amalie smith
Foto: David Stjernholm

Amalie Smith

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Senest opdateret i 2017.
Top image group
amalie smith
Foto: David Stjernholm

Indledning

Amalie Smith har med sine originale udgivelser viet verden omkring sig en detaljeorienteret og præcist registrerende opmærksomhed. Hun går såvel personligt som kunstnerisk og naturvidenskabeligt til værks, når hun afsøger så forskellige emner som kærlighed, marmor, læsning, krop og erindring. Med baggrund i både Forfatterskolen og Kunstakademiet trækker Smith i sine værker på flere kunstretninger og arbejdsmetoder, og det er der kommet en række særegne og fintmejslede – og ekstremt flotte – bøger ud af.

 

53109810

Blå bog

Født: 2. november 1985 på Hvidovre Hospital.

Uddannelse: Holbæk Kunsthøjskole 2005. Grundforløb Københavns Tekniske Skole 2007. Forfatterskolen 2007-09. Det Kgl. Danske Kunstakademi (afgang 2015).

Debut: De næste 5000 dage. Gyldendal, 2010. Tekster.

Litteraturpriser: Bukdahls Bet, 2011. Munch-Christensens Kulturlegat, 2011. Morten Nielsens Mindelegat, 2012. Kronprinsparrets Kulturpris, 2015. Niels Wessel Bagges Kunstfonds hæderslegat, 2016. Treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur/Billedkunst, 2017.

Seneste udgivelse: Et hjerte i alt. Gyldendal, 2017. Tekster.

Inspiration: Juliana Spahr, Marguerite Duras og Virginia Woolf.

 

 

Introducerende video til ”Et hjerte i alt”…

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det er i næste uge. Jeg sidder i arbejdsværelset. Jeg printer. Papiret er varmt. Jeg lægger det mod lårene, fordi jeg fryser, og jeg forestiller mig, det er noget fattige mennesker gør, men jeg glemmer, at fattige mennesker ikke har en printer. Jeg ringer til dig med det samme, jeg får færten."
”De næste 5000 dage”, s. 18.

Amalie Smith er opvokset i Brønshøj i en kernefamilie med en yngre bror samt en halvstoresøster fra faderens tidligere ægteskab. Efter en matematisk studentereksamen fra Det frie Gymnasium i 2005 med teaterfag og matematik på højniveau tog Smith et halvårskursus på Holbæk Kunsthøjskole. Inden Amalie Smith kom ind på Forfatterskolen i 2007, afsluttede hun et grundforløb på Teknisk Skole. Sideløbende med Forfatterskolen har hun udstillet og deltaget i forskellige kunstperformances og i det hele taget dyrket hele det kunstneriske felt. Hun fortæller selv, at hendes inspirationskilder er ”litteratur, film og fænomener fra den virkelige verden, som beskrevet i fx fysikken, biologien, psykologien og filosofien” (Interview med iBureauet, marts 2011) og denne inspiration kommer tydeligt til udtryk i debutværket ”De næste 5000 dage”, der udkom på forlaget Gyldendal i 2010. Efter udsagn interesserer hun sig for: ”Arkitektur, økonomi, identitet. Erindring, subjektivering, museum, indsamling og udstilling. Tid, rum, materie, bevægelse. Grænser, niveauforskelle, krop, sted. Det kuriøse.” Dette interessefelt ligger til grund for hele forfatterskabet, der bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og videnskab.

I 2012 udgav Smith digtsamlingen ”I civil” og ”Læsningens anatomi”, der er en samling læsenoter fra 2012, og i 2014 udkom romanen ”Marble”. På hendes blog ntsblg.wordpress.com kan man følge med i såvel de litterære som kunstfaglige projekter. Udover egne litterære værker har Amalie Smith deltaget i den litterære debat om ’generation etik’, som Dagbladet Information introducerede i foråret 2014. I 2017 udkom en samling tekster, essays, noter. mm fra ti års arbejde i ”Et hjerte i alt”.

Amalie Smith tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2015.

De næste 5000 dage

”Jeg / svømmede i havet plukkede mynte i haven, / og en stor guldsmed fløj op i mit ansigt. / Der er beviset! Jeg husker det, / som man husker film med sig selv / som barn: Jeg kan ikke / længere se det fra andre vinkler / end din. Den kulde, / der fulgte med, / da du gled forbi mig i forgårs, / kom fra din hud dit hår / dit overtøj, du gik tværs gennem cafeencaféen / og virkede ældre.”
”De næste 5000 dage”, s. 81.

Amalie Smiths genreløse debutbog ”De næste 5000 dage” fra 2010 er en tekstsuite i seks stykker. Bogens dele er hver især undersøgelser af konkrete og abstrakte fænomener. Det første stykke hedder ”Vestkysten genfortalt” og består – udover to stillbilleder fra en film af Amalie Smith – af tekstfragmenter om forholdet mellem tid, kystsikring og erindring. Kystsikringen ved Vesterhavet ændrer på havets naturlige erosion af kysten, og hvis ikke sikringen havde standset den bevægelse, var fortællerens sommerhus faldet i havet, da fortælleren var 16 år. Fortælleren undrer sig: Hvis landskabet står stille nu, gør tiden så også? Abstrakte og konkrete elementer skrives sammen med udgangspunkt i en genkendelig virkelighed: stillbillederne er en tegning fra Kystdirektoratet og et foto af vestkysten.

28377592

I en længere passus betitlet ”Søgeresultater” forsøger fortælleren med inspiration fra den danske atomfysiker Lene Hau at begribe, hvordan man standser tiden, og på hvilke forskellige måder maskiner og computere kan interagere med hinanden. Den fysiske krop over for computerens maskinrum er et centralt tema.

Bogens længste del, ”Stalkerprotokol”, har på alle venstresider billeder af forfatteren, der omhyggeligt spiser en buket påskeliljer. Fotografierne er ”Stills fra performance med påskeliljer”, som der står i bogens kolofon, og de er kompletteret af korte tekster om ikke-møder med et du. På højresiderne følger fortælleren efter sig selv gennem København, kortlæggende tid, rum og menneskers væsen. En sjælevandring forstået både som en vandrende sjæl og en sjæl, der vandrer ind og ud ad personligheder.

I afsnittet ”Alle døre åbne” er teksten kendetegnet ved at have sin egen ubeslutsomhed indlejret i sig – manifesteret som overstregninger over udvalgte ord. Fortællerens rettelser og ændringer er en del af den færdige tekst, og de fremhæver skriveprocessen og de tankerækker, der løber forud for en tekst. Overstregningerne fremstår som de udsagn, der lå forrest på tungen, men som er blevet slettet af (selv-)censuren. 

I form af lyriske sekvenser og prosastykker berører Smith emner som tid, rum, bevægelse og erindring. Bogen er samtidig en kærlighedsfortælling om fortællerens forelskelser, kærlighedsmøder og uindfriede længsel. Tekststykkerne brydes op af stillbilleder fra andre af forfatterens værker, readymades, regibemærkninger og fortællerkommentarer. ”De næste 5000 dage” er et mangfoldigt værk, der med sin interaktion mellem tekst og billede undsiger sig en fast genredefinition, men som alligevel har en tydelig stemme og et personligt sprog.

 

Læsningens anatomi

”København er varm, jeg er alene hjemme i denne uge. // Optager lyden af Pernille, der (indenads-) læser Michauxs Streker i lydstudiet på skolen. Vi skruer meget højt op for mikrofonen, alle lyde forstørres. Siderne er lavet af træ, det er helt tydeligt. Og de skubber til luften, når de vendes. Det piber fra luftrøret. Stolens fletsæde skrider.”
”Læsningens anatomi”

Da Amalie Smith efter en hjernerystelse blev forbudt at læse noget som helst, besluttede hun sig for at vende begrænsningen til et kunstnerisk benspænd. Det blev til ”Læsningens anatomi” fra 2012, der er en måneds dagbogsoptegnelser om at læse samt notater om de læsetips hun i perioden modtog fra velmenende venner. Smith går videnskabeligt til værks med udgangspunkt i teoretiske tekster om læsningens væsen.

I notater fra 1. til 31. maj måned følger vi fortællerjeget, der læser i parker på Nørrebro i København, læser op, går til oplæsninger og udstillinger. De korte tekststykker fortæller om dagens vejr og temperatur, om graffiti på murene langs S-toget og citerer fra de læserelaterede snakke, fortælleren har med venner og fagfæller.

29603618

Bogen er en personlig refleksion over, hvad det vil sige at læse og samtidig en litterærvidenskabelig afsøgning af feltet. En dissektion af læsningen som næsten medicinsk objekt: ”Når jeg vil se på læsningens anatomi, er det for gennem en dissektion af læsningens krop at forsøge at forstå dens iboende strukturer”, som der står i den upaginerede bog.

Fortælleren kommer ind på alle tænkelige former for læsning: oplæsning, indre læsning, afbrudt læsning, læsning af blindskrift og læsning af asemisk skrift, der er ulæselig skrift. Opdelingen i at læse og at se er gennemgående, f.eks. i forhold til asemisk skrift, der ikke kan afkodes tegnmæssigt, men læses som et billede. Undervejs er hun på Statens Museum for Kunst og se på malerier af læsende mennesker, og hendes søgning på malerier med ’læsende’ i titlen er optrykt. Søgningen giver 35 hits, og der er ikke engang medtaget det ligeledes optrykte maleri ”Stående, læsende” af Hammershøi. Det udmærker sig ved at skildre et læsende menneske, hvorved kontakten i maleriet ikke sker ud mod beskueren, men bibeholdes mellem karakter og bog. Bogen, som ikke viser andet frem end lys og overflade.

”Læsningens anatomi” er en køligt begejstret, klog og belæst bog. Det hele ser umiddelbart tilfældigt ud, men er nøje orkestreret, så læseren kommer omkring hele læsespekteret. 

I civil

”Det er mærkeligt at tænke på, at solen vil eksplodere en dag, og at al evolution har været forgæves. Hvad er pointen, spørger jeg dig på vej hjem fra biografen, når alt på den måde skal slutte? Og hvordan skal jeg elske dig, når jeg ved, at vi begge skal dø, eller det, der er værre: At kærligheden forsvinder, inden døden indtræffer! Vores kærlighed er så stor, siger du til mig, at den ikke vil ophøre med at eksistere, selvom vi dør, og alle vi kender dør, og solen eksploderer (…)”
”I civil”, s. 80.

I 2012 udgav Amalie Smith tekstsamlingen ”I civil” med genrebetegnelsen Samling. Teksterne – der er udformet som digte, spørgsmål og prosa – er struktureret omkring et grafisk princip med cirkler som kapitelinddelinger. Første og sidste tekst hedder September, hvilket indikerer, at teksterne forløber over et år.

Den overordnede kærlighedsfortælling forløber fra samling til opløsning, og netop denne bevægelse er et kompositorisk princip for ”I civil”. Der er flere spor i samlingen, der undersøger hvad samling og opløsning er inden for naturvidenskab og hos det enkelte menneske: Både krop, tanke og følelse kan samles og opløses.

Jeg-fortælleren har i bogens begyndelse et intenst kærlighedsforhold til en mand. De er rundtossede af kærlighed, og teksterne beskriver lykkelige stunder i sengen. Undervejs i bogen rammes manden af kræft, og jeg-fortælleren forholder sig til det ved at gå teknisk ind i sygdommen: hun undersøger cellestrukturer og følger kroppens forandringer og behandlingens følgevirkninger nøje. Til sidst i bogen har parret brudt med hinanden, og jeget skal ud i verden alene og forsøge at fralægge sig den andens krop. Døden har trængt sig ind i livet og kilet sig ned mellem menneskene.

29316740

Et andet af samlingens spor er tekst og billeder fra Mineralsamlingen på Naturhistorisk Museum i Wien, hvor fortælleren har været med sin kæreste. ”We are walking, talking minerals” citerer Smith teoretikeren Jane Bennett for på side 71, og det er netop en af bogens pointer – at kroppen er organisk, men stadig har f.eks. tænder af mineralsk materiale. Mineraler indgår i komplekse sammenhænge med hinanden, som også mennesker gør det.

I det hele taget er ”I civil” optaget af akademiske emner, men teori og filosofi optræder på samme vilkår som hverdag og følelser. Et sted refereres to børns samtale: ”Ananas giver forsvar og flere liv,/ siger den ene. Hvor meget i forsvar?/ Syv i forsvar” (s. 66), og det, der for børn er den klareste logik, er for den voksne (forfatter) skyts i en diskussion om, hvad sprog er og kan. Det sprogfilosofiske aspekt udfoldes ikke, men ligger i de nøgterne registreringer af sprog og verden og kommunikation.

 

Marble

”På det infrarøde fotografi, hun tager i spejlet på flytoilettet, ligner hendes hud voks eller mat krystal. Læberne går i ét med resten af ansigtet, fregnerne er udviskede. Infrarødt lys trænger længere ind i hud end hvidt lys, før det reflekteres.”
”Marble”, s. 19.

Amalie Smith romandebuterede i 2014 med ”Marble”, der er flersporet og videnskabeligt anlagt. Romanen åbner med tilblivelsen (!) af kvinden Marble, der graves fri af jorden af Daniel, der skal blive hendes kæreste. Hun er lavet af det samme marmor, der er romanens fikspunkt, og da hendes krop fyldes af blod, bliver hun til en levende romankarakter.

Marble har sat sig for at undersøge forholdet mellem overflade og farve og rejser derfor til Athen for at kigge på skulpturer på Akropolis. Hun vil ikke lære at læse, men at se, og læseren ser med hende. Marble kigger på materialer, former og (rester af) farver, lige som hun har udstyret sit digitale spejlreflekskamera med en særlig linse, der kan løfte infrarødt lys ind i det synlige farvespekter. Hun kan altså se mere, end vi vanligvis kan med det blotte øje, og det viser sig relevant hos de antikke skulpturer, hvor historien er gemt i falmede farvepigmenter.

51414101

Sideløbende med fortællingen om Marbles optegnelser i Athen har hun en brevveksling med veninden Laila i New York, Skype-samtaler med Daniel hjemme i Danmark og en fortløbende samtale med en 3D-animator. Derudover er der et fyldigt parallelspor om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. Komponisten Carl Nielsens hustru tog i 1903 til Athen for at lave kopier af nogle arkaiske skulpturer, og hendes kærlighed til kunsten var lige ved at koste hende ægteskabet. Mange af de optrykte brevvekslinger mellem hr. og fru Nielsen vidner om to engagerede og temperamentsfulde kunstnere, hvilket sætter den køligt registrerende Marble i perspektiv.

”Marble” udfordrer de klassiske romankonventioner ved at være en fragmenteret, observerende tekst på grænsen til at være en semividenskabelig studierapport på Kunstakademiet, hvor Amalie Smith også har læst. Kunstvidenskabelige spørgsmål undersøges i et rent og køligt sprog: Hvad er form, farve og overflade? Hvad kan vi se med det blotte øje, og hvordan kan vi se resten? Hvordan kan man med moderne teknikker genskabe antikke værker og give liv til de døde? Tekstur, porøsitet, materiale og overflade er romanens primære undersøgelsesområde sammen med et kritisk blik på den vestlige kulturhistorie. På British Museum i London, hvor oprindelige dele af Parthenonfrisen befinder sig, brugte rengøringsfolk f.eks. ammoniak og kobberværktøj til at fjerne farverester fra frisen i den tro, at det var snavs.

Et hjerte i alt

”Man kan røre ved et objekt fra flere sider samtidig, mens man kun kan se det fra én vinkel ad gangen. Men berøring er altid delvis – hånden griber kun om et udsnit af objektets totale form. For at begribe et tredimensionalt objekt må hænder og øjne arbejde sammen. Berøring og syn må krydse hinanden. Øjnene røre, hænderne se.”

”Et hjerte i alt”, s. 17-18.

Allerede inden læsningen af Amalie Smiths bog ”Et hjerte i alt” (2017) må man tænke over, hvad en bog er, hvad læsning er, og at man sidder med en fysisk bog i hånden. Teksten er trykt på den ”forkerte led”, så man læser teksten som en rulle, der løber over siderne uden hensyntagen til sideskift. Læseren skal gå kropsligt til værks, vende bogen 90 grader og læse siderne oppefra og ned, i stedet for at bladre fra venstre mod højre.

Bogens fysiske udtryk ligger forud for eller i forlængelse af bogens indhold, der grundlæggende interesserer sig for forholdet mellem menneske og verden. ”Et hjerte i alt” er en samling af forfatterens noter, billeder, prosa og essayistik fra 2007 til 2017 og løber som sådan i flere spor. Teksterne er klippet op og blander sig med hinanden, så de tilsammen danner en samlet tekst. Et spor er skrevet fra Hald sø i 2013, et spor er skrevet efter en hjernerystelse i 2012, nogle noter hænger sammen med arbejdet med ”Marble” osv. De fleste af teksterne kredser om de samme tematikker som forfatterskabets øvrige værker og udfolder selve arbejdet med disse. Gennemgående er interessen for forholdet mellem menneske og natur, mellem at læse og se, om kærlighed, overflader og Marguerite Duras’ film. Desuden ridses en ulykkelig kærlighedshistorie op: Fortælleren forelsker sig i Katten samme nat, som hun får hjernerystelse.

53109810

Smith ser på verden som med nye øjne, udforskende og nysgerrigt: Hvad er verden, og hvordan forstår jeg den? Hvordan sanser og perciperer jeg den? Kan man stole på sine sansninger, eller er de betinget af viden?

På trods af bogens collagestruktur med selvstændige tekster, stills, fotografier og skitser fremstår den som et hele i kraft af den samlende tilgang til verden: et blik, der både er kunstnerens og naturvidenskabskvindens. Et æstetisk blik funderet i fakta. Sproget er præcist i sine betragtninger, nøgternt registrerende, her fra flyveren: ”Cirkler og halvcirkler af sorte afgrøder. Enkelte lys. En art hvide floder skilles og løber sammen igen. Sne? Kridtstøv, okkerstøv, kulstøv? En flødeagtig dis. Hvordan skal jeg forklare det – og hvorfor skal det være præcist?” (s. 8).

Om det handler om svampedykkere, bemaling af statuer, cykliske tekststrukturer eller om hjernerystelse og læsning, så passer det hele sammen i Amalie Smiths fortsatte værk, der med ”Et hjerte i alt” samler op på indtil videre ti års praksis og binder forfatterskabet sammen. 

Genrer og tematikker

Amalie Smith udforsker i sine værker det at se og det at læse. I ”Læsningens anatomi” handler det om at læse, i ”Marble” om at se. Den anatomiske dissektionstanke fra ”Læsningens anatomi”, hvor netop læsningen gøres til genstand for kirurgisk interesse, kan overføres til de andre værker i deres videnskabelige tilgang: I ”I civil” er der medicinske optegnelser over krop og celle, i ”Marble” er marmors anatomi under mikroskopet. Overordnet kan forfatterskabet siges at være en søgen efter en genstands iboende væsen: læsningens væsen, kroppens væsen, skulpturen/kunsten/materialet/overfladen/farvens væsen. Særligt i ”I civil” udforsker Smith den vedtagne klassifikation af verden i plante-, dyre- og mineralriget ved at huske os på, at krystallinske strukturer indgår i dyrekroppen i f.eks. tænder.

Med forfatterens baggrund som både elev på Forfatterskolen og på Kunstakademiet sprænger Amalie Smiths værker rammerne for gængse genrekonventioner inden for form og indhold. Tekststykkerne optræder både opbrudte og sammenhængende, og de kompletteres af forfatterens egne billeder. Nogle tekstbidder i ”De næste 5000 dage” er samplet direkte fra virkelige medier og fungerer som readymades, mens andre ligner manuskripter med regibemærkninger og forfatterkommentarer. Smiths tekster har en teoretisk klangbund i deres udforskninger af tid, materiale, rum og bevægelse. De naturvidenskabelige betragtninger forbliver ikke abstrakte, men omsættes særligt i debutværket i sansningen og sproget til dele af en kærlighedsfortælling. Selv siger forfatteren om den naturvidenskabelige inspiration: ”Meget af det, jeg skriver, handler om abstrakte ting som tid, rum, lys og uendelighed. Jeg kan godt lide at beskrive den bevægelse, der ligger i at gøre det abstrakte hel konkret.” (Camilla Stampe: Det handler om at udforske det uafgørlige. Information, 2009-08-05).

Som eksempel på, hvordan det abstrakte og det konkrete spiller sammen, nævner Amalie Smith oplevelsen og forståelsen af tid: ”Jeg er optaget af, at man ved at opholde sig på bestemte steder på bestemte årstider kan se tilbage på de steder, hvor man har opholdt sig før på den samme årstid - men tidligere. På den måde er tiden ikke kun noget, der går lineært i én retning, men også noget man kan springe rundt i.” (Camilla Stampe: Det handler om at udforske det uafgørlige. Information, 2009-08-05). Det kropslige og det erkendelsesmæssige mødes i Smiths tekster, som bliver til studier af livets gang i et både meget stort og et meget småt perspektiv. 

Beslægtede forfatterskaber

Den hybridform, Amalie Smith bruger i sine bøger, ligner udgivelser fra andre kvinder i dansk samtidslitteratur. Eva Tind Kristensen har i sine bøger ”do” og ”Eva+Adolf” flittigt brugt fotos, readymades og skiftende litterære former, og Maja Lee Langvad har i sit debutværk ”Find Holger Danske” ligeledes indoptaget elementer fra virkeligheden. En forfatter som Pablo Llambías bruger i sine tidlige værker skiftende fortælleformer og ikke-litterære indslag, og Amalie Smith nævner selv dennes ”Rådhus” som et beslægtet værk. Også Mette Moestrups digte og norske Erlend Loes romaner gør brug af disse greb.

Den naturvidenskabelige interesse deler Amalie Smith med f.eks. Peter Adolphsen og Merete Pryds Helle. I en helt anden formel boldgade har Svend Åge Madsen i sit forfatterskab også afsøgt mulighederne for sammensmeltningen eller ophævelsen af tid og rum.

Amalie Smith nævner selv følgende slægtskaber: Kirsten Thorups Love from Trieste, Lars Skinnebachs digte, Rasmus Graffs koncepter, Theis Ørntofts digte og Christina Hesselholdts prosa.” (Interview med iBureauet, marts 2011).

Bibliografi

Bøger

Amalie Smith:
Tekst i ”Forfatterskolens afgangsantologi 2009”. Basilisk, 2009. Antologi.
Amalie Smith:
De næste 5000 dage. Gyldendal, 2010. Tekster.
Amalie Smith:
Tekst i ”Antologi 2010”. Kronstork, 2010. Antologi.
Amalie Smith:
Fabrikken falder. Forlaget emancipa(t/ss)ionsfrugten, 2010.
Amalie Smith:
Læsningens anatomi. Forlaget emancipa(t/ss)ionsfrugten, 2012. Hæfte.
Amalie Smith:
I civil : samling. Gyldendal, 2012.
Amalie Smith:
Marble. Gladiator, 2014. Roman.
Smith, Amalie: Et hjerte i alt. Noter, essays, praksis, poetik 2007-2017. Gyldendal, 2017. Tekster.
Politiken, 2013-01-09. Kronik.
Information, 2014-03-05.
Information, 2014-10-31.

Om forfatteren

Links

Her findes oversigt over alle udgivne værker og udstillinger samt info om forfatteren, links til anmeldelser, interviews mm.
Notesblog. Noter om udgivelser, kunst og litteratur.
2011-08-08. Interview med Amalie Smith.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Amalie Smith

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Camilla Stampe:
Interview i Information. Det handler om at udforske det uafgørlige. Information, 2009-08-05.
Vindum, Anne: Interview til Forfatterweb. Marts 2011.