Snorri Sturluson

Det meste af det, man ved om Snorri Sturlusons liv, stammer fra beskrivelser af ham i middelaldersagaer. Man ved, at han blev født i 1179 i Island. Han var søn af Sturla Tordsson og Gudny Bodvarsdatter. Faren var kendt for at være både velformuleret og snedig, og moderens slægt talte blandt andet den kendte skjald Egil Skallagrimsson. Da Snorri var tre år, blev han adopteret af den lærde høvding Jón Loptsson, der boede på slægtsgården Odde. Her havde Loptssons farfar grundlagt en skole, og Snorri lærte at læse, skrive, latin og andet. Som 20-årig giftede Snorri sig med præstedatteren Herdis Bersesdatter. Hun boede på Borg, der var Egil Skallagrimssons gamle gård. Her boede de sammen i nogle år, før Snorri flyttede til gården Reykholt uden sin kone.

I to omgange var Snorri Sturluson lovsigemand, hvilket betød, at han skulle fremsige den islandske lov på Altinget. Ud over dette prestigefulde hverv var han landets høvding og en anerkendt forfatter. Man mener, at de fleste af Snorri Sturlusons værker blev nedskrevet i perioden mellem hans to Norgesrejser.

Som 40-årig rejste han første gang til Norge, hvor han både mødte den norske konge Håkon Håkonsson og hans rival Skuli Jarl. Sturluson skrev et langt hyldestkvad til dem begge. Anden gang Sturluson besøgte Norge var i 1237, da han efter en blodig intern strid måtte flygte fra sin fødeø. I Norge kæmpede Håkonson og Skuli Jarl nu om magten, og da Sturluson sluttede sig til sidstnævnte, beordrede Håkonson ham dræbt. Sturluson blev således som 63-årig snigmyrdet med en økse i kælderen på Reykholt i 1241.

”Alt i alt er det et særdeles sammensat billede af Snorri, som toner frem. På den ene side en mægtig og ekstremt velhavende høvding og på den anden side en yderst flittig og produktiv skribent og dertil digter, og det vil nok falde mange svært at forene magtmennesket Snorri med den varme og humoristiske tone, som kendetegner prosafortællingerne i Snorris Edda.” (Rolf Stavnem og Kim Lembek: Edda. Gyldendal, 2012) skriver Rolf Stavnem i forordet til den nyeste, danske oversættelse af Snorris ”Edda” fra 2012. 

Snorris ”Edda” er både en form for lærebog for 1200-tallets poeter og en genfortælling af de største myter fra den nordiske mytologi. Værket består af de fire dele: en fortale, Gylfis blændværk, Det digteriske sprog og Verslisten. Fortalen er et sammenhængende prosastykke, hvori det berettes, hvordan Gud skabte himlen, jorden, Adam og Eva. Denne introduktion har til formål at placere de nordiske guder i en kristen kontekst. Efter en kort opsummering af den kristne skabelsesberetning beskrives jordens tre kontinenter, verdens sprog og de største konger. Én af dem var Odin, der rejste rundt i Norden og lod sine sønner herske over de områder, han passerede. På den måde fik Odin spredt sin slægt i Danmark, Norge og Sverige.

29859655

Gylfis blændværk er en rammefortælling, der er inddelt i 54 afsnit. En svensk konge ved navn Gylfi er nysgerrig efter at vide mere om aserne, dvs. guderne. Han forvandler sig til en gammel mand ved navn Gangleri og får adgang til Valhal. Her udspørger han de tre høvdinger Høj, Jævnhøj og Tredje om Odin, Tor, Balders død, Lokes ugerninger, vejret, årstiderne og jordens undergang, som kaldes ragnarok. Gennem dialoger, hvor Gangleri spørger, og høvdingerne svarer, udfoldes den nordiske mytologi. Og når høvdingerne f.eks. skal redegøre for, hvad Odins hær i Valhalla laver, når de ikke drikker, henviser de til kvad og underbygger derved deres pointer med digte.

Eddaens sidste to dele handler åbenlyst om digtekunsten. Heri forklares bl.a. det særlige ved skjaldenes sprogbrug. De kan f.eks. erstatte navne og betegnelser med de såkaldte kenninger. En kenning er en form for billedsprog, hvor man omskriver et ord til et mere poetisk, sprogligt billede. Eksempelvis kan ordet ”digtning” varieres med kenningerne ”asernes mjød”, ”Odins gave” og ”dværgenes skib”. Disse betegnelser udspringer af myten om digtningens oprindelse, hvor de to dværge Fjalar og Galar dræbte en meget klog mand, blandede hans blod op med honning og således fik en særlig mjød. Alle, der drak af denne mjød, blev skjalde. Dværgene tog mjøden med ud på et skib på havet og ad omveje havnede drikken hos Odin. ”Derfor kalder vi digtningen for Odins fangst, hans fund, drik og gave og asernes drik.” (Snorri Sturluson: Edda. Gyldendal, 2012. S. 96).