amalie smith
Foto: David Stjernholm

Amalie Smith

cand.mag. Anne Vindum, 2011, 2017 og januar 2025.
Top image group
amalie smith
Foto: David Stjernholm

Amalie Smith har med sine originale udgivelser viet verden omkring sig en detaljeorienteret og præcist registrerende opmærksomhed. Hun går såvel personligt som kunstnerisk og naturvidenskabeligt til værks, når hun afsøger så forskellige emner som kærlighed, marmor, læsning, krop og erindring. Med baggrund på både Forfatterskolen og Kunstakademiet trækker Smith i sine værker på flere kunstretninger og arbejdsmetoder, og det er der kommet en række særegne og fintmejslede – og ekstremt flotte – bøger ud af, senest tête-bêche bogen ”Terracotta” (2025) om ler og livets opståen.

139934741 

Blå bog

Født: 2. november 1985 på Hvidovre Hospital.

Uddannelse: Holbæk Kunsthøjskole 2005. Grundforløb Københavns Tekniske Skole 2007. Forfatterskolen 2007-09. Det Kgl. Danske Kunstakademi, 2015.

Debut: De næste 5000 dage. Gyldendal, 2010. Tekster.

Litteraturpriser: Bukdahls Bet, 2011. Munch-Christensens Kulturlegat, 2011. Morten Nielsens Mindelegat, 2012. Kronprinsparrets Kulturpris, 2015. Niels Wessel Bagges Kunstfonds hæderslegat, 2016. Treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur/Billedkunst, 2017. Forening for Boghaandværks Diplom, 2019.

Seneste udgivelse: Terracotta. Gyldendal, 2025. Trykt tête-bêche.

Inspiration: Juliana Spahr, Marguerite Duras og Virginia Woolf.

 

Videoklip
Poet Slash Artist: Amalie Smith Kunsthal Charlottenborg Biennale. 2021

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det er i næste uge. Jeg sidder i arbejdsværelset. Jeg printer. Papiret er varmt. Jeg lægger det mod lårene, fordi jeg fryser, og jeg forestiller mig, det er noget fattige mennesker gør, men jeg glemmer, at fattige mennesker ikke har en printer. Jeg ringer til dig med det samme, jeg får færten.”
”De næste 5000 dage”, s. 18.

Amalie Smith er født i 1985 og opvokset i Brønshøj i en kernefamilie med en yngre bror samt en halvstoresøster fra faderens tidligere ægteskab. Efter en matematisk studentereksamen fra Det frie Gymnasium i 2005 med teaterfag og matematik på højniveau tog Amalie Smith et halvårskursus på Holbæk Kunsthøjskole. Inden hun kom ind på Forfatterskolen i 2007, afsluttede hun et grundforløb på Teknisk Skole. Sideløbende med Forfatterskolen har hun udstillet og deltaget i forskellige kunstperformances og i det hele taget dyrket hele det kunstneriske felt. Hun fortæller selv, at hendes inspirationskilder er ”litteratur, film og fænomener fra den virkelige verden, som beskrevet i fx fysikken, biologien, psykologien og filosofien” (Interview med Forfatterweb, marts 2011) og denne inspiration kommer tydeligt til udtryk i debutværket ”De næste 5000 dage” fra 2010. Efter eget udsagn interesserer hun sig for: ”Arkitektur, økonomi, identitet. Erindring, subjektivering, museum, indsamling og udstilling. Tid, rum, materie, bevægelse. Grænser, niveauforskelle, krop, sted. Det kuriøse.” Dette interessefelt ligger til grund for hele forfatterskabet, der bevæger sig i grænselandet mellem fiktion, kunst og videnskab.

I 2012 udgav Smith digtsamlingen ”I civil” og ”Læsningens anatomi”, der er en samling læsenoter fra 2012, og i 2014 udkom romanen ”Marble”. På hendes blog ntsblg.wordpress.com kunne man indtil 2017 følge med i såvel de litterære som kunstfaglige projekter. I 2017 udkom en samling af essays, noter. mm fra ti års arbejde i ”Et hjerte i alt” og i 2020 hybridværket ”Thread Ripper”. Endnu en samling noter, tekster og samtaler formedes i ”Terracotta” fra 2025, hvori Amalie Smith med ler som prisme undersøger livets opståen i et svimlende perspektiv fra universets begyndelse til det nyfødte barn.

Amalie Smith tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2015, og hendes samlede praksis udmønter sig såvel i skrevne tekster som kunstprojekter, hvoraf flere spiller sammen med bogudgivelserne.

Aktuelt værk: Terracotta

”Før landbruget blev landskabet formet af en ægte iskappe, og her har den haft klippegrund at boltre sig på. Den fede lerjord, isen medbragte, ligger spartlet ud mellem klipperne som smør på et stykke knækbrød. På øen er aflejret ler fra mange perioder, sort og gråt ler fra Kambrium, Ordovicium og Silur, rødbroget ler fra Trias, mørkfarvet ler og lersten fra Jura.”
”Terracotta”, s. 140.

I januar 2025 udkom Amalie Smiths tête-bêche bog ”TERRACOTTA”, der læses hhv. forfra og bagfra i delene ”Billederne lever” og ”Levende billeder” og består af noter, tekster og samtaler, indsamlet gennem seks år. Rammen er fortællerens atelier på Nordhavn i København, hvor hun i februar og marts 2024 samler ”noterne om liv og ler, mens de endnu er fugtige og kan modelleres.” (s. 7).

I et spor fra Dag 1 til Dag 8 følger vi den ængstelige fortæller og hendes nyfødte barn, fra det trækker vejret første gang, til det er faldet på plads på denne forunderlige planet, som fortælleren forsøger at forklare for barnet. I et andet spor har jeget samtaler med KUNSTHISTORIKEREN, GEOBIOLOGEN og RUMFORSKEREN om livets opståen og kunstigt liv og om forholdet mellem teknologi og kunst; et spor følger fortælleren på en varm researchrejse til Cypern i 2018, hvor nogle simple terracottafigurer på Antikmuseet i Nicosia gav hende tanken om, at oldtidsmennesket har forsøgt at skabe liv ud af ler og på den måde forbinder kunst og kunstigt liv. Et fjerde spor er fra et arbejdsophold på Bornholm i 2023 med fokus på landskaber.

139934741

Et centralt spørgsmål er, hvordan livet er opstået, og med kemikeren Cairns-Smiths ”Clay Theory” kan vi måske finde svaret i ler. Smith skriver om liv i statuer og kunstværker, Pygmalion-myten, kunstigt liv, guddommelig indgriben, krop og materie og liv, og hun minder om, at både den jødiske, kristne og muslimske tro indeholder historier om mennesker, der blev skabt ud af ler: ”Adam kommer fra ”adamah”, som betyder lerjord på hebraisk. Den monoteistiske gud blæste liv og ham, og han blev levende.” (s. 79).

Smith favner bredt i dette perspektivrige værk om fødsler og liv, fra universets begyndelse til den kontrollerede celledeling, der en dag bliver til en menneskekrop med vilje og kraft. Alt liv kan spores tilbage til den samme celle, vi er alle i familie med hinanden, ”gærceller i samme surdej.” (s. 159).

Terracotta betyder brændt jord, ”et sted, hvor ikke engang guder kan leve” (s. 9), og værkets iboende klimaperspektiv spørger, om vi med vores hovedløse overforbrug er på vej mod at brænde jorden af? GEOBIOLOGEN siger, at selv hvis mennesket uddør, skal livet på planeten nok overleve, og fortælleren undrer om vi skal udvikle en ny global sans for at forstå jordens økosystem, ”en evne til at føle planetarisk smerte og fryd?” (s. 155).