sjon
Foto: Politikens forlag

Sjón

journalist Johan Vardrup, iBureauet/Dagbladet Information, 2014. Opdateret af cand.mag. Louise Rosengreen, Bureauet, september 2019.
Top image group
sjon
Foto: Politikens forlag
Main image
Sjón
Foto: Marie Hald / Scanpix

Indledning

Islandske Sjón skaber sin egen forening af drømmesyn og realisme i digte og romaner, der har nået et større internationalt publikum.

Hans eventyr ”Skygge-Baldur” var et gennembrud, som blandede en pittoresk jagtskrøne op med skildringen af forfængelighed og intolerance i et afsides samfund.

Hos Sjón er karakterernes dårskab beskrevet tilpas humoristisk til, at den sjældent bliver ubærlig. Mørket i romanerne følges af en tro på menneskets evne til at elske og sætte sig i andres sted. Og så er det svært at blive nedslået over mødet med en forfatter, der generøst øser af nordiske sagn, græske myter og alt det andet, han har i bagagen.

 

46595017

Blå bog

Født: 27. august 1962 i Reykjavik.

Uddannelse: Autodidakt.

Debut: Sýnir. Höfundur, 1978.

Litteraturpriser: Nordisk Råds Litteraturpris, 2005. De islandske boghandleres pris for årets roman, 2005. Islands litteraturpris, 2013.    

Seneste udgivelse: CoDex 1962. C&K Forlag, 2019. Oversat af Kim Lembek.

Inspiration: Mikhail Bulgakov og André Breton. 

Den nordiske oldtid, den norrøne digtning og vikingetiden

Sagaer

 

 

 

 

sjon

Artikel type
voksne

Baggrund

”Rønnebærtræet skriver skyggebilleder på den frosthårde sne, det suser svagt i de nøgne grene, på enkelte kviste sidder der indtørrede klaser af bær som fuglene overså i fjor. Fridrik kommer op ad bakken i skridtgang; han har et kvindelig i sine arme.”
”Skygge-Baldur”, s. 75.

Sjón er født Sigurjón Birgir Sigurdsson i Reykjavik, Island i 1962. Kunstnernavnet Sjón, som betyder udsyn på islandsk, var familiens kærlige påfund, der blev forfatterens alias, da han som 15-årig udgav sin første digtsamling ”Sýnir”. Det skete uden hjælp fra et forlag, og Sjón solgte selv eksemplarer af debuten i bussen. En af sine indledende litteraturoplevelser fik han fra bedstemorens bogreol, der bød på islandske folkeeventyr i fem bind. Den fortælletradition er en grundsten i forfatterskabet. Han har ingen formel kunstnerisk uddannelse, men supplerede sin studentereksamen ved at samle erfaringer i Reykjaviks undergrundsmiljø. I 1979 sluttede han sig til det kreative kollektiv Medusa, hvor han dyrkede en blanding af performance og surrealistisk poesi frem til 1986. Resultatet af medlemskabet af Medusa blev en række digtsamlinger, blandt andet ”Drengurinn med röntgenaugun” (1986), og i 1987 gjorde han sit første forsøg ud i romangenren med den futuristiske teenage-fantasi ”Stálnott”.

Siden er produktionen vokset til at omfatte flere romaner foruden lyrikken såvel som manuskripter til teater og tv, børnebøger og librettoer. Han har tilmed skrevet ørehængere til veninden Bjørk, som han lærte at kende, da han i sin ungdom færdedes i miljøet omkring hendes band Sugarcubes. Den foreløbige kulmination på deres samarbejde var soundtracket til Lars von Triers film ”Dancer in the dark” (2000), der også involverede den danske instruktør i udviklingen af sangteksterne. Sjón har imidlertid beskrevet romangenren som sin foretrukne: ”Jeg nyder at beskæftige mig med personernes personlighed, og de situationer de finder sig selv stillet i.” (Johnny Hedegaard Madsen: Islandsk ord-troldmand: Faldt i gryden som barn. Sentura #12/13, 2002).

I 2005 modtog Sjón Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ”Skygge-Baldur”, som han dengang kaldte sin bedste bog (Kirsten Boas: Det svage menneskes kærlighed. Kristeligt Dagblad, 2005-02-24.) Den er solgt til udgivelse i mere end 21 lande og hører til forfatterens København-trilogi, idet handlingen har forbindelse til den danske hovedstad som i romanerne ”Splinten fra Argo” (2006) og ”Tusmørkeundere” (2010).

Sjón har tidligere tilbragt perioder i London og i Berlin, hvor han fra 2007 til 2008 havde et gæsteprofessorat ved Freie Universität. I dag bor og arbejder han i Reykjavik med sin kone og to børn.  

Dine øjne så mig

”Og hun så ham give leret et udseende: Drengen havde et rent udtryk, havde høje øjenbryn og kindben, men selve kinderne var fyldige, munden udtryksfuld med en dyb amorbue.”
”Dine øjne så mig”, s. 198.

Stuepigen Marie-Sophie er ansat på et pensionat i en lille tysk by i romanen ”Augu þín sáu mig”, 1994 (”Dine øjne så mig”, 2002), hvor hun får en særlig udfordring af sine overordnede. Hun skal pleje en jødisk flygtning, Löwe, som en dag dukker op i pensionatets køkken. Hans tilstedeværelse må holdes hemmelig, for Anden Verdenskrig er endnu ikke afsluttet, og Marie-Sophie våger samvittighedsfuldt over den stærkt svækkede mand. Deres forhold udvikler sig fra en patient-sygeplejerske-relation til elskov. Marie-Sophie bringer ikke bare livet tilbage i Löwe, hun hjælper ham desuden med at forme et barn ud af den klump af jord, han opbevarer i en hatteæske. På temmelig uortodoks vis - det er bogstaveligt talt håndarbejde - bliver de forældre til en søn, og det afsløres gradvist, at det er ham, der genfortæller sin egen skabelsesberetning i bogen.

24289125

Men denne fortæller går også i dialog med en anden stemme – en form for stedfortræder for læseren – der eksempelvis råber op, når hovedpersonerne træder i baggrunden til fordel for litterære sidespring. På den måde bliver handlingen kommenteret løbende, og Sjón minder læseren om, at det er en konstrueret virkelighed, vi har at gøre med. Der er vide rammer for, hvad forfatteren inkluderer i romanens rum; her er passager med englen Gabriel, som betragter verden ovenfra, her er de historier inden for historien, som Marie-Sophie underholder med ved Löwes sengekant, samt en oversigt over, hvad folk drømmer om i byen, leveret af englen Freude. Plottet er uforudsigeligt og kendetegnet ved nogle enorme skift i stemninger, nok mest mærkbart da den veksler fra farceagtige momenter til en veritabel gysersekvens i kapitel 13, hvor fyren Karl Maus voldtager Marie-Sophie i en blanding af jalousi og had rettet mod Löwe, eftersom han er jøde.

Romanen, der er første bind i trilogien ”CoDex 1962”, kan ses som en demonstration af fiktionens muligheder fra Sjóns side. Men den kan også læses som en fabulerende skildring af, hvordan kærligheden er til stede mellem frygt og sadisme i en krigstid.

Skygge-Baldur

”Guds ord skulle nå menighedens øre ”uforstyrret af idiotens bavlen” som pastor Baldur formulerede det efter den første og eneste af hans gudstjenester Abba deltog i. Med hensyn til det var han urokkelig.”

”Skygge-Baldur”, s. 73.

Den ganske korte eventyrroman ”Skugga-Baldur”, 2003 (”Skygge-Baldur”, 2005) er centreret omkring pigen Abba, som driver i land ved det sydvestlige Island i 1868. Hun er blevet svigtet af sin familie og har været slave blandt udenlandske sømænd. Botanikeren Fridrik B. Fridjonsson forbarmer sig over hende på trods af, at hun har Downs syndrom og af den årsag sædvanligvis ville være blevet slået ihjel ved fødslen i øsamfundet. De to opbygger et venskab; Abba trøster ham efter hans forældre er gået bort, og de lever sammen på Fridjonssons gård i pagt med naturen. Hun hjælper botanikeren med at indsamle og indeksere islandske planter og har selv en passion for fuglefjer. Sjón folder portrættet af Abba ud i et tilbageblik. Romanens nutidspunkt er vinteren 1883, da hun netop er død, og Fridjonsson giver slip på hendes jordiske rester. Ind imellem klipper forfatteren til kapitler dedikeret til præsten i området, Baldur Skyggeson, der jagter en hunræv henover terrænet. Han viser sig at bære en del af ansvaret for Abbas lidelser og træder snart i karakter som historiens skurk, der blandt andet har nægtet Abba adgang til kirken, fordi hun var anderledes.

25938828

Præsten modtager sin straf, da han utrætteligt forfølger ræven gennem sneen. Han får fat på sit bytte, men går til gengæld fra forstanden undervejs og bliver til skabningen Skygge-Baldur, der har mere tilfælles med dyr end mennesker.

Bogen indledes med beskrivelser af det islandske landskab, der næsten har karakter af prosadigte, men skønheden bliver lidt efter lidt iblandet dryp af ondskab. Et iøjnefaldende tema er, at det går folk ilde, som vil tage magten over det levende. Sømændene, der har holdt Abba fanget, mister deres skib, og pastor Skyggeson, som hverken vil tolerere, at ræven eller Abba går frit omkring, taber sin fornuft. Samtidig får Sjón understreget, at hvad end menneskene er modbydelige eller gode, kan de aldrig hæve sig over naturens love. Skyggeson kan ikke undgå en lavine, som kommer rullende, selv om han er nok så snu. Og Abba dør tidligt, fordi hendes krop ganske enkelt ældes hurtigere end gennemsnittets.

 

 

Splinten fra Argo

”Med en mine som var det første gang, lod han som om han lyttede til træstykket (…) Da er det jeg hører en svag tone gennem suset. Først tror jeg at jeg hører forkert, men nej, så fornemmer jeg den igen.”
”Splinten fra Argo”, s. 89.

Romanen ”Argóarflisin”, 2005 (”Splinten fra Argo”, 2006) følger i 1949 den ældre islænding Valdimar Haraldsson, der bliver inviteret med som gæst på et af rederiet Kronos’ fragtskibe. Planen er, at han skal følge mandskabet fra København til Norge og videre til Tyrkiet og Georgien, men rejsen støder på forhindringer ved den norske Fedafjord. Skibet skal have fyldt lasten med papirmasse fra en lokal fabrik, og det tager længere tid end først antaget, fordi de ankommer omkring påske, hvor nordmændene holder højtiden hellig og ikke vil røre en finger. Skønt Haraldsson og resten af besætningen er fastlåst i en lille vig i flere døgn, får historien tilført dramatik via skildringen af relationerne om bord og især styrmanden Kaineus, der fylder ligeså meget i romanen som jeg-fortælleren Haraldsson.

26504805

Kaineus er en garvet søfarer, der aften efter aften underholder med skrøner, som han angiveligt hører fra en syngende træsplint. Den hjælper ham til at huske hans tid som matros på skibet Argo i Det Ægæiske Hav for længe siden. Ifølge eget - fantastiske - udsagn var Kaineus en del af sagnhelten Jasons mandskab, og han beretter, hvordan de gik i land på øen Lemnos, hvor kvinderne havde udraderet deres mænd, ligesom han refererer til andre elementer rodfæstet i græsk mytologi.

Sjón væver det mytiske stof ind i beskrivelserne af hverdagen ved den norske fjord set fra Haraldssons synsvinkel, hvilket danner et univers, der strækker sig fra torskefiskeri til gudinden Athene.  

I dette værk giver Sjón et billede af, at vores eksistens består af fortællinger. Ingen af dem kan udgøre sandheden alene, men de har alle en værdi, da de skaber mening i livet for mennesket. Haraldsson tror på fortællingen om, at havet er de nordiske landes drivkraft; Kaineus tror på, at han er usårlig, og fragtskibets kaptajn fortæller tilsyneladende sig selv, at Kaineus har særlige evner.

I øvrigt er træet som grundlag for historier et gennemført motiv i romanen. Kaineus’ stump træ hvisker om fortiden, mens det er tømmer fra Norge, som bliver til papirmassen, skibet skal hente, papiret, der ender som sider i bøger.

Tusmørkeundere

”Gespenstet var åbenbart helt ustyrligt og overholdt hverken menneskelige eller højere magters regler; det var ikke alene blevet forvist fra de levendes rige, men også de dødes.”
”Tusmørkeundere”, s. 89.

Værket kortlægger islændingen Jonas den Lærdes liv og levned op gennem 1600-tallet i Island, hvor helgener og gamle guder bliver erstattet af idealet om oplysning. ”Rökkurbýsnir, 2008, (”Tusmørkeundere”, 2010) er Sjóns bud på en kunstnerroman, og hans hovedperson har mange talenter. Som barn lindrer Jonas kvindelige skavanker ved håndspålæggelse, men for ham er kvaksalveriet blot et skridt på vejen til at blive naturforsker og forfatter. Farfar Hakon introducerer Jonas til en tilgang til skriftlig produktion, der både byder sande og opdigtede oplysninger velkommen. Det forplanter sig som en nysgerrighed i hovedpersonen, der observerer dagligdags naturfænomener med samme appetit, som han fordriver et genfærd. Netop bekæmpelsen af et voldeligt spøgelse ved Snæfjallastrand gør Jonas til en kontroversiel skikkelse. Han bliver uønsket af de islandske myndigheder, der ikke kan forklare Jonas’ evner på rationel vis og dømmer dem til at være trolddom.

28388497

Jonas den Lærde ændrer status til fredløs og skal som straf opholde sig på øen Guldbjørnsey med konen Sigridur. Hun er efterhånden blevet en smule træt af sin fritænker af en mand, men Jonas får uventet oprejsning. Han hentes til København af videnskabsmanden Ole Worm, som blandt andet savner indsigt i runer og islandsk digtekunst. Jonas’ helt store bedrift bliver imidlertid, at han kan afsløre over for Worm, at det enhjørningehorn, der i pulveriseret form bliver anset for at være mirakelmedicin, egentlig stammer fra narhvalen. Men selv om hans bidrag til videnskaben er påskønnet i Danmark, er han persona non grata i Island nogle år endnu, indtil Sjón næsten leverer en happy ending. Jonas tages til nåde af sine landsmænd og får lov at udfolde sig som radikal intellektuel.

Romanen bringer et grundigt portræt af den mandetype, der er blevet typisk for Sjón: den tænksomme individualist. Han optræder i ”Splinten fra Argo” i en lidt forstokket version (Valdimar Haraldsson) og i ”Skygge-Baldur” som botanikeren Fridrik Fridjonsson. Dernæst viser ”Tusmørkeundere” verden efter Reformationen som et hjemsted for antihumanisme, hvor man mest tænker på sig selv. Jonas’ kone dør eksempelvis, fordi hun bliver glemt på Guldbjørnsey, mens han er bortrejst. Bogen tematiserer, at mennesker distancerer sig fra hinanden, men nærheden til naturen er et grundvilkår. Til slut mærker Jonas ”verdensvævet” i en lykkerus; han er forbundet med alt.

Månesten

”Lyset tændes i væglamperne. De unge ser sig omkring, og nu går det op for dem, hvor mange der er blevet syge i salen: Hvert andet ansigt er kridhvidt, læberne blå, panden våd af sved, næsefløjene røde, øjnene blanke og indfaldne.”
”Månesten”, s. 47.

Sjóns roman ”Mánasteinn. Drengurinn sem aldrei var til”, 2013 (”Månesten. Drengen, der aldrig var til”, 2014) er både en ungdomsroman og en historisk skildring i miniformat. 16-årige islandske Måne Sten tumler med forelskelse og de første seksuelle erfaringer, mens den spanske syge invaderer Reykjavik i 1918. Måne Stens mor var syg af spedalskhed, da han blev født, og hans opdragelse tilfaldt hans oldemors søster. Hun giver Måne Sten så lang line, at han uhindret kan prostituere sig selv ved siden af sin skolegang. Kunderne er øens mænd, og Måne Stens interesse i interaktionerne er pengene (han er fattig) såvel som seksuel nysgerrighed. Måne Sten kender en engelsk turist, ”som han ikke længere afkræver betaling”, og dermed nuancerer Sjón oplevelsen af, at Måne Sten bliver udnyttet af ældre mænd. Prostitution er også en måde for hovedpersonen at udforske en gryende homoseksualitet, der er tabuiseret i datidens Island.

51042689

Måne Sten bliver smittet med den spanske syge, som han overlever, og efterfølgende bliver han assistent for doktor Arnason, som kortlægger sygdommens bevægelser på øen. Den spredes ikke mindst i biograferne, hvor Måne Sten ynder at søge tilflugt fra virkeligheden.
Det næste væsentlige sving i handlingsgangen er, at lokale islændinge opdager Måne Sten have sex med en mand. Straffen for den forbrydelse, det er i majoritetens øjne, bliver forvisning fra øen. Han bliver sat på et skib til London – ledsaget af den engelske turist, han har haft et forhold til. I England bliver hovedpersonen del af en kosmopolitisk kreds af kunstnere, langt mere frisindede end hjemstavnens indbyggere.

Bogen berører komplekse aspekter af Islands socialhistorie komprimeret i et enkelt sprog på få sider. Denne form for historisk minimalisme blander Sjón med passager med magisk realisme. Sådan et skifte optræder, da Måne Sten får symptomer på den spanske syge og møder et væsen, der smider kropsdele omkring sig. Scenen forekommer at afspejle drengens febervildelse. Det magiske præg er desuden til stede, da Måne Sten til slut vender tilbage til Island og forvandler sig til en sommerfugl.
Romanens undertitel ”Drengen, der aldrig var til” kan forstås som en kommentar til drengens status på Island. Han er en borger, de fleste foretrækker ikke findes – søn af en spedalsk kvinde og mulig smittebærer, senere homoseksuel. Og alligevel en smuk del af landskabet foreslår Sjón, idet han giver ham sommerfuglekrop.  

CoDex 1962

”Jordens biomasse er konstant. (…) Digtningens biomasse derimod vokser. Den består af et forunderligt stof, der ikke tilhører nogen af klodens tre kendte riger – ikke dyreriget, ikke planteriget, ikke mineralriget – og alligevel modtager den al næring fra dem: Digtningen er en del af mennesket, og mennesket er del af denne verden.”

”CoDex 1962”, s. 569.

”CoDex 1962” er en romantrilogi, som Sjón har skrevet, tænkt og arbejdet på i en periode på over tyve år (”CoDex 1962”, 2019). Første del udkom som selvstændig roman i 1994 med titlen ”Augu þín sáu mig” (”Dine øjne så mig”, 2002). Sjón har kaldt den en kærlighedsroman, da kærligheden mellem en tysk stuepige og en jødisk kz-fange på flugt fører til skabelsen af trilogiens primære fortæller, Josef Löwe. Han er på daværende tidspunkt endnu ikke levende, men en mytisk skikkelse af ler, en såkaldt golem.

Anden del, ”Med skælvende tårer”, der udkom som ”Með titrandi tár” i 2001, er en art kriminalroman. Heri følger man Leo Löwe, der forsøger at finde den guldring, han mangler for at kunne bringe sin golem til live. Ringen er blevet stjålet fra ham af et suspekt tvillingepar hans rejse fra Tyskland til det Island, der ved hans ankomst i slutningen af Anden Verdenskrig opnår selvstændighed. I jagten på at skaffe guldet tilbage får han hjælp fra en sovjetisk spion, han møder på et sprogkursus, og en stor, sort og stærk amerikansk bryder.

46595017

I trilogiens sidste roman, ”Jeg er sovende”, samles mange af de mange tråde fra de to foregående romaner i en slags science fiction. CoDex er et islandsk biotekfirma, hvis direktør ønsker at indsamle livshistorierne fra de mutanter, der blev født på Island i året 1962. Det bringer den transkønnede Aleta hjem til den nu voksne Josef. Hun lytter til hans fortællinger, selvom de tager mange digressioner og ikke altid er lige logiske.

Videnskab, europæisk historie og overtro vikles sammen med drømme, gamle sagn og eventyr. Sjóns skrivestil er både poetisk, filosofisk og humoristisk. De tre romaner er tilsammen en labyrintisk genrehybrid og en fantastisk familiesaga. Eksempelvis er ”Jeg er sovende” også et lyrisk kartotek over alle de islændinge, der er født i 1962, samme år som Sjón selv, og som ikke lever mere. Hermed tematiseres døden, men det er samtidig en pointe, at fortællingerne lever videre, når de mennesker, de omhandler, dør, hvis der er nogle til at fortælle dem og nogle, der lytter. Deres historier rækker ud over det enkelte menneskes liv: Et menneske er sammensat af de tider, det lever i – det er et kompositum af de begivenheder, det bliver vidne til eller tager del i, af fri vilje eller tvunget. Det er et sammenkog af drømme og tanker, såvel sine egne som fremmedes.” (s. 458).

Genrer og tematikker

Sjóns afsæt i lyrikken i sit tidlige forfatterskab har smittet af på de af hans romaner, der er oversat til dansk. Det er digterens sprogfornemmelse, som træder frem, når hans tonefald i ”Dine øjne så mig” for eksempel kan være højstemt som den ene yderlighed og halvsjofel i næste øjeblik. Forfatteren skriver om kønsdele og stuepigens vandladning og nævner ikke blot, hvor guddommeligt ærkeenglen troner over de dødelige. Sjón sætter grimt og kønt kind mod kind i sine bøger og har evnen til at lave passager, hvor det direkte ækle bliver klædt i poesi. I ”Skygge-Baldur” er det en del af tekstens logik, at læseren får at vide, hvordan rester af lig kommer til syne på kirkegården, efter jorden er opløst af smeltevand. For det er nu engang et af landskabets ansigter, og det islandske landskab må siges at være blandt romanens hovedpersoner, hvoraf ingen fremstår som glansbilleder.

”Skygge-Baldur” er Sjóns mest tilgængelige værk, fortalt med en ligefremhed, som ligger i forlængelse af de islandske folkeeventyr, han læste i sin barndom. Den markerer dels et brud i forhold til associationsmylderet i ”Dine øjne så mig”, der kan få en til at tænke, om det er forfatteren eller romanen, der har magten. Og dels er den langt mere stringent end ”Tusmørkeundere”, hvor karakteren Jonas trænger igennem med sin bevidsthedsstrøm.

Sjón har forklaret, at han med ”Tusmørkeundere” modstod sin trang til at redigere sætningerne ned i detaljen, mens han skrev: ”Derfor er bogen ikke som noget, jeg har skrevet før. Den er løsere, mere rastløs og utæmmet, og at jeg nåede det mål, gjorde mig meget glad. Samtidig er bevidsthedsstrøm-skrivemåden mere end en metode til at lukke af for Sjón og give Jonas plads. Den gav mig også en chance for at gå imod vores fælles forestillinger om velskrevet og velordnet prosa” (David K. Gestsson: Author of the Month: Sjón. Sagenhaftes-island.is, 2011).

Sjón søger udfordringen. Hans forhindring kan være at afgive lidt af sin styring eller bringe en roman i bevægelse, selv om fortælleren er strandet på et skib, som det er tilfældet i ”Splinten fra Argo”.

Det forekommer dog at være et tilbagevendende princip for ham, at hver roman skal bygge på grundig research, hvilket gerne knytter fiktionen til islandsk historie. Hans hovedperson i ”Tusmørkeundere” er baseret på den virkelige islænding Jon Gudmundsson, der levede fra 1574 til 1658 og oplevede Reformationens brud med katolicismen. ”Skygge-Baldur” trækker på overleveringer om de myteombruste rævejagter i Island. ”Jeg er en tyv. Jeg snuser ustandselig rundt hos antikvarboghandlere og udser mig mærkelige pamfletter, små memoirer, rejsebeskrivelser fra 1926 om en tur til Jerusalem, jeg samler altid på den slags spor af levet liv. Jeg har en fantastisk samling af mærkværdigheder, sørgelige ting eller meget smukke ting, som jeg hele tiden er inspireret af,” har han udtalt i et interview til Weekendavisen. (Synne Rifbjerg: Spor af levet liv. Weekendavisen, 2005-10-07).

Skønt Sjóns litteratur er forankret i Island, lukker hans forfatterskab sig ikke om sig selv. Historierne kan have forbindelser til europæisk identitet i bred forstand. CoDex 1962 berører blandt andet traumet fra Anden Verdenskrig i Tyskland, og Sjón portrætterer gang på gang søfolk og andre strejfende, der færdes på tværs af grænser.

Han er desuden optaget af myten som genre, hvad enten den har islandske rødder i ”Skygge-Baldur” eller græske i ”Splinten fra Argo”.

Ved siden af forfatterens udforskning af sprog, natur og kulturarv er forvandlingen et dominerende tema.

Det optræder i CoDex 1962, hvor en jordbunke bliver til en dreng, i ”Skygge-Baldur” med præsten, der skifter ham til fabeldyr, og i ”Splinten fra Argo”, hvor snakkehovedet Kaineus kan tage skikkelse af en sølvmåge. Det er disse fænomener, der rører op i realismen i forfatterskabet, så verdensbilledet udvider sig. Magien findes ligeledes i objekter, der har deres eget liv – træstumpen i ”Splinten fra Argo” er skiftevis fortæller og potensmiddel; et puslespil samler næsten sig selv til en kiste i ”Skygge-Baldur”. ”Jeg har altid været fascineret af konceptet om en ting, der ændrer sig til noget andet, denne fluxus mellem væsener og materielle ting,” har han sagt til Information (Tobias Havmand: Myterne lever. Information, 2006-10-28).

Under de skiftende udslag af surrealisme er der en bund af humanisme hos Sjón. Mennesker begår onde handlinger, men udvekslingen af kærlighed forsvinder ikke. Abba og Fridrik tager sig af hinanden i ”Skygge-Baldur”, Marie-Sophie passer på Löwe i ”Dine øjne så mig”, og selv den bedrevidende Valdimar Haraldsson får en kæreste i ”Splinten fra Argo”.

Beslægtede forfatterskaber

Sjón fik en fornemmelse af, hvad litteratur var, da han otte år gammel læste de islandske folkeeventyr. Som dreng i 1960'erne og 1970'erne blev han også påvirket af tidens populære børnelitteratur fra nordiske forfattere som Thorbjørn Egner, Astrid Lindgren, Tove Jansson og Ole Lund Kirkegaard. De skriver om mennesker og dyr og undlader at fordømme dem, og den holdning eksisterer i Sjóns egne udgivelser.

Det var den islandske forfatter Halldór Laxness, der blandt andet lærte ham, at en tekst bør have en stemme, som er i nærkontakt med læseren, hvorimod de svenske digtere Gunnar Ekelöf og Tomas Tranströmer gjorde ham forelsket i lyrikken.

Sjón har det tilfælles med Tranströmer, at han gennem sit forfatterskab har arbejdet med at koncentrere sit udtryk i en ordknap form – aflæseligt i ”Skygge-Baldur” – men så har han til gengæld skruet op for kompleksiteten igen i ”Tusmørkeundere”.  

De dystre elementer i Sjóns bøger kan spores tilbage til djævlefablen ”Mesteren og Margarita” af den russiske forfatter Mikhail Bulgakov, som han læste ved udgangen af teenageårene og har identificeret som lidt af et forbillede: ”Det er stadig den roman, der fortæller mig, hvad man kan gøre med litteratur, og hvordan man kan have alt i én bog,” sagde han i et interview til Politiken (Marie Tetzlaff: I Island har alle fortjent at blive husket. Politiken.dk, 2010-09-28).

Sjón finder yderligere inspiration i den psykologiske dybde i gyserfortællingerne af Edgar Allan Poe og hans polske ækvivalent Stefan Grabinski. Tre af Grabinskis historier blev fortolket af Sjón i operaen ”The Motion Demon” i foråret 2011, som han skrev librettoen til. Den kredser om en mands besættelse af toge og lod Sjón gå i dialog med anden forfatter; i 2006 gjorde han det samme, da han omsatte H.C. Andersens eventyr ”Skyggen” til opera.

Hans indoptagelse af andre forfatteres værker er ligeså indiskutabel i flere af romanerne. ”Splinten fra Argo” låner fra det episke digt ”Argonautika” om Jason og argonauterne af den græske digter Apollonios fra Rhodos. Og i ”Dine øjne så mig” refererer Sjón både til Franz Kafkas historie ”Forvandlingen”, hvor en mand bliver til et stort insekt, og Gustav Meyrinks udgave af Golem-myten om et væsen skabt af ler, der ligner Sjóns fortæller.

Forfatterens interesse for surrealismen, som blandt andet er på spil i sammenstødene mellem absurde scenarier og virkelighed i ”Dine øjne så mig”, begyndte, da han i sin ungdom studerede den franske forfatter André Breton. Sjón fandt det spændende, at Breton var åben over for at anskue alle dele af naturen som levende skabninger. For Sjón er den surrealistiske tilgang til kunsten frugtbar, fordi den opfordrer til undersøgelse af underbevidstheden og drømmene. ”Drømme er jo det sted, hvor man ikke har kontrol over sine tanker – når man er vågen, kan man altid skubbe dem væk eller i hvert fald midlertidigt af vejen. Og for litteraturen er det et værktøj til at træde ind i det ulogiske, at tale om andre ting og få læseren til at kigge efter ting i teksten på nye måder,” mener han (Lotte Folke Kaarsholm: Alogik: Det beskidte møde med universet. Information, 2005-10-05).

Bibliografi

Romaner

Sjón:
Stálnótt. Mál og menning, 1987.
Sjón:
Engill, pípuhattur og jarðarber. Mál og menning, 1989, 1994.
Sjón:
Með titrandi tár. Mál og menning, 2001.
Sjón:
Skygge-Baldur. Athene, 2005. (Skugga-Baldur. 2003).
Sjón:
Splinten fra Argo. Athene, 2006.
Sjón:
Tusmørkeundere. C&K Forlag, 2010. (Rökkurbýsnir. 2008).
Sjón:
Dine øjne så mig. C&K Forlag, 2011. Første udgave på dansk: Forlaget Vindrose, 2002. (Augu þín sáu mig. 1994).
Sjón:
Månesten. Drengen, der aldrig var til. C&K Forlag, 2014. Oversat af Kim Lebek.
Sjón: CoDex 1962. C&K, 2019. Oversat af Kim Lebek.

Lyrik

Sjón:
Sýnir. Höfundur, 1978.
Sjón:
Madonna. Höfundur, 1979.
Sjón:
Birgitta. Medúsa, 1979.
Sjón:
Hvernig elskar maður hendur? Medúsa, 1981.
Sjón:
Reiðhjól blinda mannsins. Medúsa, 1982.
Sjón:
Sjónhverfingabókin. Medúsa, 1983.
Sjón:
Oh! Medúsa, 1985.
Sjón:
Leikfangakastalar sagði hún það er ekkert til sem heitir leikfangakastalar. Medúsa, 1986.
Sjón:
Drengurinn með röntgenaugun. Mál og menning, 1986.
Sjón:
Ég man ekki eitthvað um skýin. Mál og menning, 1991.
Sjón:
Myrkar fígúrur. Mál og menning, 1998.
Sjón:
Söngur steinasafnarans. Bjartur, 2007.
Sjón:
Ljóðasafn 1978-2008. Bjartur, 2008.

Noveller

Sjón:
Háfurinn. Mál og menning, 2002.
Sjón:
Blúbb! Mál og menning, 2006.

Børnebøger

Sjón:
Sagan af húfunni fínu. Mál og menning, 1995.
Sjón:
Númi og höfuðin sjö. Slysavanafélagið Landsbjörg, 2000.
Sjón:
Sagan af furðufugli. Mál og menning, 2002.

Skuespil

Sjón:
Tóm ást. Óskráð, 1988.
Sjón:
Kelluspil. Óskráð, 1990.
Sjón:
Ástir Bjartmars Ísidórs. Óskráð, 1991.

Librettoer

Sjón:
Skuggaleikur. Óskráð, 2006.
Sjón:
The Motion Demon. Óskráð, 2011.

Sangtekster

Sjón (i samarbejde med Lars Von Trier):
Dancer in the Dark. Gyldendal, 2000.
Sjón:
Bergmál. Óskráð, 2005.

Spoken Word

Sjón (i samarbejde med Baldur J. Baldursson):
Kanildúfur. Smekkleysa, 1998.

Om forfatterskabet

Links

Nyheder, fyldig biografi og bibliografi, oversigt over interviews i udenlandske medier og klip fra operaen ”The Motion Demon”.
Rummer ikke opdateret information om Sjóns aktiviteter, men siden har et udvalg af hans digte og sangtekster i engelsk oversættelse.
Kim Lembek har på magasinet Senturas hjemmeside oversat en række digte fra Sjóns digtsamling ”Myrkar figúrur” (”Mørke figurer”) fra 1998.
Reykjaviks bibliotek giver en udmærket indgang til forfatterskabet på engelsk – blandt andet med forslag til videre læsning af litteraturhistoriske artikler om Sjón.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Sjón

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Madsen, Johnny Hedegaard:
Islandsk ord-troldmand: Faldt i gryden som barn. Sentura #12/13, april 2002.
Boas, Kirsten:
Det svage menneskes kærlighed. Kristeligt Dagblad, 2005-02-24.
Kaarsholm, Lotte Folke:
Alogik: Det beskidte møde med universet. Information, 2005-10-05.
Rifbjerg, Synne:
Spor af levet liv. Weekendavisen, 2005-10-07.
Havmand, Tobias:
Myterne lever. Information, 2006-10-28.
Tetzlaff, Marie:
I Island har alle fortjent at blive husket. Politiken.dk, 2010-09-28.
Gestsson, David K.:
Author of the Month: Sjón. Sagenhaftes-island.is, 2011.