Mikael Josephsen
Foto: Søren Skarby

Mikael Josephsen

cand.mag. Ester Skibsted Holm, iBureauet, Dagbladet Information. 2017.
Top image group
Mikael Josephsen
Foto: Søren Skarby

Indledning

Med en afmålt og afdæmpet realisme skriver Mikael Josephsen sig ind på mennesket, som det ser ud fra sin allermest sårbare side. Knækkede mennesker på samfundets bund og fastgroede mennesker fra den pæne side af ligusterhækken kæmper samme basale kamp for at overleve og udholde det satans liv i Mikael Josephsens litterære univers.    
Hvad end udtryksformen er knæk- eller klassisk prosa gengiver han lige præcis de sigende detaljer og dialogstumper, der udstiller det groteske menneskeliv og vækker tragikomisk genklang hos læseren.

 

54095775

Blå bog

Født: 10. oktober 1961, Virum.

Uddannelse: Gladiators forfatterskole. Har læst dansk på Syddansk Universitet.

Debut: Alkoholine. Skovsbostrand, 1986.

Litteraturpriser: Fyns amts Lyrikpris. Kunstfondens treårige arbejdslegat. Svendborg Kommunes Kulturpris, 2016.

Seneste udgivelse: Jeg er farmor. Arabesk, 2018. Digte.

Inspiration: Michael Strunge, F.P. Jac, Henrik Nordbrandt, Tom Kristensen, Rainer Maria Rilke, Tove Ditlevsen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Morten Søndergaard, C.V. Jørgensen, Leonard Cohen, Bob Dylan.

Genrer: Lyrik, Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

Mikael Josephsen er født i 1961 og voksede op i et rækkehus i 1960’erne og 70’ernes Nærum. Moderen var sygehjælper og faderen var travtræner. Barndomshjemmet var barskt – præget af faderens fysiske og psykiske vold og alkoholmisbrug, og kunst og litteratur var der ikke meget plads til. Som Mikael Josephsen selv forklarer det: ”hos os var det heste det handlede om, hvilken tid de rendte 2000 meter på. I det hele taget var vi som børn inderligt overflødige, højst i vejen. Det var først som teenager, gennem musikken at jeg begyndte at stifte rigtigt bekendtskab med sproget. (…) Egentlig tror jeg, at jeg har lært at forsvare mig med ord overfor min far, ikke direkte, det var ikke tilladt at tale ham imod, men inden i mig selv har jeg gået rundt og fået samlet en hær af ord, til den dag…” (Lonni Krause: Mikael Josephsen. Ordtilallesider.dk, 2010).
Med inspiration fra 1970’ernes markante venstreorienterede kunstnere som C.V. Jørgensen og Røde mor og drevet af denne trang til at skabe et ordværn mod faderen og fortiden begyndte teenageren Mikael Josephsen at søge mod litteraturen som trøst og udtryksform.

Da han var i slutningen af 20’erne, udgav han sine første digtsamlinger på det lille uafhængige Svendborgforlag Skovsbostrand, men før forfatterdrømmene for alvor kunne få plads, fik et tiltagende misbrugsproblem dog gradvist overtaget. Allerede som 11-årig var han begyndt at drikke, og som 12-årig havde han fået smag for hashrusen. Siden droppede han ud af folkeskolen for at leve af socialhjælp, tyveri og den indtjening, han havde på den hash, han selv dyrkede i baghaven.
Mikael Josephsen skulle igennem 20 års misbrug, utallige indlæggelser og opleve at miste sit hjem og blive forladt af kone og barn, før han endelig som 32-årig blev clean. Det var efter dette, at han i 1998 debuterede med digtsamlingen ”Havet under huden”. I årene efter fulgte flere romaner og digtsamlinger – mange af dem med direkte afsæt i hans barske livserfaringer.
I 2014 fik endnu en nedtur og indlæggelse på den lukkede psykiatriske afdeling sat en midlertidig stopper for Josephsens litterære liv. Hustruen var gået, moderen var død, hans børn havde problemer og manuskripterne smuldrede mellem hænderne på ham. En håndsrækning fra forlægger, forfatter og tidligere forfatterskolerektor Hans Otto Jørgensen blev vejen videre. Han tilbød Josephsen et ophold på Forlaget Gladiators forfatterskole, og det blev starten på en ny litterær begyndelse – gennem lyrikken, hvor det hele startede.
Mikael Josephsen er i dag bosat i Svendborg, hvor han ved siden af forfattergerningen arbejder aktivt for at støtte nye forfatterspirer som underviser på Forfatterskole Fyn og som stifter af og redaktør på det litterære tidsskrift UDkAnt.

Neden under

”– De tager udsigten, siger han og peger. I det samme lyder der motorlarm fra oven, en helikopter flyver lavt over sommerhusene, ud mod havet.
– Det er næsten som at være dernede, siger Jeppe.
– Der er nok nogen, der er druknet, siger Bent.
– Bent. (siger Inga, red.)
– Hvad skulle den ellers lave her. Der er et rend af tyskere ovre på campingpladsen, de drukner hele tiden.”

”Neden under”, s. 132.

I sin anden roman ”Neden under” fra 2010 dykker Mikael Josephsen ned på menneskelivets bund. Her udforsker han både det nogle gange korte fald derned og det lange seje træk væk derfra gennem en hel collage af karakterer og deres små og store dramaer.
Vi møder ægteparret Inga og Bent, der holder de store bekymringer om sønnen Jeppes soldatertjeneste i Afghanistan nede gennem hverdagens små grublerier om campingvogn vs. sommerhus, pointkure og passende påskepynt. I bunden af Inger og Bents bygning har narkomanerne Heidi og Kim og deres hunhund Leif endelig fået et trygt og billigt fælles tag over hovedet. Ikke desto mindre kan de ikke slippe fri af den velkendte omstrejfende tilværelse fra fix til fix. Også den belæste psykolog fra det lokale misbrugscenter, Simon, lader sig langsomt synke ned i en rødvinssump væk fra sin syge søn, sin personlighedsforstyrrede eks, pengeproblemer og sygdomsangst. Parallelt forsøger Jens – med gadenavnet Rødspætten – langsomt at klatre op fra dyndet og redde sin lasede lever med hjælp fra AA og modeltogbaner. Endelig møder vi Linda, der griber til kinesiologi, vegetardeller og mindfulnessguruer i forsøget på at blive en stabil mor for sine to piger.

28180985

De mange forskellige skæbner vikles mere eller mindre flygtigt ind i hinandens livsbaner i Svendborg, hvor fortællingerne udfolder sig. Scenen kunne dog lige så godt være hvilken som helst anden større dansk provinsby, ligesom de enkelte karakterer ofte får præg af at være stereotyper snarere end udfoldede individer: småborgeren, den forkvaklede psykolog, den marginaliserede misbruger osv. Alle bliver de en slags udstillingssøjler for samme universelle trang til at lette menneskelivets tyngde med alt fra hård narkotika til rødvin, romkugler, lystfiskeri og newagefilosofi.
Selvom den gennemgående tematik er alt andet end munter, er Mikael Josephsens stilfærdigt realistiske prosa romanen igennem præget af en underliggende tragikomisk humor. Dette kommer særligt til syne i de ofte brutale skift i romanen fra hverdagens ligegyldigheder til sex, sygdom og død og ikke mindst i uoverensstemmelserne mellem karakterernes fremstilling af sig selv over for de andre karakterer og deres modstridende handlinger. Med et afmålt sansende sprog og blik for små sigende detaljer og troværdige dialoger skriver Josephsen alt dette frem på karakteristisk underspillet vis – altid med en underliggende ømhed og forståelse for sine tragikomiske karakterer.

Knæk

”jeg må have en anden læge til at se på det/ ingen læger skal/ se på det/ det vokser fra skulderen ned over brystet/ der ligner C.V. Jørgensens ansigt// kan du så få de bukser på/ du kan da ikke stå her i opholdsstuen/ sådan/ jeg keder mig i kussen/ jeg keder mig i kussen/ JEG KEDER MIG I KUSSEN”

”Knæk”, s. 38.

I digtsamlingen ”Knæk” fra 2016 tager Mikael Josephsen, som titlen antyder, livtag med tilværelsens psykiske nedture, eller knæk. Formen er – meget passende – knækprosaens frit flydende og dog opbrudte fortælleform, der her udfolder en unavngivet jeg-fortællers psykisk syge bevidsthedsstrøm fra den lukkede afdeling på Svendborg Sygehus. Her er han indlagt med en journal, der bugner af forskellige diagnoser fra personlighedsforstyrret alkoholiker og angstpatient til pseudopsykopat og bipolar.
Gennem opbrudte, koncentrerede sætninger fuldstændig renset for overflødigt billedsprog bærer Josephsen læseren ind i den lukkede, sterile verden af institutionssaftevand, sprøjter og håndsprit, der omgiver det opløste fortællersind. Man følger hans flygtige tankestrøm, der skiftevis er i nuet i en uvirkelig døs af medicin og hverdagsvanviddet på afdelingen – optaget af medpatienternes udskejelser, forhandlingerne med personalet om den næste bedøvende sprøjte og spekulationer om mulige nye kræftsymptomer – og skiftevis kredser om det levede liv, der ledte op til knækket. Særligt fylder afsavnet, skyldfølelsen og hadet rettet mod ekskonen, der har fundet en ny mand, børnene han har svigtet, moderens nylige kræftdødsfald og barndommen præget af en terroriserende far.
Tynget af samme dæmoner ligger hans søster indlagt samtidig blot på en anden afdeling. I sammenligning med søsteren, der bliver forfulgt af tegneseriefigurer, mener jeget dog, at han er ”nærmest normal”. Depressive, ængstelige og nogle gange paranoide tanker afslører ham dog gang på gang: ”jeg skal gå bort i giften de kommer i kaffen/ og ikke længere være ham/ der altid er til besvær/ jeg skal bæres bort som lig/ min sjæl skal i helvede/ det er derfor vi øver os her” (s. 48).
Det er blandt andet i passager som ovenstående, at digtsamlingens gennemgående tragikomiske tone viser sig. Men også i jegets gengivelser af medpatienter, der trækker trusserne ned i TV-stuen eller truer hinanden med plasticknive, er det svært ikke at trække på smilebåndet af galskabens groteske udtryk. I ”Knæk” grines der dog aldrig af, men nærmer med galskaben, som digtene giver et ufiltreret, råt og alligevel udramatisk indblik i.

Genrer og tematikker

Mikael Josephsen er ikke uden grund blevet omtalt og markedsført som det levede livs digter, og selv er han da også ærlig omkring den direkte inspiration, han henter fra sin eget barske liv. Forfatterskabet graver derfor generelt gerne rundt i de allermørkeste og mindst attraktive afkroge af menneskelivet herunder; misbrug, vold, psykisk sygdom mv.
Josephsens forfatterskab er kendetegnet ved den form for nøgtern og afdæmpet realisme, der går helt tæt på den menneskelige nedtur. Som vi ser i ”Neden under” gennem fortællingen om ægteparret Bent og Inga, er der imidlertid også en interesse for at zoome ind på det håbløst almindelige, trivielle og stagnerede menneskeliv. Som Josephsen har forklaret i et interview til Information er det netop en pointe for ham at vise, hvordan der både inden og uden for ligusterhækken eksisterer samme behov for virkelighedsflugt – om end i forskellige grader (Trisse Gejl: Der er jo ingen af os, der kan holde livet ud. Information, 2010-03-26). En vigtig tematik er altså menneskers forskellige måder at flygte fra eller overleve livet så at sige.
Et andet træk, der går igen i både lyrik og romaner, er den underspillede, afdæmpede og nøgterne stil, der bliver anvendt i både udlægningerne af det ofte brutale indhold og i skildringerne af det almindelige småborgerlige liv. Som Mikael Josephsen selv forklarer, søger han helt bevidst at være: ”anderledes, mere irriterende i sin realisme. Ikke så spektakulær.” (Lonni Krause: Mikael Josephsen. Ordtilallesider.dk, 2010). Det med andre ord ikke dramaet, men det stilfærdige, og måske mere troværdige billede af virkeligheden, som Josephsens forfatterskab kredser om.
I sin poesi vægter Mikael Josephsen på samme måde umiddelbarheden i udtrykket over stilistik og form: ”Altså, jeg læser meget gerne den mere intellektuelle og formorienterede litteratur. Jeg kan bare ikke selv skrive sådan. Jeg kan godt lide en tilladt følelse i litteraturen, lidt ligesom når vi hører musik. Når du hører musik, går det øjeblikkeligt i kroppen; hvis der er gode tekster, går det også i hjernen.” (Sebastian Wittrock: Poesi er mindst lige så godt som alkohol. Politiken, 2016-06-03).
Et andet gennemgående træk ved Mikael Josephens værker er den tragikomiske tone. Ifølge forfatteren selv er dette greb mest af alt et udtryk for en afmagt over for det indhold, han behandler. Med Josephsens egne ord: ”Det er mere en groteskhedens humor, for hvordan skal man ellers reagere? Der er ikke morsomt, men absurd at ligge med abstinenser og ikke vide, om rotterne, der kravler under dynen, er virkelige eller ej, at ligge og skide og pisse i sengen og tigge om sprøjter, som kan give bare tre kvarters ro.” (Sebastian Wittrock: Poesi er mindst lige så godt som alkohol. Politiken, 2016-06-03).

Beslægtede forfatterskaber

Med sine rå og realistiske skildringer af marginaliserede menneskeskæbner har Mikael Josephsens forfatterskab et vist slægtskab med en forfatter som Jakob Ejersbo og hans roman ”Nordkraft” fra 2002 om Aalborgs misbrugsmiljø. På samme måde er der tydelige tematiske ligheder med Jonas T. Bengtssons roman ”Submarino” fra 2007, hvor to brødre med en fælles traumatisk barndom finder hver deres destruktive måder at dulme smerten, der følger dem ind i voksenlivet. Ligesom Josephsen skriver begge ovennævnte forfattere råt for usødet, indsigtsfuldt og med en vis ømhed om de mennesker, der kun lige hænger i med det yderste af neglene på kanten af samfundet.
En inspirationskilde, som Josephsen selv har nævnt flere steder, er den afdøde digter F.P. Jac og hans sprogligt legende og ofte ironisk selvudleverende lyrik, der ikke ulig Josephsen selv kredser om angst og alkoholmisbrug.
Endelig skriver Mikael Josephsen sig med ”Knæk” ind i en nyere bølge af danske forfatterskaber, der med afsæt i egne erfaringer fremstiller det psykisk syge menneskesind og ikke mindst psykiatrien indefra. Blandt disse kan nævnes forfattere som Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen, der begge ligesom Josephsen fremskriver det skrøbelige sind med deres egen karakteristisk skæve og mørkt humoristiske tone.

Bibliografi

Romaner

Josephsen, Mikael: Opløb. Borgen, 2005.
Josephsen, Mikael: Neden under. Gyldendal, 2010.

Digtsamlinger

Josephsen, Mikael: Alkoholine. Skovsbostrand, 1986.
Josephsen, Mikael: Eagle City. Skovsbostrand, 1989.
Josephsen, Mikael: Havet under huden. Borgen, 1998.
Josephsen, Mikael: Pokalhjertet. Borgen, 2000.
Josephsen, Mikael: Hannahs Dyrehave. Borgen, 2002.
Josephsen, Mikael: Knæk. Gyldendal, 2016.
Josephsen, Mikael: Jeg er farmor. Arabesk, 2018.

Om forfatterskabet

Web

Her kan du læse Mikael Josephsens CV, holde dig opdateret om kommende projekter og udgivelser og bestille hans litteraturtidsskrift uDKAnt.
På litteratursiden kan du Læse Mikael Josephsens selvforfattede biografi og uddrag fra hans tidligere udgivelser.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Mikael Josephsen

Kilder citeret i portrættet

Gejl, Trisse: Der er jo ingen af os, der kan holde livet ud. Information, 2010-03-26.
Wittrock, Sebastian: Poesi er mindst lige så godt som alkohol. Politiken, 2016-06-03.