Fra den kvælende hvirvel daler
den rejsende mod morgenens grønne zone.
Tingene flammer op. Han fornemmer – i den sitrende lærkes
position – de mægtige trærodssystemers
underjordisk svingende lygter. Men oven jorde
står – i tropisk flom – det grønne, med
løftede arme, lyttende
til rytmen fra et usynligt pumpeværk.”
”Præludium”, “Samlede Tranströmer”, side 15.
Tranströmer debuterede som 23-årig med digtsamlingen ”17 dikter” fra 1954 (”17 digte”), og han blev med det samme udråbt til at være et ungt geni. ”17 digte” består af 17 digte af varierende længde og form. Det første i samlingen er digtet ”Præludium”, som betyder et musikalsk forspil: orgelspillet før gudstjenesten går i gang. Digtet er urimet som alle Tranströmers øvrige digte og består af to strofer. ”Præludium” handler om at vågne op fra nattens drømme og om, hvordan bevidstheden vender tilbage til den fysiske virkelighed. Tranströmer kalder i digtets første line den tilstand for ”et faldskærmsudspring fra drømmen”. Rejsen fra søvnen og ind i den vågne tilstand går igennem et storslået natursceneri, der næsten som en fabrik med pumpeværk og skakter og turbiner sender bevidstheden lodret op fra ”de mægtige trærodssystemers underjordisk svingende lygter”, til rejsen ender på jorden under et træ. Den surrealistiske rejse, der beskrives, er så konkret, at det kan minde om en fødsel. Digtet sluttes med spørgsmålet: ”Vil, efter styrtet gennem dødens hvirvel, et stort lys foldes ud over hans hoved?” Der er ikke nogen endelig afslutning på rejsen, for digtet fastholder øjeblikket mellem de to tilstande - drøm og opvågen. Det er uvist, hvad der vil åbenbare sig, når det øjeblik er gået; om lyset vil foldes ud. Men der er et håb om åbenbaring, præcis som der er hos kirkegængerne, når orglet spiller præludium.
Det storslåede natursceneri i ”Præludium” er karakteristisk for både ”17 digte” og for hele Tranströmers forfatterskab. Hos ham er naturen en aktiv, livgivende og også skræmmende og dødbringende kraft i verden. Det gælder både den indre natur - sindet - og den ydre fysiske virkelighed. Den religiøse eller metafysiske dimension i Tranströmers digtning har gjort, at han er blevet kaldt mystiker. Tranströmer siger selv til dette, at en mystiker er én, som har set guds ansigt. Tranströmer selv har kun set guds skygge, og selv dét er han ikke engang sikker på (Jenny Morelli: Interview with Tomas Tranströmer, Vi-magazine, november 2007).