I 2012 udgav Amalie Smith tekstsamlingen ”I civil” med genrebetegnelsen Samling. Teksterne – der er udformet som digte, spørgsmål og prosa – er struktureret omkring et grafisk princip med cirkler som kapitelinddelinger. Første og sidste tekst hedder September, hvilket indikerer, at teksterne forløber over et år.
Den overordnede kærlighedsfortælling forløber fra samling til opløsning, og netop denne bevægelse er et kompositorisk princip for ”I civil”. Der er flere spor i samlingen, der undersøger hvad samling og opløsning er inden for naturvidenskab og hos det enkelte menneske: Både krop, tanke og følelse kan samles og opløses.
Jeg-fortælleren har i bogens begyndelse et intenst kærlighedsforhold til en mand. De er rundtossede af kærlighed, og teksterne beskriver lykkelige stunder i sengen. Undervejs i bogen rammes manden af kræft, og jeg-fortælleren forholder sig til det ved at gå teknisk ind i sygdommen: hun undersøger cellestrukturer og følger kroppens forandringer og behandlingens følgevirkninger nøje. Til sidst i bogen har parret brudt med hinanden, og jeget skal ud i verden alene og forsøge at fralægge sig den andens krop. Døden har trængt sig ind i livet og kilet sig ned mellem menneskene.
29316740
Et andet af samlingens spor er tekst og billeder fra Mineralsamlingen på Naturhistorisk Museum i Wien, hvor fortælleren har været med sin kæreste. ”We are walking, talking minerals” citerer Smith teoretikeren Jane Bennett for på side 71, og det er netop en af bogens pointer – at kroppen er organisk, men stadig har f.eks. tænder af mineralsk materiale. Mineraler indgår i komplekse sammenhænge med hinanden, som også mennesker gør det.
I det hele taget er ”I civil” optaget af akademiske emner, men teori og filosofi optræder på samme vilkår som hverdag og følelser. Et sted refereres to børns samtale: ”Ananas giver forsvar og flere liv,/ siger den ene. Hvor meget i forsvar?/ Syv i forsvar” (s. 66), og det, der for børn er den klareste logik, er for den voksne (forfatter) skyts i en diskussion om, hvad sprog er og kan. Det sprogfilosofiske aspekt udfoldes ikke, men ligger i de nøgterne registreringer af sprog og verden og kommunikation.