Den todelte roman ”Molloy” fra 1951 (”Molloy”, 1961) er den første i Samuel Becketts kendte romantrilogi, som også rummer ”Malone Dør” og ”Den unævnelige”. Romanerne kan læses selvstændigt og arbejder alle i en type monologisk sprog, hvor de forskellige fortællerstemmer på kompleks vis både skaber, beskriver og nedbryder de begivenheder, landskaber og personer, som fremstår i teksten. Desuden arbejder Beckett i trilogien med at dekonstruere klassiske romaninstanser som ”rejsen”, ”fortællingen” og ”jeg'et”.
Første del af ”Molloy” er en lang fortælling uden afsnit eller kapitler, hvori vi følger Molloy, som fortælleren på side 26 kommer i tanke om, at han hedder. Han befinder sig i sin mors lejlighed, som han ikke ved, hvordan han er endt i. Han begiver sig ud i at fortælle, hvad der hurtigt viser sig at være beretningen om rejsen mod morens lejlighed. Denne vandring har været en mere og mere langsommelig og retningsløs odyssé; Molloy flakker omkring, møder forskellige mennesker og gør lange ophold. Især besværes rejsen af hans svage og stadig mere skadede krop (han ene ben begynder f.eks. pludselig at blive kortere), og af, at han har svært ved at huske og at genkende landskaberne omkring sig. Ved første dels afslutning ligger Molloy i en grøft. Han har krøbet hen over jorden længe, fordi hans ben er skadede og har erkendt, at selv hvis han så sit hjem igen, ville han ikke kunne genkende det – rejsen har mistet sin mening i det forskelsløse landskab.
Især i begyndelsen skifter fortællingen somme tider fra datid til nutid midt i beskrivelser af tanker eller begivenheder. Det er, som om selve teksten bliver i tvivl om, om begivenhederne nu alligevel er overståede eller om de snarere skrives frem. Beskrivelsen af rejsen er ofte komisk omstændelig og fuld af usammenhængende detaljer, hvilket bliver en langsommeliggørende omstændighed for vandringen på lige fod med den svage krop, fordi rejsen og fortællingen om rejsen i dette værk ikke kan skilles fra hinanden.
Anden del fortælles af agenten Jaques Moran, som af sin mystiske chef får til opgave at finde Molloy. Vi møder den religiøse og ræsonnerende Moran i hans hjem, hvor han bor med sin søn og sin husholderske. Han mistænker konsekvent dem begge for ulydighed og behandler dem dårligt, især sønnen, som han mere og mere tydeligt afskyr og hvis handlinger han forsøger at kontrollere ned til mindste detalje. De to begiver sig ud på en eftersøgning, som bliver stadigt mere målløs. De vandrer gennem ødemarken mod Molloys egn og finder den nærmest ved et tilfælde, men vandrer derefter blot videre. Sønnen forlader Moran, hvis sprog gradvist viger fra sine skråsikre ræsonnementer mod en mere usikker og rablende tone, som ligner Molloys, som han også kommer til at ligne i kraft af sin nye vagabondtilværelse og et par nyerhvervede krykker. Mod slutningen modtager Moran besked om, at eftersøgningen er afblæst, og vandrer derefter tilbage til sit nu forladte hjem, hvor han begynder at skrive.