- De islandske Sagaer.
Foto: Jonas Vandall Ørtvig / Scanpix
Saga betyder egentlig udsagn, at sige eller at fortælle på oldnordisk, hvilket er meget sigende for, hvad genren er. Sagaer er nemlig nedskrivninger af beretninger om store krigeriske helte og deres liv, familier og død, som stilistisk har meget tilfælles med den mundtlige fortælling. Genren dækker over de nordiske prosafortællinger fra oldtiden og vikingetiden, men de islandske sagaer er de bedst bevarede og derfor ofte også synonym med genren. De islandske sagaer er nedskrevet mellem år 1170 og 1400. Med undtagelse af Snorri Sturluson (1179-1241) og hans nevø Sturla Thordarson (1214-1284) er forfatterne til sagaerne anonyme. De islandske sagaer er nedskrevet i hånden på pergament, og de befandt sig frem til 1971 i Danmark. Her blev de efter en del offentlig debat tilbageleveret til Island, hvor de i dag befinder sig i Reykjavik.
Sagaens kendetegn
Sagaerne er romanlignende fiktioner med baggrund i historiske personer. De har fokus på handlinger, begivenheder og tematikker som mord, ære, slægter, erotik, ægteskab og forholdet mellem individ og samfund. De varierer i længde fra korte, novellelignende totter til den omfangsrige ”Njals saga”, hvis fire dele i alt strækker sig over halvandethundrede sider. Selv om de er skrevet af forskellige forfattere, har de klare stilistiske fællestræk. Tilsyneladende autentiske forhold afdækkes, bl.a. slægtsforhold og den geografiske placering af handlingen, ligesom der i alle sagaerne er mange dialoger og replikker. Fortællerne har en slags øjenvidnefunktion og gør ikke opmærksom på sig selv. Hermed skabes en illusion om en nøgtern, objektiv fortæller, der videregiver begivenhederne, nøjagtigt som de skete. Det er derfor gennem tiden blevet diskuteret, om sagaerne er nedskrivninger af mundtlige overleveringer, den såkaldte friprosateori, eller om de er litterære værker, der er skabt og konstrueret som prosa på baggrund af anekdoter og mundtlige fortællinger. Den sidste tolkning er den mest udbredte og kaldes bogprosateorien.
Sagaernes hovedpersoner er de første nybyggere, der kom til Island og koloniserede øen i landnamstiden 870-930, og deres efterkommere, som er stærke mænd, tapre krigere og heroiske drukkenbolte. De fleste sagaer foregår i tiden 930-1030. Denne periode i Islands historie kaldes også sagatiden eller fortælletiden.
Karakteristisk for sagaerne er deres indirekte beskrivelser af karaktererne. Heltenes personlighed udtrykkes gennem det, de gør. F.eks. gestaltes Egil Skallagrimssons stædighed og viljestyrke ved, at han trodser sin fars vilje og drager uanmeldt til drikkegilde i ”Egils saga”. Andre typiske genretræk er den standardiserede komposition, det autentiske præg og fortællerens kontrollerede og objektive stil, samt de mange intriger, som ofte bunder i erotiske eller magtrelaterede konflikter. Mændene er maskuline og heroiske, mens kvinderne ofte kun spiller en sekundær rolle. Undtagelsen er trekantsdramaet ”Laksdøla saga”, hvor den smukke, lidenskabelige og stærke Gudrun er centrum for en slægtstragedie, inden hun afslutningsvis konverterer til kristendommen.
Kongesagaer, biskopsagaer, fornaldersagaer og slægtssagaer
Der findes forskellige typer sagaer. Normalt skelner man mellem kongesagaer, biskopsagaer, fornaldersagaer og slægtssagaer. Kongesagaerne er historiske fortællinger (dateret 1200-1235) om de skandinaviske konger og jarler. De kan både handle om en enkelt konge eller en række af konger, som eksempelvis ”Heimskringla” (”Verdens kreds”), der beretter om de norske konger fra sagntiden og frem til 1170. Biskopsagaerne er sagaer om de islandske biskopper, mens fornaldersagaerne eller oldtidssagaerne bygger på germansk og nordisk sagnstof. De er fantastiske, komiske og indholdsmæssigt baseret på sagn og digte, som ”Rolf Krages saga” om den danske sagnkonge, der har klare paralleller til det engelske heltekvad ”Beovulfkvadet”. Slægtssagaerne kaldes også islændingesagaerne, fordi hovedpersonerne er islandske familiemedlemmer. De er nedskrevet mellem 1200-1320 og handler om islandske høvdinge og bønder, hvis småkonflikter ofte resulterer i ild og død. Mange af de mest populære sagaer tilhører denne gren af genren. Det gælder ”Njals saga” om den eskalerende konflikt mellem de to venner Njal og Gunnar, der efter mordbrand og hævndrab ender i forsoning. I nyere tid kaldes slægtsromaner eller familiesagaer somme tider for sagaromaner, hvis de består af familiefortællinger, der tidsmæssigt strækker sig over flere generationer. De 40 islandske sagaer og 49 totter er i 2014 udkommet i en samlet dansk nyoversættelse, som led i et større fællesnordisk oversættelsesprojekt. Senere er oldtidssagaerne også udkommet i ny dansk oversættelse.
Kilder:
Primærlitteratur
Lassen, Annette (red.): Islændingesagaerne. Samtlige sagaer og 49 totter. Forlaget Saga, 2014. bibliotek.dk
Lassen, Annette: Oldtidssagaerne. Bind 1-8. Gyldendal, 2019. bibliotek.dk
Sekundærlitteratur
Bredsdorff, Thomas: Kaos og kærlighed – en studie i islændingesagaernes livsbillede. Gyldendal, 1995. bibliotek.dk
Byock, Jesse L.: Island i sagatiden - Samfund, magt og fejde. Oversat af Jon Høyer. C.A. Reitzel, 1999. bibliotek.dk
Fibiger, Johannes m.fl.: Litteraturens veje. Systime, 1996. bibliotek.dk
Lassen, Anette: Islændingesagaernes verden. Gyldendal, 2017. bibliotek.dk
Lassen, Annette: Oldtidssagaernes verden. Gyldendal, 2021. bibliotek.dk
Ney, Agneta, Ármann Jakobsson og Annette Lassen m.fl. (red.): Fornaldarsagaerne - Myter og virkelighed. Museum Tusculanum, 2009. bibliotek.dk
Meulengracht Sørensen, Preben: Norrønt nid - Forestillingen om den umandige mand i de islandske sagaer. Odense Universitetsforlag, 1980. bibliotek.dk
Islandske forfattere, der er inspireret af sagaerne, sagnstof og myter:
Forfatterportrætter