Synnøve Søe blev født den 3. april 1962 i Herlev og voksede op som den ældste af to piger. Hendes forældre blev skilt da hun var ganske lille, hvilket blandt andet kom til at betyde ophold i en række kollektiver og skolegang på tolv forskellige skoler.
27660339
Synnøve Søe var et meget stille og ensomt barn, der dagligt kæmpede med en længsel efter opmærksomhed og accept, især fra forældrene. Den manglende bekræftelse har hun også i sit voksne liv kæmpet med: “Jeg kan huske en stemning af, at jeg var i vejen. Irriterende. Det var bare ikke okay, at jeg var der. Og det er jo det, jeg kæmper med i dag. Jeg snakker jo. Hele tiden. Ligesom når Pjerrot ude på Bakken trækker de der farvede bånd ud af munden (...) Prøver at underholde, fordi jeg er bange for, at du går. Eller bange for, at jeg ikke er nok. Og at du ikke har fået det, du skal.” (Lotte Thorsen: “Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 10. september 2006).
Synnøve Søes far, Poul Erik Søe, er kendt som en vidende og veltalende debattør, og har blandt andet været højskoleforstander, politisk medarbejder ved Det Radikale Venstres Pressebureau, programredaktør ved Danmarks Radio og chefredaktør ved Skive Folkeblad. Endvidere har han skrevet bogen “Store ord i nyt format” og modtaget adskillige legater og priser. Om forældrene siger Synnøve Søe selv: “Min mor var skrap. Sur. Og meget kunstinteresseret. Vi boede i forskellige kollektiver og ude på landet. Min far var fjern. Enormt god til at sige: »Heeeeeeej.« Og så gik der en hel weekend. Og så var han enormt god til at sige farvel.” (Lotte Thorsen: “Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 10. september 2006).
Som 14-årig skrev Synnøve Søe sine egne fraværssedler, pjækkede et halvt år fra skole og arbejdede i stedet i en frikadellebod, hvor hun endelig oplevede at være god til noget. Som hun siger i ovennævnte artikel: “Jeg var ikke ret god i nogen af fagene. For så gik vi på en lilleskole, så gik vi på en gammeldags friskole, hvor man skulle aflevere blækstil, så gik vi på en skole, hvor man kun skulle bage chokoladekage og bygge huler, så en almindelig folkeskole og en fin privatskole. Jeg har lært så mange systemer at lære efter, at jeg ikke kunne noget som helst. Men jeg var skidegod til at sælge frikadeller.” (Lotte Thorsen: “Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 10. september 2006).
Karrieren som frikadellesælger endte dog brat, da hun blev taget på fersk gerning i at pjække af sin lærer. Efter ʻfrikadelle-affærenʼ blev hun sendt til Amdi Pedersen på Tvind – et år hun beskriver som det værste i sit liv fyldt med fællesmøder og folk, der klappede som pingviner og råbte “hørt, hørt”. Efter året på Tvind blev Synnøve anbragt hos to lesbiske damer, hvor hun gjorde 10. klasse færdig, og efter endt skolegang flyttede hun til København, hvor hun havde forskellige småjobs. Et af dem var i Illums afdeling for hus og have, hvor hun som 19-årig mødte en mand, som hun var sammen med de næste syv år. Synnøve Søe valgte at uddanne sig som journalist og kom efter endt uddannelse i mesterlære på Billed Bladet og arbejdede siden på Dagbladet i Køge og på Jyllands-Posten.
Den 2. oktober 1989 blev Synnøve Søe et navn i hele Danmark med romanen “Fars”, som beskriver konsekvenserne af en barndom med skilsmisse og forældres selvrealisering på bekostning af børnene. Romanen høstede en enorm – og for Synnøve overraskende – succes: “Det er aldrig gået op for mig, hvorfor det blev så voldsomt. Det var jo bare en bog. Men den blev udsolgt på en dag.” (Lotte Thorsen: “Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 10. september 2006).
Med “Fars” satte Synnøve Søe som en af de første ord på den pris, som '68-generationens børn betalte for deres forældres eksperimenterende tilværelse, og det vakte røre i hele landet. Allerede året efter udkom hendes anden bog “No Credit”, som modsat “Fars” ikke fik en særlig positiv modtagelse af kritikerne, hvilket påvirkede forfatteren meget. Så meget at hun – oven i presset efter den store mediestorm i kølvandet på “Fars” – valgte at flytte til New York. Her levede hun i tre år og arbejdede frivilligt med hjemløse børn, skrev romanen “Orm og ar”, der udkom i 1992, og tog på korte ophold i Danmark, hvor hun blandt andet holdt foredrag og optog det populære talkshow “Synnøves”, der blev sendt på TV3. Siden rejste hun til øen Lamu i Kenya, ligesom hovedpersonen Stella i “Når den blå hane galer” fra 2006. Her blev hun et års tid og skrev romanen “Regntid”, der udkom i 1994, og ligesom “No Credit” ikke fik særlig meget eller god omtale i pressen.
Synnøve Søe besluttede efter opholdet i Kenya at rejse til Irland, hvor hun fik arbejde - og stor succes - som journalist på Irlands største avis, The Sunday Independent. Efter tre år i Irland vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun fik sit bedste job nogensinde som brevkasseredaktør på Ekstra Bladet. Et job, hun dog endte med at sige op: “Jeg elskede at have den, men det var ved at slå mig ihjel (...) Jeg havde slet ikke nogen distance til mine læsere, men kastede mig bare ud i dem. Hele døgnet lå jeg og ringede rundt for at høre, om det nu gik bedre med Ib eller Per. Jeg kunne ikke slippe folk igen. Det blev simpelt hen for hårdt.” (Lotte Thorsen: “Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 10. september 2006.)
I 2006 udkom romanen “Når den blå hane galer” og i 2007 udkom “Drengen på stigen”, der begge fik god kritik fra anmelderne. Om “Drengen på stigen” siger Synnøve: “Det kostede mig næsten livet at skrive den. Den har taget mig seks år. Jeg har været så deprimeret, fordi den gik ind på mig. Jeg skal måske til at gå til psykolog igen. For at få den bog ud af systemet.” (Lotte Thorsen: “Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 10. september 2006).
I dag bor Synnøve Søe i Snogebæk på Bornholm med sønnen Romeo og sin Grand Danois, der bærer navnet Kærlighed. På Bornholm har hun diverse småopgaver, blandt andet for TV 2 Bornholm, ved siden af virket som forfatter, som hun i dag opfatter som sit primære erhverv.