I januar 2025 udkom Amalie Smiths tête-bêche bog ”TERRACOTTA”, der læses hhv. forfra og bagfra i delene ”Billederne lever” og ”Levende billeder” og består af noter, tekster og samtaler, indsamlet gennem seks år. Rammen er fortællerens atelier på Nordhavn i København, hvor hun i februar og marts 2024 samler ”noterne om liv og ler, mens de endnu er fugtige og kan modelleres.” (s. 7).
I et spor fra Dag 1 til Dag 8 følger vi den ængstelige fortæller og hendes nyfødte barn, fra det trækker vejret første gang, til det er faldet på plads på denne forunderlige planet, som fortælleren forsøger at forklare for barnet. I et andet spor har jeget samtaler med KUNSTHISTORIKEREN, GEOBIOLOGEN og RUMFORSKEREN om livets opståen og kunstigt liv og om forholdet mellem teknologi og kunst; et spor følger fortælleren på en varm researchrejse til Cypern i 2018, hvor nogle simple terracottafigurer på Antikmuseet i Nicosia gav hende tanken om, at oldtidsmennesket har forsøgt at skabe liv ud af ler og på den måde forbinder kunst og kunstigt liv. Et fjerde spor er fra et arbejdsophold på Bornholm i 2023 med fokus på landskaber.
139934741
Et centralt spørgsmål er, hvordan livet er opstået, og med kemikeren Cairns-Smiths ”Clay Theory” kan vi måske finde svaret i ler. Smith skriver om liv i statuer og kunstværker, Pygmalion-myten, kunstigt liv, guddommelig indgriben, krop og materie og liv, og hun minder om, at både den jødiske, kristne og muslimske tro indeholder historier om mennesker, der blev skabt ud af ler: ”Adam kommer fra ”adamah”, som betyder lerjord på hebraisk. Den monoteistiske gud blæste liv og ham, og han blev levende.” (s. 79).
Smith favner bredt i dette perspektivrige værk om fødsler og liv, fra universets begyndelse til den kontrollerede celledeling, der en dag bliver til en menneskekrop med vilje og kraft. Alt liv kan spores tilbage til den samme celle, vi er alle i familie med hinanden, ”gærceller i samme surdej.” (s. 159).
Terracotta betyder brændt jord, ”et sted, hvor ikke engang guder kan leve” (s. 9), og værkets iboende klimaperspektiv spørger, om vi med vores hovedløse overforbrug er på vej mod at brænde jorden af? GEOBIOLOGEN siger, at selv hvis mennesket uddør, skal livet på planeten nok overleve, og fortælleren undrer om vi skal udvikle en ny global sans for at forstå jordens økosystem, ”en evne til at føle planetarisk smerte og fryd?” (s. 155).