I Bergsveinn Birgissons forfatterskab udgør den islandske natur kulisserne for de eksistentielle dramaer, der udspiller sig i karakterernes liv. Ofte er den islandske kultur og natur uadskillelige fra personernes selvforståelse og syn på verden. De er så at sige nært beslægtet med det sted, de bor, men med samhørigheden til naturen kommer også følelsen af at være ensom og afskåret fra væsentlige sider af livet. Værkerne er skrevet med en folkelig mundtlighed og trækker på den nordiske kulturarv, herunder sagastoffet.
Om forkærligheden for den mundtlige tradition siger Birgisson i et interview: ”det er den mundtlige fortælletradition, som lever i landsbyerne på Island, som jeg prøver at forme og sætte i en mere eksistentiel sammenhæng.”
Han fortsætter med at fortælle om sin interesse for den mundtlige fortællekunst: ”Jeg er meget interesseret i den gamle mundtlige fortællekunst, men også i litterære traditioner, som står meget stærkt helt fra sagatiden i vores fælles norrøne eller nordiske tradition. Så er jeg vældig mærket af den, og jeg er også doktor i nordisk filologi, så jeg har beskæftiget mig længe med den tradition. Nu har jeg læst flere norske, danske og svenske forfattere i den senere tid. De henter deres inspiration helt andre steder. Jeg tror, at man på et kognitivt plan kan finde nordiske træk i fortællekunst, måske i humoristiske vendinger eller hvad som helst. Men jeg har ikke tænkt, at jeg skal være loyal mod en bestemt tradition.” (Interview i brochure for ”Ord fra Nord. Litteraturfest i grænselandet”, 2007).
Faktuelle og dokumentariske genrer som breve, dagbøger og håndbøger danner rammerne for Birgissons fiktive fortælleunivers. Hovedpersonerne i Birgissons fortællinger er mænd, der oplever en indre splittelse mellem det sted, de befinder sig og det, de længes mod, ofte kærlighed og anerkendelse. Tonen er eftertænksom, tungsindig, men også med en underspillet humor. I forfatterskabet er indlejret et samfundskritisk lag i form af en skepsis over for amerikanisering, kapitalisme og nymodens teknologi og påfund, der fortrænger lokalforankrede traditioner og identitet og ødelægger fundamentet for det historiske håndværk.
Om samfundskritikken i ”Svar på Helgas brev” og hvorfor romanen først blev udgivet i kølvandet på finanskrisen i 2008, der ramte Island hårdt, siger Birgisson: ”Det er en kærlighedshistorie, en eksistentiel historie. En historie om de valg, vi tager i livet og prøver at forsone os med og prøver at få mening i. Det er også en hyldest til en gammel almuekultur, som jeg er bekendt med gennem mine bedsteforældre og deres gård. Jeg synes, at det er vigtigt, at få den kultur op efter at pengekulturen har lagt alt øde hen. Jeg havde skrevet den færdig i 2007, men ville vente til tingene var faldet til ro. (Interview i brochure for ”Ord fra Nord. Litteraturfest i grænselandet”, 2017).