Vladimir Nabokov

Artikel type
voksne
journalist Morten Jørsum, iBureauet/Dagbladet Information, 2011.
Main image
Nabokov, Vladimir
Foto: Tappe Horst

Indledning

Den russisk fødte emigrantforfatter Vladimir Nabokov blev berømt og berygtet for romanen “Lolita”, der udkom i 1955. Det var svært at finde et forlag i USA, der ville udgive den kontroversielle historie om et kærlighedsforhold mellem en ældre mand og en meget ung pige. Siden er bogen dog blevet anerkendt som en vigtig og god roman.

Nabokov skrev alle sine bøger i landflygtighed, og denne skæbne smittede stærkt af på hans forfatterskab, der oftest har en emigrant i hovedrollen. Han har et meget stort forfatterskab bag sig, der tæller lyrik, drama, noveller, faglitteratur plus diverse oversættelser, men det er romanerne, han er mest kendt for.

 

52344409

Blå bog  

  • Født: 22. april 1899 i St. Petersborg, Rusland.

  • Død: 2. juli 1977 i Montreaux, Schweiz.

  • Uddannelse: Studier i slavisk og romansk sprog, Cambridge, England. Senere professor i russisk og europæisk litteratur på Cornell Universitet, USA.

  • Debut: Stikhi, 1916. Digtsamling.

  • Seneste udgivelse: Ulven kommer : litterære essays. Tiderne skifter, 2016. Oversat af Henrik G. Poulsen.

 

 

 

Baggrund

“Dette var et forældreløst barn. Dette var et ensomt barn, et værgeløst barn, som en sværlemmet, ildelugtende voksen havde haft anstrengende omgang med tre gange den selvsamme morgen. (…) Jeg havde været hensynsløs, dum og uværdig. Og lad mig være ganske oprigtig: et sted i bunden af dette dunkle kaos følte jeg atter begærets øglebugtninger – så uhyrlig var min lyst til denne ulykkelige smånymfe.”
“Lolita”, s. 138.

Vladimir Nabokov voksede op i en indflydelsesrig aristokratisk familie i St. Petersborg, hvor hans far var en berømt kriminolog, journalist og liberal politiker med forbindelser til Zarstyret. I selvbiografien “Min europæiske ungdom” fra 1969 (“Speak, Memory”, 1951) kan man læse Nabokovs erindringer om sin opvækst i Rusland. Det er ikke en helt almindelig biografi, idet den både består af erindring – og erindring iblandet ren fiktion.

Efter den russiske revolution i 1917 blev familien nødt til at flygte til England. Herfra begyndte Vladimir Nabokov sin tilværelse som emigrant, en tilstand der varede livet ud. Først flyttede familien til London, hvor Vladimir færdiggjorde sin uddannelse på Cambridge i slavisk og romansk sprog. I 1923 flyttede han til Berlin og blev en del af det russiske emigrantmiljø med ligesindede dissidenter. Her blev han gift, og her skrev han sine første romaner. I trediverne, da nazistpartiet kom til magten, og de forskellige politiske konflikter blev tilspidset, bosatte han sig i Paris. For endelig, da krigstrommerne begyndte at genlyde gennem Europa, at rejse over Atlanten og slå sig ned i USA. Her blev han først tilknyttet Wellsley College, og siden blev han professor på universitetet Cornell i russisk og europæisk sprog og litteratur.

I 1960 rejste han tilbage til Europa og bosatte sig på Montreux Palace Hotel i Schweiz, hvor han også endte sine dage i 1977.

Den flersproglige verdensborger

Nabokov skrev sine romaner på russisk, indtil han bosatte sig i USA. Herfra begyndte han at skrive på engelsk og at oversætte de fleste af sine russiske romaner og noveller til engelsk. I det aristokratiske barndomshjem i St. Petersborg havde han som lille talt både russisk, engelsk og fransk, som det var kutyme i det bedre borgerskab i Rusland. Han var altså fra barnsben flersproglig, hvilket satte sig dybe spor i hans forfatterskab, der vrimler med kommentarer på forskellige sprog, såvel som at historierne udspiller sig i forskellige lande. Det er signifikant, at Nabokov ikke er mest kendt for sine skriverier på sit russiske modersmål, men for dem skrevet på engelsk. Et engelsk som først blev hans litterære sprog, da han emigrerede til USA. Det er denne flersproglige verdensborger - en verdensborger af nød – emigranten, der portrætters i hans romaner.

Nabokov genså aldrig sit fædreland. Et fædreland hvor hans bøger desuden var forbudte, fordi det kommunistiske styre anså dem for at være undergravende. Hans romaner er dybt præget af emigrantens tilværelse, og mange af personerne er som ham selv hvileløse intellektuelle, der rejser rundt i verden uden et fast tilhørsforhold.