Foto: Helge Skodvin

Bergsveinn Birgisson

cand.mag. Marie Hjørnet Nielsen, Bureauet, oktober 2020.
Top image group
Foto: Helge Skodvin

Indledning

I et sanseligt og detaljerigt sprog skildrer Bergsveinn Birgissons det landlige islandske folks liv og kultur. Den særegne natur former og præger forfatterskabets karakterer, der ofte bor på afsidesliggende steder, i små samfund, der lever af traditionelle erhverv som fiskeri og fåreavl. Det isolerede liv i den barske natur udgør deres erfaringshorisont, men kærlighedshungeren og udlængslen rusker op i deres jordbundne sind. Dokumentariske indslag som dagbøger og breve danner rammen for fortællingerne, som er inspirerede af den islandske tradition for mundtlig fortællekunst.

48125743

 

Blå bog

Født: 30. august 1971, Reykjavik, Island.

Uddannelse: Doktorgrad i norrøn filologi. Bergen Universitet, 2008.

Debut: Íslendingurinn. Höfundur, 1992.

Litteraturpriser: Den islandske boghandlerpris, 2010.

Seneste udgivelse: Håndbog i køers sindelag. Politikens Forlag, 2020. (Handbók um hugarfar kúa – skáldfræðisaga, 2009). Oversætter: Kim Lembek.

Inspiration: Nordisk mytologi, skjaldedigte, Snorris Edda.

 

 

 

Interview med Bergsveinn Birgisson nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2012. Nordisk Samarbejde, 2012.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hvor ofte lagde jeg mig ikke der i Helga-tuerne i sydvestenvindens sol med hovedet mellem brysterne og forestillede mig, at jeg befandt mig i din favn. Imens red du forbi for mit indre på en sort hest og uden en trevl, og jeg betragtede dine bryster, som duvede roligt i takt med tølten. Eller du stod som troldkvinden i Gjalp i Snorres Edda; På begge sider af floden og fik vandet til at stige så meget, at jeg ubekymret flød i din varme, velduftende stråle.”
”Svar på Helgas brev”, s. 34.

Den islandske forfatter Bergsveinn Birgisson blev født i 1971 på Eiriksgata i det centrale Reykjavik. Siden midten af 1990’erne har han boet i Bergen i Norge. Som barn boede han om sommeren på sine bedsteforældres gård i Vestfjordene og i Reykjavik om vinteren. Forskellene mellem by og land har givet ham stof at skrive om. Barndommen var præget af livet tæt på havet, og han brugte mange timer på at fiske med sin far. Den stærke tilknytning til naturen og havet har fulgt ham langt op i voksenlivet.

I et interview fortæller Birgisson, at han tilbragte sine somre ude på havet fra han var atten år, indtil han fik sin kandidatgrad i nordiske studier i 1999. Oplevelserne har ført til møder med mange gode mennesker og historiefortællere. Det var de mennesker, der vakte hans interesse for de eksistentielle sider af livet. ”Drømmen var at blive filosof, men skæbnen gjorde mig til filolog,” siger han. (Bergsveinn Birgisson: From Bergsveinn Birgisson. Reykjavik UNESCO City of Literature. www.bokmenntaborgin.is, 2020-10-08. Egen oversættelse).

Han flyttede til Oslo og færdiggjorde sin kandidat i nordiske studier i 1999. I 2008 opnåede han en doktorgrad i norrøn filologi fra universitetet i Bergen. Især studierne af den oldnordiske poesi og skjaldedigtning har lært ham, hvordan mennesket har brugt fortællinger og poesi som et middel til at huske, og hvordan man kan skabe en historie, der ætser sig ind på læserens nethinde.

Den islandske natur og livet på de islandske gårde, som han kender fra sine bedsteforældres gård, er en vigtig inspirationskilde i forfatterskabet. I 1992 debuterede Birgisson med digtsamlingen ”Íslendingurinn”. Året efter rejste han til Afrika og Asien. ”Dette [rejsen] havde betydelig indflydelse på mit liv og vækkede min nysgerrighed for mit eget folks historie,” fortæller han i et interview. (Bergsveinn Birgisson: From Bergsveinn Birgisson. Reykjavik UNESCO City of Literature. www.bokmenntaborgin.is, 2020-10-08. Egen oversættelse).

Birgisson har den skrivefilosofi, at man skal tro på ordet: ”Hvis man ikke tror på ordet, skal man stoppe med at skrive. Og man kan sige, at tro på ordet bærer med sig troen på mennesket.” (Bergsveinn Birgisson: From Bergsveinn Birgisson. Reykjavik UNESCO City of Literature. www.bokmenntaborgin.is, 2020-10-08. Egen oversættelse).

Siden sin debut har Birgisson udgivet digtsamlinger, romaner og faglitteratur, og romanen ”Svar på Helgas brev” (2010) blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. I 2020 er Birgisson aktuel med den historiske roman ”Rejsen til livsvandet”, som han også er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for.  

Et landskab er aldrig tåbeligt

”Intet fiskevejr de seneste dage. Vinden står ind over fjorden fra vest, nordvest, og sælerne ruller rundt ude på skærene og venter på mirakler. De drivende skyer kan minde lidt om de søndagsskolebilleder, man samlede på som barn, hvor Kristus er på vej ned fra himlen. Hvide, fyldige kumulusskyer med huller ind til forårshimlens blå skær. Ingen Kristus eller andre omrejsende er dog kommet hertil, men derimod er gamle Snæfrid fra Kuvikurnæs taget af sted.”
”Et landskab er aldrig tåbeligt”, s. 23.

Bergsveinn Birgissons romandebut ”Landslag er aldrei asnalegt” (”Et landskab er aldrig tåbeligt”) udkom i 2003 og på dansk i 2017 i Kim Lembeks oversættelse.

Fortællingen begynder med et brev til en forlægger og beskriver indholdet af et manuskript, en dagbog, skrevet af Halldor Benjamin, der er født i Reykjavik, men som helt ung er rejst til Geirmundsfjord.

Det er sognerådsformanden Sigurstein som har indsendt dagbogsmanuskriptet til forlaget, fordi han mener, at Halldors skriverier er et værdifuldt vidnesbyrd om livet i Geirmundsfjord, et lille fiskesamfund, som er i hastig tilbagegang og står på afgrundens rand. Prologen slår historiens tone an: det er en lokalt forankret historie, der skal til at begynde, om et lille isoleret fiskersamfund langt nordpå i Island.

53460429

Romanen er inddelt i små korte kapitler med overskrifter som ”Om vejr og fiskeri” og ”Om dengang filosofimanden kom til fiskerflækken”. I de følgende tekster beretter jeg-fortælleren, Halldor, om hverdagen i Geirmundsfjord, hvor det er vejret og naturkræfterne som sætter dagsordenen. De fleste tekster begynder med en detaljeret vejrmelding, hvilket netop vidner om indbyggernes samhørighed og den store betydning, naturens gang har for livet i Geirmundsfjord.

Gennem beskrivelser af landskabet og de mennesker, der befolker det, tegnes også et portræt af dagbogsskribenten selv. Han skriver om det stillestående, ensformige liv uden kærlighedseventyr, uden dans. Skulle man hellere flytte ind til millionbyerne med alt deres glimmerstads, spørger han sig selv. Han længes efter kvindeligt selskab, efter at pigerne ikke længere kommer til egnen for at arbejde. Det får Halldor til at skrive en kontaktannonce til avisen om en ledig stilling som husholderske. Underlæggende gnidninger og konflikter opridses også i Halldors dagbogsoptegnelser: nye love vanskeliggør fiskernes arbejde, og præsten er frustreret over den dalende tilslutning til kirken. Tonen veksler mellem muntre anekdoter og tungsindighed, når Halldor rammes af udlængsel.