Det traditionsbevidste og den intellektuelle tyngde har Birgisson tilfælles med andre samtidige, islandske prosaister såsom Ófeigur Sigurðsson, der ligesom Birgisson har den nordiske mytologi som referenceramme i sine værker, især hentes inspirationen fra Snorri Sturluson, forfatter til Snorris Edda, og stamfader til den nordiske sagatradition.
Den mundtlige fortællerkunst er en stor inspirationskilde for Birgisson, og den deler han med sin islandske forfatterkollega Einar Már Guðmundsson. Han er kendt for sin samfunds- og kapitalismekritik, hvilket også ligger indlejret i Birgissons forfatterskab. En anden særpræget islandsk stemme, der har fællestræk med Birgisson, er Hallgrímur Helgason, der brød igennem med ”101 Reykjavik” (1996). Et værk, der kaster et humoristisk blik på medie- og forbrugersamfundet. Derudover kan nævnes Guðmundur Andri Thorsson (f. 1957), hvis romaner portrætterer mennesker fra nutidens og fortidens Island, og Halldór Laxness som i 1934 udgav romanen ”Salka Valka”. En roman, der handler om en fattig piges opvækst i en islandsk flække i en omvæltende tid for stedets købmænd og fiskere. Yderligere kan nævnes ”Djævlens ø” (1983) af Einar Kárason, der skildrer en islandsk families liv i 1950’erne, hvor amerikaniseringen truer med at overtage den vaklende, gamle kultur. Beskrivelserne af det simple og barske hverdagsliv i små samfund på afsidesliggende kanter, som vi møder i ”Svar på Helgas brev” og ”Et landskab er aldrig tåbeligt” har tematiske ligheder med Jón Kalman Stefánssons roman ”Sommerlys og så kommer natten” (2005), der fortæller om menneskers drømme, længsler og lidenskaber i en lille by på Islands vestkyst.
Temaer som naturglæde, samfundskritik, kærlighedssøgen, udlængsel, overlevelsesevne og galskab er i det hele taget temaer, som mange islandske forfattere er optagede af. I denne sammenhæng er det også værd at nævne romanforfatteren Gunnar Gunnarsson (1889-1975) og digteren Sigurður Pálsson (1948-2017).
Den lavmælte, eftertænksomme tone og skildringen af ensomme mænd, der lever i pagt med naturen, kan minde om den norske romanforfatter Per Petterson.