Vladimir Nabokov voksede op i en indflydelsesrig aristokratisk familie i St. Petersborg, hvor hans far var en berømt kriminolog, journalist og liberal politiker med forbindelser til Zarstyret. I selvbiografien “Min europæiske ungdom” fra 1969 (“Speak, Memory”, 1951) kan man læse Nabokovs erindringer om sin opvækst i Rusland. Det er ikke en helt almindelig biografi, idet den både består af erindring – og erindring iblandet ren fiktion.
Efter den russiske revolution i 1917 blev familien nødt til at flygte til England. Herfra begyndte Vladimir Nabokov sin tilværelse som emigrant, en tilstand der varede livet ud og som satte præg på forfatterskabet. Først flyttede familien til London, hvor Vladimir færdiggjorde sin uddannelse på Cambridge i slavisk og romansk sprog. I 1923 flyttede han til Berlin og blev en del af det russiske emigrantmiljø med ligesindede dissidenter. Her blev han gift, og her skrev han sine første bøger. I trediverne, da nazistpartiet kom til magten, og de forskellige politiske konflikter blev tilspidset, bosatte han sig i Paris. For endelig, da krigstrommerne begyndte at genlyde gennem Europa, at rejse over Atlanten og slå sig ned i USA. Her blev han først tilknyttet Wellsley College, og siden blev han professor på universitetet Cornell i russisk og europæisk sprog og litteratur.
I 1960 rejste han tilbage til Europa og bosatte sig på Montreux Palace Hotel i Schweiz, hvor han også endte sine dage i 1977.
Nabokov indledte sit forfatterskab med en russisk digtsamling, der blot hed “Stikhi” (betyder “digte”) i 1916 – sytten år gammel. Hans første roman, “Mashen’ka” fra 1926 (på engelsk “Mary”, 1972), skrev han på russisk, da han boede i Berlin. Bogen handler om en russisk emigrant, der drømmer om sin tabte kærlighed til pigen Mary, som han aldrig genser.
Nabokov blev hurtigt anerkendt som en af de vigtigste russiske emigrantforfattere og bevægede sig i mange genrer, og begyndte efter år i landflygtighed at skrive sine værker på engelsk. Han nåede at skrive ni digtsamlinger, 20 romaner, 11 novellesamlinger, et filmmanuskript og nogle dramaer. Desuden skrev Nabokov en del faglitterære værker om litteratur, og oversatte bøger fra russisk til engelsk og omvendt, blandt andet oversatte han Lewis Carrolls “Alice i eventyrland” (1865) til russisk.
Nabokov genså aldrig sit fædreland. Et fædreland hvor hans bøger desuden var forbudte, fordi det kommunistiske styre anså dem for at være undergravende.