laxness
Foto: The Granger Collection / Ritzau Scanpix

Halldór Kiljan Laxness

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
laxness
Foto: The Granger Collection / Ritzau Scanpix
Main image
Laxness, Halldór Kiljan
Foto: Scanpix

Indledning

Halldór Laxness er den eneste islænding, der har modtaget nobelprisen i litteratur. Han var en socialt engageret digter og en romantisk samfundsrevser, der især udmærkede sig ved sine empatiske portrætter af barfodede bønder og tandløse fiskekoner. Fædrelandets barske natur danner rammen om de ensomme individers frihedskampe, der både henlægges til fortiden og foregår i det 20. århundrede, hvis krige, revolutioner og politiske omvæltninger formede Laxness som person og forfatter. Sult, tørfisk, korruption, tro og kærlighed samt de mange ismers dogmatik skildres indgående i Laxness’ epik. Selv var den berejste islænding periodevis katolsk munk, dedikeret socialist, humanist og taoist.

 

24023605

Blå bog

Født: 23. april 1902, Reykjavik, Island.

Død: 9. februar 1998, Reykjavik, Island.

Uddannelse: Afbrudte studier på Teknisk Skole i Reykjavik 1915-1916. Realeksamen i 1918.

Debut: Barn náttúrunnar. Udgivet af forfatteren selv, 1919.

Litteraturpriser: Verdensfredsprisen, 1953. Nobelprisen i litteratur, 1955. Sonningprisen, 1969.

Seneste udgivelse: Frie mænd. Gyldendal, 2002. Oversat af Jakob Benediktsson.

Inspiration: August Strindberg, Johannes Jørgensen, Vladimir Lenin, Ernest Hemingway, James Joyce m.fl.

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”- Hvorfor skriver du om den slags stakler?
– Sandsynligvis fordi jeg har ondt af dem, sagde digteren.
– Hvorfor har du ondt af dem?
– Det ved jeg ikke. Måske fordi jeg i dem ser menneskeheden.”
”Verdens lys”, s. 341.

Halldór Kiljan Laxness blev født Halldór Gudjónsson i 1902. Han voksede op på gården Laxness uden for Reykjavik, og allerede som helt ung brændte han for litteratur. Som 17-årig debuterede han med kærlighedsromanen ”Barn náttúrunnar”, men det var først i 1927 med ”Vefarinn mikli frá Kasmir” (”Den gode væver fra Kashmir”, 1975), at han fik sig en mindre læserskare, der herefter voksede støt fra bog til bog.

Livet igennem var Laxness en berejst mand. På sine rejser blev han klogere på verden og dens litteratur. F.eks. stiftede han i Danmark bekendtskab med den svenske August Strindbergs dramatik, hvorefter han rejste til Sverige for at nærlæse forfatterskabet. Efter rejser i Tyskland, Østrig og Amerika, hvor hans islandske efternavn voldte problemer, valgte han at tage navn efter gården, hvor han var vokset op, og da han senere lod sig katolsk døbe, fik han desuden mellemnavnet Kiljan.

Det var den danske forfatter Johannes Jørgensens erindringer, der inspirerede Laxness til at konvertere til katolicismen. På Jørgensens anbefaling gik Laxness i 1922 i kloster i Luxemburg, men efter nogle år brød han med religionen og vendte i 1929 hjem til Island som socialist.

Ofte inddeles Laxness’ forfatterskab i tre perioder. Den første bærer præg af ungdommens katolske sympatier og forsøg på at finde sin egen litterære stemme. Herefter bryder han med katolicismen til fordel for et socialistisk engagement, der efter Anden Verdenskrig overgår til en mindre kategorisk humanisme, som han baserede på det kinesiske begreb tao. Tao forstås som en naturlig energi, der gennemsyrer alt i universet. Ligevægt og harmoni ses som den styrende kraft, som mennesket bør handle i forhold til.

Laxness gennemskrev og omskrev igen og igen, indtil han var endelig tilfreds med en teksts form og indhold, og den høje arbejdsmoral afspejles i hans bibliografi. I alt skrev han 62 bøger på 68 år. Ud over de mange romaner, noveller, skuespil, essays og enkelte digtsamlinger skrev han også utallige skitser og romanudkast, der blev forkastet eller senere indgik i andre værker. I dag er Laxness’ hus indrettet til museum, og han regnes stadig som en af de – hvis ikke den – vigtigste forfatter i Island. Med tildelingen af Nobelprisen i litteratur fik han i 1955 desuden en plads i verdenslitteraturhistorien.

Den store væver fra Kashmir

”Kærligheden, kærligheden, det guddommeligste i livet, tænkte hun. Nej, min Gud, det kan da ikke passe, at livet er så fuld af synd.”
”Den store væver fra Kashmir”, s. 68.

Halldór Laxness måtte selv stå for udgivelsen af ”Vefarinn mikli frá Kasmir” (”Den store væver fra Kashmir”, 1975), for intet forlag ville udgive den unge forfatters lange, fragmentariske fortælling om den rastløse islænding Steinns konvertering til katolicismen. Derfor udkom romanen i otte dele i 1927.

Fortællingen er modernistisk i sin form. Synsvinkel og stil skifter i historien, der foregår i Europa i årene efter Første Verdenskrig. Hovedpersonen er den omkringfarende islænding Steinn Ellidi, som fordyber sig hovedkulds i den ene beskæftigelse efter den anden og forkaster ideer og bekendtskaber for et godt ord. Før han som helt ung rejser fra Island til England, betror han sig til sin sjælesøster, familiens plejedatter Dilja. Hun er forelsket i ham, og de to kunne have dannet et smukt par, men Steinn har forført husets tjenestepige, og nu, da han har fået afprøvet sine drifter, længes han mod åndelighed og askese.

I Europa møder han ved et tilfælde en katolsk munk i en togkupe. Steinn, der på dette tidspunkt er overbevist kommunist, holder en lang, kritisk monolog for munken, der lytter tålmodigt til den belæste digterspire. Steinn vil være forfatter og skriver på en serie digte, som mod hans vilje bliver udgivet og gør ham kendt i sit hjemland, selvom ingen rigtig forstår den kryptiske lyrik. Senere opsøger han munken, konverterer og går selv i kloster. Han vender kort tilbage til sin familie på Island, der har svært ved at forstå den nu fåmælte katolik. Dilja er i mellemtiden blevet gift, da hun modsat digteren ikke ønsker at leve et dydigt liv i afholdenhed.

Bogen igennem er Steinn forvirret, og kaos fremstår som et grundvilkår i hans liv. Han svinger mellem katolske og kommunistiske sympatier, men vælger til sidst at dyrke askesen. Historien er kronologisk, selvom de otte dele skifter perspektiv. Der er både beskrivelser af familielivet på Island fortalt af en 3. personsfortæller og personlige breve skrevet i første person af Steinn, Dilja og Steinns mor. Flere af brevene fungerer som en slags skrifte om syndsforladelse, og endelig udgør flere passager Steinns bønner og religiøse diskussioner.

Salka Valka

”- Og du trunter stadig omkring i mandefolkebukser, en næsten voksen kvinde. Hvad skal de usømmeligheder til?
– Jeg er ligeglad med hvad folk siger.
– Det går det nu ikke an at være, lille du.”
”Salka Valka”, s. 147.

Halldor Laxness fik sit internationale gennembrud med de to romaner ”Þú vínviður hreini” (”Du vinstok, du rene” – 1. del i ”Salka Valka”, 1934) og ”Fuglinn í fjörunni” (”Måge hedder fuglen” – 2. del i ”Salka Valka”, 1934) om den fattige, viljestærke drengepige Salka. Den samlede danske udgivelse fik hovedpersonen Salvör Valgerdurs kælenavn ”Salka Valka”, da den blev oversat i 1934.

27285023

I starten af 1900-tallet ankommer den 11-årige Salka sammen med sin fattige mor Sigurlina til den afsides fiskerby Osøre. Stedet er mærket af sult, og de modtages koldt af dets beboere. Kun den fordrukne sømand Steintur forbarmer sig over dem og tilbyder husly. På eget initiativ får Salka arbejde i fiskeriet og egen bankkonto hos den rige købmand Johann Bogesen. Sigurlina drømmer om at starte et nyt liv i Osøre, men hendes tid der udgør en lang lidelse, ikke ulig den Jesus Kristus’ som hun fanatisk tilbeder. Hun forelsker sig inderligt i Steintur, der er bestialsk tiltrukket af Salka, som han forsøger at voldtage. Salka er ikke en almindelig pige. Hun går i bukser og stritter imod, hvilket kun ophidser Steintur des mere. Sigurlina derimod kan ikke modsige sig hans overgreb, og han gør hende gravid, hvorefter han stikker af. Da deres lille søn dør som spæd, opgiver Sigurlina livet og drukner sig i havet. Men der er også enkelte lyspunkter i Salkas barndom. Drengen Arnaldur lærer hende at læse og skrive. Hun forelsker sig i hans drømmende blik, men han forlader også pludselig Osøre.

I anden bog er Salka blevet voksen. Hun har skabt sig et lille hjem og arbejder som sekretær i Sømandsforeningen, hvorigennem hun kæmper for fiskernes rettigheder. Byen omdannes til en ideologisk kampplads, hvor kapitalister, kommunister, kristne og byens børn, gamle og særlinge alle inddrages. Johann Bogesen taber kampen til Steintur, der vender tilbage og opkøber fiskerbåde for en formue, han har tiltusket sig i udlandet. Også Arnaldur vender tilbage som dedikeret kommunist.

Portrættet, som bøgerne tegner, af den målrettede, selvstændige Salka gør kvinden til symbol på medmenneskelighed, omsorg og den kærlighed, der ifølge Arnaldur, er en forudsætning for at kunne bekæmpe fattigdom. 

Frie mænd

”Man er dog altid en selvstændig mand i sin egen hytte. Om man lever eller kreperer, det kommer ingen ved uden én selv. Og netop deri mener jeg, at selvstændigheden består.”
”Frie mænd”, s. 90.

Halldór Laxness’ ”Sjálfstætt fólk” (”Frie mænd”, 1935 og ”Ásta Sóllilja”, 1936) er, næst efter sagaerne, et af de værker, der vejer tungest i den islandske litteraturhistorie. Romanen, der er blevet kaldt en af det 20. århundredes bedste, handler om den arbejdsomme bonde Bjartur, der har knoklet 18 år for at kunne købe sin egen gård, Sommerhuse. Sognefogedens tjenestepige Rosa, som Bjartur gifter sig med, kan ikke på samme måde som sin mand forkaste sin tro på hverken ånder eller kristendommen. Bjartur derimod er stædig. Hans Gud er selvstændigheden. Han hylder friheden og ser det som den største lykke ikke at stå i gæld til andre.

Selvom ægteparret udadtil giver omverdenen et indtryk af, at de lever godt, er livet i det lille hjem langt fra lykkeligt. Deres forhold er platonisk, Rosa er ængstelig og deprimeret, og Bjartur slider og slæber dagen lang med fårene. Og da Rosa dør under en ensom fødsel, står Bjartur tilbage med en lille pige, Ásta Sóllilja, der kun er overlevet ved varmen fra hunden i huset. 

Romanen springer herefter 13 år frem i tid. Bjartur har giftet sig igen, men Rosa er i hans erindring blevet ophøjet til et symbol på den smukke, stærke og selvstændige idealkvinde. Ásta Sóllilja er derimod træt og skeløjet. Hun er den ældste i søskendeflokken, der også tæller tre sønner. Anden bog bærer hendes navn og handler om hendes skæbne og forholdet til Bjartur.

24023605

”Frie mænd” er fortællingen om det islandske samfunds udvikling fra landbrugssamfund til moderne industri, og om hvordan den tiltagende kapitalisme påvirker en individualistisk bonde og hans familie. Hvordan kan man være en kærlig ægtemand, omsorgsfuld far og en god bonde, når man som Bjartur hylder selvstændigheden over alt? Og er man i grunden fri, når livsvilkårene tvinger en til at knokle døgnet rundt år efter år til en løn, der i længden viser sig i form af en nedslidt krop og et ensomt sind?

I forordet til den samlede danske udgave af de to romaner fra 2002 skriver Uffe Ellemann-Jensen opsummerende: ””Frie Mænd” er historien om den kompromisløse frihedssøgende mand, der som en Job er oppe mod kræfter, han ikke kan magte – men som i al elendigheden og alle nederlagene finder frem til de værdier, han ønsker at bygge sit liv på. Og derfor ender den trods elendigheden med det stolte budskab om aldrig at give op.” (Forord til ”Frie mænd”, 2002).

Verdens lys

”Det er muligt at frihedens ideal ikke er noget betydeligt ideal, men det er en bunden mands højeste ideal, og så længe der endnu findes en bunden mand i verden står det ved magt (…).”
”Verdens lys”, s. 376.

”Verdens lys” er fællestitlen på de fire romaner ”Ljós heimsins” (”Verdens lys”, 1937), ”Höll sumarlandsins” (”Sommerlandets slot”, 1938), ”Hús skáldsins” (”Digterens hus”, 1941) og ”Fegurð himinsins” (”Himlens skønhed”, 1941), der udkom i Island i årene 1937-1940. Hovedpersonen Olaf Kárason Ljósvikingen er frit baseret på den islandske almuedigter Magnus Hj. Magnusson, hvis efterladte dagbøger Laxness studerede indgående, da han skrev romankvartetten.

Den første bog handler om den forældreløse Olafs barndom som fattiglem på gården Fótur under Fótarfótur. Hans mor efterlod ham som spæd i en sæk, og han vokser op som plejebarn hos den strikse Kamarilla og hendes børn. De to sønner bestyrer gården, men er i en evig strid om, hvem der skal bestemme. De sætter ofte Olaf i dilemmaer, hvor han ikke ved, hvem han skal rette sig efter. Han kan ikke vurdere, hvem af de to, der taler sandt. Det svære valg mellem sandt og falsk forfølger Olaf gennem opvæksten, hvor han efter at være blevet sparket i hovedet af en hest tilbringer to år i sengen under loftsbjælken med salmebogen og et par lasede digtsamlinger. Underernæret, svag og syg forflyttes han til den fattige fiskeplads Svidinsvik. På vejen helbredes han ved et mirakel af den synske Torunn, og håbet om en lys fremtid som digter vokser i ham. Livet i Svidinsvik skildres i de følgende bøger, hvor Olaf forelsker sig, kæmper med sult og arbejdsløshed, mens pladsens velhavende spidser skalter og valter med deres penge og magt. Flere gange må Olaf begrave sine børn, og som den endegyldige ydmygelse havner han i tugthuset efter at have forført et umyndigt pigebarn.  

Olaf er en antihelt, der som svag og fattig digter kæmper for at overleve på bunden af samfundet. Men på trods af alle de slag, lidelser og den skam han må gennemleve, holder han stædigt fast i poesien og skønheden som ideal. ”Laxness gennemanalyserer i dette rige kunstværk en digters stilling i samfundet, idet spørgsmålet om, hvad en kunstners opgave egentlig er i en verden af interessekampe, var brændende for ham og hans publikum i disse hektiske politiske år,” skriver oversætteren Erik Søderholm om bøgerne i sin monografi (Erik Sønderholm: Halldór Laxness – En monografi. S. 55).

Islands klokke

”Så gammel var klokken at ingen mere kendte dens alder med sikkerhed. Men på den tid da vor fortælling begynder, havde den klokke for længst fået en revne (…). Dog syntes gamle folk stadig om denne klokke.”
”Islands klokke”, s. 7.

Íslandsklukkan” (”Islands klokke”, 1946) er titlen på den første roman i Laxness’ romantrilogi om retfærdighed, social deroute og nationalisme. Trilogien består, ud over Íslandsklukkan” fra 1943, af Hið ljósa man” fra 1944 (”Den lyse mø”, 1947) og Eldur i Kaupinhafn” fra 1946 (”København brænder”, 1948). Romanerne foregår i slutningen af 1600-tallet og starten af 1700-tallet. Island var på det tidspunkt underlagt Danmark, og Christian den 4. havde givet danske borgere eneret på al handel med Island. Rammen om de tre fortællinger er historisk, men Halldór Laxness præciserer indledningsvis, at romanernes ”personer, begivenheder og stil retter sig udelukkende efter selve værkets egne love” (s. 4). Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men persongalleriet er overlappende, og de tre hovedpersoners skæbner er flettet ind i hinanden.

I ”Íslandsklukkan” er hovedpersonen den fattige Jón Hreggvidsson, der i indledningsscenen hjælper danskerne med at slå den gamle klokke på Thingvellir i stykker. Netop denne klokke blev brugt til at ringe, når nogen var blevet dømt til døden på Altinget, men på kongens befaling skal alt kobber og malm nu bruges til at genopbygge det krigshærgede København. Under arbejdet kvæder Jón et kvad, der fornærmer kongen, og han idømmes fireogtyve piskeslag for det. Herefter anklages han for at have slået den bøddel ihjel, der piskede ham. Bødlen findes død i en mose, men der er ingen beviser på, at Jón har myrdet ham. Med den smukke adelskvinde Snæfrídurs hjælp flygter Jón fra sin dødsstraf, først til Holland og Tyskland og derfra videre til Danmark. Han søger om benådning hos den lærde Arnas Arnæuis i København, hvilket Snæfrídur har rådet ham til.

Laxness skildrer et retssystem i opbrud og kritiserer gennem sin fiktion danskernes hensynsløse måde at fratage islændingene deres kultur og tradition på. Selve klokken fremstår som et symbol på dødsstraf, men budskabet bliver antivoldeligt, da klokken først slår revner og siden hen destrueres, så den ikke længere kan ringe. Derved rejser romanen det evigt aktuelle spørgsmål om, hvem der har ret til at dømme et andet menneske til døden.

Den lyse mø

”Menneskets samvittighed er en upålidelig dommer om ret og uret, sagde han. Den er blot den hund indeni os, dog ikke altid lige godt dresseret, som adlyder sin herre, omgivelsernes lovbud.”
”Den lyse mø”, s. 193.

I Hið ljósa man” (”Den lyse mø”, 1947), der udkom i 1944, er hovedpersonen den smukke Snæfrídur Bjórnsdóttir Eydalín. Hun er ud af en fin familie. Hendes far Eydalín er lovmand på Thingvellir, der var det sted, hvor det islandske Alting mødtes og vedtog love, løste konflikter og dømte forbrydere.

Snæfrídur har som ung, mod sin faders vilje, giftet sig med junkeren Magnús Sigurdsson, og sammen bor de på den misholdte hovedgård Brædratunga. Magnús er afhængig af brændevin, og deres samliv er præget af hans utilregnelighed og humørsvingninger. Ofte forsvinder han i flere dage, hvor han drikker sig fra sans og samling, slås, horer, skalter og valter med deres penge, før han må slæbes forslået og medtaget hjem. Her vasker og plejer Snæfrídur utrætteligt hans tømmermænd, og gang på gang tilgiver hun ham hans dumheder.

Graden af Magnús’ udskejelser tager til, men selv da han i en brandert sælger sin kone til to mænd for en tår brændevin, håndterer Snæfrídur konflikten med sindsro. Først da Magnús en nat forsøger at dræbe hende med en økse, fordi hun ikke vil udlevere sine arvesmykker til ham, får hun nok. Hun flytter midlertidigt til Skálholt, hvor hendes søster bor sammen med sin ægtemand, biskoppen.

Samtidig ankommer den lærde Arnas Arnæuis til Skálholt. Han leder efter gamle islandske dokumenter til sin samling i København. Da den lyse mø, som Snæfrídur også kaldes, var 15 år, forærede Arnas hende en ring, og hun forelskede sig hovedkulds ham. Siden er de begge blevet gift til anden side, og at indlede en affære under biskoppens tag er skandaløst. Alligevel besøger Snæfrídur Arnas om natten, og da Magnús, med hjælp fra den lokale præst, får nys om det, anklager han offentligt Arnas for utroskab.

I romanen udstiller Laxness fanatisk fromhed, bl.a. ved at lade præsten og bispefamilien være nogle af bogens største hyklere. De dilemmaer, som kærlighed og ægteskab kan medføre i en kristen kontekst, er de centrale tematikker, og Snæfrídur, der er lige så snu som hun er smuk, lytter hellere til sit hjerte end til Guds ord. 

København brænder

”Der findes ikke noget større syn end Island når det stiger op af havet (… ) Alene ved det syn forstår man det mysterium at der her blev skrevet de vigtigste bøger i den ganske kristenhed, sagde Arnas Arnæus.”
”København brænder”, s. 263.

Eldur i Kaupinhafn” fra 1946 (”København brænder”, 1948) foregår i årene frem til Københavns brand i 1728. Handlingen udspilles primært i København blandt kongens embedsmænd. Den lærde islænding Arnas Arnæuis er netop blevet dømt for at have været sin danske kone utro med den islandske Snæfrídur, som han stadig elsker. Giftemålet med danskeren foretog han udelukkende af økonomiske grunde, så han kunne sikre sig økonomisk frihed til sit arbejde med at indsamle gamle islandske skrifter. Arnas er den mest magtfulde islænding i København, men samtidig er hans indflydelse og ære under pres. Ved et kongeligt jagtbal afslører en nordtysk handelsmand, at den danske konge gladeligt vil sælge Island til tyskerne for at finansiere flere royale fester og en forestående krig mod Sverige. Arnas bliver tilbudt at indgå i denne handel ved selv at blive regent, men han frasiger sig tilbuddet med det argument, at hans hjemland ikke er til salg.

Samtidig rejser Snæfrídur til den danske hovedstad for at genrejse den retssag, der fratog hendes far sin ære. Pesten har hærget i Europa, og hun er den eneste overlevende fra sin slægt, der går tilbage til sagatidens helte og heltinder.

Da branden bryder ud, går mange af de værdifulde håndskrifter, som Arnas har brugt hele sit liv på at spore, indsamle og bevare, til i ilden. Professoren er grundet kærlighedssorger desillusioneret, og da han betragter sit livsværk gå op i røg, er hans eneste kommentar: ”Der er de bøger som man aldrig og ingen steder får magen til lige til dommedag.” (s. 339).

Karakteren Arnas Arnæuis er inspireret af den lærde islænding Árni Magnússon, der i sit liv indsamlede en betydelig mængde islandske håndskrifter. Hans samling, der i dag er på UNESCOS liste over verdenskulturarv, blev først tilbageleveret til Island i 1970’erne. Kritikken af at islandsk kultureje skulle være i danske hænder, er romanens primære omdrejningspunkt. Trilogien ”Islands klokke” blev da også skrevet i tiden omkring 1944, da Island blev udnævnt til en uafhængig republik, og kolonimagters kyniske forvaltning og kampen for national selvstændighed løber som en rød tråd gennem alle tre romaner.

Atomstationen

”Når atombomben har jævnet byerne med jorden i den verdensrevolution der nu står på, fordi de er sakket bagud i udviklingen, så begynder landets kultur, jorden bliver den have den aldrig var før (…)”
”Atomstationen”, s. 138.

Den kolde krigs oprustning af atomvåben er afsættet for Laxness’ satiriske samfundsroman Atómstöðin” (”Organistens hus”, 1952), der udkom på islandsk i 1948. På grund af politiske interesser blev den danske oversættelse ”Atomstationen” i første omgang udskudt og senere omdøbt til ”Organistens hus”.

”Atomstationen” adskiller sig fra mange andre af forfatterens bøger ved at være skrevet i 1. person. Fortælleren er den unge bondepige Ugle, der selv er helt bevidst om sin manglende boglighed og borgerlighed. Hun kommer fra en lille flække på landet og drømmer om at lære at spille harmonium. Derfor opsøger hun Organisten i hans hus, der er mødested for en sær flok af folk. Kommunister, guder, politibetjente, en prostitueret, der kaldes Kleopatra, og Organistens gamle mor drikker kaffe og spiser tørre wienerbrødsrester hos den diplomatiske og rummelige klaverlærer, der altid giver Ugle blomster og gode råd.

Ugle er flyttet til Reykjavik for at arbejde som tjenestepige i huset hos politikeren Bue Arland. Han er gift med statsministerens søster, og der holdes jævnligt hemmelige møder med uniformerede amerikanere i hjemmet. Men den aristokratiske familie er i opløsning. Moren er jaloux og rejser efter flere hysteriske anfald til Amerika. Børnene har hver deres måde at skeje ud på. Datteren holder vilde burleske fester, og sønnerne kan, grundet deres navn, lave den ene kriminelle drengestreg efter den anden, uden at det får konsekvenser. Ugle bliver et jordnært holdepunkt i deres tilværelse, men da hun bliver gravid med en genert betjent, hun har mødt hos Organisten, flytter hun tilbage til sin familie på landet for at føde.

Handlingen forløber over et år og vender den klassiske hjem-ude-hjem formel fra dannelsesromanen på hovedet. Ugles oplevelser følger formen ude-hjem-ude, og hovedstaden med dens kaos, samt frie og frivole mennesker, bliver i sidste ende stedet, der muliggør hendes ambitioner om et liv som frit, selvstændigt og socialt bevidst individ. Fortællingen er ironisk, men selvom karaktererne har et komisk præg, er alvoren alligevel allestedsnærværende. Truslen om atomkrig lurer bag den ironiske facade og alle opfører sig, som var de i undtagelsestilstand. 

Kæmpeliv i Nord

”Thormod sagde: – Lever der mon nogetsteds to mænd, der er så gode venner, at der aldrig går skår i deres samdrægtighed og fostbrødrelag, hvad der end hænder dem?”
”Kæmpeliv i Nord”, s. 77.

Ligesom ”Atomstationen” er romanen ”Gerpla” (”Kæmpeliv i Nord”, 1955) fra 1952 en humoristisk fortælling, der formidler Laxness’ politiske budskaber ved hjælp af ironi. ”Gerpla” er en historisk roman, der foregår i brydningstiden, da de nordiske lande gik fra at være vikinger og tro på de nordiske guder, til den tidlige middelalder, hvor kristendommen gjorde sit indtog i Skandinavien.

Mennesket kan forblændes af ideologi, som det er tilfældet med de to venner Torgeir Havarssøn og Tormod Bessessøn. Som unge blander de blod og lover hinanden ukrænkeligt troskab. Torgeir er den stærke viking, der, med vikingernes krigshelte som forbillede, drager ud i verden. Han vil hellere dø end at gå på kompromis med sit ideal. Denne stædighed gør, at han fremstår dum.

Tormod derimod er skjald og har kvindetække. Hans kone er lys, og deres ægteskab er hovedsageligt lykkeligt. Men han har også den mørke elskerinde, Kulbryn. Gentagende gange krydser hun Tormods vej, hvilket altid resulterer i, at han synker hen i depression. På denne måde optræder romanens kvinder i dualistiske modsætningspar.

Stilen er bevidst en parafrase over de islandske sagaer. Fokus er lagt på handlingen, og karaktererne forlader brat historien, hvis de ikke længere har relevans for fortællingen. Fortælleren er en distanceret jeg/vi fortæller, der kun enkelte gange giver sig selv til kende i et metalag, hvor de historiske kilders troværdighed diskuteres. Selv har Halldór Laxness sagt om arbejdet med at skrive ”Gerpla”: ”Jeg havde som rettesnor overhoved aldrig at benytte et ord, om hvilket det ikke var muligt at bevise, det havde været til i sproget i det 11. århundrede.” (Erik Sønderholm: Halldór Laxness – En monografi. S. 245).

De to venner har mange fællestræk med Don Quixote og hans tro væbner Sancho Pança i Miguel de Cervantes’ hovedværk ”El ingenioso hidalgo Don Quixote de la Mancha” (”Den sindrige Herremands Don Quixote af Mancha Levnet og Bedrifter”, 1776-77; ”Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha”, 1998-99). Laxness’ to eventyrere er forstokkede, og deres deterministiske udlevelse af forældede og virkelighedsfjerne idealer fremstår komiske. Men bag historiens humoristiske lag gemmer sig forfatterens kritiske krigssyn: Krig er lig med mord ganget med millioner.

Genrer og tematikker

Halldór Laxness skrev nogle af Islands første modernistiske digte, men det var prosaen, der blev hans foretrukne genre. I sine romaner kombinerede han splittelsen med den klassiske narrative fortælling, og særligt hans personskildringer fremhæves af eftertiden som hans særkende. Han beskriver mennesker fra alle samfundslag troværdigt og levende. Nogle karakterer skaber han med inspiration fra historiske personer, men uanset ophav består hans persongalleri af runde, komplekse og psykologiske portrætter af alt fra sultne, forældreløse børn, stolte kvinder til embedsmænd, konger og krigshelte.

Halldór Laxness fastholder i sine fortællinger et romantisk syn på kærligheden. I hans største fortællinger spiller kærligheden, ofte den uopnåelige eller umulige, en central rolle for karakterernes udvikling. Nogle hærdes af følelseslivets prøvelser, som Olaf i ”Verdens lys”, der fejlslagent forsøger at dulme sine kærlighedssorger ved at tage sit eget liv, men overlever og senere møder kærligheden i andre former til andre kvinder. Andre af Laxness’ karakterer forfalder pga. forelskelsen, der kan medføre både emotionel og social nedtur.

Om det var inden for hjemmets fire vægge eller på verdensplan gik Laxness ind for fred. Antivold og personlig frihed var nogle af hans mærkesager. Flere af romanerne har krig og vold som omdrejningspunkt, og den verdenspolitiske dagsorden indgår implicit og eksplicit i alle Laxness’ bøger. Den islandske selvstændighedskamp, socialisme, verdenskrige og den kolde krig udgør litteraturens bagtæppe.

Halldór Gudmundsson, der har skrevet en omfattende kulturhistorisk biografi af Halldór Laxness giver følgende karakteristik af forfatteren: ”Halldór Laxness fulgte mange af de strømninger, der var i det 20. århundrede, og det gør ham tidstypisk. Hans litteratur spejler dermed et af de mest ekstreme og dramatiske århundreder i nyere historie. Samtidig var han intellektuel og formåede at artikulere og kritisere de strømninger, politiske som kulturelle, som han selv var en del af. Han var en slags kritisk verdensborger.” (Johanne Duus Hornemann: Manden på grænsen mellem Island og verden. Kristeligt Dagblad, 2010-01-30).

Beslægtede forfatterskaber

Nogle mener, at Halldór Laxness’ litterære status i Island er på højde med de islandske sagaers. Uanset om man er enig i denne påstand eller ej, er det sikkert at disse romanlignende fiktioner fra 1100-1400-tallet betød meget for Laxness. Sagaernes helte er baseret på historiske personer, og flere af Laxness’ romanfigurer er på lignende vis inspireret af fortidens virkelige digtere og lærde.

Laxness har lagt kimen for Island som litterær nation. Mange af de yngre islandske forfattere er inspireret af hans forfatterskab. Eksempelvis skrev Hallgrímur Helgason i 2001 bogen ”Hofundur Íslands” (”Islands forfatter”, 2005), der med en kærlig ironisk distance er en allegori over Halldór Laxness’ liv og værk. Kristín Marja Baldursdóttirs socialrealistiske og samfundskritiske gennembrudsroman ”Karítas án titils” fra 2004 (”Karitas uden titel”, 2007) er blevet kaldt en kvindelig pendant til Laxness. Baldursdóttirs kvindelige hovedperson deler styrke og overlevelsesinstinkt med karakterer som Salka Valka, Snæfrídur og Ugle. Ligesom den bukseklædte fiskerpige Salka Valka udkæmper Karitas sin egen kvindekamp og nægter stædigt at affinde sig med samfundets normer og diskrimination. Af andre skandinaviske forfattere, der har skrevet socialrealistiske romaner om religiøse fiskerfamilier, fattige bønder, uægte børn, revolutionære sind og lignende, kan bl.a. nævnes danske Hans Kirk, Martin Andersen Nexø og den færøske Wilhelm Heinesen.

Halldór Laxness blev næsten 100 år, og i sit liv mødte han selv personligt mange af sin samtids internationalt anerkendte forfattere. Flere af disse møder har han beskrevet i erindringsessaysamlingen ”Skádatími” fra 1963 (”En digters opgør”, 1964), hvori han også gør sig følgende tanker om James Joyces hovedværk ”Ulysses”: ”Forskellen på James Joyce og andre surrealister er ganske simpelt den, at han overgår dem alle og med sit format har udryddet alle sine kolleger, så at der af hele denne retnings høst kun er blevet én bog tilbage, ”Ulysses”, der virker på et nutidsmenneske som noget helt unikt. Dette forsøg er da også i sin natur så enestående, at enhver, der prøver på at efterligne et sådan mirakel, nedværdiger sig; eller rettere afliver sig som forfatter.” (Halldór Laxness: En digters opgør. Gyldendal, 1964. S. 53). 

Biografi

Romaner

Laxness, Halldòr:
Barn náttúrunnar. Udgivet af forfatteren, 1919.
Laxness, Halldòr:
Den gode frøken og Huset. Gyldendal, 1955. Oversat af Helgi Jónsson. (Undir Helgahnúk. Bókaverslun Ársæls Árnasonar, 1925).
Laxness, Halldòr:
Den store væver fra Kashmir. Gyldendal, 1975. Oversat af Erik Sønderholm. (Vefarinn mikli frá Kasmír. Udgivet af forfatteren, 1927).
Laxness, Halldòr:
Salka Valka. Hasselbalch, 1934. Oversat af Gunnar Gunnarsson. (Þú vínviður hreini. Bókadeild Menningarsjóðs, 1932 (første del) og Fuglinn í fjörunni. Bókadeild Menningarsjóðs, 1932 (anden del)).
Laxness, Halldòr:
Frie mænd. Hasselbalch, 1935. Oversat af Jakob Benediktsson. (Sjálfstætt fólk. E.P. Briem, 1934).
Laxness, Halldòr:
Ásta Sóllilja (Frie mænd – anden del). Hasselbalch, 1936. Oversat af Jakob Benediktsson. (Ásta Sóllilja. E.P. Briem, 1935).
Laxness, Halldòr:
Verdens lys. Hasselbalch, 1937. Oversat af Jakob Benediktsson. (Ljós heimsins. Bókaútgáfan Heimskringla, 1937).
Laxness, Halldòr:
Sommerlandets slot (Verdens lys – anden del). Hasselbalch, 1938. Oversat af Jakob Benediktsson. (Höll sumarlandsins. Bókaútgáfan Heimskringla, 1938).
Laxness, Halldòr:
Digterens hus (Verdens lys – tredje del). Hasselbalch, 1941. Oversat af Jakob Benediktsson. (Hús skáldsins. Bókaútgáfan Heimskringla, 1939).
Laxness, Halldòr:
Himlens skønhed (Verdens lys – fjerde del). Hasselbalch, 1941. Oversat af Jakob Benediktsson. (Fegurð himinsins. Bókaútgáfan Heimskringla, 1940).
Laxness, Halldòr:
Islands klokke. Gyldendal, 1946. Oversat af Jakob Benediktsson. (Íslandsklukkan. Helgafell, 1943).
Laxness, Halldòr:
Den lyse mø. Gyldendal, 1947. Oversat af Jakob Benediktsson. (Hið ljósa man. Helgafell, 1944).
Laxness, Halldòr:
København brænder. Gyldendal, 1948. Oversat af Jakob Benediktsson. (Eldur i Kaupinhafn. Helgafell, 1946).
Laxness, Halldòr:
Organistens hus/Atomstationen. Gyldendal, 1952. Oversat af Grethe Benediktsson og Jakob Bennediktsson. (Atómstöðin. Helgafell, 1948).
Laxness, Halldòr:
Fra hjemmet jeg drog. Vindrose, 1956. Oversat af Martin Larsen. (Heiman eg fór. Helgafell, 1952).
Laxness, Halldòr:
Kæmpeliv i nord. Gyldendal, 1955. Oversat af Martin Larsen. (Gerpla. Helgafell, 1952).
Laxness, Halldòr:
År og dage i Brattekåd. Gyldendal, 1957. Oversat af Martin Larsen. (Brekkukotsannáll. Helgafell, 1957).
Laxness, Halldòr:
Det genfundne paradis. Gyldendal, 1960. Oversat af Martin Larsen. (Paradísarheimt. Helgafell, 1960).
Laxness, Halldòr:
Kristenliv ved jøkelen. Gyldendal, 1969. Oversat af Helgi Jónsson. (Kristnihald undir jökli. Helgafell, 1968).
Laxness, Halldòr:
Indensognskrønike. Gyldendal, 1971. Oversat af Helgi Jónsson. (Innansveitarkronika. Helgafell, 1970).
Laxness, Halldòr:
Guds gode gaver. Gyldendal, 1973. Oversat af Erik Sønderholm. (Guðsgjafaþula. Helgafell, 1972).

Noveller og rejseskildringer

Laxness, Halldòr:
Nokkrar sögur. Ísafoldarprentsmiðja, 1923.
Laxness, Halldòr:
Í austurvegi. Sovétvinafélag Íslands, 1933.
Laxness, Halldòr:
Fótatak manna. Þorsteinn M. Jónsson, 1933.
Laxness, Halldòr:
Det russiske eventyr. Mondes forlag, 1939. Oversat af Jakob Benediktsson. (Gerska æfintýrið. Bókaútgáfan Heimskringla, 1938).
Laxness, Halldòr:
Noveller. Hasselbalch, 1944. Oversat af Chr. Westergård-Nielsen.
Laxness, Halldòr:
Syv tegn. Gyldendal, 1968. Oversat af Helgi Jónsson. (Sjöstafakverið. Helgafell, 1964).
Laxness, Halldòr:
Fløjtespilleren – 4 noveller. Brøndum, 1977. Oversat af Erik Sønderholm.

Essays og artikler

Laxness, Halldòr:
KaÞolsk viðhorf. Bókaverslun Ársæls Árnasonar, 1925.
Laxness, Halldòr:
Dagleið á fjöllum. Bókaútgáfan Heimskringla, 1937.
Laxness, Halldòr:
Vettvangur dagsins. Bókaútgáfan Heimskringla, 1942.
Laxness, Halldòr:
Sjö töframenn. Bókaútgáfan Heimskringla, 1942.
Laxness, Halldòr:
Sjálfsagðir hlutir. Helgafell, 1946.
Laxness, Halldòr:
Reisubókarkorn. Helgafell, 1950.
Laxness, Halldòr:
Dagur í senn. Helgafell, 1955.
Laxness, Halldòr:
Gjörningabók. Helgafell, 1959.
Laxness, Halldòr:
Upphaf mannúðarstefnu. Helgafell, 1965.
Laxness, Halldòr:
Vinlandsnotater og andre middelalderlige randbemærkninger. Gyldendal, 1972. Oversat af Erik Sønderholm. (Vínlandspúnktar. Helgafell, 1969).
Laxness, Halldòr:
Yfirskygðir staðir. Helgafell, 1971.
Laxness, Halldòr:
Þjóðhátíðarrolla. Helgafell, 1974.
Laxness, Halldòr:
Seiseijú, mikil ósköp. Helgafell, 1977.
Laxness, Halldòr:
Við heygarðshornið. Helgafell, 1981.
Laxness, Halldòr:
Og árin liða. Helgafell, 1984.
Laxness, Halldòr:
Af menníngarástandi. Vaka-Helgafell, 1986.

Erindringer

Laxness, Halldòr:
En digters opgør. Gyldendal, 1964. Oversat af Erik Sønderholm. (Skádatími. Helgafell, 1963).
Laxness, Halldòr:
Hjemme på Tunet. Gyldendal, 1977. Oversat af Erik Sønderholm. (Í túninu heima. Helgafell, 1975).
Laxness, Halldòr:
Syvmestrekrøniken – to erindringsromaner. Gyldendal, 1981. Oversat af Erik Sønderholm. (Úugur eg var. Helgafell, 1976 og Sjömeistarasagan. Helgafell, 1978).
Laxness, Halldòr:
Mit græske år. Brøndum, 1983. Oversat af Erik Sønderholm. (Grikklandsárið. Helgafell, 1980).
Laxness, Halldòr:
Dagar hjá múnkum. Vaka-Helgafell, 1987.

Digte

Laxness, Halldòr:
Kvæðakver. Prentsmiðjan Acta, 1930.

Drama

Laxness, Halldòr:
Straumrof. Bókaútgáfan Heimskringla, 1934.
Laxness, Halldòr:
Snæfríður Íslandssól. Helgafell, 1950.
Laxness, Halldòr:
Silfurtúnglið. Helgafell, 1954.
Laxness, Halldòr:
Strompleikurinn. Helgafell, 1961.
Laxness, Halldòr:
Prjónastofan Sólin. Helgafell, 1962.
Laxness, Halldòr:
Duefesten. Gyldendal, 1968. Oversat af Helgi Jónsson. (Dúfnaveislan. Helgafell, 1966).
Laxness, Halldòr:
Úa. Helgafell, 1970.
Laxness, Halldòr:
Norðanstúlkan. Helgafell, 1972.

Om forfatterskabet

Biografi

Guðmundsson, Halldór :
Halldór Laxness. En biografi. Vandkunsten, 2010. Oversat af Kim Lembek og Rolf Stavnen.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Halldór Laxness

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Sønderholm, Erik:
Halldór Laxness – En monografi. Gyldendal, 1981.
Hornemann, Johanne Duus:
Manden på grænsen mellem Island og verden. Kristeligt Dagblad, 2010-01-30.