Mikael Josephsen
Foto: Søren Skarby

Mikael Josephsen

Artikel type
voksne
cand.mag. Ester Skibsted Holm, iBureauet, Dagbladet Information. 2017.
Top image group
Mikael Josephsen
Foto: Søren Skarby

Indledning

Med en afmålt og afdæmpet realisme skriver Mikael Josephsen sig ind på mennesket, som det ser ud fra sin allermest sårbare side. Knækkede mennesker på samfundets bund og fastgroede mennesker fra den pæne side af ligusterhækken kæmper samme basale kamp for at overleve og udholde det satans liv i Mikael Josephsens litterære univers.    
Hvad end udtryksformen er knæk- eller klassisk prosa gengiver han lige præcis de sigende detaljer og dialogstumper, der udstiller det groteske menneskeliv og vækker tragikomisk genklang hos læseren.

 

52401658

Blå bog

Født: 10. oktober 1961, Virum.

Uddannelse: Gladiators forfatterskole. Har læst dansk på Syddansk Universitet.

Debut: Alkoholine. Skovsbostrand, 1986.

Litteraturpriser: Fyns amts Lyrikpris. Kunstfondens treårige arbejdslegat. Svendborg Kommunes Kulturpris, 2016.

Seneste udgivelse: Knæk. Gyldendal, 2016.

Inspiration: Michael Strunge, F.P. Jac, Henrik Nordbrandt, Tom Kristensen, Rainer Maria Rilke, Tove Ditlevsen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Morten Søndergaard, C.V. Jørgensen, Leonard Cohen, Bob Dylan.

Genrer: Lyrik, roman.

Baggrund

Mikael Josephsen er født i 1961 og voksede op i et rækkehus i 1960’erne og 70’ernes Nærum. Moderen var sygehjælper og faderen var travtræner. Barndomshjemmet var barskt – præget af faderens fysiske og psykiske vold og alkoholmisbrug, og kunst og litteratur var der ikke meget plads til. Som Mikael Josephsen selv forklarer det: ”hos os var det heste det handlede om, hvilken tid de rendte 2000 meter på. I det hele taget var vi som børn inderligt overflødige, højst i vejen. Det var først som teenager, gennem musikken at jeg begyndte at stifte rigtigt bekendtskab med sproget. (…) Egentlig tror jeg, at jeg har lært at forsvare mig med ord overfor min far, ikke direkte, det var ikke tilladt at tale ham imod, men inden i mig selv har jeg gået rundt og fået samlet en hær af ord, til den dag…” (Lonni Krause: Mikael Josephsen. Ordtilallesider.dk, 2010).
Med inspiration fra 1970’ernes markante venstreorienterede kunstnere som C.V. Jørgensen og Røde mor og drevet af denne trang til at skabe et ordværn mod faderen og fortiden begyndte teenageren Mikael Josephsen at søge mod litteraturen som trøst og udtryksform.

Da han var i slutningen af 20’erne, udgav han sine første digtsamlinger på det lille uafhængige Svendborgforlag Skovsbostrand, men før forfatterdrømmene for alvor kunne få plads, fik et tiltagende misbrugsproblem dog gradvist overtaget. Allerede som 11-årig var han begyndt at drikke, og som 12-årig havde han fået smag for hashrusen. Siden droppede han ud af folkeskolen for at leve af socialhjælp, tyveri og den indtjening, han havde på den hash, han selv dyrkede i baghaven.
Mikael Josephsen skulle igennem 20 års misbrug, utallige indlæggelser og opleve at miste sit hjem og blive forladt af kone og barn, før han endelig som 32-årig blev clean. Det var efter dette, at han i 1998 debuterede med digtsamlingen ”Havet under huden”. I årene efter fulgte flere romaner og digtsamlinger – mange af dem med direkte afsæt i hans barske livserfaringer.
I 2014 fik endnu en nedtur og indlæggelse på den lukkede psykiatriske afdeling sat en midlertidig stopper for Josephsens litterære liv. Hustruen var gået, moderen var død, hans børn havde problemer og manuskripterne smuldrede mellem hænderne på ham. En håndsrækning fra forlægger, forfatter og tidligere forfatterskolerektor Hans Otto Jørgensen blev vejen videre. Han tilbød Josephsen et ophold på Forlaget Gladiators forfatterskole, og det blev starten på en ny litterær begyndelse – gennem lyrikken, hvor det hele startede.
Mikael Josephsen er i dag bosat i Svendborg, hvor han ved siden af forfattergerningen arbejder aktivt for at støtte nye forfatterspirer som underviser på Forfatterskole Fyn og som stifter af og redaktør på det litterære tidsskrift UDkAnt.

Neden under

”– De tager udsigten, siger han og peger. I det samme lyder der motorlarm fra oven, en helikopter flyver lavt over sommerhusene, ud mod havet.
– Det er næsten som at være dernede, siger Jeppe.
– Der er nok nogen, der er druknet, siger Bent.
– Bent. (siger Inga, red.)
– Hvad skulle den ellers lave her. Der er et rend af tyskere ovre på campingpladsen, de drukner hele tiden.”

”Neden under”, s. 132.

I sin anden roman ”Neden under” fra 2010 dykker Mikael Josephsen ned på menneskelivets bund. Her udforsker han både det nogle gange korte fald derned og det lange seje træk væk derfra gennem en hel collage af karakterer og deres små og store dramaer.
Vi møder ægteparret Inga og Bent, der holder de store bekymringer om sønnen Jeppes soldatertjeneste i Afghanistan nede gennem hverdagens små grublerier om campingvogn vs. sommerhus, pointkure og passende påskepynt. I bunden af Inger og Bents bygning har narkomanerne Heidi og Kim og deres hunhund Leif endelig fået et trygt og billigt fælles tag over hovedet. Ikke desto mindre kan de ikke slippe fri af den velkendte omstrejfende tilværelse fra fix til fix. Også den belæste psykolog fra det lokale misbrugscenter, Simon, lader sig langsomt synke ned i en rødvinssump væk fra sin syge søn, sin personlighedsforstyrrede eks, pengeproblemer og sygdomsangst. Parallelt forsøger Jens – med gadenavnet Rødspætten – langsomt at klatre op fra dyndet og redde sin lasede lever med hjælp fra AA og modeltogbaner. Endelig møder vi Linda, der griber til kinesiologi, vegetardeller og mindfulnessguruer i forsøget på at blive en stabil mor for sine to piger.

28180985

De mange forskellige skæbner vikles mere eller mindre flygtigt ind i hinandens livsbaner i Svendborg, hvor fortællingerne udfolder sig. Scenen kunne dog lige så godt være hvilken som helst anden større dansk provinsby, ligesom de enkelte karakterer ofte får præg af at være stereotyper snarere end udfoldede individer: småborgeren, den forkvaklede psykolog, den marginaliserede misbruger osv. Alle bliver de en slags udstillingssøjler for samme universelle trang til at lette menneskelivets tyngde med alt fra hård narkotika til rødvin, romkugler, lystfiskeri og newagefilosofi.
Selvom den gennemgående tematik er alt andet end munter, er Mikael Josephsens stilfærdigt realistiske prosa romanen igennem præget af en underliggende tragikomisk humor. Dette kommer særligt til syne i de ofte brutale skift i romanen fra hverdagens ligegyldigheder til sex, sygdom og død og ikke mindst i uoverensstemmelserne mellem karakterernes fremstilling af sig selv over for de andre karakterer og deres modstridende handlinger. Med et afmålt sansende sprog og blik for små sigende detaljer og troværdige dialoger skriver Josephsen alt dette frem på karakteristisk underspillet vis – altid med en underliggende ømhed og forståelse for sine tragikomiske karakterer.