Samuel Beckett regnes for at være en af de største modernistiske forfattere i det 20. århundrede og var radikalt nyskabende med sine utraditionelle romaner, sit absurde teater, sine kortprosatekster, noveller og radiostykker.
Beckett blev født i 1906 i en forstad til Dublin. Hans familie tilhørte den højere middelklasse, og forældrene sørgede for, at Beckett kom på en velanset kostskole, hvor han både klarede sig fremragende inden for akademia og sport. Som ung mand studerede han fransk og italiensk på Trinity College i Dublin og tog siden til Paris som gæstelektor på École Normale Supérieure. Han rejste i Frankrig, Italien og Tyskland, og han underviste i korte perioder på Campbell College i Belfast og Trinity College. I Paris blev Beckett introduceret for forfatteren James Joyce af en ven, de to blev venner og Joyces forfatterskab har haft tydelig indflydelse på især Becketts første udgivelser. Desuden interesserede han sig meget for Marcel Prousts romaner og skrev en monografi om ham, som udkom i 1931.
I 1937 bosatte Beckett sig i Paris og boede i Frankrig resten af sit liv med undtagelse af korte ophold i Irland. Under Tysklands besættelse af Frankrig tog han del i modstandskampen ved blandt andet at oversætte meddelelser fra modstandsfolkene til de allierede. I 1942 måtte han flygte fra Gestapo til en ubesat landsby i Vichy-distriktet, hvor han arbejdede på et landbrug.
Efter krigen vendte Beckett tilbage til Paris med sin kommende kone Suzanne Dechevaux-Dumesnil, og i 1946 udkom hans første bog på fransk.
På trods af, at Becketts modersmål var engelsk, skrev han nogle af sine mest kendte værker, for eksempel ”Mens vi venter på Godot” og romantrilogien ”Molloy”, ”Malone dør” og ”Den unævnelige”, på fransk. Han oversatte selv frem og tilbage mellem disse to sprog, både sine egne og andres værker. Fra et af de sjældne interviews genfortæller en journalist her en samtale med Beckett om hans forhold til tosprogethed: ”Beckett siger, at han begyndte at skrive på fransk fordi han ville væk fra sit modersmål; at skrive på engelsk fik det af en eller anden grund til at komme for nemt til ham. Det franske sprog tilbød større klarhed og tvang ham til at tænke mere fundamentalt, til at skrive med større økonomi. Men det var snarere instinkt end en velovervejet plan, der afgjorde, om et stykke skulle skrives på engelsk eller fransk. ”Krapp's last tape” blev skrevet på engelsk, ”En attendant Godot” på fransk. Becketts forklaring på sin tosprogede skrift er ikke så didaktisk, som den ser ud; når man lytter til ham, får man nyvunden respekt for flertydigheden.” (Herbert Mitgang: Beckett in Paris. The New York Times, 1981-01-25. Egen oversættelse).
Det var dramaet, der gjorde Beckett verdenskendt; det internationale gennembrud kom med ”En attendant Godot” fra 1953. Frem til sin død brugte han størstedelen af sin tid på at skrive og var desuden meget engageret i opsætningen af sine teaterstykker. Beckett nød meget stor anerkendelse som avantgardistisk forfatter i sin samtid, men brød sig ikke om opmærksomhed; han gav for eksempel yderst sjældent interviews og dukkede ikke selv op for at modtage Nobelprisen i litteratur, da han modtog den i 1969. D. 22. december 1989 døde Samuel Beckett på et plejehjem. Han er begravet i Montparnasse, Paris.