samuel beckett
Foto: Fran Caffrey / Scanpix

Samuel Beckett

Ida Holmegaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
samuel beckett
Foto: Fran Caffrey / Scanpix
Main image
Beckett, Samuel
Foto: Gyldendals Billedbibliotek

Indledning

Samuel Beckett skabte nye, litterære former både med sin absurde dramatik og sin dystre og humoristiske prosa. Han fremskrev øde og dunkle landskaber befolket af få, vildfarne eller næsten ubevægelige karakterer, hvis kroppe ofte er i opløsning, syge, sengeliggende eller ligefrem delvist forsvundne. Beckett blev født i Irland men boede størstedelen af sit liv i Frankrig, han skrev på både fransk og engelsk og oversatte mange af sine egne værker frem og tilbage mellem de to sprog. I 1969 modtog han Nobels Litteraturpris, og han anses i dag for at være en af de vigtigste modernistiske forfattere i det 20. århundrede.

 

Blå bog

Født: 13. april 1906 i Foxrock nær Dublin.

Død: 22. december 1989 i Paris.

Uddannelse: Studier i fransk og italiensk på Trinity College i Dublin. Dimitterede i 1927 med graden Bachelor of Arts.

Debut: More Pricks Than Kicks. Chatto & Windus, 1934.

Litteraturpriser: Nobels Litteraturpris, 1969.

Seneste udgivelse: Mercier og Camier. Gyldendal, 2011. Oversat af Karsten Sand Iversen.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Leve og opfinde. Jeg har prøvet. Jeg må have prøvet. Opfinde. Det er ikke ordet. Leve heller ikke. Det gør ikke noget. Mens alvorens store vilddyr kom og gik i mig, og rasede, brølede og flængede mig. Jeg har prøvet. Jeg har også spillet idiot, helt alene, og godt gemt, i timevis, ubevægelig, ofte stønnende, som en forhekset, mens jeg stønnede. Netop, stønnede.”
”Malone dør”, s. 30.

Samuel Beckett regnes for at være en af de største modernistiske forfattere i det 20. århundrede og var radikalt nyskabende med sine utraditionelle romaner, sit absurde teater, sine kortprosatekster, noveller og radiostykker.

Beckett blev født i 1906 i en forstad til Dublin. Hans familie tilhørte den højere middelklasse, og forældrene sørgede for, at Beckett kom på en velanset kostskole, hvor han både klarede sig fremragende inden for akademia og sport. Som ung mand studerede han fransk og italiensk på Trinity College i Dublin og tog siden til Paris som gæstelektor på École Normale Supérieure. Han rejste i Frankrig, Italien og Tyskland, og han underviste i korte perioder på Campbell College i Belfast og Trinity College. I Paris blev Beckett introduceret for forfatteren James Joyce af en ven, de to blev venner og Joyces forfatterskab har haft tydelig indflydelse på især Becketts første udgivelser. Desuden interesserede han sig meget for Marcel Prousts romaner og skrev en monografi om ham, som udkom i 1931.

I 1937 bosatte Beckett sig i Paris og boede i Frankrig resten af sit liv med undtagelse af korte ophold i Irland. Under Tysklands besættelse af Frankrig tog han del i modstandskampen ved blandt andet at oversætte meddelelser fra modstandsfolkene til de allierede. I 1942 måtte han flygte fra Gestapo til en ubesat landsby i Vichy-distriktet, hvor han arbejdede på et landbrug.

Efter krigen vendte Beckett tilbage til Paris med sin kommende kone Suzanne Dechevaux-Dumesnil, og i 1946 udkom hans første bog på fransk.

På trods af, at Becketts modersmål var engelsk, skrev han nogle af sine mest kendte værker, for eksempel ”Mens vi venter på Godot” og romantrilogien ”Molloy”, ”Malone dør” og ”Den unævnelige”, på fransk. Han oversatte selv frem og tilbage mellem disse to sprog, både sine egne og andres værker. Fra et af de sjældne interviews genfortæller en journalist her en samtale med Beckett om hans forhold til tosprogethed: ”Beckett siger, at han begyndte at skrive på fransk fordi han ville væk fra sit modersmål; at skrive på engelsk fik det af en eller anden grund til at komme for nemt til ham. Det franske sprog tilbød større klarhed og tvang ham til at tænke mere fundamentalt, til at skrive med større økonomi. Men det var snarere instinkt end en velovervejet plan, der afgjorde, om et stykke skulle skrives på engelsk eller fransk. ”Krapp's last tape” blev skrevet på engelsk, ”En attendant Godot” på fransk. Becketts forklaring på sin tosprogede skrift er ikke så didaktisk, som den ser ud; når man lytter til ham, får man nyvunden respekt for flertydigheden.” (Herbert Mitgang: Beckett in Paris. The New York Times, 1981-01-25. Egen oversættelse).

Det var dramaet, der gjorde Beckett verdenskendt; det internationale gennembrud kom med ”En attendant Godot” fra 1953. Frem til sin død brugte han størstedelen af sin tid på at skrive og var desuden meget engageret i opsætningen af sine teaterstykker. Beckett nød meget stor anerkendelse som avantgardistisk forfatter i sin samtid, men brød sig ikke om opmærksomhed; han gav for eksempel yderst sjældent interviews og dukkede ikke selv op for at modtage Nobelprisen i litteratur, da han modtog den i 1969. D. 22. december 1989 døde Samuel Beckett på et plejehjem. Han er begravet i Montparnasse, Paris. 

Molloy og trilogien

”Det strålende, virkeligt strålede vejr ville have frydet enhver anden end mig. Men jeg har ingen grund til at fryde mig over solen, og jeg passer nøje på ikke at gøre det. Ægæeren i mig, ham der aldrig kan få varme og lys nok, ham dræbte jeg, han dræbte sig selv, og tidligt. Regnvejrsdagenes blege skygger passede bedre til min smag, nej, jeg udtrykker mig forkert, jeg mener heller ikke mit humør, jeg har hverken smag eller humør, dem mistede jeg tidligt.”
”Molloy”, s. 36.

Den todelte roman ”Molloy” fra 1951 (”Molloy”, 1961) er den første i Samuel Becketts kendte romantrilogi, som også rummer ”Malone Dør” og ”Den unævnelige”. Romanerne kan læses selvstændigt og arbejder alle i en type monologisk sprog, hvor de forskellige fortællerstemmer på kompleks vis både skaber, beskriver og nedbryder de begivenheder, landskaber og personer, som fremstår i teksten. Desuden arbejder Beckett i trilogien med at dekonstruere klassiske romaninstanser som ”rejsen”, ”fortællingen” og ”jeg'et”.

Første del af ”Molloy” er en lang fortælling uden afsnit eller kapitler, hvori vi følger Molloy, som fortælleren på side 26 kommer i tanke om, at han hedder. Han befinder sig i sin mors lejlighed, som han ikke ved, hvordan han er endt i. Han begiver sig ud i at fortælle, hvad der hurtigt viser sig at være beretningen om rejsen mod morens lejlighed. Denne vandring har været en mere og mere langsommelig og retningsløs odyssé; Molloy flakker omkring, møder forskellige mennesker og gør lange ophold. Især besværes rejsen af hans svage og stadig mere skadede krop (han ene ben begynder f.eks. pludselig at blive kortere), og af, at han har svært ved at huske og at genkende landskaberne omkring sig. Ved første dels afslutning ligger Molloy i en grøft. Han har krøbet hen over jorden længe, fordi hans ben er skadede og har erkendt, at selv hvis han så sit hjem igen, ville han ikke kunne genkende det – rejsen har mistet sin mening i det forskelsløse landskab.

Især i begyndelsen skifter fortællingen somme tider fra datid til nutid midt i beskrivelser af tanker eller begivenheder. Det er, som om selve teksten bliver i tvivl om, om begivenhederne nu alligevel er overståede eller om de snarere skrives frem. Beskrivelsen af rejsen er ofte komisk omstændelig og fuld af usammenhængende detaljer, hvilket bliver en langsommeliggørende omstændighed for vandringen på lige fod med den svage krop, fordi rejsen og fortællingen om rejsen i dette værk ikke kan skilles fra hinanden.

Anden del fortælles af agenten Jaques Moran, som af sin mystiske chef får til opgave at finde Molloy. Vi møder den religiøse og ræsonnerende Moran i hans hjem, hvor han bor med sin søn og sin husholderske. Han mistænker konsekvent dem begge for ulydighed og behandler dem dårligt, især sønnen, som han mere og mere tydeligt afskyr og hvis handlinger han forsøger at kontrollere ned til mindste detalje. De to begiver sig ud på en eftersøgning, som bliver stadigt mere målløs. De vandrer gennem ødemarken mod Molloys egn og finder den nærmest ved et tilfælde, men vandrer derefter blot videre. Sønnen forlader Moran, hvis sprog gradvist viger fra sine skråsikre ræsonnementer mod en mere usikker og rablende tone, som ligner Molloys, som han også kommer til at ligne i kraft af sin nye vagabondtilværelse og et par nyerhvervede krykker. Mod slutningen modtager Moran besked om, at eftersøgningen er afblæst, og vandrer derefter tilbage til sit nu forladte hjem, hvor han begynder at skrive. 

Mens vi venter på Godot

”Estragon: Og det var alt sammen i går, siger du?
Vladimir: Ja, selvfølgelig var det i går.
Estragon: Lige her hvor vi står nu?
Vladimir: Ja, hvor tror du ellers? Kan du ikke genkende stedet?
Estragon: pludselig rasende Genkende! Hvad er der at genkende? Hele mit skide liv har jeg kravlet rundt i mudderet! Og så står du der og ævler om landskabet! Han stirrer vildt omkring sig Se på den møgdynge! Jeg har aldrig været andre steder!
Vladimir: Rolig, rolig.”
”Mens vi venter på Godot”, s. 52.

To vagabonder står på et bart og øde sted og venter, og det bliver de ved med gennem hele Samuel Becketts skuespil ”En attendant Godot”, som havde premiere i 1953 (”Mens vi venter på Godot”, 1977). Stykket består af to akter, som er påfaldende ens; begge akter strækker sig over én dag, hvor de to vagabonder Vladimir og Estragon (også kaldet Didi og Gogo) venter på Godot.

Hvem denne Godot er, finder vi imidlertid aldrig ud af, for han dukker ikke op som lovet. Didi og Gogo forsøger at få tiden til at gå; de laver strækøvelser, bytter hatte, overfuser hinanden, overvejer selvmord og spiser de radiser, de finder i deres lommer. En dyb fortvivlelse dukker ofte op i dialogen ”Hvad skal vi gøre, hvad skal vi gøre?” siger Gogo for eksempel. Men fortvivlelsen kan aldrig omsættes til handling, fordi der ikke er noget at gøre. De to mænd ejer ingenting, de skal ingenting og de har ingen steder at gå hen. De ender altid ved samme konklusion – bedre at vente.

I begge akter kommer manden Pozzo og hans tjener Lucky forbi, og et lille optrin udspiller sig. Ved dagenes afslutning opsøges Gogo og Didi af en dreng, som fortæller dem, at Godot er blevet forhindret i at komme, men at han vil komme i morgen. Mødet er udskudt og deres venten fortsætter.

Didi og Gogo har ingen egentlig grund til at holde sammen; deres fællesskab beror alene på den tautologi, at de er sammen fordi det er de, fordi de er der, sammen, fordi ingen af dem er andre steder end der, hvor de er, sammen.

Didi og Gogo befinder sig i en art ødemark, hvis eneste egentlige kendetegn er et lille træ. Flere gange gennem stykket bliver de to i tvivl om, hvorvidt solen er på vej op eller ned, og det er, som om både tiden og landskabet i stykket er blevet til store, forskelsløse masser, en bleg grød af mudder og overskyethed.

Dialogen er opbygget af mestendels korte replikker mellem Didi og Gogo, kun afbrudt af enkelte længere monologer. Stykkets dialog fremstiller, hvor absurd og cirkulær tale og samtale bliver, når en eller flere af de talendes hukommelse helt eller delvist er forsvundet. Landskabets og tidens forskelsløshed trænger ind i karaktererne, idet de ikke længere kan genkende noget, og især Gogo befinder sig i en slags guldfisketilstand, hvor han ingenting husker af selv nyligt overståede begivenheder. Tonen mellem Didi og Gogo bevæger sig frem og tilbage mellem elskværdighed, frygtsomhed over irritation til en næsten samstemmig tale, hvor de supplerer hinandens udsagn mere end egentlig at tale til hinanden.

Slutspil

”HAMM: Har du aldrig set mine øjne?
CLOV: Nej.
HAMM: Du har aldrig været så nysgerrig, at du har taget mine briller af, mens jeg sov og set på mine øjne?
CLOV: Trukket øjenlågene tilbage?
(Pause)
Nej
HAMM: En dag skal jeg vise dig dem.
(Pause)
De er vist helt hvide.
(Pause)
Hvad er klokken?
CLOV: Det samme som sædvanligt.”
”Slutspil”, s. 16.

Det er meget længe siden, at de to hovedpersoner i ”Fin de partie” fra 1957 (”Slutspil”, 1958) Hamm og Clov har set andre mennesker. Bortset, selvfølgelig, fra Hamms forældre, Nagg og Nell, som bor i to skraldespande, og som tilsyneladende kun har deres hoveder og overkroppe. Hamm er herren i huset, blind og lam sidder han i en stol i stuen gennem hele stykket, og Clov er den gangbesværede tjener, som udfører rester af rutiner fra en husholdning, der mestendels er suspenderet; han klatrer op ad en stige og ser ud af vinduet, flytter sin herres stol rundt og forlader stuen, som er scenen, for at gå ud i køkkenet og stirre ind i væggen.

Stykket foregår i en næsten helt forladt verden, hvor naturen ikke længere producerer liv, men kun forårsager forrådnelse og opløsning. Himlen er grå, og omverdenen, som Clov ser gennem vinduet, er en stor, tom slette. Når Hamm spørger, hvad klokken er, svarer Clov: det samme som sædvanligt. De diskuterer frem og tilbage om umuligheden for at dø eller muligheden for, at Clov forlader huset. Men de vender altid tilbage til det samme: der er ingen andre, der er ikke andet i verden end tomheden og dem. 

Der er en underlig grundløshed i den tilsyneladende afmægtige, blinde og lamme Hamms magt. Han giver ordrer og Clov adlyder dem for det meste, og man fornemmer, at dette herre-tjener-forhold for dem er blevet en sær og formålsløs vane på lige fod med de andre ritualer, Clov udfører, og som gradvist har mistet deres formål i takt med, at verden omkring dem er holdt op med at fungere. Clov har en kølig tone over for Hamm og nægter at udføre visse ordrer, for eksempel at kysse ham – Hamm, herren i huset, er på en gang den mest sentimentale og den mest resignerede af de to.

I en monolog fortæller Hamm om, hvordan han engang nægtede en tigger mad til dennes sultne barn ud fra ræsonnementet: ”Tænk dem dog om, hvis De kan, tænk dem dog om, De er her på jorden, det er der ingen kur for!” på side 61. Hamm havde et forråd, han ikke ville dele ud af. Nu sidder han som en af de sidste overlevende i en verden, der ikke længere kan brødføde liv, men samtidig har han selv, og netop dette argument for den totale resignation, bidraget til den død der har spredt sig i verden.

Ved stykkets slutning ser Clov en dreng ud af vinduet og beslutter at forlade Hamm. I sidste scene står han i døren med frakke og hat på og betragter den blinde Hamm, som snøftende kalder på Clov og er i den tro, at han allerede er blevet forladt. 

Dårligt set dårligt sagt

”Da håbet om at hun nogensinde skal vise sig igen er lige ved at dø viser hun sig igen. Ved første blik næsten uforandret. Det er aften. Det vil altid være aften. Undtagen om natten. Hun dukker frem i udkanten af marken og indleder overgangen. Langsomt med svømmende skridt som om hun var ved at svinde i tyngde. Pludselige ophold og lynsnare starter. Med det tempo vil det være mørkt før hun når frem.”
”Dårligt set dårligt sagt”, s. 24.

En hytte ligger i et stenet landskab, havet er nært ved men uden for hørevidde. Det er vinter, og det er altid enten nat eller aften i Samuel Becketts korte prosabog ”Mal vu mal dit” fra 1982 (”Dårligt set dårligt sagt”, 1983), hvis korte tekster forsøger at fremmane dette golde landskab og den gamle kvinde, som bebor hytten.

Kvinden er spøgelsesagtigt fjern, hun forsvinder somme tider, og teksterne forsøger at gribe hende, se hende og se landskabet, men man mærker, at det ikke er lige til. Hun flakker om i landskabet, kommer og går, står eller sidder men taler ikke med nogen. Hun er ensom og på en gang fjern og gået fuldstændig i et med landskabet omkring sig. ”Alt dette i nutid. Som om hun havde det uheld stadig at være i live.” står der på den første side og på side 22: ”Denne så døende gamle kone. Så døde”. Kvinden befinder sig et sted i mellem liv og død, eller rettere, hun er i begge tilstande på en gang. På side 27 beskriver teksten, at hun er ”som en genganger,” hvilket er en meget præcis beskrivelse, for det er, hvad den gamle kvinde gør; hun går, igen og igen gennem landskabet.

En proptrækker hænger og dirrer på et søm, stenene uden for huset er hvide, den gamle kvindes kniplingskrave flader mod hendes sorte kjole og stolen i hytten rykkes frem og tilbage fra vinduet. Det er dette minimale interiør, teksten kredser om og forsøger at fremkalde gennem en minutiøs beskrivelse.

Kvindens halvt fraværende tilstand, det golde landskab og tusmørket gør det helt konkret svært for teksten at se hende, den kan ikke vide sig sikker og siger om sig selv, at den er dårligt set og dårligt sagt. ”Mal vu mal dit” er langt mere minimalistisk end mange af Becketts tidligere værker, den har kortere og meget konkrete sætninger, de tragikomiske elementer og det til tider høje tempo er forsvundet, og fortælleren er helt tilbagetrukken, reduceret til blot et øje. Det er denne stirren ud i tusmørket, som skaber det sprog, der på en gang er tøvende, tvivlende og bærende på et stort ønske om præcision. Formuleringer som denne er hyppige: ”Kort sagt i live som kun hun forstår at være det hverken mere eller mindre. Mindre!” (s. 42). Her korrigerer teksten sig selv og bruger samtidig dette ord, den så ofte bruger, nemlig mindre. Alting synes at skrumpe ind, øjet vender til sidst tilbage til huset og kvinden er der ikke, og der indtræffer et lykkeligt tomrum, et mørke for øjet.

Genrer og tematikker

Formelt og genremæssigt er Becketts forfatterskab meget bredt; han har både skrevet teaterstykker, romaner, digte, radiospil, noveller og faglitteratur. På tværs af de forskellige former har værkernes sprogunivers og karakterer mange fællestræk; ofte fremstiller Beckett, som i ”Molloy”, ”Mens vi venter på Godot” og ”Malone dør”, karakterer som er ensomme, udstødte eller befinder sig lavt i samfundets hierarki – det er vagabonden, den døende, spøgelset og tjeneren, som taler eller som der tales om hos Beckett.

Værkerne er fyldt af kroppe i forfald. Kroppe som mangler lemmer, er halte, blinde og gamle eller slet og ret er sengeliggende og ikke kan bevæge sig ud af stedet. Hos Beckett er fødsel og død ikke punkter i tiden, men spredt ud i karakterernes liv som tilstande, der blandt andet kommer til udtryk som en konstant tilblivelse af kroppen og talen i skriften og som en konstant opløsning af kroppen og hukommelsen. Uanset hvor meget kroppen falder fra hinanden, fortsætter stemmen altid sin kværnen, ind til der som i ”Den unævnelige” hverken er navn eller egentlig krop, men kun en skramlet monolog tilbage.

I forfatterskabet er der mange særlige og komplekse forbindelser mellem tiden og vaner eller ritualer, for tid hos Beckett er ikke givent som noget fremadskridende og forståeligt. Fortid og hukommelse er ofte eroderet væk eller ligesom gået af led, fordi verden omkring dem er en forskelsløs ødemark med få eller ingen kendemærker. Det er altid umuligt at se, om solen er på vej op eller ned. I stedet for at være styret af en udefrakommende døgnrytme og af solen, knyttes det at få tiden til at gå til vaner og ritualer, som at lave strækøvelser som Didi og Gogo eller ordne tingene i tasken som Winnie i ”Glade dage”. På en gang rummer teksterne en bevidsthed om, at langt de fleste af disse handlinger er unødvendigt omstændelige og hvis ikke menings- så i hvert fald formålsløse. På den anden side er det netop ritualerne, som knytter karaktererne sammen og danner en ny slags tid i fraværet af døgn og samfund.

Beckett er kendt for at være en af de dramatikere, som revolutionerede det tyvende århundredes teater. Hans teaterdialog er ikke udpræget realistisk, men har ofte et højt tempo, gentagelsesfigurer, paradokser og logiske sammenbrud i sætningerne. ”Hvis jeg ikke slår den rotte ihjel vil den dø,” som Clov siger på side 75 i ”Slutspil”. Det er ofte de absurde og paradoksale sproglige figurer, der skaber humoren i især hans stykker, sammen med en fysisk komik, når karaktererne falder, bytter hatte eller slæber de samme genstande rundt og rundt i optrin, der til tider kan minde om klassiske tragikomiske klovne i cirkus.

Becketts tidlige forfatterskab adskiller sig fra hans produktioner efter krigen, idet de tidlige værker synes at være præget af en mere ciseleret stil med mange fremmedord, lange sætninger med mange led, flere bogstavrim og brug af mange symboler og litterære referencer. Den unge Beckett var en akademisk skolet, måske lidt for velformuleret irer, som var stærkt inspireret af Joyce. Læser man de værker, som er skrevet på fransk, oplever man tydeligt, at der med overgangen til at skrive på fransk for Beckett opstod en klarhed i hans sprog, der samtidig bliver mere konkret. Hans stil ændrer sig, der er flere gentagelser, korte replikudvekslinger og en mere umiddelbar sans for det komiske. Men overgangen til fransk var hverken endegyldig eller helt så enkel, og det er selvsagt umuligt at adskille skiftet i sprog fra Becketts udvikling som forfatter og udviklingen i hans kunstsyn. Joyce forsvinder da heller ikke som inspirationskilde i den franske prosa, men får måske en mindre plads efterhånden som Becketts egen stemme udvikler sig. Han begyndte at skrive flere værker på engelsk igen, da han blev ældre, og hans sene prosa tager igen en ny drejning, både de værker som oprindeligt er skrevet på engelsk og på fransk. Værkerne bliver mere minimale og stadigt mindre narrative, som det blandt andet er tilfældet i ”Dårligt set dårligt sagt” og ”Selskab”.

Beslægtede forfatterskaber

I sin biografi om Samuel Beckett skriver Antony Chronin, at han var ”den sidste modernist”, og man kan med rette sige om Beckett, at hans forfatterskab repræsenterer et højdepunkt inden for netop modernismen. Som litterær bevægelse opstod modernismen ved begyndelsen af det 20. århundrede, da forfattere som T.S. Elliot, Franz Kafka og Ezra Pound begyndte at udgive bøger. Modernismen gjorde op med klassisk, episk historiefortælling og faste lyriske former og med kravet om realisme i dialog og i karakterers psykologi. I stedet insisterede modernisterne på at fremstille sammenbrud, voldsomheder, henrykkelse og fragmenterede erfaringer af virkeligheden direkte i et sprog, som ikke var bundet af på forhånd vedtagne konventioner. Mange modernistiske værker, Becketts inkluderet, arbejder med en forestilling om, at sproget ikke længere kan ses som et fuldkomment og tilstrækkeligt medium at formidle erfaringer i, hvilket ofte resulterer i, at fortælling og sprog falder fra hinanden eller bevæger sig i cirkler. 

Beckett lod sig tidligt inspirere af Marcel Proust's og James Joyce's moderne og ukonventionelle romanteknikker. Beckett interesserede sig meget for Proust's ”På sporet af den tabte tid”, især værkets forhold til netop tiden, vanen og erindringen, som også var fænomener, der også optog Beckett. Han skrev endda en bog om Proust, hvori der optræder denne passage, som måske lige så godt kunne have være et udkast til begyndelsen på hans egen poetik: ”Erindringens love er underkastet vanens mere almindelige love. Vanen er et kompromis mellem individet og dets omgivelser eller mellem individet og dets organiske særheder, garantien for en mat ukrænkelighed, hans livs ledestjerne. Vane er den magt, der lænker hunden til sit bræk. At trække vejret er en vane. Livet er en vane. Eller rettere sagt, livet er en række af vaner, eftersom individet er en række individer.” (Samuel Beckett: Proust, s. 15).

Den sproglige energi og tæthed, de grammatiske brud og den til tider rablende tone, som er at finde hos James Joyce, genfinder man i Beckett's tidlige værker som ”More Pricks Than Kicks” fra 1934, men også i nogle af de senere monologer, for eksempel i romanen ”Den unævnelige” og Luckys monolog i ”Mens vi venter på Godot”.

Beckett's skuespil bærer en vis lighed med den samtidige dramatiker Ionescos stykker, og de anses begge for at være foregangsmænd inden for det absurde drama. Ligesom Beckett tematiserer Ionesco i nogle af sine skuespil tomhed og venten, for eksempel i stykket ”Stolene” fra 1952, hvori to gamle mennesker fortæller om en verden under afvikling og arrangerer stole og pynter op til et forestillet selskab.   

Bibliografi

Romaner

Beckett, Samuel:
More Pricks Than Kicks. Chatto & Windus, 1934.
Beckett, Samuel:
Molloy. Arena, 1961. (Molloy, 1951). Oversat af Uffe Harder.
Beckett, Samuel:
Malone dør. Arena, 1963. (Malone Meurt, 1951). Oversat af Uffe Harder.
Beckett, Samuel:
Murphy. Arena, 1966. (Murphy, 1938). Oversat af Uffe Harder.
Beckett, Samuel:
Den unævnelige. Arena, 1964. (L'innommable, 1953). Oversat af Uffe Harder.
Beckett, Samuel:
Hvordan det er. Arena, 1965. (Comment C'est, 1961). Oversat af Uffe Harder.
Beckett, Samuel:
Watt. Arena, 1978. (Watt, 1953). Oversat af Uffe Harder.
Beckett, Samuel:
Selskab. Arena, 1981. (Company, 1980). Oversat af Uffe Harder.
Beckett, Samuel:
Dårligt set dårligt sagt. Brøndum, 1983. (Mal vu mal dit, 1981). Oversat af Uffe Harder.
Beckett, Samuel:
Dreams of fair to middling women. Black cat press, 1989.
Beckett, Samuel:
Mercier og Camier. Gyldendal, 2011. (Mercier et Camier, 1970). Oversat af Karsten Sand Iversen.

Noveller og kortprosa

Beckett, Samuel:
Nouvelles et textes pour rien. Minuit, 1955.
Beckett, Samuel:
Imagination morte imaginez. Minuit, 1965.
Beckett, Samuel:
Bing. Minuit, 1966.
Beckett, Samuel:
Nok. I ”Noveller fra Frankrig”, Gyldendal, 1972. (Assez, 1966). Oversat af Uffe Harder.
Beckett, Samuel:
Fizzles. Grove, 1976.
Beckett, Samuel:
Four novellas. Calder, 1977.
Beckett, Samuel:
Expelled, and other novellas. Penguin, 1980.
Beckett, Samuel:
Rockaby and other short pieces. Grove, 1981.
Beckett, Samuel:
Stirrings still. Blue Moon, 1988.
Beckett, Samuel:
Den udstødte – noveller og tekster. Gyldendal, 2002. Indeholder en række oversatte prosatekster, blandt andet ”Bing”, ”First Love” og ”Assez”. Oversat af Uffe Harder.

Drama

Beckett, Samuel:
Mens vi venter på Godot. Arena, 1977. (En attendant Godot, 1952). Oversat af Klaus Rifbjerg.
Beckett, Samuel:
Slutspil og Scene uden ord. Arena, 1958. (Fin det partie, suivi de Acte sans paroles, 1957). Oversat af Christian Ludvigsen.
Beckett, Samuel:
Krapps last tape and other dramatic pieces. Grove, 1960.
Beckett, Samuel:
Glade dage. Arena, 1962. (Happy days, 1961). Oversat af Christian Ludvigsen.
Beckett, Samuel:
Play and two shot pieces for radio. Faber, 1964.
Beckett, Samuel:
That time. Faber, 1972.
Beckett, Samuel:
Breath and other shorts. Faber, 1972.
Beckett, Samuel:
Not I. Faber, 1973.
Beckett, Samuel:
Eleuthéria. Minuit, 1995.

Digte

Beckett, Samuel:
Whoroscope – poem on time. Hours, 1930.
Beckett, Samuel:
Echo's Bone and Other Precipiates. Europa Press, 1935.
Beckett, Samuel:
Poems in english. Calder, 1961.
Beckett, Samuel:
Poèmes. Minuit, 1968.

Faglitteratur

Beckett, Samuel:
Proust. Chatto & Windus, 1931.

Om forfatterskabet

Zangenberg, Mikkel Bruun: Fødselsdagsportræt af Samuel Beckett. Politiken, 2006-04-15.
Shaw, Joanne:
Impotence and making in Samuel Beckett's trilogy – Molloy, Malone and The Unnamable and How it is. Editions Rodopi, 2010.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Mitgang, Herbert:
Beckett in Paris. The New York Times, 1981-01-25.