Kristín Marja Baldursdóttir
Foto: Ejnar Falur Ingolfsson

Kristín Marja Baldursdóttir

cand.mag. og journalist Katrine Sekjær, iBureauet/Dagbladet Information, 2015. Opdateret af Katrine Sekjær, Bureauet, marts 2021.
Top image group
Kristín Marja Baldursdóttir
Foto: Ejnar Falur Ingolfsson

Indledning

Kristín Marja Baldursdóttirs forfatterskab er ikke blot en rejse ind i en anden tid og et andet sted. Det er på én gang en mangefacetteret skildring af forskellige menneskers karakterer, et studie af deres psykologi, en beskrivelse af en nation, af et landskab og af en kultur, en beretning om liv, død og kærlighed, om verdenskrig, kunst og kvinderoller. Men frem for alt er det levende fortælling, fortalt med så meget sjæl, saft og kraft, at man som læser nærmest suges ind i historien. Baldursdóttir beskriver både sagligt, nøgternt og historisk korrekt, samtidig med, at der under sætningernes overflade ulmer en vulkansk kraft af poesi og skønhed – et litterært billede på det landskab, fortælleren er rundet af.

 

38590219

Blå bog

Født: 21. januar 1949 i Hafnarfjörður.

Uddannelse: Uddannet folkeskolelærer i 1970 og senere bachelor i tysk og islandsk fra Islands Universitet i 1991. Fra 1995 til 1988 arbejdede hun som folkeskolelærer og frem til 1995 som journalist ved Morgunblaðið.

Debut: Mávahlátur. 1995.

Litteraturpriser: Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, 2006. Islands Radios Litteraturpris, 2010.

Seneste udgivelse: Mødrenes gade. Gyldendal, 2021. (Gata mæðranna, 2020). Oversat af Rolf Stavnem. Roman.

Inspiration: Litterære forbilleder og kunstnere.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Hun satte trumf på: du er den eneste mand i bygden, som ikke har høstet hø til dine dyr. Så sendte han hende et fast blik, slyngede køjesækken over skulderen og gik resolut hen imod hende. Smed sækken ned foran fødderne af hende, de var stakåndede begge to, hun rokkede sig ikke, han sagde: flyt dig. Hun flyttede sig ikke en tomme.”
“Karitas uden titel”, s. 273.

Forældrene blev skilt, da Kristín Marja Baldursdóttir kun var to år gammel. Hun blev opdraget af sin farmor og farfar, men også af sin far, for inden han giftede sig igen, boede han hos sine forældre, forklarer Kristín Marja Baldursdóttir: “Far var mekaniker eller maskinmester fra Navigationsskolen og havde også lidt uddannelse i kunst, og det var ham, der vækkede min interesse for billedkunst. Mens han malede fortalte han mig alt om kunst og kunstnere. Da jeg var omkring fem år gammel, læste han højt for mig fra H.C. Andersens eventyr. Det var måske min første undervisning i litteratur.” (Katrine Sekjær: Mailinterview med Kristín Marja Baldursdóttir, 2011-01-13).

Ifølge Kristín Marja Baldursdóttir var både hendes far og farfar betagede af litteratur og samlede på bøger, mens der kun var tre ting, der var vigtige for farmoderen: diskretion, ærlighed og at være præcis. Begge af Baldursdóttirs forældre giftede sig senere igen og fik børn med deres nye ægtefæller, men Kristín Marja Baldursdóttir blev boende hos sine bedsteforældre. Selvom hun på den måde var stærkest knyttet til faderens slægt, havde hun gennem sin opvækst en god kontakt med sin mor, og det var ifølge Baldursdóttir moderen, som fortalte hende om livet på vestkysten, hvor hun selv var født. Derudover havde Baldursdóttir en barnepige, senere en kendt idrætsudøver, som lærte hende al slags idræt, og grundstenen til den fysiske udfoldelse, som beskrives i Baldursdóttirs bøger kan måske findes i denne indpodning fra barnepigens side.

Selvom Baldursdóttir ikke er vokset op med sine forældre, lyder beskrivelsen af barndomslandet og opvæksten som en harmonisk tid, der har gjort stærkt indtryk på forfatteren: “Jeg oplevede stor frihed i min lille, maleriske by, da jeg var barn. Man fiskede på kajen, skøjtede på dammen, legede i lavaen og i klippevæggene, og i byen var også et godt bibliotek, hvor jeg tilbragte stor tid. Jeg læste meget som barn, jeg var jo opdraget som enebarn, var ofte alene, og så forsvandt jeg ind i en fantasiverden. Elleve år gammel havde jeg læst alle bøger i børneafdelingen og læste den første fra voksenafdelingen. Det var Anna Karenina af Tolstoj.” (Katrine Sekjær: Mailinterview med Kristín Marja Baldursdóttir, 2011-01-13).

Som 19-årig rejste Kristín Marja Baldursdóttir til Freiburg i Tyskland. Her boede hun i en længere periode hos et tysk musikerægtepar, der sang i Bach-kor og besøgte Wagnerkonzerte. Hos dem blev interessen for klassisk musik større, og Baldursdóttir lærte tysk litteratur at kende, blandt andet Thomas Mann, som var en af de forfattere, der gjorde stort indtryk på hende, forklarer hun: “Der var mange gode forfattere som havde indflydelse på mig, inden jeg selv begyndte at skrive, for eksempel Federico García Lorca, Doris Lessing, Thomas Mann, Tarjei Vesaas, Svava Jakobsdóttir, Stephan Zweig, Karen Blixen og Toni Morrison.”

(Katrine Sekjær: Mailinterview med Kristín Marja Baldursdóttir, 2011-01-13).

Mågelatter

“Da så Agga, hvordan Freyjas ansigt undergik en forvandling. Øjenbrynene, der havde svunget sig i en værdig bue, gled tungt ned mod øjnene, der åbnedes på vid gab og blev hvasse og hvide, næsefløjene spiledes ud, og munden blev grusom at se til. Med et djævelsk udtryk i ansigtet rejste fruen sig, greb sølvflagstangen, der stod på et lille bord bag ved hende, hævede den til slag og knaldede den med en kolossal kraft ned i hovedet på Björn Theodór.”
“Mågelatter”, s. 339.

Med debutromanen “Mávahlátur” (“Mågelatter”, 2003) fra 1995 placerede Kristín Marja Baldursdóttir sig selv på det litterære landkort. Historien handler om et lille samfund i 1950’ernes Island, som overraskes af den unge enke Freyja, der vender hjem fra USA.

Freyja er tante til 12-årige Agga, og mens alle andre lader sig dupere af unge, smukke Freyja, er Agga anderledes kritisk indstillet. Agga er, som Baldursdóttir selv, vokset op hos sine bedsteforældre. Hjemmet er præget af kvinder, handlekraftige og snarrådige, men det er primært gennem den helt unge Agga, at læseren får det lille samfunds univers formidlet. Agga gennemgår ligesom den lille by en mindre revolution i løbet af bogen – hun går fra at være barn til at blive ung kvinde, med spædt bryst og bankende hjerte.

24818039

Derfor påvirkes også Agga af den særlige Freyja, der er eksotisk dragende i sin fremmedartethed, sin femme fatale-udstråling og sine vaner. Freyja bliver nærmest billedet på en moderne, nordisk gudinde, hun rummer en dobbelthed; på den ene side hård som en klippevæg og samtidig varm som lava. Agga kan se, hvordan andre voksne, mænd som kvinder, påvirkes af Freyja, men da hun selv betragter Freyja fra sikker grund i barndommens land, kan hun observere furien med et mere distanceret blik.

Handlingen balancerer mellem at være et tidsportræt, en kriminalroman, en samfundsbeskrivelse og en familiesaga. Der flettes ind og ud mellem de forskellige episoder med en livlig fortælleglæde, der giver en nærmest filmisk fremstilling af Island og den evige historie om mænd og kvinder, der lever med og mod hinanden i elementernes vold, periodisk adskilt mellem land og vand, mellem flammende begær og isnende kulde.

Allerede i dette første værk mærker man Baldursdóttirs stærke fortællerstemme og hendes evne til at skabe billedmættede og grundige fortællinger, der på den ene side forholder sig til en historisk virkelighed og på den anden rummer en dybereliggende, nærmest magisk realisme, der med barnets fortællerstemme næsten bliver en Astrid Lindgrenfortælling for voksne.

Karitas uden titel

“Skibet vender tilbage til Ísafjördur.
Vores mor tager os med til kaffeslabberas hos bekendte der i byen. Da de hører om, hvordan havisen har lagt hindringer i vejen for hendes færd mod frihed og uddannelse, siger de med en snert af fordømmelse: har du så opgivet den her uansvarlige flakken omkring med børnene? Vi hører vores mors korte og kølige svar:
Jeg rejser bare landet rundt.”
“Karitas uden titel”, s. 24.

Med romanen “Karítas án titils” fra 2004 (“Karitas uden titel”, 2007) slog Kristín Marja Baldursdóttir for alvor sit navn fast som en af Nordens store forfattere og blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2006.

Denne første roman om barnet og siden kvinden Karitas har en anden og mørkere tone end debutromanen. Her folder Kristín Marja Baldursdóttir et historisk billede af Island ud, set gennem en kvindelig kunstners øjne, en kvinde, der netop betragter Island med andre øjne, fordi hun ikke falder indenfor det umiddelbart ’normale’ for datidens kvinder. Historien tager sin begyndelse, hvor Karitas’ mor tager en beslutning om at rejse med sine seks børn til den anden ende af landet, for at de hver og en kan få en uddannelse.

Karitas’ mor er blevet alene, efter at havet har taget hendes mand. Der er ingen nem løsning, ingen smutveje eller tid til at begræde tingenes tilstand, det forstår man ret hurtigt. Livet er en kamp for Karitas’ mor og søskende, men moderen giver kamp til stregen: Hun helmer ikke, før hver af hendes børn er sat godt i vej.

26689023

En af de meget fine nuancer i Kristín Marja Baldursdóttirs første bog om Karitas er skildringen af de seks søskendes forhold, deres kærlighed og stridigheder, deres forskellige karaktertræk, forcer og svagheder. De kommer af det samme, men ender hver især vidt forskellige steder.

Kristín Marja Baldursdóttir er aldrig overfladisk i hverken sprog eller handling, og selvom hele den periode, hvor Karitas som ung kommer til København og går på Kunstakademiet er udeladt, er det bevidst for netop at holde historien på sporet af det, forfatteren vil vise: Islands udvikling i en brydningstid, hvor kvinder bliver selvstændige, hvor de små samfund ændrer sig, og hvor magtstrukturerne langsomt forandres og moderniseres. Så selvom man ser verden gennem Karitas’ tilsyneladende skæve, kunstneriske sind, er karakteren et værktøj, forfatterens og læserens kikkert eller et mikroskop: Karitas har den distance til samfundet, det kræver at se noget både inde- og udefra med en slags antropologisk blik.

Den store historie er altså det, man kunne kalde den moderne islandske saga, mens den lille historie er den personlige: Karitas opvækst, hendes drømme, kærlighed, børnefødsler, personlige tab, håb og kunst. Sproget rummer en særlig stemning, fortællingen har både en poetisk tyngde, en slags nordisk dysterhed, som samtidig fremhæver det lyse og lette, naturens ubarmhjertighed og samtidig ubekymrethed, fuglenes flugt og kvindernes latter.

Karitas – kaos på lærred

“Pigen var blevet urolig, så jeg sagde: lad os gå ud på trappen og se, om vi kan få øje på far. Ledte hende ud. Da så jeg den på gruset. Den lille kuffert. Efterladt på en gruset plads, ligesom barnet.
Sådan bar min søn sig ad. Havde stort set altid fået sin vilje. Hvis ikke med det gode, så med det onde. Han havde lagt hendes ejendele i kufferten, som var en smule mindre end min. Dér stod de så begge på gulvet i stuen, parat til at rejse. To ensomme kufferter.”
“Karitas – kaos på lærred”, s. 104.

Den første Karitas-bog blev så stor en succes, at det formodentlig har ligget lige for forfatteren at fortsætte historien om hovedpersonen.

Første bog slutter med Karitas’ opbrud, hendes egen rejse alene rundt om Island. Anden bog fortæller historien om den voksne, midaldrende kvinde, der nu er ovre ungdommens år, og som er nået til det punkt, hvor hun begynder at spørge sig selv, om hun har nået det, hun ville, om hun overhovedet fik udrettet noget – og hvad det ’noget’ er, som hun har drømt om at udforske og berige verden med.

Karitas’ ægteskab har ikke været af den almindelige slags og slet ikke set med datidens øjne. Karitas’ mand, Sigmar, har altid glimret ved sit fravær, og samtidig har han fulgt hende og været forbundet til hendes væsen, selvom de fysisk har levet hver deres liv. Man fornemmer en stor kærlighedshistorie mellem to væsner med lige stærke viljer. Ingen af dem har villet underkaste sig, og ingen af dem har givet rigtig slip på det ægteskab og det løfte, de engang gav hinanden.

I “Óreida á striga” fra 2007 (“Karitas – kaos på lærred”, 2008) kommer der en ny mand ind i Karitas’ liv. Faktisk har hun kendt ham, siden hun var barn, hvor han stod og kiggede dybt betaget af hende, rakte hende klemmer og banede vejen for den stædige pige, der ville gøre alt for sin mor og sine søskende.

27502202

Nu er han tilbage, ’Dengse’, som hun dengang kaldte ham, er blevet en voksen mand, rig, berejst og – ikke mindst – kunstnerisk interesseret og musikalsk begavet. Bedst som Karitas møder denne nye betagende mand, gør en anden person sin entre i hendes liv.

Sønnens lille datter bliver efterladt hos Karitas meget mod dennes vilje. Endnu engang må hun se sig slået tilbage af og i den moderrolle, der altid har været hende inderligt imod, trods den store kærlighed, hun har haft til sine børn. Men denne gang lader Karitas sig ikke stoppe, men tager barnebarnet med til Paris. Den lille sønnedatter bliver også en mulighed for Karitas til at forlige sig med det, hun selv gav afkald på, syg og dårlig som hun var dengang, søsteren Bjarghildur (i første bog) tog datteren til sig mod Karitas’ vilje.

I denne anden bog viser Kristín Marja Baldursdóttir en voksen kvindes refleksion, og hun viser, at livet ikke slutter efter de 40, efter børnefødsler eller forlist kærlighed, men at det er en stadig proces, en evig fortælling, der løber som is, vand og lava gennem Islands natur.

 

Karlsvognen

“Kan du se hende, siger jeg, hun fik et barn sammen med bondens søn, hun ville skynde sig hjem til sin mor, jættekvinden, inden daggry, men så satte hun sig ned for at puste lidt ud. Hun faldt i staver, glemte tiden, hun tænkte på sit kærlighedsmøde med bondens søn, solen stod op, hun blev til sten.
Det er altså bare en klippe, siger Hind.
Klippen er et folkesagn, siger jeg.”
“Karlsvognen”, s. 79.

I Kristín Marja Baldursdóttirs “Karlsvagninn” fra 2010 (“Karlsvognen”, 2010) er tonen en anden end i de foregående Karitasbøger. For det første foregår bogen i nutid, og det får betydning for den sprogtone, Baldursdóttir her introducerer især gennem sin ene karakter, Hugrún Lind, også kaldet Hind eller hinden. For det andet spænder handlingen ikke over år, men over tre døgn, hvilket også er noget af et formspring i forhold til de tidligere romaner.

Psykiateren Gunnur vågner en morgen og opdager, at der har været indbrud i løbet af natten. Hun er blevet bestjålet for alle sine moderne medier, fladskærm, computer, kameraer, mobil, stereoanlæg og hævekort er væk. Som om det ikke var nok, tropper hendes indendørsarkitekt op og afleverer sin utilpassede teenagedatter til Gunnur og beder hende om at se efter pigen.

28474652

Sammen tager de to ned i et sommerhus, og så begynder en rejse ind i sind og psyke, hvor magtforholdet mellem den viltre, utilpassede unge og den veluddannede, analytiske voksne kvinde hele tiden skifter, og til tider slår faretruende gnister.

I sin anmeldelse skrev anmelderen Erik Skyum-Nielsen, at “selv om vi altså har at gøre med en skematisk tænkt, symboltung terapiroman, er Karlsvognen nu alligevel bekendtskabet værd. Der er noget elementært fascinerende i situationen, hvor kvinden og pigen sammen begiver sig ind i mindernes hus, ind hvor alle, som der står, stadig ligger og sover, ganske ligesom hovedperson og jegfortæller sov, alt imens tyve drev deres spil. Der er desuden nedlagt megen nyttig livsvisdom i skildringen af Gunnurs mor, farmor og søstre – stærke kvinder, hårdføre planter fra en tid, hvor islændingene så »arbejdet som den vigtigste dyd«, viste fædrelandskærlighed og tappert hyldede »flid og gåpåmod«.” (Erik Skyum-Nielsen: Modig i sin tro på fantasien og empatiens magt, Information, 2010-10-28).

 

 

Fra hus til hus

”Har du nogensinde været gift? Jeg prøvede, kære Kolfinna, jeg prøvede, men en kvinde, der vil være kunstner, må kaste alt over bord. Jeg kan ikke spille alle de roller, som kvinder, der binder sig til mænd er nødt til at spille.”
”Fra hus til hus”, s. 68-69.

For danske læsere er Kristín Marja Baldursdóttirs ”Hús úr húsi”, 1997 (”Fra hus til hus”, 2013) en ny bog, men den er skrevet før Karitas-bøgerne, der gav forfatteren det store gennembrud.

Kolfinna nærmer sig de 30, men hun er ikke nogen succes. Efter et job som omstillingsdame i et bilfirma må hun se sig fyret af både kæresten og arbejdspladsen. Hun er flyttet hjem til sin sure og kronisk beklagende mor, der altid påpeger andres fejl og mangler. Kolfinnas højgravide veninde Matthildur tilbyder derfor Kolfinna at overtage sin rengøringstjans.

29791163

Det betyder, at Kolfinna skal gå fra hus til hus og gøre rent hos det, der må betragtes som overklassen; en kendt og sexet operasangerinde, en streng, pertentlig og sexet advokat, en bidsk, svinsk og sexet forsker og en gammel kvinde, der engang har været smuk – og formodentlig sexet. Vi følger Kolfinnas møde med en ny og betagende verden, der socialt står over hende, hvor de forskellige hjem repræsenterer kunsten, juraen, videnskaben og visdommen. Mødet med denne anden, passionerede verden udvider Kolfinnas horisont. Efter et skønhedstip fra operasangerinden forvandler Kolfinna sig fra at være sorthåret og sortklædt til at blive en blond, kortklippet og sporty type i friske farver. Hendes rejse mod ”et smukt liv”, et andet liv end det, hun er vokset op med, er begyndt. Ambitioner, længsler og drømme spirer frem og forvandler Kolfinna fra at være en pige i omstillingen til at være en omstillingens kvinde.

Handlingen foregår i nutid (1997), hvor de forskellige sociale lag i Island beskrives gennem karakterernes handlinger. Et fornemt greb er blandt andet Kolfinnas mors ærgrelser over at have skiftet plads i sit arbejde i kantinen: Det betyder, at hun ikke kan tage rester med hjem fra den varme mad – kun smørrebrødsresterne. Og moderen vil helst undgå at bruge penge. På noget som helst. For hende er livet hverken kunst, videnskab eller retfærdighed. Det er overlevelse. Kolfinna, der er nær de 30, gøres måske lidt dummere og mere naiv, end hun burde være, muligvis fordi forfatteren herved får mulighed for at beskrive det, der overrasker hende. På den måde ligner Kolfinna barnet Agga, den undrende hovedkarakter i ”Mågelatter”.

 

Kantate

”“Han kan omsider se sammenhængen, se tallene. De havde med mennesker at gøre, ikke virksomheder, pengeafpresning, forretninger. De drejede sig om relationer. Relationer og atter relationer, det kunne han have sagt sig selv tidligere, hvis ikke han havde tænkt så firkantet og i så tørre tal. Han ser overførslerne for sig mellem de tre bankkonti, beløb, som blev flyttet mellem konti over lang tid ...”
”Kantate”, s. 210.

Man får fornemmelsen af, at alle på en eller anden måde er i familie med hinanden på Island, når man læser Kristín Marja Baldursdóttirs ”Kantata”, 2012 (”Kantate”, 2014). Ligesom i ”Fra hus til hus” foregår handlingen på det moderne Island, hvor forskellige generationer og deres livsvalg og –veje krydser hinanden mere eller mindre skæbnebetonet. Hovedkaraktererne er i familie med hinanden, og hver især er søbet ind i familiære forventninger, tjenester, forpligtelser og hemmeligheder. Relationerne er én ting, noget andet er den status, de forskellige medlemmer af familien har. Der er de ægte børn – og de uægte – , hel- og halvsøskende, de gifte og de fraskilte, yndlingsfamiliemedlemmer og de tilløbende, som man må tage som de er, fordi man nu engang er i familie. Baggrunden for et gedigent familiedrama på ulmende islandsk vulkangrund er hermed lagt.

51440633

Vi følger Nanna, der er gift med hotelejeren Gylfi, Gylfis halvbror, skuespilleren Hjalmar og deres fælles onkel Finn, og de udgør hovedkaraktererne i handlingen. Hjalmar er skilt og bor for tiden hos sin mor og har sine børn hver anden weekend. Der er rod i hotelregnskabet, rod i haven og rod i relationerne. Og som det siden skal vise sig, er der en vis sammenhæng mellem rodet det ene og det andet sted.

Som sædvanlig danner Islands særegne natur baggrund for handlingen, og det skorter ikke på Baldursdóttirs metaforer og symbolsprog, der hele tiden kredser om planter, der plejes og tæmmes og den forbistrede naturs uønskede afkom, hvepsene, der danner et bo i forlængelse af huset, og larverne, der klækkes på den nydelige hæk, der omgiver huset. 

Romanens struktur er næsten et Baldursdóttirsk speciale; at pakke en historie ind i en historie og så binde en knude, der først går op til sidst: En prolog fortæller om en fotograf, der tager et billede i metroen i Paris – og først sidenhen følges der op på denne ledetråd. Romanen væver sig gennem handlingen, støt og roligt, indtil der til sidst kommer fart over feltet, dramaet er højspændt og sandheden kommer for en dag.

Mødrenes gade

”Din fejltagelse skyldes den ældgamle måde, man opdrager piger på. Døtre har gerne deres mor eller andre kvinder som forbillede. Kvinder skal være lydige, bære deres kors i stilhed, holde sig i baggrunden, tale lavt, smile og tilgive alle alting. Der findes også mødre, der forsøger at indgyde deres døtre selvstændighed og frygtløshed, men så tager samfundet over og vender den opdragelse på hovedet. Det passer dem, der bestemmer.”
”Mødrenes gade”, s. 202.

I romanen ”Gata mæðranna”, 2021 (”Mødrenes gade”, 2021) tager Kristín Marja Baldursdóttir igen livtag med islandske kvinders tilværelse.

Selvom handlingen ligger forskudt bagud til en tid, hvor Mary Quants design, Rolling Stones’ musik og fjernsynet i private hjem og sangen ‘House of the Rising Sun’ (The Animals, 1964) var det nyeste nye, er tematikken om kønsroller, kvindeliv, kvinders muligheder eller mangel på samme stadig aktuel i 2021. Med beskrivelsen af kvindeliv, der ligger en eller måske to generationer bagud, får Baldursdóttir adresseret en kønsrolleproblematik, der dengang var meget tydelig, men hun får samtidig sået kimen til en tvivl om, hvor langt videre vi er kommet i dag.

38590219
I historien følger vi gennem en fortæller den unge og forældreløse Marin, der på nåde og fromme har fået husly hos det, hun tror, er hendes søster. Hun går i gymnasiet, en mulighed søsteren ikke fik, og den ulighed i muligheder og uddannelse er en kilde til konflikt mellem dem. Søsteren lader Marin arbejde for livets ophold ved at lade hende løse mange af de husmoderlige gøremål, mens søsteren selv arbejder. Mens den fattige Marin udover sine lektier sørger for børnepasning, madlavning, indkøb, syning og rengøring har hendes maskuline modstykke, den begavede overklassedreng Kristofer, mulighed for at feste, ryge, drikke og filosofere og desuden kunne lukke døren ind til sit eget store værelse. Han er fri. Det er hun ikke.

Vi følger Marin i overgangen fra barn til voksen og i hendes søgen efter både et hjem og et eget ståsted i tilværelsen. Den søgen bringer hende fra hus til hus i den gade i Reykjavik, hvor hun bor. For hvert hus møder hun kvinder og skæbner, der både er lig og ulig hinanden, men som alle har det til fælles, at der for hvert valg eller fravalg er store konsekvenser. Mænd er friere end kvinder, kvinder er tynget af pligter, ansvar og sociale normer – en ufrivillig graviditet kan bestemme en ung, ugift kvindes skæbne, mens en skilsmisse kan stemple en tidligere anset kvinde. Det er ikke kun en ulighed, der fastholdes af mænd, for selvom kvinderne på mange måder hjælper hinanden, udøver og fastholder de også selv normer, der er med til at holde kvinder nede.

Genrer og tematikker

Der er fantastisk meget gods i Kristín Marja Baldursdóttirs måde at fortælle på, en stor grundighed og en forfinet sans for detaljer, på sin vis er det som at kigge i et kalejdoskop, hvor elementerne er de samme, men billedet er i stadig forandring – hele tiden driver Kristín Marja Baldursdóttir sine karakterer videre, hele tiden tegner hun dem i nye situationer, men lærredet er det samme.

Hun har en nordisk tyngde, man på sin vis kan sammenligne med det, man i musikverdenen kalder ’den nordiske tone’ i jazzen. Pianisten Hans Esbjerg har i et interview forklaret, at hvor der i amerikansk jazz er en fast form med tema, solo og tema igen, er den nordiske jazz mere et episk og billedskabende forløb, hvor man ikke nødvendigvis ender, hvor man starter. Selvom begrebet om den nordiske tone også er op til fri fortolkning, hersker der en generel forestilling om, at den har rødder i en folkevisetradition, og at den for eksempel har et bestemt tonesprog, ligesom Baldursdóttir har det i en litterær form.

Det folkloristiske findes hos Baldursdóttirs henvisninger til sagn og overtro, som hun fletter ind i en slags magisk realisme. I overgangen mellem virkeligheden og sanserne, der mødes i et menneskesind – for eksempel det psykologiske spil i Karitas, da hun får en halv psykose – ser hun syner i form af ånder, der opsøger hende. Hun er bange for dem og tyer til et virkemiddel, man nok ikke ville anvende i moderne psykiatri: Hun anskaffer sig nogle katte. De holder ånderne væk. Sagnfigurerne og overtroen ligger som en indpodet arv hos Baldursdóttir, der har en forkærlighed for stærke kvindefigurer, for kvindesammenhold i almindelighed og livsskæbner i særdeleshed, dengang som nu. Hun trækker på en stor viden om sit land og sit folk og har desuden et ganske omfattende indblik i drømmebilleder og psykologi, der folder sig ud i alle hendes værker og endog på en mere moderne måde i romanen ”Karlsvognen”.

Beslægtede forfatterskaber

Fordi Kristín Marja Baldursdóttirs forfatterskab indeholder så mange referencer til billedkunsten, og fordi landskabsbeskrivelserne og de islandske sagaer løber som en tråd gennem hendes historier, kan det give mindelser om den danske billedhugger og maler Sven Havsteen Mikkelsens billeder af nordens landskaber. De mørke klipper og bjergsider på den ene side og de strålende himle over dem, det lyse græs og fuglelivet, en balance mellem det lette og tunge, mellem himmel og jord, kendetegner både Havsteen Mikkelsens værker og Baldursdóttirs billede af Island, omend sidstnævnte har placeret et ganske markant kvindeligt vandmærke i sine værker.

Netop det kvindelige modstykke til en markant, mandlig forfatterkollega finder anmelder Anne Vindum i Baldursdóttirs første bog om Karitas. Vindum kalder den en kvindelig pendant til Halldór Laxness’ hovedværk “Frie mænd” og skriver endvidere i sin anmeldelse: “Som i megen anden islandsk litteratur er der et umiskendeligt eventyrligt præg over fortællingen. De 17 katte, der har en central rolle, er vildt uhyggelige, ligesom de kvinder, der om natten hjemsøger Karitas. Naturens voldsomme kræfter spiller ind på karaktererne, og jeg sad selv og krøb sammen under de værste storme. Baldursdóttir er en dygtig fortæller, der mestrer at kombinere kulturhistorie med kærlighedshistorie. Som forelagt i Louise Rosengreens artikel Frie kvinder?  er "Karitas uden titel" en art kvindernes "Frie mænd". Med begge bøger i bagagen har man et godt indblik i den islandske udvikling fra bondesamfund til moderne samfund. Lægger man Hallgrímur Helgasons "Islands forfatter" oveni, skulle man være dækket ind.”

Bibliografi

Romaner

Kristín Marja Baldursdóttir:
Mågelatter. Gyldendal, 2003. Oversat af Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir. (Mávahlátur. 1995).
Kristín Marja Baldursdóttir:
Karitas uden titel. Gyldendal, 2007. Oversat af Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir. (Karítas án titils. 2004).
Kristín Marja Baldursdóttir:
Karitas – kaos på lærred. Gyldendal, 2008. Oversat af Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir. (Óreida á striga. 2007).
Kristín Marja Baldursdóttir:
Karlsvognen. Gyldendal, 2010. Oversat af Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir. (Karlsvagninn. 2010).
Kristín Marja Baldursdóttir:
Fra hus til hus. Gyldendal, 2013. (Hús úr húsi, 1997). Oversat af Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir.
Kristín Marja Baldursdóttir:
Køligt daggry. Gyldendal, 2015. Oversat af Kim Lembek.
Kristín Marja Baldursdóttir: Havblik. Gyldendal, 2017. (Svartalogn). Oversætter: Rolf Stavnem. Roman.
Kristín Marja Baldursdóttir: Mødrenes gade. Gyldendal, 2021. (Gata mæðranna, 2020). Oversat af Rolf Stavnem.

Om forfatterskabet

Artikler

Kristeligt Dagblad, 2014-12-12.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kristín Marja Baldursdóttir

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Sekjær, Katrine:
Mailinterview med Kristín Marja Baldursdóttir, 2011-01-13.