Einar Kárason
Foto: Jóhann Páll Valdimarsson

Einar Kárason

Artikel type
voksne
cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.
Top image group
Einar Kárason
Foto: Jóhann Páll Valdimarsson
Main image

Den islandske forfatter Einar Kárason fortæller historier fra vidt forskellige århundreder med et muntert overskud og en sikker sans for miljøskildringer. I et nutidigt sprog har Kárason genskrevet historier fra Sturlungesagaen, hvor magtsyge og hævntørst hersker lige så enerådigt som tåge og isnende vinterkulde på vulkanøen. I andre romaner skildrer han det skelsættende møde mellem sagaøens bonderøve og den amerikanske popkultur i efterkrigstidens Reykjavik, og en enkelt roman foregår i Vollsmose i et samtidigt Danmark. Fortællingerne med rodfæste i historiske begivenheder gør sammen med en eminent og humoristisk fortællerstemme Einar Kárason til en uomgængelig figur i islandsk litteratur.

28624069

Blå bog

Født: 24. november 1955 i Reykjavik.

Uddannelse: Litteraturstudier ved Islands Universitet i 1975-1978. Herefter forfatter på fuld tid.

Debut: Þetta eru asnar Guðjón. Mál og menning, 1981.

Litteraturpriser: DVs litteraturpris, 1986 (for Guldøen) og 2004 (for Storm). Den islandske litteraturpris, 2008 (for Raseri). Den islandske boghandlerpris, 2008 (for Raseri).

Seneste udgivelse: Raseri. Gyldendal, 2011.

Inspiration: William Faulkner.

 

Baggrund

”Tommy var også foreningens træner, han havde forstand på fodbold fra dengang han sejlede for englænderne under den første verdenskrig. Og så havde han en blå uniform som han havde fået som gældspant af en drukfældig trompetist to år tidligere. Trompeten, gammel og bulet, var også fulgt med. Efter aftensmad tre aftener om ugen tog Tommy den blå hornorkesteruniform på med skulderkvaster og gyldne knapper, stillede sig op midt i kvarteret og blæste i trompeten, så vidste drengene at nu var der Kaura-træning og stimlede sammen omkring ham.
”Djævleøen”, s. 58.

Einar Kárason er født og opvokset i Reykjavik og bor i dag i byen med sin kone og deres fire døtre.

Efter gymnasiet, som Kárason gik ud af i 1975, studerede han litteratur på Islands Universitet indtil 1978. Sideløbende med sine studier havde Kárason en lang række forskellige jobs, og siden slutningen af 1970’erne har han levet som forfatter.

Kárason har i løbet af sin forfatterkarriere siddet i utallige litteraturråd og -udvalg og har siden 1985 været bestyrelsesmedlem i Reykjaviks internationale litteraturfestival, Bókmenntahátíð. Inden sin debut i 1981 havde Kárason i nogle år publiceret digte i forskellige tidsskrifter.

Einar Kárason fik sit store gennembrud med trilogien ”Djævleøen”, ”Guldøen” og ”Lykkens land”, som alle er blandt de største succeser i moderne islandsk litteratur. Trilogien er en burlesk beretning om det groteske liv i den amerikanske barakby i Reykjavik. Bøgerne har solgt 70 000 eksemplarer på Island, og filmversionen fra 1997 var en international succes.

Einar Kárason ser efter eget udsagn sig selv som én, der absolut må skrive: ”Vi ser det hver gang kritikerne jubler: Endelig kommer der en forfatter som kan fortælle en god historie. Jeg oplever mig selv som epiker, det er min erhvervstitel: epiker. Jeg kan også godt lide det engelske ord novellist. Og grafoman, mennesket som bliver nødt til at skrive.” (Arne Dvergsdal: ”Fortellingens mestere”. Dagbladet, 2005-04-16).

Djævleøen

”De nyeste rocksange i verden genlød som glædesbudskaber over midtbyen når dollargrinet langsomt drev om med alle vinduerne åbne. Ved rattet sad så den flotte unge mand med det moderne tøj og frisure. De fleste troede han var amerikaner; sådan nogle islændere eksisterede ikke!”
”Djævleøen”, s. 154.

Første del af Einar Kárasons trilogi om livet i amerikanerbarakkerne i efterkrigstidens Reykjavik udkommer i 1983 med den islandske titel ”Þar sem djöflaeyjan rís” (”Djævleøen”, 1988). Efter Anden Verdenskrig befinder Island sig i et limbo mellem fortid og fremtid: Øen er på mange måder stadig et primitivt bondesamfund, og med indtoget af amerikanske soldater og moderne livsstil står den gamle verden pludselig for fald.

Romanen er et mangfoldigt portræt af de mennesker, der bosætter sig i de barakker, de allierede byggede under Anden Verdenskrig, og som står tomme efter krigens afslutning. Det er ikke byens bedste borgere, der bor der, men en flok brogede eksistenser med flere store end små problemer at slås med. Fortællingen søsættes omkring storfamilien med Lina og Tommy som ældste generation og med et hav af egne børn, børnebørn og andres børn i deres husholdning. Nok er pengene knappe, men kærlighed og hjertevarme er der rigeligt af, og da de bygger Det Gamle Hus midt i barakbyen bliver det et naturligt samlingspunkt for familie, venner og byens rodløse eksistenser. Herfra udgår oprettelsen af fodboldklubben Kaura, Lina Spåkones forudsigelser om fremtiden, kærlighedsmøder af mere eller mindre heldig karakter, balstyriske ungdomsgilder og et broget udvalg af de konflikter, man som menneske møder på sin vej gennem livet.

”Djævleøen” giver et muntert portræt af et folk i en brydningstid. Alle vakler de mellem den gamle verdens tryghed og den vilde fascination af de helt nye muligheder.

3.-personsfortælleren har stærk sympati for de fattige randeksistenser i barakkerne i modsætning til de hysteriske kunstnertyper i boligblokkene ved siden af. Det har tydeligt været Kárasons ærinde at beskrive denne tid og disse mennesker med respekt, fordi det er en del af ham selv, hans land og hans fortid. I bogens kolofon står der: ”Historien er ikke løgn, selv om begivenhederne og personerne er opspind.”. ”Djævleøen” er historieskrivning i både historisk og fortællemæssig forstand.