Einar Kárason
Foto: Jóhann Páll Valdimarsson

Einar Kárason

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.
Top image group
Einar Kárason
Foto: Jóhann Páll Valdimarsson
Main image

Indledning

Den islandske forfatter Einar Kárason fortæller historier fra vidt forskellige århundreder med et muntert overskud og en sikker sans for miljøskildringer. I et nutidigt sprog har Kárason genskrevet historier fra Sturlungesagaen, hvor magtsyge og hævntørst hersker lige så enerådigt som tåge og isnende vinterkulde på vulkanøen. I andre romaner skildrer han det skelsættende møde mellem sagaøens bonderøve og den amerikanske popkultur i efterkrigstidens Reykjavik, og en enkelt roman foregår i Vollsmose i et samtidigt Danmark. Fortællingerne med rodfæste i historiske begivenheder gør sammen med en eminent og humoristisk fortællerstemme Einar Kárason til en uomgængelig figur i islandsk litteratur.

28624069

Blå bog

Født: 24. november 1955 i Reykjavik.

Uddannelse: Litteraturstudier ved Islands Universitet i 1975-1978. Herefter forfatter på fuld tid.

Debut: Þetta eru asnar Guðjón. Mál og menning, 1981.

Litteraturpriser: DVs litteraturpris, 1986 (for Guldøen) og 2004 (for Storm). Den islandske litteraturpris, 2008 (for Raseri). Den islandske boghandlerpris, 2008 (for Raseri).

Seneste udgivelse: Raseri. Gyldendal, 2011. (Ofsi, 2008). Oversat af Kim Lembek.

Inspiration: William Faulkner.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Tommy var også foreningens træner, han havde forstand på fodbold fra dengang han sejlede for englænderne under den første verdenskrig. Og så havde han en blå uniform som han havde fået som gældspant af en drukfældig trompetist to år tidligere. Trompeten, gammel og bulet, var også fulgt med. Efter aftensmad tre aftener om ugen tog Tommy den blå hornorkesteruniform på med skulderkvaster og gyldne knapper, stillede sig op midt i kvarteret og blæste i trompeten, så vidste drengene at nu var der Kaura-træning og stimlede sammen omkring ham.
”Djævleøen”, s. 58.

Einar Kárason er født og opvokset i Reykjavik og bor i dag i byen med sin kone og deres fire døtre.

Efter gymnasiet, som Kárason gik ud af i 1975, studerede han litteratur på Islands Universitet indtil 1978. Sideløbende med sine studier havde Kárason en lang række forskellige jobs, og siden slutningen af 1970’erne har han levet som forfatter.

Kárason har i løbet af sin forfatterkarriere siddet i utallige litteraturråd og -udvalg og har siden 1985 været bestyrelsesmedlem i Reykjaviks internationale litteraturfestival, Bókmenntahátíð. Inden sin debut i 1981 havde Kárason i nogle år publiceret digte i forskellige tidsskrifter.

Einar Kárason fik sit store gennembrud med trilogien ”Djævleøen”, ”Guldøen” og ”Lykkens land”, som alle er blandt de største succeser i moderne islandsk litteratur. Trilogien er en burlesk beretning om det groteske liv i den amerikanske barakby i Reykjavik. Bøgerne har solgt 70 000 eksemplarer på Island, og filmversionen fra 1997 var en international succes.

Einar Kárason ser efter eget udsagn sig selv som én, der absolut må skrive: ”Vi ser det hver gang kritikerne jubler: Endelig kommer der en forfatter som kan fortælle en god historie. Jeg oplever mig selv som epiker, det er min erhvervstitel: epiker. Jeg kan også godt lide det engelske ord novellist. Og grafoman, mennesket som bliver nødt til at skrive.” (Arne Dvergsdal: ”Fortellingens mestere”. Dagbladet, 2005-04-16).

Djævleøen

”De nyeste rocksange i verden genlød som glædesbudskaber over midtbyen når dollargrinet langsomt drev om med alle vinduerne åbne. Ved rattet sad så den flotte unge mand med det moderne tøj og frisure. De fleste troede han var amerikaner; sådan nogle islændere eksisterede ikke!”
”Djævleøen”, s. 154.

Første del af Einar Kárasons trilogi om livet i amerikanerbarakkerne i efterkrigstidens Reykjavik udkommer i 1983 med den islandske titel ”Þar sem djöflaeyjan rís” (”Djævleøen”, 1988). Efter Anden Verdenskrig befinder Island sig i et limbo mellem fortid og fremtid: Øen er på mange måder stadig et primitivt bondesamfund, og med indtoget af amerikanske soldater og moderne livsstil står den gamle verden pludselig for fald.

Romanen er et mangfoldigt portræt af de mennesker, der bosætter sig i de barakker, de allierede byggede under Anden Verdenskrig, og som står tomme efter krigens afslutning. Det er ikke byens bedste borgere, der bor der, men en flok brogede eksistenser med flere store end små problemer at slås med. Fortællingen søsættes omkring storfamilien med Lina og Tommy som ældste generation og med et hav af egne børn, børnebørn og andres børn i deres husholdning. Nok er pengene knappe, men kærlighed og hjertevarme er der rigeligt af, og da de bygger Det Gamle Hus midt i barakbyen bliver det et naturligt samlingspunkt for familie, venner og byens rodløse eksistenser. Herfra udgår oprettelsen af fodboldklubben Kaura, Lina Spåkones forudsigelser om fremtiden, kærlighedsmøder af mere eller mindre heldig karakter, balstyriske ungdomsgilder og et broget udvalg af de konflikter, man som menneske møder på sin vej gennem livet.

”Djævleøen” giver et muntert portræt af et folk i en brydningstid. Alle vakler de mellem den gamle verdens tryghed og den vilde fascination af de helt nye muligheder.

3.-personsfortælleren har stærk sympati for de fattige randeksistenser i barakkerne i modsætning til de hysteriske kunstnertyper i boligblokkene ved siden af. Det har tydeligt været Kárasons ærinde at beskrive denne tid og disse mennesker med respekt, fordi det er en del af ham selv, hans land og hans fortid. I bogens kolofon står der: ”Historien er ikke løgn, selv om begivenhederne og personerne er opspind.”. ”Djævleøen” er historieskrivning i både historisk og fortællemæssig forstand.

 

Guldøen

”Der var ved at foregå en kulturrevolution i denne ærværdige gamle nations verden og den gamle mand kaldte det en dille. Selveste den amerikanske hær som drev et net af tv-stationer i fem verdensdele havde rejst en på basen i Keflavik, med stof hjemmefra til præsidentens tropper.
”Guldøen”, s. 45.

Einar Kárasons roman ”Gulleyan” fra 1985 (”Guldøen”, 1990) er en selvstændig fortsættelse af ”Djævleøen” i det samme miljø og med de samme karakterer. Det Gamle Hus med Lina og Tommy som slægtens overhoveder står stadig majestætisk midt i den slidte barakby og rummer om muligt endnu flere skøre familiekonstellationer end tidligere. Fokus flytter sig hen mod børnebørnene Baddy og Danny, der nok er et umage par, men som alligevel holder sammen. Hvor Baddy er den udadvendte og festlige fyr, er Danny indadvendt, nærmest infantil og sidder på sit værelse og skriver dagbog dagen lang.

En dag tager Danny fusen på de andre ved at have taget en pilotuddannelse og stiger i anseelse. Da han på et tidspunkt skal redde sin hysteriske søster Dolly fra hendes svigerfamilie på østlandet, omkommer han i et flystyrt. Hans alt for tidlige død bliver hele familiens ulykke og begyndelsen på den nedgangstid, der følger efter en række muntre og lyse år. Herefter slutter det islandske sildeeventyr, og romanen ender med, at barakbyen rives ned og Det Gamle Hus forlades. En epoke er slut i både Islands historie og i Lina og Tommys familiekrønike.

Kárason fortsætter sin pittoreske Islandskrønike med samme indlevelse og humor som i ”Djævleøen”. Sammenstødet mellem generationer og kulturer bliver i ”Guldøen” endnu tydeligere. Under den muntre fortællings overflade ligger en mere alvorlig strøm af respekt for de mennesker, der stikker ud og ikke altid passer ind i et regelret samfund. Alle karaktererne er noget aparte, og romanen bliver et slags forsvarsskrift for de skæve, de utilpassede og drømmerne, der sjældent lander med fødderne først. Kárason lægger med sin rutinerede og vidende fortællerstemme et ekstra lag til historien om almuefolkets skelsættende møde med den ny verden, og på trods af de magiske og fabulerende indslag fremstår romanen som et moderne stykke Islandshistorie.

 

Lykkens land

”Vi var ankommet til lykkens land og jeg kiggede mig omkring med store og nysgerrige øjne, men så kun vægge. Der var skilte overalt med forskellige instruktioner og et af dem forbød en at spytte. No spitting.”
”Lykkens land”, s. 5.

I den selvstændige fortsættelse til ”Djævleøen” og Guldøen” – ”Fyrirheitna landid” fra 1989 (”Lykkens land, 1991) – er handlingen henlagt til det forjættede land USA. Lina og Tommy er døde, og vi følger efterkommerne Manni, Mundi og Bobo på deres forskerfærd rundt i USA for at besøge deres bedstemor Gogo (datter til Lina) og deres onkel Baddy, som efter nogle år i Reykjavik er flyttet tilbage til USA. I krydsklip mellem de farverige skildringer af det amerikanske eventyr er der flash backs til den sidste tid i Det Gamle Hus, inden den ældste generation takkede af. En tid præget af interne familiestridigheder og et spirende venskab mellem halvfætrene Manni og Mundi. 

I episoderne fra USA er Mundi turens jeg-fortæller, mens klippene fra barakbyen i Reykjavik er fortalt af samme alvidende 3.-personsfortæller, som optræder i ”Guldøen” og ”Djævleøen”. Selvom tempoet stadig er højt og handlingen meget kulørt, er der med ”Lykkens land” kommet en alvorstone ind i romanserien. Den voldelige og alkoholiserede Baddys patientjournaler lægges åbent frem, og de tragiske skæbner fremstår mere ulykkelige end tidligere. Samtidig bliver det tydeligt, at den gennem generationer nedarvede forestilling om USA som lykkens land falder fra hinanden, da Manni og Mundi ankommer til New York: Her er de emigrerede familiemedlemmer lige så rodløse og frustrerede som dem derhjemme, og livet blandt rakkerpakket i bedstemor Gogos mobile home er ikke ligefrem lykken. Baddy er præcis så alkoholiseret og voldelig som i sine unge dage, og de unge og håbefulde islændinge får deres sag for, da de skal navigere i dette kaos af eksilerede familiemedlemmer. 

Gennem romanen lyder et soundtrack fra den vestlige rockkultur, og netop dette møde mellem sagaøens bonderøve og den ny tids verdensorden bliver det overordnede tema for ”Lykkens land”.

Afslutningen på den stort anlagte Islandstrilogi inkluderer den unge Mannis første forsøg udi forfattergerningen, da han sætter sig for at skrive historien om Lina og Tommy og deres helt særlige familie. Og hvis ikke det lykkes ham at blive færdig, kan Einar Kárason i hvert fald glæde sig over at have skrevet et yderst populært portræt af en opbrudstid uden sidestykke i islandsk historie.

Fjendemøde

”Bjørn Klods lo igen, og det smittede, og vi slog hælene i siden på hestene og hylede og skreg. Og så blev de totalt opmærksomme på os, og forvirringen syntes total; vi hørte rædselshvin, og en eller anden råbte: ”De kommer!”, og vi så forfjamskede og gestikulerende skygger ved bålene. Thord hævede sit sværd, og igen så jeg et luende liglys; og mens vi huggede til begge sider, galopperede vi ind på kirkegården, hvor folkene fra Sydlandet havde slået sig ned.”
”Fjendemøde”, s. 115.

I romanen Óvinafagnaður fra 2001 (”Fjendemøde”, 2003) kaster Einar Kárason sig over den islandske sagalitteratur. Med afsæt i den såkaldte Sturlungesaga fra 1200-tallet moderniserer han fortællingen om hævn, ære og blodtørst, som det så ud for rivaliserende slægter på Island i tiden efter de første bosættelser på øen.

Thord Kakali lever et udsvævende liv i Norge, da han en dag får nys om, at det meste af Sturlunge-slægten er blevet slagtet ved et blodigt opgør i Island: slaget ved Örlygsstadir har kostet hans far og fire af hans brødre livet. Thord vender hjem til Island uden at ane uråd, men bliver allerede ved ankomsten mødt af fjendens mænd, der har fået ordre om at dræbe den sidste trussel fra den tidligere så magtfulde Sturlunge-familie. Thord indser, at han ikke kan undslippe et opgør, så han samler sig en noget amputeret forsamling mænd, der skal udgøre hans hær i kampen mod den herskende Kolbein den Unge og hans folk. I dramatiske episoder forfølger og bekriger de to fraktioner hinanden, og selvom Thord har den mindste opbakning og den dårligste krigserfaring, følger heldet ham, og han overvinder gang på gang Kolbein. På trods af alles ønske om at forlige sig og lade freden sejre efter 40 års ustandselig borgerkrig, råder magtsyge og hævntørst lige så standhaftigt som tåge, isnende vinterkulde og lumske floder på den islandske højslette, og krigsførelsen vil tilsyneladende ingen ende tage.

24929078

”Fjendemøde” bygger på kendte stridigheder og skildrer bl.a. slaget ved Örlygsstadir samt en af de mest skelsættende begivenheder i Islands historie: Digteren Snorri Sturlason bliver dræbt på bestialsk vis i sit eget hjem på Reykjaholt. Almengyldige emner som stolthed, ære, familiesammenhold og magtsyge forekommer lige så vigtige i Kárasons genskrivning af sagaen, som de har været i 1200-tallets Island. Kárason opdaterer sagafortællingen til nutidigt, mundtligt sprog og lader karaktererne selv berette i romanens indre monologer med skiftende synsvinkel. Det er en stor forskel fra den oprindelige sagalitteratur, hvor episoder udelukkende blev skildret udefra. Ved det mundtlige præg og skiftet i fortællerstemme bliver handlingen levendegjort, så historien vækkes til live for også nye generationer.

Storm

"Jeg kan huske, at idéen opstod, da man under et redaktionsmøde på forlaget drøftede, om ikke det ville være smart bare at producere nogle værker, romaner og den slags i stedet for blot at sidde som dømte fanger og vente på, hvad der flyder ind på redaktørernes borde."
“Storm”, s. 12.

I romanen ”Stormur” fra 2003 (”Storm”, 2005) er vi rykket op til nutidens Danmark og en ny epoke i forfatterskabet. Hovedpersonen præsenterer sig selv og sin triste baggrund som søn af en forsvunden far og en fordrukken mor. Storm har sine grunde til at opføre sig lidt mærkeligt. For at prøve noget nyt og komme på afstand fra de dårlige kammerater er han med sin kone Stefania og deres to børn rejst til Danmark for at nyde godt af maksimalstaten. Alle fordomme om drukfældige og excentriske islændinge er kørt i stilling, og læseren underholdes med bidske angreb på dansk dobbeltmoral og integrationsproblematikker, som de ser ud i Vollsmose, hvor familien havner.
Synsvinklen skifter mellem hvert kapitel, så Storms kone, hans venner, fjender, ’Mor’ og sågar ’En fyr i Odense’ kommer ukommenteret til orde. Storms portræt nuanceres gennem de mange fortællerstemmer, som aldrig gør sig for gode til en gang bagvaskelse. At det er Storm, der som en redigerende instans holder sammen på fortællingerne, kan man se ud fra kapiteloverskrifternes titler, der kun kan være givet af ham selv. Det gøder den metalitterære tematik, der gennem romanen gør den til genstand for sin egen kritik.

25741838

Der deles øretæver ud til forlagsbranchen generelt, den islandske i særdeleshed, til en bog, som ikke blev fundet værdig til at blive nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og til forfatteres tvivlsomme eksistenser: Storm bliver ansat som ’forfatter’ til en bog om samfundets udskud, som nogle studerende har skrevet, og det mere end antydes, at forfatteren Peter Høeg blot er fantomforfatter. Uden at udvikle sig til et smædeskrift er romanen samfundskritisk. Fortælletempoet er højt, og der er indlagt mindre dramaer til at holde læseren fangen. Kárason benytter sig af lån fra magisk realisme og blander dem med sin velkendte udgave af nordisk fortælletradition.

 

 

Raseri

”Til ceremonien her på Breidabolstad kom Gissur sydfra med sine tre sønner og sin hustru Groa, der udstråler ynde og elskelighed, og Sturla kom med sin purunge datter og sin hustru, Stadarholl-slægtens store pryd, Helga Thordardottir, og derudover nogle udvalgte venner, som for eksempel Hrafn Oddson fra Sturlunge-familien, som bekendt Gissurs svorne fjende gennem længere tid."
”Raseri”, s. 97.

I sin seneste roman ”Ofsi” fra 2008 (”Raseri”, 2011) tager Einar Kárason sagastoffet, som var udgangspunktet for ”Fjendemøde”, op igen. De voldsomme beretninger fra den såkaldte Sturlungesaga danner også i denne roman baggrund for fortællingen. En række dramatiske begivenheder udspiller sig omkring repræsentanterne fra to rivaliserende slægter: Gissur Thorvaldsson fra Haukadal og Sturla Thordarson og Hrafn Oddsson fra Sturlungefamilien.

Romanen foregår i årene efter 1250, hvor Gissur lige er kommet hjem efter seks år i Norge hos kong Hakon. Den norske konge sender med Gissur en anmodning til det islandske folk om at underkaste sig norsk overherredømme mod, at Norge sikrede det krigshærgede land ro og stabilitet. Gissur ønsker fred og tilgivelse, og mod alle odds lykkes det ham at overbevise sine rivaler om en fælles indsats for et mere fredeligt Island efter 40 års blodig borgerkrig, den såkaldte Sturlungetid. Efter en indledende optegnelse af den historiske baggrund og slægternes indbyrdes kampe, spidser fortællingen til op mod det naturlige højdepunkt: et forsoningens bryllup mellem to unge mennesker fra hver sin slægt. Nu skal freden besegles i kød og blod. Det er dog ikke lykkedes Gissur at få has med al den personlige vrede, hævntørst og jalousi, der hersker blandt egnens folk, så det lykkelige bryllup ender i en fatal mordbrand, Branden på Flugumýri i 1253.

28624069

Einar Kárason bruger en mindre kendt del af Sturlungesagaen som forlæg for sin roman, og mens han er tro mod begivenhederne, fører han ved sin fortælleteknik læseren ind i hovedet på karaktererne, hvad der har været uhørt i de originale sagaer. I stedet for at beskrive karaktererne ud fra deres handlinger, kommer de i ”Raseri” selv til orde i indre monologer. Synsvinklen skifter mellem romanfigurerne, og de dramatiske begivenheder bliver på den måde fortalt fra flere sider. I modsætning til sagaerne, hvor kun magtfulde stormænd fik plads, får også kvinder og tyende her stemme.

Som vidnesbyrd om en historisk periode får læseren et indblik i sagatidens Island, hvor hævn og ære har været altdominerende faktorer.

 

Genrer og tematikker

Centralt i Einar Kárasons omfattende forfatterskab står trilogien fra 1983-89 om amerikanske barakker i Reykjavik, hvor en imponerende slægt af byproletarer skildres med indslag af grotesk og magisk karakter. Værkets to første dele blev i 1996 filmatiseret af Friðrik Þór Friðriksson. Netop denne skildring af socialt udsatte mennesker er et genkommende tema i forfatterskabet, hvis romaner ofte tager udgangspunkt i miljøer beboet af skæve eksistenser. Kárason bliver talerør for dem, der ikke selv har kræfterne til at komme til orde; han bliver de svages advokat. I Reykjavik-trilogien skriver han portrætterne med respekt og indlevelse, i ”Storm” lidt mere nedladende over for den storskrydende Storm. Både ”Storm" og flere andre værker rummer en social satire med voldsomme udladninger mod markedsliberalismens negative konsekvenser. Einar Kárason er en udtalt samfundskritisk forfatter, der har taget aktiv stilling til, hvilket samfund han mener vi kan byde vores medmennesker. Han kender mange forskellige miljøer indgående indefra, og hans skildringer af mere eller mindre velstående samfundslag forekommer ægte og vedkommende.

Kárasons forfatterskab vidner ikke kun om en brændende interesse for det omgivende samfund, men også om en interesse for historiske begivenheder. Både helt tilbage til sagatiden på Island efter landnamstiden i 900-tallet og til verden, som den må have set ud i hans barndom i efterkrigstidens Reykjavik. Det skæbnesvangre møde mellem et på mange måder middelalderligt Island og amerikansk populærkultur er genstand for mange af Kárasons værker, som også hos mange andre islandske forfattere.

I flere af sine værker benytter Einar Kárason sig af en såkaldt polyfokal fiktion, hvor flere personer oplever og beretter om den samme episode. Om ”Storm” siger Kárason selv: ”Jeg havde gået med idéen til ”Storm” i ti år, mindst, men kunne ikke finde den forløsende form. Jeg havde stoffet, men ikke metoden. Jeg fandt en løsning på problemet i William Faulkners roman ”As I lay Dying” hvor flere personer ser og skildrer samme scene. (Arne Dvergsdal: ”Fortellingens mestere”. Dagbladet, 2005-04-16).

Dette fortællemæssige greb bruger han også i de to romaner, der bygger på sagastof, ”Fjendemøde” og ”Raseri”, hvormed han fornyer sagagenren, der ellers kun beskriver handlinger og karakterer udefra.

Beslægtede forfatterskaber

Som alle islandske forfattere står Einar Kárason i gæld til sagaerne. Islands moderne litteratur må af nødvendighed vedkende sig den stærke fortælletradition, der som en lavamark ligger og ulmer under al litteratur. Kárason tager i flere af sine værker tyren ved hornene og skriver eksplicit på baggrund af de islandske sagaer. Ved smidigt at modernisere fortællingerne med respekt for den oprindelige tekst fornyer han sagalitteraturen og takker ærbødigt for inspirationen.

I flere af Kárasons værker sker der uventede og til tider mystiske ting, og sammenligningen med magiske realister som f.eks. Gabriel Garcia Márquez ligger lige for. Om denne sammenligning siger Kárason i et interview med den norske avis Dagbladet:

DAGBLADET: – Du er ellers blevet sammenlignet med forfattere som Ernest Hemingway, Charles Bukowski og Gabriel García Márquez?

KÁRASON: – Kald mig gerne magisk realist eller superrealist. Jeg kan godt skrive, uden forsøg på yderligere forklaring, at spøgelset kom ind i værelset med hovedet under armen og tændte lyset … ”(Arne Dvergsdal: ”Fortellingens mestere”. Dagbladet, 2005-04-16).

I betragtning af, at sagalitteraturen havde en enorm rummelighed over for mærkelige hændelser og overjordisk indblanden, virker det ingenlunde forkert, at der i Kárasons bøger sker tilsyneladende uforklarlige ting. De sker bare, og sådan er det. I Reykjavik-trilogien har spåkonen Lina stor indflydelsen på familiens gøren og laden med sine forudanelser om uheld og ulykke.

Fortælleteknikken i f.eks. ”Storm” kan minde om stilen i en dokumentarfilm med det meget direkte og mundtlige sprog. Både sprog og komposition læner sig op af amerikansk prosakunst med navne som William Faulkner og Charles Bukowski uden at nogen af disse dog bliver for dominerende forbilleder. Kárason har sin egen fortællerstemme i islandsk litteratur og fremstår både nationalt og internationalt som en forfatter, der ikke er til at komme udenom.

Bibliografi

Romaner

Einar Kárason:
Þetta eru asnar Guðjón. Mál og menning, 1981.
Einar Kárason:
Djævleøen. Gyldendal, 1989.
Einar Kárason:
Guldøen. Gyldendal, 1990. (Gulleyjan. Mál og menning, 1985).
Einar Kárason:
Lykkens land. Gyldendal, 1991. (Fyrirheitna landið. Mál og menning, 1989).
Einar Kárason:
Tåbers visdom. Gyldendal, 1996. (Heimskra manna ráð. Mál og menning, 1992).
Einar Kárason:
Kviksølv. Gyldendal, 1997. (Kvikasilfur. Mál og menning, 1994).
Einar Kárason:
Nordlys. Gyldendal, 2001. (Norðurljós. Mál og menning, 1998).
Einar Kárason:
Fjendemøde. Gyldendal, 2003. (Óvinafagnaður. Mál og menning, 2001).
Einar Kárason:
Storm. Gyldendal, 2005. (Stormur. Mál og menning, 2003).
Einar Kárason:
Raseri. Gyldendal, 2011. (Ofsi. Mál og menning, 2008).

Digte

Einar Kárason:
Loftræsting. Mál og menning, 1979.

Noveller

Einar Kárason:
Söngur villiandarinnar. Mál og menning, 1987.
Einar Kárason:
Þættir af einkennilegum mönnum. Mál og menning, 1996.
Einar Kárason:
Endurfundir. Mál og menning, 2007.

Børnebøger

Einar Kárason:
Didda dojojong og Dúi dúgnaskítur. Mál og menning, 1993.
Einar Kárason:
Sagan af Gretti sterka. Reproduktion af Grettis saga, Mál og menning, 1995.
Einar Kárason:
Litla systir og dvergarnir sjö. Mál og menning, 1999.

Biografier

Einar Kárason:
KK – þangað sem vindurinn blæs. Mál og menning, 2002.
Einar Kárason:
Jónsbók – saga Jóns Ólafssonar athafnamanns. Mál og menning, 2005.

Selvbiografi

Einar Kárason:
Mér er skemmt. Mál og menning, 2010.

Rejseskildringer

Einar Kárason:
Hvar frómur flækist. Mál og menning, 2004.
Einar Kárason:
Úti að aka (med Ólafi Gunnarssyni). Mál og menning, 2006.

Filmmanuskript

Einar Kárason:
Skytturnar (med Friðrik Þór Friðriksson). Óskráð, 1987. Djævleøen. Skífan, 1997.

Om forfatteren

Links

Her findes omtaler af alle Einar Kárasons udgivelser. (På islandsk).
Her findes oversigt over alle Einar Kárasons udgivelser og øvrig islandsk litteratur. (På engelsk).

Søgning i bibliotek

Emnesøgning på Einar Kárason

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Dvergsdal, Arne:
”Fortellingens mestere”. Dagbladet. 2005-04-16.