katinka my jones
Foto: Gladiator

Katinka My Jones

journalist Martin Ravn, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Top image group
katinka my jones
Foto: Gladiator
Main image
Jones, Katinka My
Foto: Forlaget Anblik

Indledning

Det er ikke ofte, at man læser en ung lyriker, der på en ny og interessant måde er i stand til at genoplade det poetiske sprog og give gamle lyriske travere – som ordet blodbøg og billedet af en galopperende hest – helt nyt liv. Katinka My Jones har med sine foreløbig to digtsamlinger bevist, at hun hører til disse få. Hendes digte er på een gang skrøbelige og formfuldendte, og de strofer, læseren sidder med mellem hænderne, er både piblende friske og fulde af ægte poesi.

 

51414187

Blå bog

Født: 1983 i København.

Uddannelse: Afgang fra Forfatterskolen i 2007.

Debut: Havet er sort, kysten er hvid, 2007.

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: Mælkelykken. Gladiator, 2014. Digte.

Forlag: Anblik, Gyldendal.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Jeg tror der findes marker som
alting synker igennem/
undtagen huset/
og nogen ler højt./
Jeg tror på blodbøgens næve/
midt i dit liv./
Jeg tror på blomsterne der/
omkranser et navn og et kære./
Jeg tror på spejlet i tasken/
på den sorte skærm./”
“Sølv”, s. 31.

Katinka My Jones er født i København i 1983, men boede det meste af sin barndom i Allerød. Hun skrev allerede sit første teaterstykke som niårig, men begyndte for alvor at skrive som 13-14-årig, både dagbog, noveller og digte. I 2005 kom Katinka My Jones ind på Forfatterskolen i København, hvorfra hun dimitterede to år senere. Hun beskriver forfatterskoletiden som intens og lærerig – først og fremmest personligt, men også professionelt. Udover skriveriet er Katinka My Jones også kunstmaler. Det har den indflydelse på hendes digte, at hun engang imellem tegner de personer, hun skriver om. Desuden har hun i sine malerier arbejdet med kombinationen af ord og billede. Det hænger sammen med det, Katinka My Jones beskriver som et enormt udtryksbehov, som kan gå i alle mulige retninger. Af forbilleder nævner Katinka My Jones specielt Virginia Woolf, men hun holder af alt, der er skrevet med talent. Hun beundrer dybde, originalitet og nerve og foragter det villede, det konstruerede og det platte.

Havet er sort, kysten er hvid

“Hænderne skilles/
fra hinanden/
bidrager til verden/
af jord er du kommet/
på jord har du ligget/
stirret op i en vild himmel/”
Katinka My Jones: “Havet er sort, kysten er hvid”, s. 46.

Katinka My Jones’ debut, digtsamlingen Havet er sort, kysten er hvid fra 2007, sætter ord på det aspekt af menneskelig kommunikation, som er fuld af gnidninger, misforståelser og mangel på egentlig kontakt. Digtene er forfattet i et køligt og nøgternt sprog, der virker som om, forfatteren har slebet til og skåret fra, indtil hun er kommet ind til digtenes inderste mening og essens. Denne kortfattede stil giver digtene et element af stakåndethed, men også en usikkerhed, der forplanter sig i læseren; hvor er alt det, der også hører med til historien? Hvorfor er det lige præcis dette, vi skal have at vide?

Usikkerheden, fornemmelsen af manglen på grund under fødderne, spejler sig i digtenes rytmik. I de korte vers fornemmer man ansatser til større rytmiske udfoldelser, men hver gang en kadence synes at rejse sig, bliver den afbrudt af digtene selv. Som om teksterne har en slags perverteret glæde i at ødelægge sig selv.

27003516

Den mislykkede menneskelige kontakt teksterne tematiserer, og som understøttes af digtenes brudte rytmik, leder tankerne hen på bogens tredje kardinalpunkt: De tyste og sitrende jeg’er, der dukker op i teksterne. Disse jeg’er bærer præg af den samme mislykkede kommunikation, som bogen tematiserer. Som om digtenes jeg’er ikke bare har svært ved at meddele sig til andre, men også har svært ved at meddele sig til sig selv. Som om jeg’et har svært ved at være et jeg.

Katinka My Jones er udover at være forfatter også billedkunstner, og det er en billedkunstners blik på verden, der ligger til grund for bogens titel, hvor havet og kysten beskrives med farver. Dette blik går igen i bogens omslagsdesign, der er domineret af sorte og hvide farver, hvilket understøtter digtenes kølige og tyste toneleje, der er langt fra pangfarvet, sprudlende ekstase. “Havet er sort, kysten er hvid” er på flere måder en sikker debut, og flere anmeldere var begejstrede. I Dagbladet Information fik digtsamlingen følgende ord med på vejen:

“Emnet er ungdommeligt, men udførelsen er overbevisende i Katinka My Jones' lyriske debut – den er trodsig, minimal, skrevet med blottede nerver (...) Her er store følelser, sortsyn og et begær i kroppen, her er skrøbelighed fremstillet som feminin styrke; det minder om sangerinden P. J. Harveys univers.” (Tue Andersen Nexø: Sorgarbejde, teenagestyle. Dagbladet Information, 2007-11-28).

Sølv

“Ligningerne går op,/
dørene går op,/
men der er noget mere, noget andet/
hestens øje der kort åbner sig,/
for så at lukkes igen”/
Katinka My Jones: “Sølv”, s. 60.

Katinka My Jones anden digtsamling Sølv, der udkom i 2009, adskiller sig på flere måder fra debuten. Digtene er mere gennemarbejdede, og også på tværs igennem bogen er der ord, begreber og billeder, der peger så meget på hinanden, at det ligner en tanke. Digtene er mindre ordknappe end i “Havet er sort, kysten er hvid” – uden dog noget sted at blive direkte snakkesaglige. Man fristes næsten til at sige, at hvert enkelt ord er sin egen vægt værd i sølv.

En mulig måde at læse “Sølv” på er at begynde med det digt, der er trykt på bogens bagside, men som ikke findes inde i bogen. Her er fem ord skrevet i kursiv: jeg, gave, spejl, port og hest. Disse ord indleder hvert af digtsamlingens fem afsnit. Således kan digtsamlingens forskellige tematikker føres tilbage til et enkelt digt. Om de øvrige digte udspringer af dette digt er en ganske anden sag.

Hvordan de kursiverede ord på bogens bagside spiller en rolle i digtsamlingens fem afsnit, kan eksemplificeres med det sidste i remsen: hest. I dette afsnits fjorten digte giver ordet hest anledning til fjorten vidt forskellige temaer. Heste optræder som bevægelsesmønstre, som det levendes genetiske sammenhæng, i et af digtene optræder en hestehårssofa, i et andet et uheld til hest, og der bliver småfilosofisk spekuleret over en konkret hests sammenhæng med ideen om en hest.

27582958

Digtenes interne sammenhæng former sig aldrig til en narrativ rød tråd; digtsamlingen fortæller ikke en historie fra start til slut. Men digtene kredser om mange af de samme temaer, og digtenes jeg, den stemme der fortæller de enkelte digte, har, ligesom i debuten, del i det samme åndedrag og det samme fremmede forhold til sig selv. Ligesåvel som digtenes stemmer betragter andre udefra, har de også en tendens til at se sig selv udefra, som i en drøm – og til at tvivle på sig selv. Ikke i almindelig psykologisk forstand, men en dybere tvivl, en tvivl på deres egen virkelighed og på egne udsagns relevans.

Et væsentligt tema, der næsten går igen i stort set hvert eneste af bogens digte, er det fortællende jeg’s afstand til verden og andre mennesker. Digtenes jeg’er har det med at falde i staver og lade sig distrahere. Som i dette digt, hvor en handling afbrydes, der ellers burde have aktørens opmærksomhed: “Jeg knapper din skjorte op/og tænker på Gud, på en flod jeg/engang drømte om, men aldrig har set./Jeg har ikke mere tilbage at give,/men lidt at miste; et øje dækket af støv,/en mose, de knudrede grene./Jeg kender ikke navnet på alt.” (s. 21).

Jeg’et kommer vidt omkring i dette digt. Tankerne står i kø og jegets opmærksom flagrer omkring. Lige fra Vorherre til drømmesekvenser. Og bedst som man tror sig overmandet af usystematiske associationsrækker, trækker digtet tæppet væk under både sig selv og sin læser: ”omstændigheder er noget/vi glider igennem/med vores tunge blod”. Så præcist og overraskende kan det siges, og så overlegent og suverænt behersker Katinka My Jones indimellem sine digte.

Genrer og tematikker

Katinka My Jones har polemiseret imod den tendens, nogle mener har præget de seneste par årtiers yngre danske litteratur: En minimalisme på både det indholdsmæssige og det formmæssige plan. Kritikken er især gået ud over den forfatterskole, som Katinka My Jones selv er uddannet fra. Hun deler denne positions holdning, at det i længden bliver kedsommeligt at skrive om helt almindelige menneskers ret plotløse hverdag i et sprog, der tilstræber at være skarpt registrerende og ikke udmalende og udpenslende.

Katinka My Jones’ egen debut kan i nogen grad siges selv at falde for kritikken af en sådan minimalisme, mens “Sølv” er mere rig på billedsprog og digtenes rytmer danner en særegen sprogmusik. Hun har blandt andet beskrevet den herskende tendens således: “Jeg brækker mig over den lille nære verden! Hvorfor skal man ikke skrive om nogle store ting? Det er fint nok, at man nogle gange beskæftiger sig med det, men jeg er træt af tendensen med, at det altid skal handle om de små mennesker, med de små liv og deres små ting. Man må for alt i verden ikke lave nogle store armbevægelser”. (Rikke Dahl Jensen: Den nære verden gør mig klaustrofobisk. Dagbladet Information, 2009-01-28).

I de fleste af Katinka My Jones’ digte er der som udgangspunkt et jeg, der, om end tøvende og flygtigt, fungerer som en konstant. Det kan man kalde et centrallyrisk udgangspunkt.

På det indholdsmæssige plan kredser digtene i begge bøger om relationer mellem mennesker, der på en eller anden måde er besværlige. Digtenes personer siger noget andet end det, de egentlig havde tænkt sig, og somme tider siger de slet ikke noget.

I “Sølv” har nogle af digtene et oversigtsagtigt præg. Den form gør det muligt at inddrage snart sagt alt muligt i digtet, hvilket Katinka My Jones også gør, lige fra heste til Vorherre. Katinka My Jones har en evne til at tage ord og begreber, der har været brugt i digte tusind gange før og genoplade dem med indhold. Det gælder blandt andet “Sølv”s tilbagevendende billeder af heste, og det gælder for ordene blodbøg og blomst. Denne genopladning kan lade sig gøre, fordi forfatteren hver gang sætter ordene ind i en ny og uventet sammenhæng. 

I “Sølv” er digtene for det første blevet længere. For det andet viser digtene i højere grad hen til hinanden, uden dog at spinde en rød, fortællemæssig tråd. Men enkelte billeder dukker op igen og igen i stadig nye sammenhænge. For eksempel “hest”, der både bruges som konkret, galopperende, åndende væsen og kold genetisk kode.

Ligesom i debuten er den kommunikation, som digtene tematiserer imellem forskellige jeg’er og du’er præget af usikkerhed og misforståelser, men til forskel fra “Havet er sort, kysten er hvid” har digtenes jeg’er bedre greb om sig selv, hvilket blandt andet kommer til udtryk i et stærkt credo-digt.

Beslægtede forfatterskaber

De ordknappe, stringente digte i “Havet er sort, kysten er hvid” minder sine steder om Søren Ulrik Thomsens debut “City Slang”, hvor man også har indtryk af, at digtene er tilskårne og stramme, at noget er hugget fra for at nå ind til en kerne i digtene. Digtenes skitseagtige, men alligevel næsten konstante jeg – det, at der er en person i digtet der taler, og at dette jeg er udgangspunktet for digtet – leder tankerne hen på det 20. århundredes modernister, for eksempel finlandssvenske Edith Södergran. Det somme tider overvældende præcise billedsprog minder om forfatterens landsmand, Henrik Nordbrandt.

Bibliografi

Værker af forfatteren

Jones, Katinka My:
Havet er sort, kysten er hvid. Anblik, 2007.
Jones, Katinka My:
Sølv. Gyldendal, 2009.
Jones, Katinka My:
Mælkelykken. Gladiator, 2014. Digte.

Om forfatterskabet

Links

Forlaget hvor forfatteren fik udgivet debuten “Havet er sort, kysten er hvid”.
Forlaget hvor forfatteren fik udgivet “Sølv”.
Omtale af Katinka My Jones

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Katinka My Jones

Kilder citeret i portrættet

Artiklel

Rikke Dahl Jensen:
Den nære verden gør mig klaustrofobisk. Dagbladet Information, 2009-01-29.