Halldór Kiljan Laxness

Artikel type
voksne
cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Main image
Laxness, Halldór Kiljan
Foto: Scanpix

Indledning

Halldór Laxness er den eneste islænding, der har modtaget nobelprisen i litteratur. Han var en socialt engageret digter og en romantisk samfundsrevser, der især udmærkede sig ved sine empatiske portrætter af barfodede bønder og tandløse fiskekoner. Fædrelandets barske natur danner rammen om de ensomme individers frihedskampe, der både henlægges til fortiden og foregår i det 20. århundrede, hvis krige, revolutioner og politiske omvæltninger formede Laxness som person og forfatter. Sult, tørfisk, korruption, tro og kærlighed samt de mange ismers dogmatik skildres indgående i Laxness’ epik. Selv var den berejste islænding periodevis katolsk munk, dedikeret socialist, humanist og taoist.

 

24023605

Blå bog

Født: 23. april 1902, Reykjavik, Island.

Død: 9. februar 1998, Reykjavik, Island.

Uddannelse: Afbrudte studier på Teknisk Skole i Reykjavik 1915-1916. Realeksamen i 1918.

Debut: Barn náttúrunnar. Udgivet af forfatteren selv, 1919.

Litteraturpriser: Verdensfredsprisen, 1953. Nobelprisen i litteratur, 1955. Sonningprisen, 1969.

Seneste udgivelse: Frie mænd. Gyldendal, 2002. Oversat af Jakob Benediktsson.

Inspiration: August Strindberg, Johannes Jørgensen, Vladimir Lenin, Ernest Hemingway, James Joyce m.fl.

 

 

 

 

halldor

Baggrund

”- Hvorfor skriver du om den slags stakler?
– Sandsynligvis fordi jeg har ondt af dem, sagde digteren.
– Hvorfor har du ondt af dem?
– Det ved jeg ikke. Måske fordi jeg i dem ser menneskeheden.”
”Verdens lys”, s. 341.

Halldór Kiljan Laxness blev født Halldór Gudjónsson i 1902. Han voksede op på gården Laxness uden for Reykjavik, og allerede som helt ung brændte han for litteratur. Som 17-årig debuterede han med kærlighedsromanen ”Barn náttúrunnar”, men det var først i 1927 med ”Vefarinn mikli frá Kasmir” (”Den gode væver fra Kashmir”, 1975), at han fik sig en mindre læserskare, der herefter voksede støt fra bog til bog.

Livet igennem var Laxness en berejst mand. På sine rejser blev han klogere på verden og dens litteratur. F.eks. stiftede han i Danmark bekendtskab med den svenske August Strindbergs dramatik, hvorefter han rejste til Sverige for at nærlæse forfatterskabet. Efter rejser i Tyskland, Østrig og Amerika, hvor hans islandske efternavn voldte problemer, valgte han at tage navn efter gården, hvor han var vokset op, og da han senere lod sig katolsk døbe, fik han desuden mellemnavnet Kiljan.

Det var den danske forfatter Johannes Jørgensens erindringer, der inspirerede Laxness til at konvertere til katolicismen. På Jørgensens anbefaling gik Laxness i 1922 i kloster i Luxemburg, men efter nogle år brød han med religionen og vendte i 1929 hjem til Island som socialist.

Ofte inddeles Laxness’ forfatterskab i tre perioder. Den første bærer præg af ungdommens katolske sympatier og forsøg på at finde sin egen litterære stemme. Herefter bryder han med katolicismen til fordel for et socialistisk engagement, der efter Anden Verdenskrig overgår til en mindre kategorisk humanisme, som han baserede på det kinesiske begreb tao. Tao forstås som en naturlig energi, der gennemsyrer alt i universet. Ligevægt og harmoni ses som den styrende kraft, som mennesket bør handle i forhold til.

Laxness gennemskrev og omskrev igen og igen, indtil han var endelig tilfreds med en teksts form og indhold, og den høje arbejdsmoral afspejles i hans bibliografi. I alt skrev han 62 bøger på 68 år. Ud over de mange romaner, noveller, skuespil, essays og enkelte digtsamlinger skrev han også utallige skitser og romanudkast, der blev forkastet eller senere indgik i andre værker. I dag er Laxness’ hus indrettet til museum, og han regnes stadig som en af de – hvis ikke den – vigtigste forfatter i Island. Med tildelingen af Nobelprisen i litteratur fik han i 1955 desuden en plads i verdenslitteraturhistorien.

Den store væver fra Kashmir

”Kærligheden, kærligheden, det guddommeligste i livet, tænkte hun. Nej, min Gud, det kan da ikke passe, at livet er så fuld af synd.”
”Den store væver fra Kashmir”, s. 68.

Halldór Laxness måtte selv stå for udgivelsen af ”Vefarinn mikli frá Kasmir” (”Den store væver fra Kashmir”, 1975), for intet forlag ville udgive den unge forfatters lange, fragmentariske fortælling om den rastløse islænding Steinns konvertering til katolicismen. Derfor udkom romanen i otte dele i 1927.

Fortællingen er modernistisk i sin form. Synsvinkel og stil skifter i historien, der foregår i Europa i årene efter Første Verdenskrig. Hovedpersonen er den omkringfarende islænding Steinn Ellidi, som fordyber sig hovedkulds i den ene beskæftigelse efter den anden og forkaster ideer og bekendtskaber for et godt ord. Før han som helt ung rejser fra Island til England, betror han sig til sin sjælesøster, familiens plejedatter Dilja. Hun er forelsket i ham, og de to kunne have dannet et smukt par, men Steinn har forført husets tjenestepige, og nu, da han har fået afprøvet sine drifter, længes han mod åndelighed og askese.

I Europa møder han ved et tilfælde en katolsk munk i en togkupe. Steinn, der på dette tidspunkt er overbevist kommunist, holder en lang, kritisk monolog for munken, der lytter tålmodigt til den belæste digterspire. Steinn vil være forfatter og skriver på en serie digte, som mod hans vilje bliver udgivet og gør ham kendt i sit hjemland, selvom ingen rigtig forstår den kryptiske lyrik. Senere opsøger han munken, konverterer og går selv i kloster. Han vender kort tilbage til sin familie på Island, der har svært ved at forstå den nu fåmælte katolik. Dilja er i mellemtiden blevet gift, da hun modsat digteren ikke ønsker at leve et dydigt liv i afholdenhed.

Bogen igennem er Steinn forvirret, og kaos fremstår som et grundvilkår i hans liv. Han svinger mellem katolske og kommunistiske sympatier, men vælger til sidst at dyrke askesen. Historien er kronologisk, selvom de otte dele skifter perspektiv. Der er både beskrivelser af familielivet på Island fortalt af en 3. personsfortæller og personlige breve skrevet i første person af Steinn, Dilja og Steinns mor. Flere af brevene fungerer som en slags skrifte om syndsforladelse, og endelig udgør flere passager Steinns bønner og religiøse diskussioner.