Den originale titel på Lea Marie Løppenthins debut ”Nervernes adresse” (2014) er sigende for forfatterens sproglige stil. Hun udtrykker sig poetisk, humoristisk og sanseligt i fornyende ordbilleder om det at være menneske, ”euforisk og ung”, om drengeskuldre og træskyggemønstre.
Bogen fylder 63 sider og består af syv længere digte med titlerne ”prolog, vinter”, ”digt om territorier”, ”mejer”, ”køernes hvide ansigter”, ”ruter A + B”, ”nervernes adresse” og ”swallow swallow”. Der er tale om prosalignende digte, der på samme tid er lettilgængelige og uhåndgribelige. Løppenthin blander hyperkonkrete iagttagelser med filosofiske, poetiske tankerækker, som her i digtet ”mejer”, hvor noget ekstremt hverdagsligt poetiseres: ”jeg har bøjle-bh på, to sorte fjelde på en brystkasse”.
51138228
Læseren følger jegets registrerende blik på omgivelserne, f.eks. årstidernes cyklus og vejret, som her i ”prolog, vinter”, bogens første digt: ”nu kommer vinteren og opsparingens princip / så jeg køber mælk til min bror / så jeg siger om en årstid, at den er på vej / selvom der altid er en årstid på vej / selvom opsparingens princip indfører vinter i alle årstider”. Senere i ”digt om territorier” skifter vejret, og det sætter sig i kroppen: ”sommeren tillader bedre at tingene tager det sted hvor de kommer fra med sig / varmen i huden varmen i hårbunden”.
Jeget er søgende og fintsansende, og Løppenthins digte kan læses som et forsøg på et indfange den skrøbelighed, der er tilknyttet eksistensen. Bl.a. hvad angår relationer til andre mennesker, for i digtene optræder også andre. Først hører vi om ”drengehud”, ”et han”, ”en dreng”, så et konkret ”du”. Vi hører også om vennegrupper og Andreas og Nikolaj, og i titeldigtet ”nervernes adresse” er vi til fest i lillebrors kollektiv, med forældre i sofaen: ”vi er en ansamling af strålende finanser / hver især nervernes adresse”.