– Sandsynligvis fordi jeg har ondt af dem, sagde digteren.
– Hvorfor har du ondt af dem?
– Det ved jeg ikke. Måske fordi jeg i dem ser menneskeheden.”
Halldór Kiljan Laxness blev født Halldór Gudjónsson i 1902. Han voksede op på gården Laxness uden for Reykjavik, og allerede som helt ung brændte han for litteratur. Som 17-årig debuterede han med kærlighedsromanen ”Barn náttúrunnar”, men det var først i 1927 med ”Vefarinn mikli frá Kasmir” (”Den gode væver fra Kashmir”, 1975), at han fik sig en mindre læserskare, der herefter voksede støt fra bog til bog.
Livet igennem var Laxness en berejst mand. På sine rejser blev han klogere på verden og dens litteratur. F.eks. stiftede han i Danmark bekendtskab med den svenske August Strindbergs dramatik, hvorefter han rejste til Sverige for at nærlæse forfatterskabet. Efter rejser i Tyskland, Østrig og Amerika, hvor hans islandske efternavn voldte problemer, valgte han at tage navn efter gården, hvor han var vokset op, og da han senere lod sig katolsk døbe, fik han desuden mellemnavnet Kiljan.
Det var den danske forfatter Johannes Jørgensens erindringer, der inspirerede Laxness til at konvertere til katolicismen. På Jørgensens anbefaling gik Laxness i 1922 i kloster i Luxemburg, men efter nogle år brød han med religionen og vendte i 1929 hjem til Island som socialist.
Ofte inddeles Laxness’ forfatterskab i tre perioder. Den første bærer præg af ungdommens katolske sympatier og forsøg på at finde sin egen litterære stemme. Herefter bryder han med katolicismen til fordel for et socialistisk engagement, der efter Anden Verdenskrig overgår til en mindre kategorisk humanisme, som han baserede på det kinesiske begreb tao. Tao forstås som en naturlig energi, der gennemsyrer alt i universet. Ligevægt og harmoni ses som den styrende kraft, som mennesket bør handle i forhold til.
Laxness gennemskrev og omskrev igen og igen, indtil han var endelig tilfreds med en teksts form og indhold, og den høje arbejdsmoral afspejles i hans bibliografi. I alt skrev han 62 bøger på 68 år. Ud over de mange romaner, noveller, skuespil, essays og enkelte digtsamlinger skrev han også utallige skitser og romanudkast, der blev forkastet eller senere indgik i andre værker. I dag er Laxness’ hus indrettet til museum, og han regnes stadig som en af de – hvis ikke den – vigtigste forfatter i Island. Med tildelingen af Nobelprisen i litteratur fik han i 1955 desuden en plads i verdenslitteraturhistorien.