Samuel Beckett

Samuel Beckett regnes for at være en af de største modernistiske forfattere i det 20. århundrede og var radikalt nyskabende med sine utraditionelle romaner, sit absurde teater, sine kortprosatekster, noveller og radiostykker.

Beckett blev født i 1906 i en forstad til Dublin. Hans familie tilhørte den højere middelklasse, og forældrene sørgede for, at Beckett kom på en velanset kostskole, hvor han både klarede sig fremragende inden for akademia og sport. Som ung mand studerede han fransk og italiensk på Trinity College i Dublin og tog siden til Paris som gæstelektor på École Normale Supérieure. Han rejste i Frankrig, Italien og Tyskland, og han underviste i korte perioder på Campbell College i Belfast og Trinity College. I Paris blev Beckett introduceret for forfatteren James Joyce af en ven, de to blev venner og Joyces forfatterskab har haft tydelig indflydelse på især Becketts første udgivelser. Desuden interesserede han sig meget for Marcel Prousts romaner og skrev en monografi om ham, som udkom i 1931.

I 1937 bosatte Beckett sig i Paris og boede i Frankrig resten af sit liv med undtagelse af korte ophold i Irland. Under Tysklands besættelse af Frankrig tog han del i modstandskampen ved blandt andet at oversætte meddelelser fra modstandsfolkene til de allierede. I 1942 måtte han flygte fra Gestapo til en ubesat landsby i Vichy-distriktet, hvor han arbejdede på et landbrug.

Efter krigen vendte Beckett tilbage til Paris med sin kommende kone Suzanne Dechevaux-Dumesnil, og i 1946 udkom hans første bog på fransk.

På trods af, at Becketts modersmål var engelsk, skrev han nogle af sine mest kendte værker, for eksempel ”Mens vi venter på Godot” og romantrilogien ”Molloy”, ”Malone dør” og ”Den unævnelige”, på fransk. Han oversatte selv frem og tilbage mellem disse to sprog, både sine egne og andres værker. Fra et af de sjældne interviews genfortæller en journalist her en samtale med Beckett om hans forhold til tosprogethed: ”Beckett siger, at han begyndte at skrive på fransk fordi han ville væk fra sit modersmål; at skrive på engelsk fik det af en eller anden grund til at komme for nemt til ham. Det franske sprog tilbød større klarhed og tvang ham til at tænke mere fundamentalt, til at skrive med større økonomi. Men det var snarere instinkt end en velovervejet plan, der afgjorde, om et stykke skulle skrives på engelsk eller fransk. ”Krapp's last tape” blev skrevet på engelsk, ”En attendant Godot” på fransk. Becketts forklaring på sin tosprogede skrift er ikke så didaktisk, som den ser ud; når man lytter til ham, får man nyvunden respekt for flertydigheden.” (Herbert Mitgang: Beckett in Paris. The New York Times, 1981-01-25. Egen oversættelse).

Det var dramaet, der gjorde Beckett verdenskendt; det internationale gennembrud kom med ”En attendant Godot” fra 1953. Frem til sin død brugte han størstedelen af sin tid på at skrive og var desuden meget engageret i opsætningen af sine teaterstykker. Beckett nød meget stor anerkendelse som avantgardistisk forfatter i sin samtid, men brød sig ikke om opmærksomhed; han gav for eksempel yderst sjældent interviews og dukkede ikke selv op for at modtage Nobelprisen i litteratur, da han modtog den i 1969. D. 22. december 1989 døde Samuel Beckett på et plejehjem. Han er begravet i Montparnasse, Paris. 

Den todelte roman ”Molloy” fra 1951 (”Molloy”, 1961) er den første i Samuel Becketts kendte romantrilogi, som også rummer ”Malone Dør” og ”Den unævnelige”. Romanerne kan læses selvstændigt og arbejder alle i en type monologisk sprog, hvor de forskellige fortællerstemmer på kompleks vis både skaber, beskriver og nedbryder de begivenheder, landskaber og personer, som fremstår i teksten. Desuden arbejder Beckett i trilogien med at dekonstruere klassiske romaninstanser som ”rejsen”, ”fortællingen” og ”jeg'et”.

Første del af ”Molloy” er en lang fortælling uden afsnit eller kapitler, hvori vi følger Molloy, som fortælleren på side 26 kommer i tanke om, at han hedder. Han befinder sig i sin mors lejlighed, som han ikke ved, hvordan han er endt i. Han begiver sig ud i at fortælle, hvad der hurtigt viser sig at være beretningen om rejsen mod morens lejlighed. Denne vandring har været en mere og mere langsommelig og retningsløs odyssé; Molloy flakker omkring, møder forskellige mennesker og gør lange ophold. Især besværes rejsen af hans svage og stadig mere skadede krop (han ene ben begynder f.eks. pludselig at blive kortere), og af, at han har svært ved at huske og at genkende landskaberne omkring sig. Ved første dels afslutning ligger Molloy i en grøft. Han har krøbet hen over jorden længe, fordi hans ben er skadede og har erkendt, at selv hvis han så sit hjem igen, ville han ikke kunne genkende det – rejsen har mistet sin mening i det forskelsløse landskab.

Især i begyndelsen skifter fortællingen somme tider fra datid til nutid midt i beskrivelser af tanker eller begivenheder. Det er, som om selve teksten bliver i tvivl om, om begivenhederne nu alligevel er overståede eller om de snarere skrives frem. Beskrivelsen af rejsen er ofte komisk omstændelig og fuld af usammenhængende detaljer, hvilket bliver en langsommeliggørende omstændighed for vandringen på lige fod med den svage krop, fordi rejsen og fortællingen om rejsen i dette værk ikke kan skilles fra hinanden.

Anden del fortælles af agenten Jaques Moran, som af sin mystiske chef får til opgave at finde Molloy. Vi møder den religiøse og ræsonnerende Moran i hans hjem, hvor han bor med sin søn og sin husholderske. Han mistænker konsekvent dem begge for ulydighed og behandler dem dårligt, især sønnen, som han mere og mere tydeligt afskyr og hvis handlinger han forsøger at kontrollere ned til mindste detalje. De to begiver sig ud på en eftersøgning, som bliver stadigt mere målløs. De vandrer gennem ødemarken mod Molloys egn og finder den nærmest ved et tilfælde, men vandrer derefter blot videre. Sønnen forlader Moran, hvis sprog gradvist viger fra sine skråsikre ræsonnementer mod en mere usikker og rablende tone, som ligner Molloys, som han også kommer til at ligne i kraft af sin nye vagabondtilværelse og et par nyerhvervede krykker. Mod slutningen modtager Moran besked om, at eftersøgningen er afblæst, og vandrer derefter tilbage til sit nu forladte hjem, hvor han begynder at skrive.