Niels Hinrichsen i filmen Hosekræmmeren efter Blichers novelle.
Niels Hinrichsen i filmen Hosekræmmeren efter Blichers novelle.
Foto: Constantin Films / Scanpix

Sygdom i litteraturen

Artikel type
News Item
Top image group
Niels Hinrichsen i filmen Hosekræmmeren efter Blichers novelle.
Niels Hinrichsen i filmen Hosekræmmeren efter Blichers novelle.
Foto: Constantin Films / Scanpix
Main image
Niels Hinrichsen i filmen Hosekræmmeren efter Blichers novelle. Foto: Constantin Films / Scanpix

Hvad gør man, når man pludselig rammes af en alvorlig sygdom? Hvordan føles det, når man ikke længere kan kende sig selv eller sine nærmeste? Hvordan reagerer man, når ens far indlægges på den lukkede?

Sygdom er en del af vores hverdag. Det spejler sig i litteraturen, der indgående kan skildre, hvordan det er at være syg eller pårørende. Som læser kan man overgive sig til sorg, smerte og livets bagsider og træde direkte ind i sygdommens mørke. I litteraturen kan man læse om kærlighed og sygdom som tæt forbundne, hvor sygdom både styrker og opløser de nære bånd. Fiktionen giver en enestående mulighed for at se verden fra den syges perspektiv.

Sygdom i litteraturen er ikke et nyt fænomen. Amalie Skram beskrev kritisk livet på sindssygehospitalet, St. St. Blicher fortalte i ”Hosekræmmeren”, hvordan ulykkelig kærlighed endte i galskab, og i 1960’erne skrev forfattere som Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro om psykiske lidelser. Tendensen er dukket op igen, nu med et mere individualistisk fokus.

Vi har samlet et udvalg af nyere skønlitterære værker hvori fysisk eller psykisk sygdom spiller en rolle.

Delphine de Vigan

”Alt må vige for natten” (2013) er den franske forfatter Delphine de Vigans romanportræt af hendes mor Lucile, der rammes af en bipolar lidelse og som 61-årig tager sit eget liv. Romanen er en autofiktiv fortælling, hvor læseren kommer helt tæt på Luciles psykiske lidelser og sårbare sind.

Delphine de Vigan skildrer den unge Luciles opvækst som tredje barn i en børneflok på ni i 1940’erne og 50’ernes Paris. Vi hører om, hvordan Lucile i en ung alder kommer helt tæt på døden, da lillebroren Antonin drukner i en brønd og om hendes barske barndom mærket af ensomhed og isolation, hvor farens grænseoverskridende tilnærmelser og morens svigt affejes med diagnosticeringen bipolar lidelse. En rå virkelighed, hvor søskende og forældre har vanskeligt ved at se Luciles misbrug, mani og selvmord i øjnene. Delphine de Vigan skriver et dybdeborende og kraftfuldt portræt af sin psykisk syge mor og hendes familie.

Sara Stridsberg

I Sara Stridsbergs roman ”Beckomberga” (2014) møder vi teenagepigen Jackie, der besøger sin far Jim, der er indlagt på det psykiatriske hospital Beckomberga uden for Stockholm. Vi følger Jim og hans medpatienter i 1980’erne set med Jackies øjne. Romanen er opbygget af korte kapitler, der springer i tid, hvor vi skiftevis følger Jackies besøg på hospitalet, Jims barndom og den voksne Jackie i Stockholm. Gennem en scenisk og billedrig fremstilling kommer vi helt tæt på personerne og hører om livet på Beckomberga. På hospitalet møder vi blandt andet den bedrøvede konservatordatter Sabina, overlægen Edvard og den ældre kæmpe Paul, som Jackie forelsker sig i.

I ”Beckomberga” fornemmer vi patienternes transparente, skrøbelige psyke. Vi oplever de mørke sider, hvor selvmordet trænger sig på, men i mørket møder vi også lyset og kærligheden. Romanen kommer helt tæt på menneskets inderste tanker, og det nære forhold mellem far og datter giver et gribende billede af sygdom og kærlighed. Lykke, solskin og lys blander sig med tungsind, sorg og mørke.

Maria Gerhardt

”Afdeling 4262, mit nye hjem … Vi er fire mennesker i rummet. Der sidder en læge og en sygeplejerske over for os. Lægen er hovedet, sygeplejersken er hjertet, hænderne.” Sådan står der i Maria Gerhardts selvbiografiske fortælling ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” (2014).

Efter et liv som anerkendt dj med fester, sprut, sex og stoffer lægger hun det vilde natteliv til side. Hun forelsker sig i den smukke Rosa, og de flytter i hus i Hellerup med Rosas søn Bjørnstjerne. Det er her, i kærlighedens rus, at ulykken indtræffer, og Maria Gerhardt får brystkræft. En knude på 8 cm i venstre bryst. Romanen er en intens historie om fysisk og sjælelig nedtur, men også om den smukkeste kærlighed, fortalt knivskarpt og afvæbnende.

Bjørn Rasmussen

I Bjørn Rasmussens roman ”Pynt” (2013) kommer vi tæt på det skrøbelige menneske og den sårbare psyke. Hovedpersonen, en ung skuespillerinde, er indlagt på psykiatrisk afdeling på Hvidovre Hospital. Hun skriver dagbog til sin autistiske lillebror Victor, og det er herfra, læseren får indblik i de to børns traumatiske barndom. Faren dør af kræft, da hun er fire år, hvorefter moren hænger sig. De to søskende vokser op på Frederiksberg og indleder et næsten incestuøst forhold til deres værge Werther. I et imponerende sprogligt univers beretter Bjørn Rasmussen om et sårbart pigesind, der rammes af anoreksi, bulimi og psykoser. Romanen udøver en kritik af psykiatrien med medicinbehandling, der gør patienterne sløve og deforme. Hertil formes et negativt billede af det institutionaliserede og apatiske personale, der handler ukritisk. Hvad er det for et krav, systemet stiller? At man skal være ét sammenhængende jeg? Hvad godt gør medicin, når man føler sig som en levende død?

Amalie Smith

Hvad sker der med to forelskede, når den ene pludseligt bliver alvorligt syg? ”Kan man elske nogen, når man skal?” Amalie Smiths samling ”I civil” (2012) er en hybrid af digte, essays og notater, der kredser om temaer som kærlighed, sygdom og videnskab. Vi hører om to elskende, hvis kroppe smelter sammen til én, men som opløses, da han får kræft. Amalie Smith skriver sentimentalt og sanseligt om de to kroppes sammensmeltning, men anvender også en mere nøgtern tone i sine videnskabelige og tekniske undersøgelser af sygdommen. En skrøbelig beretning om kærlighed, der ophører, og hvor spørgsmål både vækker forundring og sorg: ”Hvad er en krop, der slår sig selv ihjel”.

Linda Boström Knausgård

Den svenske forfatter Linda Boström Knausgård fører i sin debutroman ”Helioskatastrofen” (2013) læseren udi de mørkeste afkroge af en ung piges sind. Den 12-årige Anna fødes ud af sin fars hoved ligesom den græske visdomsgudinde Athene, der blev født ud af Zeus’ pande. Kort tid efter fødslen får faren diagnosen svær skizofreni og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Adskilt fra faren står Anna tilbage, sårbar og alene. Hun flytter på landet og bor hos en troende, omsorgsfuld plejefamilie, men længes efter sin far. Anna begynder at skrive breve til ham og bliver næsten besat af deres brevudveksling. Det store savn udleder en depression, hvor Anna ikke kan finde sig selv i en verden, som både forekommer mørk og smertefuld. Hendes mørke sind fjerner hende fra virkeligheden, men bringer hende tættere på hendes far. Det er i døden, Anna ser lyset og i døden, at hun forenes med sin far. Skildringerne af Annas ophold på psykiatrisk afdeling er smertelige, fortalt inde fra en verden, der kan virke som fiktion, men som er virkelig for Anna.

Hans Otto Jørgensen

Med Hans Otto Jørgensens fjerde selvbiografiske roman ”Strange days indeed” (2012) slutter en serie, som begyndte med ”Hestens øjne” fra 2000. Hvor den første roman handlede om forfatterens barndomserindringer, er den sidste en beretning fra forfatterens nuværende ståsted. Hans Otto Jørgensen skriver et tankevækkende portræt, hvor han fortæller om sine rødder i udkantsdanmark, sin sygdom og sit misbrug. Romanen er mere mørk og fortabt end de tidligere romaner, hvilket kommer til udtryk i Jørgensens skildring af sin depression og voldsomme rygsmerter, som han bedøver med morfin.

Pablo Llambías

I sonettens 14-linjede form skriver Pablo Llambías i et hverdagsligt sprog om et jeg, der lider af angst og er i en længere medicinudredningsfase. Dagbogens betroelser om angsten, hverdagen med sygdommen og medicinens bivirkninger udfoldes i dette første bind af en trilogi med sonetter. Et spor handler om angst, to andre om kunst og kærlighed og mest af alt handler det om at være menneske over for sig selv og den anden.

”En bivirkning ved denne pille (nu/ 5 mg. Zyprexa): Foruden/ tørheden i munden (som jeg er ved at/ vænne mig til), sulten (som gør mig tyk),// forstoppelsen (som jeg desværre er ved at/ stifte bekendtskab med), svimmelheden/ (ja) så også dette: Jeg føler mig ikke forelsket. (…)” (s. 156.)

Olga Ravn

Gennem 169 femlinjede digte skriver Olga Ravn om sorg, ensomhed og smertefuld kærlighed. Et jeg og et du er tilstede i teksterne, hvor de også omtales som hhv. plejer og syg. Det gør forholdet ubalanceret, og det, der måske har været ren kærlighed, har med den ene parts sygdom udviklet sig til et forhold, hvor spørgsmålet er, hvordan man elsker en syg, andet end lydigt?

Sprogligt er der kun brugt få, genkommende ord fra et klichépoetisk vokabular (rose, hav, vand, nat, lys, mørke), men i Olga Ravns digte får de nyt liv i og med de nye sammenhænge, de indgår i.

”117. Kærligheden slides/ tyndere mod sygdommen/ det ved du vel/ hvorfra jeg kommer/ hvorfra”.

Mikael Josephsen

I usentimental knækket prosa skriver Mikael Jopsehsen om et ophold på psykiatrisk afdeling P2 på Svendborg sygehus. Han er indlagt med en lang række diagnoser: »personlighedsforstyrret alkoholiker/ hashmisbruger/ pillemisbruger/ bipolar/ grænsepsykotisk/ pseudopsykopat/ angstpatient/ ptsd«. Og er derudover plaget af jalousi. Dagenes rutiner beskrives, og læseren kommer tæt på jargon og praksis inden for psykiatrien. Samtidig løftes sløret for de ’knæk’, der ledte op til indlæggelsen.