende og døde” tematiserer også den ringe viden, som mennesker har om verden. Jeg-personen i digtet går i en lys skov, hvor det er forår, og hvor luften er stærk. Han har ”eksamen fra glemslens universitet og er lige så tomhændet som skjorten på tørresnoren”. Men han har også arvet en mørk skov, hvor han sjældent går ind. I den mørke skov holder de døde til. Her er også svarene på de alvorligste, uopklarede forbrydelser og på stor uopklaret kærlighed. De to skove eksisterer side om side, og det står jeg’et frit for at bevæge sig ind i den mørke skov, hvor han med al sandsynlighed ikke vil finde nogen svar – på grund af mørket. Verdensbilledet i ”For levende og døde” er således åbnet for mennesker. Vi kan bevæge os længere og længere ind uden dog at finde andre svar end spørgsmål, der rækker ind bag den næste væg, vi kan gå igennem.

Sørgegondolen

“Da Liszt spiller denne aften holder han havpedalen
trykket i bund
så havets grønne kraft stiger op gennem gulvet og flyder
sammen med alle bygningens sten.
Godaften skønne dyb!
Gondolen er tungt lastet med liv, den er enkel og sort.”
”Sørgegondol nr. 2”, “Samlede Tranströmer”, side 256.

I 1990 fik Tranströmer en alvorlig hjerneblødning, og der gik nogle år, før han igen udgav en digtsamling. Det blev ”Sorgegondolen” fra 1996 (”Sørgegondolen”, 1996), som er opkaldt efter de to klaverstykker, Franz Liszt komponerede, da hans svigersøn Richard Wagner døde. Det er også temaet i det centrale digt i samlingen: ”Sørgegondol nr. 2”. Her beskriver Tranströmer Liszts kunstneriske skaben, som får ”havets grønne kraft” til at stige ”op gennem gulvet”. Musikkens ordløse kraft er et vigtigt tema i forfatterskabet, og ifølge Tranströmers kone Monica var det musikken, der hjalp Tranströmer til at genvinde livsmodet efter hjerneblødningen (Jenny Morelli: Interview with Tomas Tranströmer, Vi-magazine, november 2007). Det første digt i ”Sørgegondolen” hedder ”April og Stilhed”, og det består af fire korte strofer. Temaet i digtet er de begrænsninger, som jeg’et føler i forhold til at udtrykke sig. I tredje strofe står der: ”Jeg bæres i min skygge / som en violin / i sin sorte kasse”. En violin kan selvsagt ikke spille, når den ligger i kassen, lige som jeg’ets udfoldelse er begrænset af den skygge, det bæres i. I fjerde og sidste strofe skriver Tranströmer: ”Det eneste jeg vil sige / glimter uden for rækkevidde / som sølvet / hos pantelåneren”. Sproget er begrænset som udtryksform, helt konkret fordi Tranströmer har fået en hjerneblødning og i det hele taget: Sproget kan ikke udtrykke alt det, som et menneske rummer. Som noget helt nyt eksperimenterer Tranströmer med haiku i ”Sørgegondolen”. Haiku er sanselige, japansk-inspirerede digte på 17 stavelser fordelt på tre linjer. Eksperimentet med denne korte form skyldes udover en kunstnerisk interesse fra Tranströmers side sandsynligvis også, at han efter hjerneblødningen har svært ved at koncentrere sig i længere tid (Rasmus Bo Sørensen: Tranströmers tavse stemme. Information, 2007-11-21). Et af haiku-digtene i ”Sørgegondolen” lyder: ”Vi må leve / med græsset skrevet med småt / og kælderlatteren”. Verden forbliver gådefuld for os.

 

 

Airmail

“Det føles i hvert fald dejligt at kunne udkomme og blive konfronteret med ”de intellektuelle”. De vender deres alvorlige, bebrejdende ansigter mod mig: DU ER IKKE SAMFUNDSENGAGERET. Jeg svarer, stammende, at jeg har arbejdet fuldtids i seks år med socialt arbejde på en vigende front i samfundet. Tæller ikke! Svarer de – DU HAR IKKE SKREVET EN ENESTE DEBATARTIKEL, DU ER – U D E.”
”Airmail”, side 78.

I 1963 skrev Tomas Tranströmer et brev til det amerikanske tidsskrift The Sixties Press, fordi han gerne ville oversætte nogle digte fra tidsskriftet. Redaktøren Robert Bly, som også var digter, oversætter og aktivist, besvarede snart hans brev. Han havde forinden læst digte af Tranströmer på originalsproget og var begejstret for hans forfatterskab. Dette blev begyndelsen på en lang brevveksling, der udviklede sig til et dybt venskab mellem de to. Brevene, som de sendte til hinanden i perioden 1964 til 1990 er samlet i bogen ”Airmail” fra 2001 (”Airmail”, 2007). Et væsentligt tema i brevene er de vanskeligheder, som Tranströmer og Bly har med at oversætte blandt andet hinandens digte til henholdsvis engelsk og svensk, og der bliver passioneret og kompromisløst diskuteret helt små sproglige detaljer. Tranströmer må for eksempel forklare Robert Bly, at glasögon på svensk betyder briller. Og Tranströmer må opgive at oversætte et digt at Robert Bly, fordi der ikke findes en svensk pendant til træet redwood. Nogle af brevene har Tranströmer illustreret med små, humoristiske tegninger. De to digtere diskuterer også svensk og amerikansk poesi, og tidsånden, blandt andet Vietnamkrigen, spiller en stor rolle.

27003419

Begge forfattere er kritiske over for USA's rolle i krigen. Robert Bly er dog politisk engageret og aktiv demonstrant, mens Tranströmer føler, at de politiserede 60’ere og 70’ere gør det svært at skrive digte. Han er blevet kritiseret af sine svenske kolleger for ikke at være politisk aktiv. Ifølge bogens oversætter Karsten Sand Iversen er ”Airmail” udover at være et indblik i de to mænds venskab og et interessant litteraturhistorisk dokument også en vigtig kilde til at forstå Tranströmers digtning: “Det er karakteristisk for Tranströmers digte, at de ofte er forankrede i virkelige steder og oplevelser. Og som læsere får vi nu en mulighed for at følge ruten fra hans konkrete sanseoplevelser til de poetiske formuleringer af dem. Det er et unikt kig over skulderen.” (Rasmus Bo Sørensen: Tranströmers tavse stemme. Information, 2007-11-21).

Genrer og tematikker

Tranströmers samlede forfatterskab består af 13 digtsamlinger og det mindre erindringsværk ”Minderne ser mig”. Alt dette fylder ikke mere end 300 sider i opsamlingsværket ”Samlede Tranströmer”, der er udkommet i anledning af digterens 80 års fødselsdag. Dertil kommer ”Airmail”, som er brevvekslingen med vennen Robert Bly. Tranströmers digte er rige på sanselige, maleriske billeder, især naturbilleder og billeder fra hverdagslivet, der er formuleret i et enkelt og let tilgængeligt sprog. Tonen i dem er rolig og musikalsk med en klangbund af melankoli. Tranströmer anvender som hovedregel frie vers, som er rimløse vers også kaldet prosavers. Temaerne i digtene er den svenske natur, drømme, erindring, døden, rejser til blandt andet Tyrkiet, Balkan, Grækenland, Egypten, Congo og USA - og især musik. Musikken gennemtrænger hele Tranströmers digtning både som emne og som en sensualitet og klang i sproget. Det ser vi blandt andet i hans komponistportrætter af Schubert, Grieg, Wagner og Liszt. Det er oplagt at kalde ham naturlyriker med en tydelig arv fra ekspressionismen og surrealismen fra begyndelsen af det 20. århundrede. Koblingen af de konkrete billeder i digtene af dunkle skove og landeveje og skibe fører nemlig læseren ind i et univers, der ikke er realistisk men snarere ligner drømme. Karakteristisk for digtene er, at der bag billederne, bag sansningerne, befinder sig en overordentlig stærk kraft af religiøse dimensioner. Det er en kraft, der både er i naturen og inde i mennesket selv. Det ser vi blandt andet i digtet ”Sørgegondol nr. 2” (”Sørgegondolen”, 1996), hvor ”havets grønne kraft” stiger op igennem gulvet, mens Liszt spiller. Tranströmers digte søger nysgerrigt den uhåndgribelige kraft, men gør sig ikke forhåbninger om at finde nogen sandhed om verden. Det kommer blandt andet til udtryk i digtet ”En pause i orgelkoncerten” (”Det vilde torv”, 1983): ”Og jeg vågner til det dér urokkelige MÅSKE som / bærer mig igennem den vaklende verden”.

Beslægtede forfatterskaber

Tranströmers skrivestil forener enkle og klare hverdags- og naturbilleder med en bagvedliggende religiøs eller metafysisk storhed. Denne sidstnævnte dimension i hans digte kan også ses hos hans samtidige, svenske kolleger Majken Johansson, Bo Setterlind, Östen Sjöstrand og Birgitta Trotzig, der alle tilhører 1950’er-generationen af digtere i Sverige (sv.wikipedia.org/wiki/Tomas_Tranströmer). Ifølge Tranströmer selv er de mest slidte bøger i hans eget bibliotek de franske surrealister og den amerikanske, modernistiske digter T.S. Eliot (”Tomas Transtromer, the Winner of Golden Wreath - Translation Is the Means of Communication Between Cultures”, The Cultural life in The Republic of Macedonia). I en helt anden boldgade er han også blevet inspireret af middelalderlige mystikere som Augustin og Mester Eckhart uden dog selv at være religiøs mystiker, men han deler deres kærlighed til naturen, fortæller han. (Jenny Morelli: Interview with Tomas Tranströmer, Vi-magazine, november 2007). Tranströmer har selv været inspirationskilde for mange lyrikere over hele verden. I Danmark har Tranströmers digtning især påvirket lyrikere som Hans Otto Jørgensen, Pia Juul, Peter Laugesen, Katinka My Jones og Camilla Christensen. (Rasmus Bo Sørensen: Tranströmers tavse stemme. Information, 2007-11-21).

Bibliografi

Digte

Tranströmer, Tomas:
17 digte. 2011. (17 dikter. 1954).
Tranströmer, Tomas:
Hemmeligheder på vejen. 2011. (Hemligheter på vägen. 1958).
Tranströmer, Tomas:
Den halvfærdige himmel. 2011. (Den halvfärdiga himlen. 1962).
Tranströmer, Tomas:
Klange og spor. 2011. (Klanger och spår. 1966).
Tranströmer, Tomas:
Mørkesyn. 2011. Mörkerseende. 1970).
Tranströmer, Tomas:
Stier. 2011. (Stigar. 1973).
Tranströmer, Tomas:
Østersøer. Centrum, 1996. (Östersjöar. 1974).
Tranströmer, Tomas:
Sandhedsbarrieren. 2011. (Sanningsbarriären. 1978).
Tranströmer, Tomas:
Det vilde torv. 2011. (Det vilda torget. 1983).
Tranströmer, Tomas:
For levende og døde. 2011. (För levande och döda. 1989).
Tranströmer, Tomas:
Langsom musik. Centrum, 1990.
Tranströmer, Tomas:
Sørgegondolen. Gyldendal, 1996. (Sorgegondolen. 1996).
Tranströmer, Tomas:
Samlede digte. Centrum, 1997.
Tranströmer, Tomas:
Haiku 1959-2001. Arena, 2001.
Tranströmer, Tomas:
Fængsel. 2011. (Fängelse: Nio haikudikter från Hällby ungdomsfängelse (1959). 2001).
Tranströmer, Tomas:
Den store gåde. 2011. (Den stora gåtan. 2004).
Tranströmer, Tomas:
Samlede Tranströmer. Rosinante, 2011. Samlede digte.

Erindringer

Tranströmer, Tomas:
Minderne ser mig. Centrum, 1999. (Minnena ser mig. 1993).

Brevveksling

Tranströmer, Tomas:
Air Mail. Arena, 2007. (Air Mail. 2001).

Om forfatterskabet

På forlagets hjemmeside kan man læse en kort introduktion til Tranströmers forfatterskab i anledning af udgivelsen af hans samlede værker.
Nielsen, Birgitte Steffen:
Den grå stemme – Stemmen i Tranströmers poesi. Arena. 2002.
Bergsten, Staffan:
Tomas Tranströmer: ett diktarporträtt. Albert Bonniers Förlag. 2011.
Bundegaard, Anita Bay:
Nobelpristager har aldrig villet digte på fuld tid. Politiken. 15.10.2011.
Tranströmer forklaret. Information/Bøger. 15.10.11
Skyum-Nielsen, Erik:
Opmærksomhed for det enkelte ord. Information/Bøger. 14.10.11

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Tomas Tranströmer

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Johansen, Jørgen:
Øjet og stemmen. Berlingske Kultur, 2002-02-19.
Morelli, Jenny:
Interview with Tomas Tranströmer. Vi-magazine, november 2007.
Sørensen, Rasmus Bo:
Tranströmers tavse stemme. Information, 2007-11-21.
Tomas Tranströmer