Bergsveinn Birgisson

Den islandske forfatter Bergsveinn Birgisson blev født i 1971 på Eiriksgata i det centrale Reykjavik. Siden midten af 1990’erne har han boet i Bergen i Norge. Som barn boede han om sommeren på sine bedsteforældres gård i Vestfjordene og i Reykjavik om vinteren. Forskellene mellem by og land har givet ham stof at skrive om. Barndommen var præget af livet tæt på havet, og han brugte mange timer på at fiske med sin far. Den stærke tilknytning til naturen og havet har fulgt ham langt op i voksenlivet.

I et interview fortæller Birgisson, at han tilbragte sine somre ude på havet fra han var atten år, indtil han fik sin kandidatgrad i nordiske studier i 1999. Oplevelserne har ført til møder med mange gode mennesker og historiefortællere. Det var de mennesker, der vakte hans interesse for de eksistentielle sider af livet. ”Drømmen var at blive filosof, men skæbnen gjorde mig til filolog,” siger han. (Bergsveinn Birgisson: From Bergsveinn Birgisson. Reykjavik UNESCO City of Literature. www.bokmenntaborgin.is, 2020-10-08. Egen oversættelse).

Han flyttede til Oslo og færdiggjorde sin kandidat i nordiske studier i 1999. I 2008 opnåede han en doktorgrad i norrøn filologi fra universitetet i Bergen. Især studierne af den oldnordiske poesi og skjaldedigtning har lært ham, hvordan mennesket har brugt fortællinger og poesi som et middel til at huske, og hvordan man kan skabe en historie, der ætser sig ind på læserens nethinde.

Den islandske natur og livet på de islandske gårde, som han kender fra sine bedsteforældres gård, er en vigtig inspirationskilde i forfatterskabet. I 1992 debuterede Birgisson med digtsamlingen ”Íslendingurinn”. Året efter rejste han til Afrika og Asien. ”Dette [rejsen] havde betydelig indflydelse på mit liv og vækkede min nysgerrighed for mit eget folks historie,” fortæller han i et interview. (Bergsveinn Birgisson: From Bergsveinn Birgisson. Reykjavik UNESCO City of Literature. www.bokmenntaborgin.is, 2020-10-08. Egen oversættelse).

Birgisson har den skrivefilosofi, at man skal tro på ordet: ”Hvis man ikke tror på ordet, skal man stoppe med at skrive. Og man kan sige, at tro på ordet bærer med sig troen på mennesket.” (Bergsveinn Birgisson: From Bergsveinn Birgisson. Reykjavik UNESCO City of Literature. www.bokmenntaborgin.is, 2020-10-08. Egen oversættelse).

Siden sin debut har Birgisson udgivet digtsamlinger, romaner og faglitteratur, og romanen ”Svar på Helgas brev” (2010) blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. I 2020 er Birgisson aktuel med den historiske roman ”Rejsen til livsvandet”, som han også er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for.  

Bergsveinn Birgissons romandebut ”Landslag er aldrei asnalegt” (”Et landskab er aldrig tåbeligt”) udkom i 2003 og på dansk i 2017 i Kim Lembeks oversættelse.

Fortællingen begynder med et brev til en forlægger og beskriver indholdet af et manuskript, en dagbog, skrevet af Halldor Benjamin, der er født i Reykjavik, men som helt ung er rejst til Geirmundsfjord.

Det er sognerådsformanden Sigurstein som har indsendt dagbogsmanuskriptet til forlaget, fordi han mener, at Halldors skriverier er et værdifuldt vidnesbyrd om livet i Geirmundsfjord, et lille fiskesamfund, som er i hastig tilbagegang og står på afgrundens rand. Prologen slår historiens tone an: det er en lokalt forankret historie, der skal til at begynde, om et lille isoleret fiskersamfund langt nordpå i Island.

53460429

Romanen er inddelt i små korte kapitler med overskrifter som ”Om vejr og fiskeri” og ”Om dengang filosofimanden kom til fiskerflækken”. I de følgende tekster beretter jeg-fortælleren, Halldor, om hverdagen i Geirmundsfjord, hvor det er vejret og naturkræfterne som sætter dagsordenen. De fleste tekster begynder med en detaljeret vejrmelding, hvilket netop vidner om indbyggernes samhørighed og den store betydning, naturens gang har for livet i Geirmundsfjord.

Gennem beskrivelser af landskabet og de mennesker, der befolker det, tegnes også et portræt af dagbogsskribenten selv. Han skriver om det stillestående, ensformige liv uden kærlighedseventyr, uden dans. Skulle man hellere flytte ind til millionbyerne med alt deres glimmerstads, spørger han sig selv. Han længes efter kvindeligt selskab, efter at pigerne ikke længere kommer til egnen for at arbejde. Det får Halldor til at skrive en kontaktannonce til avisen om en ledig stilling som husholderske. Underlæggende gnidninger og konflikter opridses også i Halldors dagbogsoptegnelser: nye love vanskeliggør fiskernes arbejde, og præsten er frustreret over den dalende tilslutning til kirken. Tonen veksler mellem muntre anekdoter og tungsindighed, når Halldor rammes af udlængsel.

I 2010 udkom Bergsveinn Birgissons roman ”Svar við bréfi Helgu” (”Svar på Helgas brev”, 2012). Undertitlen er ”en kærlighedshistorie”, og på første side bliver det klart, at der er tale om en brevroman. Historien er skrevet som et langt brev til Helga og begynder med en reflekterende passage om døden.

Brevskribenten er en 90-årig fåreavler ved navn Bjarni. I brevet til Helga fortæller han, at hans kone Unn lige er død. Det lader til at være den igangsættende begivenhed, der har fået ham til at skrive til Helga. Helga er nemlig en kvinde, han stadig begærer og længes efter, men som han ikke har set i mange år. I de første kapitler af brevet får læseren et indblik i det intimitetsløse og barnløse ægteskab, han havde sammen med Unn, og hvordan de begge var ensomme og distancerede fra hinanden.

29979421

Efterhånden udfoldes relationen til Helga, en gift kvinde på en nabogård, som han en decemberdag skal hjælpe med bedækningen. Selvom der ingen direkte fysisk kontakt er mellem Bjarni og Helga, er mødet på gården beskrevet på en meget sanselig og erotisk måde. Den erotiske sanselighed kommer til udtryk i beskrivelsen af, hvordan han beføler fårene for at undersøge deres huld og samtidig betragter Helgas krop. Helga spørger ligefrem, om han forstår at bruge hænderne lige så kælent på andre hundyr.

Der går helt indtil foråret, før hans længsel efter Helga bliver forløst. Hun bliver gravid med hans barn og vil flytte til Reykjavik, men Bjarni vælger at blive, hvor han hører hjemme, i naturen og tæt på dyrene. Han vælger sliddet og slæbet frem for kærligheden, men var det det rigtige valg? Det er spørgsmålet, han stiller i brevet til Helga.

Først fremmest er ”Svar på Helgas brev” en historie om den uforløste og umulige kærlighed. Dernæst tematiserer den de svære livsvalg og forestillingen om, hvordan ens liv ville have været, hvis man havde valgt anderledes. Den er også en hyldest til den islandske natur og kultur med de sanselige beskrivelser af landskabet, livet på gården og billedsproget, der henter inspiration fra islandske sagaer og myter, når fortælleren eksempelvis sammenligner Helga med troldkvinden Gjalp i ”Snorres Edda”, der får vandet til at stige så meget, at han forestiller sig at kunne flyde i hendes varme, velduftende stråle.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Svar på Helgas brev"

Bergsveinn Birgisson udgav ”Handbók um hugarfar kúa - skáldfræðisaga” (”Håndbog i køers sindelag”) i 2009, og i 2020 udkom den på dansk. På forsiden genredefineres bogen som en ”faktionsroman”, altså en blanding af fakta og fiktion. 

Romanen er inddelt i tre dele: ”Yveret”, ”Koen” og ”Stalden”. Hvert kapitel hedder noget med ko – nådeskoen, den hellige ko, den tysk-danske ko. Således er romanen kompositorisk bygget op som et opslagsværk, men så enkelt er det ikke. Der er nemlig flere sidehistorier som flettes ind. Bogens første sider er et brev skrevet af en kvinde, der hedder Kristin. Brevet er dateret til 12. april 1974 og ligger længere tilbage i tiden, end fortællingens mere nutidige handling. I brevet skitseres en familiekonflikt, der omhandler Kristins uægte barn.

48125743

Historien om Kristin er et sideløbende spor til den egentlige handling, der begynder med en søndagsudflugt. Jeg-fortælleren Gestur beretter om en søndagsbiltur til Hvalfjord med sin kone Catherine og deres børn. Gennem hans vidende sprogbrug og intellektuelle bemærkninger fremmanes et billede af en belæst og nørdet familiefar, hvilket understreges af Catherines bemærkning om, at der ikke er meget viking i ham, hvortil han svarer, at det skyldes den sløvende kulturelle påvirkning fra angelsaxerne. Turen kulminerer med, at Gestur bliver angrebet af en løs hund. Catherine forlanger, at hunden skal aflives, politiet bliver indblandet, og der opstår en scene mellem hundeejeren og Gestur som resulterer i, at ingen af dem kan få sig selv til at skyde hunden.

Undervejs kommer det frem, at efter familien er flyttet tilbage til Island efter flere år i Nottingham, har Gestur kun fået tilbudt ét job som går ud på at udarbejde et manuskript til en dokumentarfilm om den islandske ko. Gestur takker ja til manuskriptarbejdet og begynder sin undersøgelse af den islandske ko, der er truet af udryddelse på grund af importen af den norske kvægrace NRF. Han har dog en særlig hypotese: respekten for koen afspejler menneskets sindelag i alle samfund og kulturer.

Både Kristins og Gesturs historie tematiserer følelsen af ikke at passe ind og blive anerkendt for den, man er. De er ramt af eksistentiel hjemløshed og befinder sig midt i et sammenstød mellem det nye og gamle.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Håndbog i køers sindelag"

I Bergsveinn Birgissons forfatterskab udgør den islandske natur kulisserne for de eksistentielle dramaer, der udspiller sig i karakterernes liv. Ofte er den islandske kultur og natur uadskillelige fra personernes selvforståelse og syn på verden. De er så at sige nært beslægtet med det sted, de bor, men med samhørigheden til naturen kommer også følelsen af at være ensom og afskåret fra væsentlige sider af livet. Værkerne er skrevet med en folkelig mundtlighed og trækker på den nordiske kulturarv, herunder sagastoffet.  

Om forkærligheden for den mundtlige tradition siger Birgisson i et interview: ”det er den mundtlige fortælletradition, som lever i landsbyerne på Island, som jeg prøver at forme og sætte i en mere eksistentiel sammenhæng.”

Han fortsætter med at fortælle om sin interesse for den mundtlige fortællekunst: ”Jeg er meget interesseret i den gamle mundtlige fortællekunst, men også i litterære traditioner, som står meget stærkt helt fra sagatiden i vores fælles norrøne eller nordiske tradition. Så er jeg vældig mærket af den, og jeg er også doktor i nordisk filologi, så jeg har beskæftiget mig længe med den tradition. Nu har jeg læst flere norske, danske og svenske forfattere i den senere tid. De henter deres inspiration helt andre steder. Jeg tror, at man på et kognitivt plan kan finde nordiske træk i fortællekunst, måske i humoristiske vendinger eller hvad som helst. Men jeg har ikke tænkt, at jeg skal være loyal mod en bestemt tradition.” (Interview i brochure for ”Ord fra Nord. Litteraturfest i grænselandet”, 2007).

Faktuelle og dokumentariske genrer som breve, dagbøger og håndbøger danner rammerne for Birgissons fiktive fortælleunivers.  Hovedpersonerne i Birgissons fortællinger er mænd, der oplever en indre splittelse mellem det sted, de befinder sig og det, de længes mod, ofte kærlighed og anerkendelse. Tonen er eftertænksom, tungsindig, men også med en underspillet humor. I forfatterskabet er indlejret et samfundskritisk lag i form af en skepsis over for amerikanisering, kapitalisme og nymodens teknologi og påfund, der fortrænger lokalforankrede traditioner og identitet og ødelægger fundamentet for det historiske håndværk.

Om samfundskritikken i ”Svar på Helgas brev” og hvorfor romanen først blev udgivet i kølvandet på finanskrisen i 2008, der ramte Island hårdt, siger Birgisson: ”Det er en kærlighedshistorie, en eksistentiel historie. En historie om de valg, vi tager i livet og prøver at forsone os med og prøver at få mening i. Det er også en hyldest til en gammel almuekultur, som jeg er bekendt med gennem mine bedsteforældre og deres gård. Jeg synes, at det er vigtigt, at få den kultur op efter at pengekulturen har lagt alt øde hen. Jeg havde skrevet den færdig i 2007, men ville vente til tingene var faldet til ro. (Interview i brochure for ”Ord fra Nord. Litteraturfest i grænselandet”, 2017).

Det traditionsbevidste og den intellektuelle tyngde har Birgisson tilfælles med andre samtidige, islandske prosaister såsom Ófeigur Sigurðsson, der ligesom Birgisson har den nordiske mytologi som referenceramme i sine værker, især hentes inspirationen fra Snorri Sturluson, forfatter til Snorris Edda, og stamfader til den nordiske sagatradition.

Den mundtlige fortællerkunst er en stor inspirationskilde for Birgisson, og den deler han med sin islandske forfatterkollega Einar Már Guðmundsson. Han er kendt for sin samfunds- og kapitalismekritik, hvilket også ligger indlejret i Birgissons forfatterskab. En anden særpræget islandsk stemme, der har fællestræk med Birgisson, er Hallgrímur Helgason, der brød igennem med ”101 Reykjavik” (1996). Et værk, der kaster et humoristisk blik på medie- og forbrugersamfundet. Derudover kan nævnes Guðmundur Andri Thorsson (f. 1957), hvis romaner portrætterer mennesker fra nutidens og fortidens Island, og Halldór Laxness som i 1934 udgav romanen ”Salka Valka”. En roman, der handler om en fattig piges opvækst i en islandsk flække i en omvæltende tid for stedets købmænd og fiskere. Yderligere kan nævnes ”Djævlens ø” (1983) af Einar Kárason, der skildrer en islandsk families liv i 1950’erne, hvor amerikaniseringen truer med at overtage den vaklende, gamle kultur. Beskrivelserne af det simple og barske hverdagsliv i små samfund på afsidesliggende kanter, som vi møder i ”Svar på Helgas brev” og ”Et landskab er aldrig tåbeligt” har tematiske ligheder med Jón Kalman Stefánssons roman ”Sommerlys og så kommer natten” (2005), der fortæller om menneskers drømme, længsler og lidenskaber i en lille by på Islands vestkyst.

Temaer som naturglæde, samfundskritik, kærlighedssøgen, udlængsel, overlevelsesevne og galskab er i det hele taget temaer, som mange islandske forfattere er optagede af. I denne sammenhæng er det også værd at nævne romanforfatteren Gunnar Gunnarsson (1889-1975) og digteren Sigurður Pálsson (1948-2017).

Den lavmælte, eftertænksomme tone og skildringen af ensomme mænd, der lever i pagt med naturen, kan minde om den norske romanforfatter Per Petterson.