Katinka My Jones’ debut, digtsamlingen Havet er sort, kysten er hvid fra 2007, sætter ord på det aspekt af menneskelig kommunikation, som er fuld af gnidninger, misforståelser og mangel på egentlig kontakt. Digtene er forfattet i et køligt og nøgternt sprog, der virker som om, forfatteren har slebet til og skåret fra, indtil hun er kommet ind til digtenes inderste mening og essens. Denne kortfattede stil giver digtene et element af stakåndethed, men også en usikkerhed, der forplanter sig i læseren; hvor er alt det, der også hører med til historien? Hvorfor er det lige præcis dette, vi skal have at vide?
Usikkerheden, fornemmelsen af manglen på grund under fødderne, spejler sig i digtenes rytmik. I de korte vers fornemmer man ansatser til større rytmiske udfoldelser, men hver gang en kadence synes at rejse sig, bliver den afbrudt af digtene selv. Som om teksterne har en slags perverteret glæde i at ødelægge sig selv.
27003516
Den mislykkede menneskelige kontakt teksterne tematiserer, og som understøttes af digtenes brudte rytmik, leder tankerne hen på bogens tredje kardinalpunkt: De tyste og sitrende jeg’er, der dukker op i teksterne. Disse jeg’er bærer præg af den samme mislykkede kommunikation, som bogen tematiserer. Som om digtenes jeg’er ikke bare har svært ved at meddele sig til andre, men også har svært ved at meddele sig til sig selv. Som om jeg’et har svært ved at være et jeg.
Katinka My Jones er udover at være forfatter også billedkunstner, og det er en billedkunstners blik på verden, der ligger til grund for bogens titel, hvor havet og kysten beskrives med farver. Dette blik går igen i bogens omslagsdesign, der er domineret af sorte og hvide farver, hvilket understøtter digtenes kølige og tyste toneleje, der er langt fra pangfarvet, sprudlende ekstase. “Havet er sort, kysten er hvid” er på flere måder en sikker debut, og flere anmeldere var begejstrede. I Dagbladet Information fik digtsamlingen følgende ord med på vejen:
“Emnet er ungdommeligt, men udførelsen er overbevisende i Katinka My Jones' lyriske debut – den er trodsig, minimal, skrevet med blottede nerver (...) Her er store følelser, sortsyn og et begær i kroppen, her er skrøbelighed fremstillet som feminin styrke; det minder om sangerinden P. J. Harveys univers.” (Tue Andersen Nexø: Sorgarbejde, teenagestyle. Dagbladet Information, 2007-11-28).
